Mere end 1.700 kristne er dræbt for deres tro siden år 2000

Vatikanet samler vidnesbyrd om vor tids martyrer

Mere end 1.700 kristne er siden år 2000 blevet dræbt på grund af deres tro og deres vidnesbyrd om evangeliet. En kommission, som blev nedsat af pave Frans i 2023, indsamler deres navne og historier.

Kort fortalt: Vatikanets Kommission for Nye Martyrer og Trosvidner har registreret mere end 1.700 dræbte kristne fra forskellige kirkesamfund. Mellem 100 og 150 navne er kommet til alene i år. Ikke alle er kirkeligt anerkendt som martyrer, men deres vidnesbyrd skal bevares.

Et nyt århundrede med martyrer

Forfølgelsen af kristne hører ikke kun Kirkens første århundreder til. Krige, islamistisk terror, narkotikakriminalitet, politisk undertrykkelse og kampen om naturressourcer har siden år 2000 kostet talrige kristne livet. Vatikanets Kommission for Nye Martyrer og Trosvidner har foreløbig registreret mere end 1.700 mennesker, som blev dræbt på grund af deres tro og deres vidnesbyrd om evangeliet.

Kommissionen blev nedsat af pave Frans i 2023 og hører under Dikasteriet for Helligkåringssager. Den fortsætter med at indsamle oplysninger fra hele verden, og alene i 2026 er mellem 100 og 150 nye navne blevet føjet til materialet. Arbejdet skal sikre, at de dræbtes navne og historier ikke forsvinder, selv om der aldrig bliver indledt en officiel kirkelig sag for den enkelte.

Historikeren Andrea Riccardi, der er næstformand for kommissionen, betegner det 21. århundrede som et nyt århundrede med martyrer. Martyrernes tid er ikke forbi, fastslår han. Det kan være vanskeligt at forstå i en europæisk virkelighed, hvor kristen tro ofte betragtes som en privatsag eller en rest fra fortiden. Andre steder i verden kan bekendelsen til Kristus stadig koste et menneske livet.

Ikke alle bliver helgenkåret

Registreringen betyder ikke, at alle de mere end 1.700 personer allerede er anerkendt som martyrer i kirkeretlig forstand. En salig- eller helgenkåring kræver en selvstændig og grundig undersøgelse af den enkeltes liv, dødsårsag og de omstændigheder, der førte til drabet.

Kardinal Marcello Semeraro, præfekt for Dikasteriet for Helligkåringssager, understreger, at helligheden i Kirken ikke er begrænset til dem, der bliver officielt helgenkåret. For nogle af de registrerede kan der senere blive indledt en salig- eller helgenkåringssag, hvis betingelserne er opfyldt. Fortegnelsen er imidlertid bredere. Den skal også bevare mindet om mennesker, hvis trofasthed måske aldrig bliver behandlet i en formel kirkelig sag.

Blandt de dræbte findes præster, ordensfolk, missionærer og lægfolk. Nogle mistede livet under angreb på kirker og gudstjenester. Andre blev dræbt, fordi de beskyttede fattige, modsatte sig væbnede grupper eller nægtede at tie om overgreb. Fælles for dem er, at deres kristne tro ikke kunne skilles fra den måde, de levede og handlede på.

Martyrerne tilhører hele Kirken

Kommissionens arbejde begrænser sig ikke til katolikker. Også ortodokse, koptere, protestanter og kristne fra andre kirkesamfund indgår i fortegnelsen. De blev ikke nødvendigvis dræbt, fordi de tilhørte et bestemt kirkesamfund, men fordi de bekendte Kristus og bar evangeliet med sig i deres liv.

Denne økumeniske forståelse blev tydelig i 2023, da pave Frans optog de 21 koptiske kristne, som Islamisk Stat havde halshugget i Libyen i 2015, i Det Romerske Martyrologium. Mændene tilhørte den koptisk-ortodokse kirke, men deres sidste bekendelse til Jesus blev et vidnesbyrd for kristne langt ud over deres eget kirkesamfund.

Martyrernes blod peger på en enhed, som de kristne endnu ikke fuldt ud har opnået i deres kirkelige fællesskab. Forskellene mellem kirkesamfundene forsvinder ikke, men forfølgerne skelner ofte ikke mellem katolikker, ortodokse og protestanter. Den, der bærer Kristi navn, bliver målet.

Afrika er hårdt ramt

Afrika er blandt de verdensdele, hvor flest kristne i disse år bliver dræbt. Den Demokratiske Republik Congo, Nigeria, Mozambique og Burkina Faso er præget af angreb fra væbnede og islamistiske grupper. Kirker bliver angrebet, landsbyer ødelagt, og præster, ordensfolk og kristne familier bliver bortført eller myrdet.

På kommissionens internationale kongres i Rom skal kardinal Fridolin Ambongo, ærkebiskop af Kinshasa, tale om situationen i Den Demokratiske Republik Congo. Ifølge oplysningerne forud for kongressen har Islamisk Stat hævdet ansvaret for drabene på 130 kristne i landet i august.

Også Det Hellige Land, Europa, Amerika og Asien bliver behandlet på kongressen. Kardinal Pierbattista Pizzaballa, den latinske patriark af Jerusalem, skal tale om de kristnes fredsskabende rolle i Det Hellige Land, hvor små kristne samfund forsøger at fastholde deres tro og tilstedeværelse midt i krig, vold og dybe politiske modsætninger.

Dræbt, fordi de stod i vejen

I Sydamerika har kommissionen registreret 304 dræbte kristne siden år 2000. Flere af dem blev ikke myrdet under en gudstjeneste eller efter et direkte krav om at fornægte deres tro. De blev dræbt, fordi deres kristne overbevisning førte dem til at modsætte sig narkotikahandel, ulovlig skovrydning og hensynsløs udnyttelse af naturressourcer.

De blev, som kardinal Semeraro udtrykker det, ubekvemme for dem, der kontrollerede de ulovlige aktiviteter. Troen fik dem til at forsvare mennesker, lokalsamfund og skaberværket, selv om modstanden gjorde dem til mål. Nogle blev dræbt, fordi de nægtede at fornægte Kristus. Andre blev dræbt, fordi troskaben mod evangeliet fik dem til at stille sig mellem den stærke og den svage.

Den kirkelige vurdering af et muligt martyrium kræver en grundig undersøgelse. Kommissionens første opgave er imidlertid at finde navnene, samle vidnesbyrdene og bevare erindringen om de mennesker, der blev dræbt.

Navnene må ikke glemmes

Tallene fortæller om omfanget, men hvert af de mere end 1.700 registrerede tilfælde gemmer på et menneske, en familie og et kristent fællesskab. Martyrerne er ikke først og fremmest en gruppe ofre. Det græske ord martyr betyder vidne. De huskes, fordi deres liv og død blev et vidnesbyrd om en tro, som ikke kunne bringes til tavshed med vold.

Mange af de dræbte bliver aldrig kendt uden for deres hjemegn. De får måske ingen statue, festdag eller officiel kirkelig sag. Kommissionens arbejde skal sikre, at deres historier alligevel bliver bevaret, og at den verdensomspændende Kirke ikke glemmer dem.

Det 21. århundrede er kun lidt mere end en fjerdedel gammelt. Alligevel tegner der sig allerede et billede af en tid, hvor kristne igen betaler den højeste pris for deres tro. De mere end 1.700 navne er ikke blot en fortegnelse over døde. De vidner om, at martyrernes tid fortsætter.

Kilde: Vatikanets Kommission for Nye Martyrer og Trosvidner.