Katolske plejehjem i Frankrig kan afvise aktiv dødshjælp

Ny fransk lov åbner for aktiv dødshjælp, men læger, sygeplejersker og farmaceuter får ret til at sige nej. Katolske hospitaler, hospicer og plejehjem kan under bestemte betingelser afvise handlingen på deres område.

Frankrigs nye lov om aktiv dødshjælp er trådt i kraft. Læger og sygeplejersker kan af samvittighedsgrunde afslå at deltage, mens Forfatningsrådet har sikret en tilsvarende beskyttelse af farmaceuter. Katolske hospitaler, hospicer og plejehjem kan desuden under bestemte betingelser afvise, at et menneske får hjælp til at dø på institutionens område.

Loven blev offentliggjort i Frankrigs officielle lovtidende den 19. august 2026. Fem dage tidligere havde Forfatningsrådet, landets højeste forfatningsretlige myndighed, godkendt loven, men samtidig fastlagt nogle bindende fortolkninger af dens bestemmelser.

En af dem får særlig betydning for katolske institutioner, der betragter pleje, lindring og ledsagelse som deres opgave, mens aktiv medvirken til et menneskes død strider mod deres kristne grundlag.

En begrænset undtagelse

Den lovtekst, som det franske parlament vedtog i juli, bestemte oprindeligt, at ledelsen på et hospital, plejehjem eller en anden omfattet institution skulle give adgang til de sundhedspersoner, der medvirker ved aktiv dødshjælp. Det gjaldt også de personer, som ledsagede den syge. Institutionen havde ingen udtrykkelig ret til at gøre indsigelse med henvisning til sit værdigrundlag.

Denne bestemmelse har Forfatningsrådet begrænset. En institution kan afvise, at aktiv dødshjælp finder sted på dens område, når handlingen er åbenbart i strid med institutionens formål eller særlige karakter. Modstanden skal fremgå af institutionens vedtægter eller af et formelt etisk charter.

Retten til at sige nej er ikke ubetinget. Den forudsætter også, at andre institutioner i området kan imødekomme behovet. Afgørelsen giver således ikke alle hospitaler og plejehjem en almindelig ret til at afvise loven. Den anerkender, at en institution kan være grundlagt på et etisk eller religiøst formål, som staten under visse omstændigheder må respektere.

Beskyttelsen er formuleret generelt og gælder ikke kun katolske institutioner. Den får dog særlig betydning for de franske hospitaler, hospicer og plejehjem, der drives af katolske ordenssamfund og organisationer. Forfatningsrådet godkendte samtidig loven som helhed.

Steder, hvor ingen bliver slået ihjel

Ærkebiskop Laurent Ulrich af Paris har budt undtagelsen velkommen. I en meddelelse udsendt samme dag, som loven blev offentliggjort, kaldte han Forfatningsrådets fortolkning en mulighed for de institutioner, der har opbygget særlig erfaring med omsorg for alvorligt syge og døende.

Han udtrykte håb om, at afgørelsen vil opmuntre dem til at fastholde deres særlige karakter og fortsat være steder, »hvor ingen bliver slået ihjel«.

Samtidig rettede ærkebiskoppen en skarp kritik mod den nye lov. Han pegede på modsætningen mellem parlamentets løfte om at gøre lindrende behandling tilgængelig for alle og indførelsen af aktiv dødshjælp, før et dækkende tilbud om lindrende pleje findes i hele Frankrig.

De mest sårbare risikerer efter hans opfattelse at få døden tilbudt som en form for behandling, inden de har fået reel adgang til den lindring og omsorg, som kunne have gjort deres sidste tid mere tålelig. Laurent Ulrichs meddelelse kan læses på Paris’ katolske bispedømmes hjemmeside.

Læger og sygeplejersker kan sige nej

Den enkelte læge eller sygeplejerske kan afslå at deltage i en procedure, der fører frem til aktiv dødshjælp. De kan heller ikke tvinges til at indgive det dødbringende præparat, hvis patienten fysisk er ude af stand til selv at indtage det.

Samvittighedsklausulen omfatter også læger, der bliver bedt om at modtage anmodningen, undersøge patienten, vurdere betingelserne eller deltage i den kollegiale behandling af sagen. Den beskytter dermed mere end den sundhedsperson, som står for den endelige indgivelse af præparatet.

Afslaget fritager dog ikke lægen eller sygeplejersken for enhver medvirken. Den sundhedsperson, som siger nej, skal straks oplyse patienten eller den, der har rettet henvendelse, om afslaget og opgive navnene på andre sundhedspersoner, som er villige til at deltage.

Loven beskytter således lægen eller sygeplejersken mod selv at udføre eller deltage i aktiv dødshjælp, men pålægger samtidig vedkommende at anvise en vej videre til andre. Denne henvisningspligt vil også kunne vække samvittighedsmæssige indvendinger, fordi nogle sundhedspersoner kan opfatte henvisningen som en indirekte medvirken.

Farmaceuter får også ret til at afslå

Forfatningsrådet har særskilt taget stilling til farmaceuternes rolle. Den enkelte farmaceut kan ikke tvinges til at fremstille eller udlevere det præparat, der skal fremkalde døden, hvis det strider mod vedkommendes personlige overbevisning.

Denne beskyttelse bygger på tros- og samvittighedsfriheden i den franske erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789. Rådet vurderer, at fremstilling eller udlevering af et dødbringende præparat kan krænke den enkelte farmaceuts samvittighed.

En læge, sygeplejerske eller farmaceut beskyttes som person. Et hospital, hospice eller plejehjem har ingen samvittighed, men kan have et vedtægtsbestemt formål og et særligt etisk eller religiøst grundlag. Institutionens mulighed for at afvise aktiv dødshjælp udspringer af retten til at organisere sin virksomhed i overensstemmelse med dette formål.

Katolske organisationer pressede på

Flere katolske og livsværnende organisationer havde sendt juridiske indlæg til Forfatningsrådet. Blandt dem var Fondation Jérôme Lejeune og European Centre for Law and Justice, ECLJ. De advarede om, at katolske ordenssamfund kunne blive tvunget til at give mobile dødshjælpsteams adgang til deres institutioner, selv om handlingen er uforenelig med deres tro og plejeetik.

Søster Agnès fra De Små Søstre af de Fattige, som selv er læge, rejste allerede i marts sagen under et møde i FN’s Menneskerettighedsråd i Genève. Hun advarede om, at katolske ordenssamfund efter det oprindelige lovforslag kunne risikere op til to års fængsel og en bøde på 30.000 euro, hvis de nægtede at åbne deres hospitaler og plejehjem for aktiv dødshjælp.

ECLJ betegner afgørelsen som en stor sejr og ønsker at fremføre det samme princip i andre europæiske lande. Den franske afgørelse er ikke bindende uden for Frankrig, men organisationen vil arbejde for, at europæisk menneskeret også beskytter religiøse institutioners frihed til at fastholde deres grundlag.

Modstanden mod loven fortsætter

Glæden over beskyttelsen betyder ikke, at modstanden mod loven er ophørt. Fondation Jérôme Lejeune kalder Forfatningsrådets samlede afgørelse stærkt utilstrækkelig. Organisationen mener, at loven fortsat mangler en reel beskyttelse af mennesker med intellektuelle handicap og andre særligt udsatte grupper.

Fondens præsident, Jean-Marie Le Méné, har erklæret, at organisationen ikke vil affinde sig med loven. Den vil følge regeringens kommende bestemmelser om lovens gennemførelse og fortsætte arbejdet for stærkere beskyttelse af mennesker, som kan have svært ved at overskue deres situation eller modstå pres fra omgivelserne. Fondation Jérôme Lejeune fastholder sin grundlæggende modstand mod loven.

For katolske institutioner er afgørelsen alligevel vigtig. Den franske stat har anerkendt, at et hospital, hospice eller plejehjem ikke alene er en bygning, hvor forskellige sundhedsydelser udføres. En institution kan være grundlagt på en bestemt forståelse af menneskelivet og omsorgen for syge og døende. Denne identitet mister sin betydning, hvis institutionen tvinges til at medvirke til en handling, som strider mod selve dens formål.

-karn