Læg ud på dybet

Johannes Paul II’s vision for Kirken i det tredje årtusinde

Ved indgangen til det tredje kristne årtusinde formulerede Sankt Johannes Paul II en vision for Kirkens fremtid. Han opfordrede de troende til at begynde på ny fra Kristus og sætte hellighed, evangelisering, familien og forsvaret for menneskets værdighed i centrum.

Da verden nærmede sig år 2000, talte Sankt Johannes Paul II ofte om, at Kirken stod ved tærsklen til et nyt årtusinde. For ham var det ikke blot en kalenderbegivenhed. Det var en anledning til at spørge, hvordan Kristi Kirke skulle leve og virke i en verden, der forandrede sig hurtigere end nogensinde før.

I det apostolske brev Novo Millennio Ineunte, skrevet efter jubelåret 2000, sammenfattede paven mange af sine tanker om Kirkens fremtid. Han ønskede ikke en Kirke, der blot administrerede fortiden. Han ønskede en Kirke, der med fornyet frimodighed førte mennesker til Kristus.

Hellighed og evangelisering

Johannes Paul II understregede, at Kirkens vigtigste opgave ikke var organisatoriske reformer eller nye strategier. Først og fremmest måtte Kirken fremme hellighed. For paven var hellighed ikke forbeholdt munke, nonner eller særligt fromme mennesker. Alle døbte er kaldet til hellighed. Derfor måtte menigheder, skoler, familier og kirkelige fællesskaber hjælpe mennesker til et levende forhold til Kristus gennem bøn, sakramenter og et liv præget af evangeliet. Kirken skulle ikke først og fremmest blive mere effektiv. Den skulle blive mere hellig.

Samtidig talte han om den »nye evangelisering«. Mange lande med en kristen historie var blevet præget af sekularisering og religiøs ligegyldighed. Den nye evangelisering handlede ikke om at opfinde et nyt evangelium. Budskabet var det samme som altid. Men måden at formidle det på måtte tage højde for samtidens mennesker, kultur og kommunikationsformer. Paven ønskede katolikker, der turde tale om troen i hverdagen, på arbejdspladsen, i medierne og i samfundsdebatten – ikke med tvang eller fordømmelse, men med overbevisning, glæde og respekt.

Familien og menneskets værdighed

Johannes Paul II så familien som et af de vigtigste områder for det nye årtusinde. Han advarede om, at samfund, der mister forståelsen af ægteskab, forældreskab og familiens betydning, risikerer at svække deres egen fremtid. For ham var familien ikke blot en privat institution. Den var samfundets grundlæggende celle og det første sted, hvor mennesker lærer kærlighed, ansvar, solidaritet og tro. Derfor måtte Kirken styrke familierne og hjælpe dem med at leve deres kald midt i samtidens udfordringer.

For paven hang dette tæt sammen med forsvaret for menneskets ukrænkelige værdighed. Han havde oplevet både nazisme og kommunisme og set, hvordan ideologier kunne reducere mennesket til et redskab for staten eller økonomien. Derfor blev forsvaret for menneskelivet fra undfangelsen til den naturlige død en central opgave. Kirken måtte være en tydelig stemme for de ufødte, de syge, de ældre, de fattige og alle mennesker, der risikerer at blive betragtet som mindre værdifulde.

Håb og kristen enhed

Mange af det 20. århundredes ideologier lovede paradiset på jorden, men efterlod ofte krig, undertrykkelse og skuffelse. Johannes Paul II mente derfor, at verden havde brug for håb. Kristendommen tilbyder ikke en let løsning på alle problemer, men den forkynder, at historien ikke styres af tilfældigheder eller magthavere alene. Kristus er historiens Herre. Derfor må Kirken være et håbets tegn i en tid præget af usikkerhed, ensomhed og frygt.

Paven lagde samtidig stor vægt på arbejdet for kristen enhed. Splittelserne mellem kristne svækker Kirkens vidnesbyrd over for verden. Han opgav aldrig håbet om større fællesskab mellem katolikker, ortodokse og protestanter. Samtidig understregede han, at ægte enhed må bygge på sandhed og ikke blot på kompromiser. Det nye årtusinde måtte derfor også være en tid præget af dialog, gensidig respekt og fælles søgen efter Kristi vilje.

At begynde på ny fra Kristus

Når man læser Johannes Paul II’s vision for det nye årtusinde, er det slående, hvor lidt han taler om strukturer og hvor meget han taler om Kristus. Hans berømte opfordring lød: »Duc in altum« – læg ud på dybet.

Kirken skulle ikke møde fremtiden med frygt. Den skulle ikke lade sig lamme af sekularisering, faldende kirkegang eller kulturelle forandringer. Den skulle begynde på ny fra Kristus, som generationer af kristne har gjort før. Johannes Paul II så derfor ikke det nye årtusinde som en trussel, men som en mission. Verden havde stadig brug for evangeliet. Mennesket længtes stadig efter sandhed, kærlighed og mening. Og Kirken havde stadig den samme opgave som på apostlenes tid: at føre mennesker til Jesus Kristus.

-karn