Vi kan vælge det grove sprog fra

Medierne ændrer sig, når publikum siger fra

Bandeord, kønsord og latrinære udtryk er rykket ind i mediernes overskrifter, podcasts og programtitler. Selv børn på fire-fem år bruger ord, de knap nok forstår. Også Danmarks Radio medvirker til at gøre den grove tone almindelig, selv om public service burde værne om sprogets rigdom og menneskets værdighed.

De ord, man engang ikke trykte

Der har altid eksisteret et groft sprog. Mennesker har bandet, skældt ud og moret sig over kroppens funktioner, så længe vi har haft ord for dem. Tidligere fandtes der dog en tydeligere fornemmelse for, hvor ordene hørte hjemme. Man talte på én måde blandt nære venner, på en anden måde ved middagsbordet og på en tredje måde i radioen, avisen eller klasselokalet. Det var almindelig situationsfornemmelse og en erkendelse af, at det offentlige rum tilhører flere end den, der i øjeblikket har mikrofonen.

Denne grænse er næsten forsvundet. Ord om kønsdele, afføring og seksuelle handlinger bruges åbent i overskrifter, programtitler og studieværters samtaler. Det sker også, hvor emnet sagtens kunne være behandlet med andre ord. Det latrinære udtryk bliver valgt, fordi det virker som et lille stød. Det standser blikket, fremkalder et grin og giver afsenderen et skær af ligefremhed. Det, der før var en sproglig undtagelse, er blevet et almindeligt redaktionelt virkemiddel.

Opmærksomheden skal erobres

En stor del af forklaringen findes i mediernes kamp om publikum. En nøgtern overskrift skal konkurrere med tusinder af andre overskrifter, videoer og opslag. Det grove ord fungerer som et udråbstegn. Det kan skabe klik, vrede, nysgerrighed og delinger. I en medieverden, hvor opmærksomheden kan måles fra minut til minut, bliver den øjeblikkelige virkning let vigtigere end sprogets kvalitet.

De kommercielle medier har længe levet med dette pres. Mere overraskende er det, at samme tankegang har bredt sig til Danmarks Radio. DR skal naturligvis også blive hørt og set, men institutionen har en anden stilling end et privat underholdningsmedie. Den finansieres over skatten og henvender sig i princippet til hele befolkningen. Alligevel møder man også her programtitler, beskrivelser og samtaler, hvor det vulgære ord bruges som blikfang. Public service kommer dermed til at efterligne de medier, som er tvunget til at jage hvert eneste klik.

DR behøver ikke lyde som en højtidelig skolelærer fra 1950’erne. Levende, folkeligt og nutidigt dansk rummer humor, bid og ligefremhed uden hele tiden at hente sin kraft fra kroppens nedre regioner. Et skattefinansieret medie burde have råd til at vælge det præcise ord frem for det ord, der giver den hurtigste reaktion.

Grovhed som tegn på ægthed

Den vulgære tone hænger også sammen med en moderne forestilling om ægthed. Den, der taler pænt og behersket, kan mistænkes for at være stiv, selvhøjtidelig eller uærlig. Den, der uden tøven bruger de groveste ord, fremstilles som ligefrem og nede på jorden. Filterløshed er blevet et tegn på oprigtighed, og sproglig tilbageholdenhed bliver let opfattet som en facade.

Et menneske bliver dog ikke mere sandfærdigt af at sige alt, hvad der falder det ind. Evnen til at vælge sine ord kan være udtryk for hensyn, selvbeherskelse og respekt for den, der lytter. Et velvalgt sprog kan rumme vrede, smerte, humor og lidenskab. Ofte kræver det større ærlighed at finde det præcise ord end at gribe efter det groveste.

Medierne dyrker alligevel den bramfri vært, den provokerende komiker og den kendte gæst, som »siger tingene, som de er«. Resultatet er mærkeligt ensartet. Alle skal lyde spontane, og derfor kommer mange til at tale på næsten samme måde. De samme bandeord, seksuelle hentydninger og latrinære billeder gentages. Det, der skulle virke frit og grænseoverskridende, er blevet en ny sproglig uniform.

Børnene hører mere, end de forstår

Udviklingen bliver særlig tydelig, når børn helt ned i fire-femårsalderen bruger bandeord, kønsord og latrinære udtryk, som tidligere især hørte de større børn og de voksne til. De små forstår sjældent ordenes fulde betydning. De gentager dem, fordi de har hørt dem hos voksne, ældre børn, på skærme eller i medierne. De opdager hurtigt, at ordene fremkalder latter, forargelse eller opmærksomhed. Det grove sprog bliver en genvej til en reaktion, længe før barnet har udviklet den dømmekraft, der kan afgøre, hvor og hvordan ordene bør bruges.

Forældre, søskende, kammerater, daginstitutioner, sociale medier og den almindelige omgangstone spiller alle en rolle. Medierne er med til at fastlægge, hvad der lyder normalt. Når voksne værter, komikere og medvirkende uden tøven bruger de samme ord, som forældre og pædagoger forsøger at lære børnene at holde igen med, bliver grænsen vanskelig at forklare. Barnet får at vide, at ordene er upassende, og ser samtidig kendte voksne bruge dem for at være morsomme, friske og vedkommende.

Her har Danmarks Radio et særligt ansvar. Public service høres også af familier og børn, som ikke selv har valgt udsendelsen, men møder den i bilen, køkkenet eller stuen. DR kan ikke bestemme, hvordan danskerne skal tale. Institutionen kan dog undlade at gøre det grove sprog mere almindeligt og underholdende, end det allerede er. Et medie, som betales af hele befolkningen, burde hjælpe børn og voksne med at opdage sprogets rigdom frem for at lære dem, at de stærkeste ord altid er dem, der vækker størst opsigt.

Fra oprør til vane

Vulgariteten havde engang en retning. Den kunne være et oprør mod en stivnet autoritet, et klassesamfund eller en borgerlig facade, som skjulte uretfærdighed. Et groft ord kunne sprænge hul i en falsk højtidelighed. Oprøret mister sin kraft, når det bliver institutionens eget sprog. Provokationen bliver rutine, og det forbudte ord ender som en forudsigelig del af morgenradioen.

Ironien spiller en stor rolle. Det grove ord bliver ofte sagt med et smil, som om smilet ophæver enhver kritik. Den, der reagerer, kan afvises som snerpet eller humorforladt. Dermed undgår man samtalen om, hvilket offentligt sprog vi ønsker. Der findes et stort område mellem stiv højtidelighed og sproglig råhed: et frit, præcist, morsomt og menneskeligt sprog, som ikke behøver hente sin energi på toilettet.

Et råt sprog kan naturligvis være nødvendigt. En dokumentar om overgreb, sygdom eller menneskets krop må kunne bruge klare og konkrete ord. En film eller roman kan have brug for grov tale, fordi personerne og miljøet taler sådan. Problemet opstår, når ordene ikke udspringer af stoffet, men bliver lagt oven på det som reklame. Så er vulgariteten ikke længere en nødvendighed. Den er blevet en stil.

Sproget former vores blik

Ord beskriver verden, og de lærer os samtidig, hvordan vi skal se på den. Et sprog, der igen og igen fremstiller kroppen gennem kønsorganer, seksualitet og afføring, gør langsomt mennesket mindre. Kroppen bliver et redskab for nydelse eller genstand for latter. Dens værdighed, sårbarhed og mysterium træder i baggrunden.

Den kristne forståelse af mennesket begynder et andet sted. Mennesket er skabt i Guds billede, og kroppen er en del af personen. Gud blev menneske, født af en kvinde, og tog den menneskelige krops sårbarhed på sig. Denne høje vurdering af kroppen giver plads til blufærdighed. Blufærdighed er ikke skam over kroppen. Den beskytter det, som er personligt, sårbart og værdifuldt, mod at blive udstillet og gjort til en billig vare.

Når blufærdigheden forsvinder fra sproget, rammer det mere end gode manerer. Vi mister en måde at værne om mennesket på. Alt kan nævnes hvor som helst, og alt kan bruges til underholdning. Den intime krop bliver offentligt materiale, mens sproglig grænseløshed bliver udlagt som modenhed. Et modent samfund kendes også på evnen til at forstå, at ikke alle ord hører hjemme alle steder.

Public service bør løfte sproget

Danmarks Radio skal afspejle det danske samfund, og det danske samfund taler også grimt. Ingen er tjent med et kunstigt mediesprog, der skjuler virkeligheden. At afspejle samfundet kræver dog mere end at efterligne det. Public service har også en dannende opgave. DR er med til at give danskerne et fælles sprog, og især børn og unge møder gennem medierne forestillinger om, hvad der er normalt, morsomt og acceptabelt.

Et public service-medie burde udvide vores sprog frem for at indsnævre det. Det burde give plads til præcision, fortællekunst, alvor, humor og almindelig høflighed. Et stærkt sprog kan godt rumme grove ord. Deres virkning afhænger af, at de har en begrundelse og ikke bruges hele tiden.

Det kræver redaktører, der tør spørge, om en vulgær titel faktisk gør programmet bedre eller blot gør markedsføringen lettere. Det kræver værter, som ikke er bange for at lyde dannede. Og det kræver en ledelse, som forstår, at sproglig kvalitet hører til public service på samme måde som saglighed, alsidighed og kulturel formidling.

Barnet har lært det af os

Sprogets forråelse sker gennem tusind små valg: et bandeord i en titel, en seksuel hentydning i en præsentation og et latrinært udtryk, som redaktionen håber vil blive delt. Hver enkelt forekomst kan forklares som humor eller en afspejling af tiden. Tilsammen ændrer de tonen i det offentlige rum. Få år senere står et barn på fire år og gentager ordene uden at ane, hvad de betyder. Barnet har ikke skabt det grove sprog. Det har lært det af os.

Vi har lov til at forvente mere af medierne og især af dem, vi alle er med til at betale. Medierne må gerne udfordre os, gøre os vrede og føre os tæt på livets mørkeste sider. De behøver ikke tale ned til os for at komme tæt på os.

Vi kan vælge det grove sprog fra

Vi er ikke magtesløse over for udviklingen. Medierne registrerer, hvad vi ser, hører, åbner og deler. Hvis vulgariteten skaffer klik og lyttere, bliver den brugt igen. Derfor kan vi begynde med at fravælge programmer, podcasts og medier, der gør det grove sprog til en fast del af deres stil. Vi kan undlade at dele de vulgære overskrifter, skrive til redaktionen og forklare vores valg. Over for Danmarks Radio kan vi med rimelighed kræve, at public service viser større sproglig omtanke end de kommercielle medier.

Det samme gælder i hjemmet. Voksne kan vælge deres egne ord med større omhu, sige fra over for det grove sprog og forklare børnene, hvorfor visse ord ikke hører hjemme overalt. Børn lærer mindre af formaninger end af den tone, de hører omkring sig. Hvis vi ønsker, at de skal tale med respekt for andre mennesker og for kroppen, må de møde voksne, som selv gør det.

Mediernes sprog ændrer sig, når publikums adfærd ændrer sig. Et medie, der mister seere, lyttere og læsere på grund af sin vulgære tone, vil før eller siden reagere. Vi behøver ikke vente på, at redaktørerne ændrer sig af sig selv. Vi kan holde op med at belønne det sprog, vi ikke ønsker mere af.

Blufærdighed er ikke sprogets fjende. Den er erkendelsen af, at mennesket og kroppen rummer noget, som fortjener at blive behandlet med værdighed – også i sproget.

-karn