Menneskets værdighed er ikke længere en selvfølge

Vestlige samfund har i århundreder bygget på den kristne overbevisning, at ethvert menneske besidder en ukrænkelig værdighed. Den digitale offentlighed viser, at dette menneskesyn ikke længere kan tages for givet. Hån og offentlig latterliggørelse er blevet så almindelige på sociale medier, at de ofte opfattes som en naturlig del af den offentlige samtale.

Et menneske bliver filmet i et pinligt øjeblik. En elev mister fodfæstet på skolegården. En ekspedient mister besindelsen. En politiker formulerer sig klodset. Få minutter senere cirkulerer optagelsen på sociale medier, ledsaget af spydige kommentarer, hånlige emojis og tusindvis af grinende reaktioner. De fleste, der deltager, kender ikke personen. Alligevel føles det naturligt at se med, dele og le. Den udvikling handler om mere end internettets omgangstone. Den fortæller noget om, hvordan menneskets værdighed gradvist har mistet sin selvfølgelige plads i den vestlige offentlighed.

Den digitale afstand

Hån er ikke et nyt fænomen. Mennesker har til alle tider gjort nar ad hinanden, sladret og frydet sig over andres fejl. Forskellen er, at hånen tidligere som regel havde en fysisk ramme. Den blev udvekslet mellem mennesker, der stod over for hinanden og kunne se den andens ansigt, høre stemmen og opleve virkningen af deres egne ord.

Sociale medier har ændret denne grundlæggende erfaring. Afstanden mellem mennesker er blevet større, samtidig med at adgangen til hinandens liv er blevet næsten ubegrænset. Millioner kan overvære den samme ydmygelse uden at være til stede. Den, der skriver en hånlig kommentar, møder sjældent den person, kommentaren rammer. Skærmen skaber en afstand, som gør det lettere at glemme, at der bag hvert opslag findes et menneske med familie, historie og følelser.

Det digitale rum har dermed skabt en ny form for offentlighed. Den er ikke bundet til torvet, arbejdspladsen eller landsbyen, men eksisterer døgnet rundt og på tværs af landegrænser. Den gør det muligt at samle tusinder af mennesker om den samme latter på få minutter.

Opmærksomhed belønner det ekstreme

De største sociale medier lever af opmærksomhed. Indhold, der vækker stærke følelser, bliver vist til flere mennesker end indhold, der indbyder til rolig eftertanke. Vrede, forargelse og hån spreder sig derfor hurtigere end nuancer og tålmodige forklaringer.

Det betyder ikke, at teknologien tvinger mennesker til at opføre sig dårligt. Ansvaret ligger fortsat hos den enkelte. Alligevel påvirker de digitale rammer den måde, offentligheden fungerer på. Den skarpeste bemærkning får ofte størst udbredelse. Den mest ydmygende video bliver den mest sete. Langsomt flyttes grænsen for, hvad der opleves som acceptabelt. Det, som tidligere ville være blevet opfattet som dårlig opførsel, bliver en kilde til underholdning.

Dermed bliver hån ikke blot tolereret. Den bliver belønnet.

Et menneskesyn under forandring

Den vestlige civilisation er ikke opstået ud af ingenting. Dens forestilling om menneskets værdighed er formet af mange kilder, men kristendommen har haft en afgørende betydning. Tanken om, at ethvert menneske er skabt i Guds billede, gav den enkelte en værdi, som ikke afhang af rigdom, magt eller social status. Selv den skyldige bevarede sin menneskelige værdighed.

Denne arv præger fortsat vores love og institutioner. Samtidig er det blevet mindre indlysende, hvorfor mennesket overhovedet besidder en ukrænkelig værdi. Hvis menneskets værdighed ikke længere har et fast fundament, bliver den lettere afhængig af popularitet, succes og offentlig anerkendelse. Den, der mister sympatien, risikerer også at miste respekten.

Netop derfor bliver sociale medier interessante. De skaber ikke et nyt menneskesyn, men de gør det synligt, hvilket menneskesyn der allerede præger en stor del af den offentlige kultur.

Mere end et spørgsmål om god tone

Det ville være en fejl at reducere udviklingen til et spørgsmål om høflighed. God opførsel er vigtig, men sagen rækker længere. Et samfund afslører sine dybeste værdier gennem den måde, det behandler mennesker på, som intet har at tilbyde, eller som netop har begået en fejl.

Den digitale offentlighed gør det muligt at forvandle et enkelt fejltrin til et verdensomspændende skuespil. Mennesker reduceres til få sekunders video eller én uheldig sætning. Resten af deres liv bliver usynligt. Det er en form for forenkling, som står i skarp kontrast til den kristne opfattelse af mennesket. Kristendommen ser aldrig et menneske som summen af dets værste handling. Ethvert menneske kan omvende sig, rejse sig og begynde på ny.

Det perspektiv bliver vanskeligere at fastholde i en offentlighed, hvor gamle opslag kan findes frem år efter år, og hvor den digitale hukommelse sjældent giver plads til tilgivelse.

En prøve på den vestlige civilisation

Enhver civilisation bliver før eller siden stillet over for en prøve. Den består sjældent alene i økonomi, militær styrke eller teknologiske fremskridt. Den består også i, hvordan mennesker møder hinanden i hverdagen.

Den digitale offentlighed giver vestlige samfund en sådan prøve. Den viser, om menneskets værdighed fortsat opfattes som noget ukrænkeligt, eller om den i stigende grad afhænger af, om et menneske er populært, har ret eller passer ind i flertallets forventninger.

Sociale medier er derfor ikke blot en ny kommunikationsform. De fungerer også som et spejl. Det spejl viser både det bedste og det værste i vores kultur. Ser vi længe nok, bliver det tydeligt, at kampen om den digitale offentlighed i sidste ende ikke handler om teknologi. Den handler om, hvilket menneskesyn vestlige samfund ønsker at bygge deres fremtid på.

-karn