I Sankt Ansgars fodspor – valfart gennem 1200 års kirkehistorie

I oktober inviterer Bispedømmet København til en fire dage lang valfart gennem Danmark og Nordtyskland. Turen følger Sankt Ansgars spor fra Ribe over Hamborg og Bremen til Corvey, Hildesheim og Nütschau – steder, der fortæller historien om begyndelsen på den organiserede kristne mission i Norden.

I 2026 er det 1200 år siden, at benediktinermunken Ansgar sammen med sin medbroder Autbert blev sendt mod Danmark. Jubilæet markeres gennem hele året, og fra den 12. til den 15. oktober arrangerer Bispedømmet København en særlig busvalfart i Nordens apostels fodspor. Det bliver en rejse gennem et landskab, hvor Ansgars liv stadig kan aflæses i kirker, klostre og byer – og samtidig en valfart med messe, bøn og fællesskab.

Fra Ribe mod syd

Valfarten begynder den 12. oktober og foregår med bus fra København. Et af de danske mål er Ribe, hvor deltagerne skal se rekonstruktionen af Sankt Ansgars Kirke og udgravningerne af den første kristne kirkegård. Ribe indtager en særlig plads i fortællingen om kristendommens tidlige historie i Danmark. Omkring år 860 fik Ansgar tilladelse til at etablere en kirke her, efter at han tidligere havde fået mulighed for at oprette en kirke i Hedeby. Arkæologiske fund fra Ribe har siden givet et langt mere håndgribeligt billede af den kristne tilstedeværelse i byen og viser, at den kristne menighed fortsatte efter Ansgars død.

Det er samtidig vigtigt at skelne mellem jubilæet i 2026 og selve etableringen af de første permanente kristne menigheder. Ansgar og Autbert blev ganske vist udsendt i 826 sammen med den nydøbte danske konge Harald Klak, men kongen blev hurtigt fordrevet af sine modstandere, og missionærerne kom sandsynligvis aldrig længere end til grænseområdet. Først omkring 850 fik Ansgar mulighed for at bygge kirken i Hedeby, og omkring 860 fulgte Ribe. 1200-årsjubilæet markerer således begyndelsen på den missionsbevægelse, der over flere årtier skulle føre til en varig kirkelig tilstedeværelse i Danmark.

Hamborg, Bremen og Ansgars bispesæder

Tirsdag den 13. oktober begynder pilgrimmene dagen med messe i Hamborg Domkirke. Hamborg blev afgørende for Ansgars missionsopgave. Efter sin rejse til Sverige og missionsarbejdet i Birka blev han i 831 udnævnt til ærkebiskop af Hamborg med et særligt ansvar for missionen blandt Nordens folk. Året efter rejste han til Rom, hvor hans udnævnelse og missionsopgave blev bekræftet af paven.

Ansgars virksomhed blev dog langt fra en ubrudt række af fremgange. I 845 blev Hamborg plyndret og brændt af vikinger, og Ansgar måtte flygte. Han mistede både sit kirkelige centrum og tidligere også en væsentlig del af det økonomiske grundlag for missionsarbejdet. Alligevel fortsatte han. Efter Hamborg går valfarten derfor videre til Bremen, hvor Ansgar senere blev biskop. Her besøger pilgrimmene både domkirken og den katolske Sankt Johanns Kirke.

Dagen slutter i Osnabrück, hvor gruppen skal møde Ansgar-Werk og overnatte på Haus Ohrbeck. Dermed bliver valfarten mere end en rundtur mellem historiske monumenter. Den forbinder også Ansgars historie med den levende katolske kirke i det nordtyske område, hvor hans navn og missionsgerning fortsat har betydning.

Tilbage til klosteret i Corvey

Onsdag den 14. oktober går turen til Corvey, et af de steder, hvor Ansgars egen historie for alvor tog form. Han var blevet opdraget i benediktinerklosteret Corbie i det nuværende Frankrig efter sin mors tidlige død og indtrådte senere selv som munk. I 823 blev han sendt til det nye kloster Corvey i Sachsen, hvor han virkede som lærer og folkeprædikant.

Det var fra dette benediktinske miljø, at Ansgar få år senere blev sendt mod Norden. Pilgrimmene skal besøge abbediet og fejre den hellige messe i klosterkirken. Corvey minder dermed om, at missionen i Norden ikke begyndte som et politisk eller nationalt projekt. Den voksede frem af klosterlivet, hvor bøn, undervisning, forkyndelse og villigheden til at blive sendt et ukendt sted hen hørte sammen.

Efter Corvey fortsætter valfarten til Hildesheim. I domkirken findes relikvier af Sankt Ansgar, og besøget giver valfarten endnu en dimension. Historien om Ansgar er ikke alene fortællingen om en betydningsfuld skikkelse fra 800-tallet. I den katolske kirke æres han som helgen, og hans betydning rækker derfor ud over den almindelige historiske interesse. Efter besøget i Hildesheim vender pilgrimmene tilbage til Hamborg og overnatter på Ansgar Haus.

En valfart slutter i et levende kloster

Den sidste dag, torsdag den 15. oktober, besøger gruppen benediktinerklosteret Nütschau. Her skal pilgrimmene fejre messe, deltage i middagsbønnen og spise frokost, inden bussen fortsætter hjem mod Danmark. Valget af et benediktinerkloster som afslutning er nærliggende. Ansgar var selv benediktinermunk, og hans missionsgerning kan vanskeligt forstås løsrevet fra det klosterliv, der formede ham.

Nütschau er samtidig grundlagt som Sankt Ansgars Hus og fører på sin egen måde hans arv videre. Efter dage med kirker, historiske steder og relikvier slutter valfarten således i et kloster, hvor den benediktinske rytme af bøn og arbejde stadig leves. Det bringer deltagerne tættere på den åndelige verden, Ansgar selv kom fra.

En mission præget af nederlag og udholdenhed

Ansgars liv er bemærkelsesværdigt, fordi hans missionsarbejde flere gange så ud til at være slået fejl. Kong Harald Klak mistede sin magt. Hamborg blev brændt. Kirken i Birka blev lukket. Kirken i Hedeby blev ligeledes lukket en periode. Ansgar mistede økonomiske ressourcer og måtte igen og igen begynde forfra. Alligevel fortsatte han sine rejser, sin forkyndelse og sine forhandlinger med lokale herskere.

Han nøjedes heller ikke med at prædike. Kilderne fortæller om hans omsorg for fattige, enker, faderløse og syge og om hans arbejde for at løskøbe slaver. Nogle af de frigivne blev uddannet med henblik på selv at deltage i missionsarbejdet. Ansgar bevarede samtidig så vidt muligt den strenge levevis, han kendte fra klosteret, med faste og bøn som en fast del af livet.

Han døde af dysenteri den 3. februar 865, 64 år gammel, og blev begravet i Bremen. Han oplevede aldrig den fulde kristning af Danmark. Først omkring et århundrede efter hans død kunne Harald Blåtand på Jellingstenen erklære, at han havde gjort danerne kristne. Men Ansgars arbejde havde sat spor. Med kirkerne i Hedeby og Ribe blev kristendommen en mere permanent tilstedeværelse med præst, menighed og kirke.

Derfor giver betegnelsen Nordens apostel fortsat mening. Valfarten i oktober følger ikke en sejrsherres rute gennem Europa. Den følger sporene efter en munk, der blev ved, også efter nederlagene. 1200 år efter udsendelsen i 826 er det måske netop den side af Ansgar, der gør en valfart i hans fodspor interessant: Kristendommens historie i Danmark begyndte ikke med en stor triumf, men med mennesker, der drog ud, vendte tilbage, begyndte forfra og holdt fast.

-karn

Læs mere på bispedømmets hjemmeside