Katolik til alle tider – et liv i bøn, fællesskab og med bibelen

I en samtale med søskendeparret Gertrud Messerschmidt og Eva Maria Reiter træder et stykke dansk katolsk historie frem – ikke som nostalgi, men som en levende vandring, hvor Gud griber ind, bærer gennem kriser og kalder til tillid, fordybelse og kærlighed.

Samtalen mellem Gertrud Messerschmidt og Eva Maria Reiter tegner et samlet portræt af et livslangt katolsk trosforløb, hvor personlig erfaring, familiehistorie og kirkens fællesskab flettes tæt sammen. Overskriften Katolik til alle tider peger ikke på nostalgi, men på troen som en levende vandring gennem hele livet – en bevægelse, hvor Gud taler ind i menneskets konkrete situation her og nu.

Opvæksten i Danmark i 1950’erne og 60’erne beskrives som både isoleret og intensivt kirkeligt præget. Familien boede i perioder langt fra sognekirker, men oplevede til gengæld et usædvanligt nært forhold til præsterne, især gennem husmesser, hjemmeundervisning og en stærk liturgisk praksis i hjemmet. Troen blev ikke formidlet som abstrakt lære, men som noget levet: gennem bøn, sakramenter og relationer. Præster som Hubert Messerschmidt fremstår som central skikkelse, der med stor åndelig og intellektuel autoritet satte dybe spor – ikke mindst gennem undervisning, foredrag og personlig tilstedeværelse.

Samtidig rummer fortællingen erfaringer af krise og brud. Moderen, som var den primære formidler af troen, blev alvorligt psykisk syg, og familien oplevede både skilsmisse, utryghed og ensomhed. Netop her beskrives nogle af de mest afgørende trosoplevelser: mødet med Gud som en personlig og nærværende virkelighed, ikke mindst gennem bøn. En tidlig erfaring af at blive tiltalt direkte af Jesus bliver skelsættende og former forståelsen af bøn som fortrolig samtale, hvor alt kan deles.

Flere senere erfaringer uddyber og forankrer troen: et ophold i Lourdes, hvor et stærkt nærvær opleves uden religiøs staffage; mødet med Bibelen som vejen til at lære Kristus bedre at kende; teologisk fordybelse i England og Belgien; og en konfrontation med marxistisk dominerede studiemiljøer på Aarhus Universitet, som skærper bevidstheden om det kristne menneskesyn. Søgen fører videre til Lumen Vitae i Bruxelles, hvor troen får både intellektuel dybde og åndelig vejledning.

Parallelt vokser et engagement i kirkens liv i Danmark, især gennem den karismatiske fornyelse. Her beskrives fællesskaber på tværs af konfessioner, præget af bøn, lovsang, undervisning og gensidig læring. Det bliver også begyndelsen på et mere aktivt lægmandsvirke: oplæg, undervisning, musik og deltagelse i kirkelige sammenhænge. Ægteskabet, som udspringer af dette miljø, forstås som noget, Gud selv har ført sammen – et udtryk for tillid til Gud som far, der har overblik og vil det gode.

I samtalens refleksioner trækkes tråde fra barndommens sårbarhed til en moden trosforståelse. Troen afvises som en “krykke” og fremstilles i stedet som erkendelsen af menneskets grundlæggende afhængighed. Med reference til Augustin beskrives mennesket som skabt med en længsel, der først finder hvile i Gud. Frihed forstås ikke som uafhængighed, men som den frihed, der opstår i kærlighed, tillid og relation – med Jesus som det frieste menneske netop i sin lydighed mod Faderen.

Kærlighed og ægteskab forstås tilsvarende ikke som selvrealisering, men som et fælles blik rettet mod et mål uden for én selv. At “se i samme retning” – mod Gud – gives som nøglen til et bæredygtigt forhold. Bibelen spiller her en central rolle: ikke blot som tekst, men som Guds levende ord, der over tid former mennesket og svarer ind i livet, ofte langsomt, men præcist.

Samlet fremstår samatlen som et vidnesbyrd om en katolsk livsform, hvor tro, hverdag, fællesskab og personlig erfaring er uadskillelige. Troen er ikke noget, man havde engang, men noget, man lever i – som en vandring mod fuldendelsen, båret af bøn, tillid og Guds nærvær gennem hele livet.