René Girard – mennesket, syndebukken og evangeliets afsløring

Den franske tænker René Girard udviklede en banebrydende teori om menneskets efterligning, rivalisering og syndebukke. Hans idéer har sat dybe spor i filosofi, antropologi og kristen teologi.

Hvorfor gentager historien de samme konflikter? Hvorfor opstår misundelse, polarisering og jagten på skyldige igen og igen? René Girard mente, at svaret ikke først og fremmest findes i politik, økonomi eller psykologi, men i selve menneskets måde at begære på. Gennem studiet af verdenslitteraturen og siden evangelierne udviklede han en teori, som ikke blot forklarede voldens oprindelse, men også førte ham tilbage til den katolske tro.

En professor, der fandt noget større end litteraturen

Store tænkere opstår sjældent ud af ingenting. De vokser frem af en vedholdende nysgerrighed og en vilje til at følge et spor, også når det fører et helt andet sted hen, end de havde forestillet sig. Sådan var det med René Girard. Han blev født i Avignon i 1923, voksede op i et kultiveret fransk miljø og uddannede sig som historiker, før han efter Anden Verdenskrig rejste til USA. Her gjorde han karriere som professor i litteratur ved nogle af landets mest ansete universiteter. Hans verden var romaner, digtere og fortællinger, og det var netop her, han begyndte at ane et mønster, som de færreste havde lagt mærke til.

Når han læste Cervantes, Stendhal, Flaubert, Dostojevskij eller Proust, opdagede han, at personerne ikke blot handlede ud fra deres egne ønsker. Tværtimod syntes deres begær hele tiden at blive formet af andre mennesker. De ville have den samme kærlighed, den samme anerkendelse, den samme magt eller den samme status, som de så hos andre. Begæret var ikke spontant; det var efterlignet. Denne iagttagelse blev udgangspunktet for hele hans livsværk. Det var en erkendelse, som først virkede beskeden, men som efterhånden voksede til en omfattende forklaring på menneskets historie, kulturer og religioner.

Girard mente, at vi ofte bilder os ind, at vi er originale og selvstændige. Vi tror, vi vælger frit, hvad vi vil elske, eje eller blive. Men ser man ærligt på sit eget liv, opdager man hurtigt, hvor meget der er formet af forbilleder, konkurrenter og mennesker, vi beundrer. Vi ønsker ofte det, andre ønsker. Vi stræber efter det, andre allerede har. Den indsigt rammer ikke blot litteraturens personer; den rammer os selv.

Efterligningens gave og dens farlige bagside

Der er i virkeligheden intet forkert i at efterligne. Tværtimod er efterligning en forudsætning for menneskelivet. Et barn lærer at tale ved at efterligne sine forældre. En lærling bliver dygtig ved at efterligne mesteren. En kristen søger at efterligne Kristus. Hele civilisationen bygger på, at mennesker lærer af hinanden. Derfor betragtede Girard aldrig efterligningen som noget ondt i sig selv.

Problemet opstår, når efterligningen bliver til rivalisering. Hvis to mennesker ønsker det samme, begynder de uundgåeligt at stå i vejen for hinanden. Det gælder i familien, på arbejdspladsen, i politik og mellem nationer. Den anden er ikke længere blot et forbillede, men bliver en modstander. Misundelse og jalousi vokser frem, ikke nødvendigvis fordi genstanden er særlig værdifuld, men fordi en anden allerede har rettet sit begær mod den.

Girard mente, at denne mekanisme forklarer langt mere af menneskets historie, end vi normalt erkender. Mange konflikter begynder ikke med had, men med beundring. Rivaler har ofte ønsket det samme. Brødre strides. Venner bliver fjender. Politiske bevægelser spejler hinanden. Selv krige kan opstå, fordi to parter ønsker den samme ære, den samme indflydelse eller den samme kontrol. Under overfladen ligger den samme menneskelige mekanisme: ønsket om det, som den anden ønsker.

Det er en tanke, som virker næsten ubehagelig, fordi den flytter opmærksomheden væk fra samfundets strukturer og tilbage til menneskets hjerte. Girard peger ikke først på de andres fejl. Han peger på os selv.

Jagten på syndebukken

Hvis rivaliseringen får lov til at brede sig, opstår der før eller siden en krise. Mistilliden vokser. Konflikterne spreder sig. Ingen føler sig længere trygge. Det er på dette tidspunkt, mente Girard, at menneskesamfund igen og igen har fundet den samme løsning. Man udpeger én skyldig.

Den skyldige behøver ikke at være den virkelige årsag til problemerne. Det afgørende er, at alle kan blive enige om, at netop denne person eller gruppe bærer skylden. Når vreden samles mod én, ophører de indbyrdes konflikter for en stund. Fællesskabet oplever en ny fred, fordi det har fundet en fælles fjende.

Girard kaldte dette for syndebuksmekanismen. Han mente, at den ligger skjult bag utallige myter, ritualer og historiske begivenheder. Gennem historien er religiøse minoriteter, etniske grupper, hekse, politiske modstandere eller mennesker med anderledes adfærd blevet gjort ansvarlige for samfundets ulykker. Når de blev fordrevet eller dræbt, oplevede fællesskabet en lettelse. Ikke fordi retfærdigheden havde sejret, men fordi volden havde fundet et fælles mål.

Man behøver ikke at lede længe for at se, at mekanismen stadig eksisterer. Den viser sig i den politiske debat, hvor alle problemer reduceres til én bestemt gruppe. Den viser sig på sociale medier, hvor tusindvis af mennesker kan samle sig om offentlig udskamning af et enkelt menneske. Den viser sig i sladder, mobning og rygtespredning. Midlerne er blevet moderne, men mekanismen er gammel.

Girards teori er derfor ikke blot en analyse af fortiden. Den er et spejl, som viser noget ubehageligt om nutiden.

Evangelierne fortæller en anden historie

Det var imidlertid ikke syndebukketeorien alene, der gjorde René Girard til en af vor tids mest betydningsfulde kristne tænkere. Det afgørende vendepunkt kom, da han begyndte at læse evangelierne med de samme spørgsmål, som han havde stillet til litteraturen.

Han opdagede hurtigt, at evangelierne adskilte sig fra de gamle myter på et afgørende punkt. I myterne bliver den dræbte næsten altid fremstillet som skyldig. Fællesskabets vold bliver retfærdiggjort. Offeret må have fortjent sin skæbne.

I evangelierne sker det modsatte.

Jesus fremstilles som den uskyldige, der dømmes af både den politiske magt, de religiøse ledere og en menneskemængde, som få dage tidligere havde hyldet ham. Læseren ved hele tiden, at dommen er uretfærdig. Korsfæstelsen bliver derfor ikke en bekræftelse af syndebukkens skyld, men en afsløring af menneskets tilbøjelighed til at skabe fred gennem vold.

For Girard var dette intet mindre end revolutionerende. Han mente, at kristendommen for første gang i historien afslører den mekanisme, som alle andre kulturer skjuler. Gud stiller sig ikke på flertallets side, men på den uskyldiges side. Derfor bliver Jesu kors ikke blot en fortælling om lidelse og forsoning. Det bliver også en dom over menneskets måde at skabe orden på.

Kristus besejrer ikke volden ved større vold. Han bryder den ved at bære den uden selv at gengælde den.

En vej tilbage til troen

Girard voksede ganske vist op i et katolsk miljø, men troen spillede længe en beskeden rolle i hans liv. Han betragtede sig først og fremmest som forsker. Netop derfor er hans egen trosrejse bemærkelsesværdig. Han kom ikke tilbage til kristendommen gennem en følelsesmæssig oplevelse eller en pludselig omvendelse. Han fandt vej gennem sit akademiske arbejde.

Jo mere han arbejdede med de bibelske tekster, desto vanskeligere blev det for ham at forklare deres særlige karakter ud fra rent menneskelige forhold. Evangelierne beskrev menneskets voldsmønstre med en præcision, som han ikke fandt andre steder. Samtidig pegede de på en vej ud af dem. Det blev efter hans egen opfattelse umuligt at skille den videnskabelige erkendelse fra den kristne tro.

Han vendte derfor tilbage til den katolske kirke og beskrev senere kristendommen som den tradition, der mest sandfærdigt afslører menneskets natur. Det betød ikke, at han mente, alle konflikter kunne forklares med én teori. Men han var overbevist om, at evangelierne åbenbarede noget grundlæggende om mennesket, som moderne kultur ofte overser.

En tænker, der stadig udfordrer

René Girard døde i 2015, men hans idéer lever videre. De diskuteres blandt filosoffer, antropologer, psykologer, teologer og samfundsforskere. Flere af vor tids offentlige intellektuelle – også den amerikanske vicepræsident JD Vance – har fremhævet ham som en afgørende inspirationskilde.

Det skyldes ikke, at Girard leverede en ny ideologi. Tværtimod advarede han imod menneskets tilbøjelighed til at tro, at den næste politiske eller kulturelle løsning vil frelse verden. Hans blik var rettet mod noget dybere. Han mente, at enhver kultur risikerer at gentage den samme fejl, hvis den bygger fællesskabet på udpegningen af en ny syndebuk.

Det gør hans tænkning både udfordrende og håbefuld. Udfordrende, fordi ingen kan læse ham uden at genkende noget af sig selv. Håbefuld, fordi han samtidig peger på evangeliets alternativ. Kristendommen begynder ikke med spørgsmålet om, hvem der skal dømmes, men med Guds kærlighed til synderen og den korsfæstede Kristus, der afslører voldens løgn og åbner en vej til forsoning.

Det er derfor René Girard fortsat læses med så stor interesse. Han minder os om, at kampen mellem godt og ondt ikke først udspiller sig mellem nationer, partier eller religioner. Den begynder i menneskets eget hjerte. Og netop dér bliver evangeliet ved med at være radikalt. Det kalder ikke på endnu en syndebuk. Det kalder på omvendelse.

-karn