Lægmandens Kierkegaard – hvordan bliver et menneske sig selv?

Søren Kierkegaards forfatterskab har ry for at være vanskeligt og utilgængeligt. Men bag de lange sætninger og de filosofiske begreber gemmer sig et enkelt og dybt menneskeligt spørgsmål, som enhver kan forstå: Hvordan bliver et menneske egentlig sig selv?

De færreste danskere har læst Søren Kierkegaards samlede værker, men næsten alle kender hans navn. Han omtales som en af verdens største filosoffer, og hans tanker præger fortsat teologi, psykologi og eksistensfilosofi. Alligevel var det ikke universiteternes professorer, han først og fremmest ønskede at nå. Han skrev til det enkelte menneske – til lægmanden – som midt i hverdagens travlhed forsøger at forstå sit liv, sit ansvar og sit forhold til Gud. Ser man bort fra de komplicerede formuleringer, viser der sig et forfatterskab med en overraskende enkel kerne.

Mere sjælesørger end filosof

Det første, man må forstå om Kierkegaard, er, at han aldrig havde ambitioner om blot at skrive endnu et filosofisk system. Tværtimod brugte han en stor del af sit forfatterskab på at kritisere de tænkere, der mente, at menneskelivet kunne forklares gennem omfattende teorier og logiske modeller. For Kierkegaard var mennesket ikke et abstrakt begreb, men et levende individ med glæder, frygt, skyld, håb og ansvar. Hans bøger begynder derfor sjældent med et færdigt svar. De begynder med et menneske, der står over for et valg, en konflikt eller en erkendelse, som ikke kan overlades til andre.

Hans tekster kan af samme grund virke krævende. Kierkegaard ønsker ikke blot at give læseren ny viden; han vil få læseren til at standse op og overveje, om han eller hun faktisk lever et liv, der er sandt. På den måde bliver bøgerne mindre en forelæsning og mere en samtale. Kierkegaard forsøger hele tiden at trække læseren ud af rollen som tilskuer og gøre ham til deltager. Man kan ikke læse ham på afstand uden før eller siden at opdage, at ordene begynder at rette sig mod ens eget liv. Det er en misforståelse, når han fremstilles som en elitær tænker, der alene henvender sig til akademikere. Hans mål var ikke at imponere med lærdom, men at hjælpe almindelige mennesker til at leve mere sandt. Han skrev ganske vist i en tid, hvor både sprog og tankegang var anderledes end i dag, men hans grundlæggende anliggende var sjælesørgerisk. Han ville vække samvittigheden, ikke blot tilfredsstille nysgerrigheden.

Det enkelte menneske er nøglen

Hvis hele Kierkegaards forfatterskab skulle samles i én eneste sætning, kunne den lyde: Hvordan bliver et menneske sig selv foran Gud? Sætningen rummer både hans menneskesyn, hans forståelse af troen og hans kritik af et samfund, hvor den enkelte let forsvinder i mængden. Den lyder umiddelbart enkel, men Kierkegaard mente, at de fleste mennesker aldrig for alvor stiller sig selv dette spørgsmål. Vi fødes ind i familier, kulturer og traditioner. Vi overtager holdninger, vaner og forestillinger om, hvad et vellykket liv bør være. Vi lærer tidligt, hvad andre forventer af os, og livet kan gradvist blive en lang bestræbelse på at leve op til disse forventninger. Resultatet kan være et velordnet og anerkendt liv set udefra, uden at det af den grund er et sandt liv.

Kierkegaard taler igen og igen om »det enkelte menneske«. Han er skeptisk over for det, han kalder mængden, fordi mennesket let mister sit personlige ansvar, når det gemmer sig i fællesskabet. Det betyder ikke, at han er imod fællesskaber eller Kirken. Men ingen kirke, ingen familie og ingen kultur kan tro på vores vegne. Ingen andre kan overtage ansvaret for vores valg eller stå til regnskab for vores liv. Til syvende og sidst står hvert menneske selv over for Gud. Her adskiller Kierkegaards tænkning sig fra meget moderne selvudvikling. I dag taler vi ofte om at »finde os selv« ved at se indad og skabe vores egen identitet. Kierkegaard vender perspektivet om. Han mener ikke, at mennesket skal opfinde sig selv, men at det må opdage, at det allerede er skabt og derfor også kaldet. Identiteten er ikke et projekt, vi konstruerer fra bunden, men en virkelighed, vi gradvist vokser ind i gennem vores forhold til Gud.

Troen begynder, hvor teorien slutter

Denne forståelse præger også Kierkegaards syn på kristendommen. Han var dybt kritisk over for en kristendom, der først og fremmest var blevet en kulturel selvfølge. I datidens Danmark var næsten alle døbt, næsten alle betragtede sig som kristne, og næsten alle mente derfor, at kristendommen var noget, man ganske enkelt tilhørte. Kierkegaard så en fare i denne selvfølgelighed. Når kristendommen blot bliver en del af kulturen, kan den miste sit personlige krav og blive reduceret til skik, sprog og social tilhørsforhold. Man kan kalde sig kristen uden nogensinde at have taget stilling til, hvad det betyder at følge Kristus.

Han insisterer derfor på, at tro ikke kan reduceres til viden eller tradition. Man kan kende Bibelen uden at kende Kristus. Man kan forstå kristendommens lære uden at leve den. Troen får først eksistentiel betydning, når mennesket personligt vover at overgive sit liv til Gud. Det er baggrunden for den ofte misforståede tanke om troens spring. Kierkegaard opfordrer ikke mennesket til at kaste fornuften over bord. Han peger på, at der findes afgørende beslutninger, som ingen logisk argumentation kan træffe på vores vegne. Kærlighed, tillid og tro kan ikke bevises matematisk eller sikres gennem en teori. På et tidspunkt må mennesket selv tage skridtet, og troen bliver dermed ikke blot en opfattelse, men en livsform.

Her møder vi også et andet af Kierkegaards centrale begreber: fortvivlelse. Han bruger ordet på en anden måde, end vi almindeligvis gør i dag. Fortvivlelse er ikke blot sorg, modløshed eller psykisk lidelse. Hos Kierkegaard er fortvivlelse en splittelse i mennesket, hvor det ikke vil være sig selv eller forsøger at være sig selv uden Gud. Et menneske kan være rigt, anerkendt og succesfuldt og alligevel være fortvivlet, hvis det har mistet forbindelsen til den sandhed, det er kaldet til at leve i. Omvendt kan et menneske leve under beskedne eller vanskelige vilkår og alligevel eje en dyb fred, fordi livet hviler i Gud.

Derfor taler Kierkegaard stadig til lægmanden

Når man lægger Kierkegaards bøger fra sig, sidder man sjældent tilbage med en række færdige svar. Til gengæld kan man sidde med en uro, som tvinger én til at se nærmere på sit eget liv. Lever jeg det liv, jeg er skabt til? Er mine valg virkelig mine egne, eller følger jeg blot strømmen? Har min tro rod i et personligt forhold til Kristus, eller er den først og fremmest blevet en del af min kultur og min selvforståelse? Kierkegaard forsøger ikke at besvare disse spørgsmål for læseren. Han vil føre mennesket frem til det sted, hvor det ikke længere kan nøjes med at betragte troen på afstand.

Kierkegaard virker på den måde overraskende moderne. Vores tids udfordringer er anderledes end dem, han kendte i 1800-tallet, men presset for at tilpasse sig omgivelserne, søge anerkendelse og lade andre definere ens identitet er kun blevet stærkere. Sociale medier, konstant sammenligning og jagten på synlighed gør hans advarsel mod mængden mere aktuel end nogensinde. Han læses fortsat over hele verden, ikke fordi han tilbyder enkle løsninger, men fordi han fører læseren tilbage til det grundlæggende spørgsmål: Hvordan bliver jeg det menneske, jeg er skabt til at være?

For lægmanden er dette den mest direkte nøgle til hele hans forfatterskab. Kierkegaard skrev ikke først og fremmest om filosofi som en akademisk disciplin. Han skrev om det menneske, der står over for Gud og skal vælge, om det vil leve sandt. Alt andet i hans omfattende forfatterskab udspringer af denne bevægelse fra mængden til den enkelte, fra teori til levet liv og fra en kulturelt overtaget kristendom til personlig efterfølgelse. Hans bøger taler stadig til os, ikke blot som filosofiske værker, men som en vedvarende invitation til at tage vores eget liv og vores egen tro alvorligt.

-karn

Boganbefaling: En god indgang til Søren Kierkegaard

Mange bliver afskrækket af Søren Kierkegaards omfattende forfatterskab og filosofiske sprog. Derfor kan det være en fordel at begynde med en bog, der formidler hans tanker i et mere tilgængeligt sprog.

Hosekræmmerens Søn – En enfoldig bog om Søren Kierkegaard – eller en bog om den enfoldige, skrevet af Anders Kingo og Sten-O. B. Vedstesen, er netop en sådan introduktion. Bogen er hverken en tung akademisk afhandling eller en fuldstændig gennemgang af Kierkegaards værker. I stedet åbner den døren til hans univers gennem et letforståeligt sprog og med fokus på mennesket Søren Kierkegaard og de eksistentielle spørgsmål, der optog ham.

For læsere, som ønsker at forstå Kierkegaards tanker om tro, valg, frihed, fortvivlelse og forholdet til Gud, er bogen et godt sted at begynde. Den giver et overblik, som gør det lettere senere at kaste sig over værker som Frygt og Bæven, Sygdommen til Døden eller Indøvelse i Christendom.

Det er en bog, der minder om, at Kierkegaard først og fremmest skrev for at kalde mennesket til eftertanke – ikke blot til større viden.