»Fredens pave er død«

Skrev aviserne den 10. februar 1939. En tekst på arnkilde.dk i serien “Store skikkelser i den katolske kirke”.

En biografi om pave Pius XI fra 1956 læses i dag ikke kun som kirkehistorie, men også som et tidsbillede. Teksten afspejler en epoke, hvor Europas erfaringer fra verdenskrigene og kampen mellem ideologier stadig prægede både samfundet og Kirkens selvforståelse.

Når man læser ældre tekster om Kirken og dens historie, møder man ikke blot fakta om fortiden. Man møder også den måde, mennesker på den tid forstod verden på. Teksten nedenfor stammer fra begyndelsen af 50’erne. Den er skrevet i en periode, hvor Europa stadig bar på erfaringerne fra to verdenskrige, og hvor kampen mellem ideologier – kommunisme, fascisme og kristendom – prægede både politik og samfundsdebat.

Som historisk dokument fortæller teksten derfor ikke kun om pave Pius XI. Den fortæller også noget om den katolske selvforståelse i midten af det 20. århundrede. Den viser, hvilke begivenheder man lagde vægt på, hvilke farer man mente truede Kirken, og hvordan man så på forholdet mellem tro, politik og samfund. At læse sådanne tekster i deres originale form har en særlig værdi. De giver et indblik i samtidens sprog, perspektiver og prioriteringer. Netop derfor kan de fungere både som oplysning og som kulturhistorisk dokument.

Nedenfor bringes teksten i sit originale udtryk fra 1956.

-karn

---

Pave Pius XI

„Fredens pave død“

Den 10. februar 1939 meddelte aviserne over hele verden med store overskrifter: »Pius XI, fredens pave, er død«. Den opsigt, det vakte, og de lange avisartikler om pavens liv og arbejde, viser, hvor meget pavestolens anseelse var vokset siden Pius IX’s død i 1878. Det var ikke blot katolikker, men mennesker af enhver tro og overbevisning, der havde set en førerskikkelse i Pius XI og fulgt hans kamp for fred og retfærdighed i en verden, der stod i fare for at miste disse to goder.

Achille Ratti, som han egentlig hed, var født i nærheden af Milano i 1857. Hans forældre tilhørte middelstanden og havde måttet føre en hård kamp for at lade deres fire sønner studere. Han blev præsteviet i Rom, hvor han endnu blev i tre år for at fuldende sine studier. Her tog han en så fin eksamen, at han blev præsenteret for pave Leo XIII, som personligt lykønskede ham.

Mellem bøger og mennesker

Da den unge præst vendte hjem til Milano, blev han sat til at undervise præstestuderende i seminariet, samtidig med at han passede gudstjenesterne i en klosterkirke. Her kom han blandt andet ind på at give korte retræter for lægfolk, noget han senere som pave anbefalede på det varmeste. Nogen tid efter blev don Ratti udnævnt til bibliotekar ved det store ambrosianske bibliotek i Milano. Her fik han lejlighed til at træffe mange studerende, der senere blev berømte lærde, og han ydede dem megen hjælp til deres arbejder på biblioteket. Fra Milano blev han kaldt til det endnu større bibliotek i Vatikanet, hvor han ofte fik lejlighed til at træffe pave Benedikt XV, der var pave under den første verdenskrig.

Bjergbestigeren

Skønt don Ratti kom til at tilbringe en lang tid af sit liv mellem støvede bøger, blev han dog aldrig selv en støvet stuelærd. Fra Milano på den flade Poslette er der ikke langt til Alperne, og don Ratti rejste ofte derop og blev en dygtig og dristig bjergbestiger. Han var den første italiener, der nåede toppen af det 4600 meter høje Monte Rosa. Som pave skrev Pius XI i 1923: »Der er ingen sport så sund for sjæl og legeme som bjergbestigning, når man ikke er dumdristig. Anstrengelserne og den rene luft fornyer og forøger legemets kræfter. Sjælen vinder ny styrke til at overvinde livets vanskeligheder og opfylde dets krav, for bjergbestigning lærer os at kæmpe os frem. Når vi så endelig op på Alpernes toppe, kan sindet let svinge sig op til Gud, naturens Skaber og Herre.«

Ophold i Polen

Som bibliotekar i Vatikanet blev don Ratti udnævnt til biskop; men efter verdenskrigens afslutning fik Benedikt XV brug for sin bibliotekar til en anden nok så vanskelig opgave: han blev sendt som apostolisk visitator til det genoprettede Polen. Det var hans opgave at besøge samtlige bispedømmer og klostre i landet og aflægge beretning til paven om, hvordan det stod til med den katolske Kirke i Polen. Den nye polske regering blev så begejstret for biskop Ratti, at den bad Den hellige Stol om at måtte beholde ham som pavelig nuntius i landet. En nuntius er en pavelig gesandt, som sendes til en fremmed regering for at ordne forholdet mellem Kirke og stat. Det var ikke nogen let opgave at samarbejde med biskopper, præster og lægfolk fra forskellige egne, som først efter hundrede års forløb atter var samlet til en enhed. I de tre år, han opholdt sig i Polen, var han bestandig til alles rådighed uden nogen sinde at få ferie, og selv da russerne i 1919 atter trængte ind i landet og stillingen var kritisk, blev biskop Ratti på sin post, rolig og tålmodig, stolende på Guds hjælp.

Ærkebiskop af Milano

Da ærkebiskoppen af Milano døde i 1921, kaldte Benedikt XV biskop Ratti hjem og gjorde ham til hans efterfølger, og kort tid efter udnævntes han til kardinal. Inden den nye ærkebiskop overtog sin gerning, tilbragte han en måned i retræte i benediktinerklostret Monte Cassino; men hans virksomhed i den hellige Ambrosius’ by skulle kun komme til at vare få måneder. Da døde Benedikt XV, og i det følgende konklave blev kardinal Ratti valgt til pave og antog navnet Pius XI.

Kristi fred i Kristi rige

Straks efter valget gik Pius XI ud på Peterskirkens balkon og velsignede Rom og hele verden. Verdenskrigen havde ikke bragt nogen verdensfred. Had, uretfærdighed og mistænksomhed var resultatet blevet, fordi sejrherrerne ikke havde villet lytte til pavens formaninger, men havde dikteret fredsbetingelser, der helt var blottet for kristen ånd.

I sit første brev til hele Kirken sagde Pius XI, at målet for hans regering skulle være den fred, alle længtes efter. Men derfor var det nødvendigt, at verden vendte tilbage til Gud; der måtte skabes respekt for hans love i hjemmene, i ungdommens opdragelse og i regeringerne. Hvor mennesker ikke følger Kristi lære og eksempel, findes heller ikke Kristi fred.

Kirken og kommunismen

En af de største farer for verdensfreden var den gudløse kommunisme, som efter verdenskrigen var kommet til magten i Rusland og truede med at udbrede sig i andre lande. Kommunismen benægter Guds eksistens og menneskets rettigheder og er derfor en fjende både af kristendommen og den kristne civilisation. Overalt, hvor kommunismen sejrer, bliver mennesker undertrykt, og mord og forfølgelser finder sted. Men samtidig med at Pius XI stemplede kommunismen som gudsfjendtlig og understregede, at katolikker ved at stemme kommunistisk gjorde sig til Guds fjender og stillede sig udenfor Kirken, forklarede han, at ethvert folk har ret til at vælge den regeringsform, der passer det bedst, når blot Guds og den menneskelige samvittigheds rettigheder respekteres.

Forfølgelser i Meksiko og Spanien

At paven havde ret i sin påstand viste sig især i Meksiko og Spanien, hvor kommunismen kom til magten og satte voldsomme kristenforfølgelser i gang. I Meksiko havde antikristne regeringer bekæmpet Kirken siden 1857, da en lov berøvede Kirken alle dens ejendomme. Men under Pius XI satte forfølgelserne ind for fuld kraft. Skønt folket holdt fast ved sin katolske tro, gjorde den kommunistiske mindretalsregering sig de største anstrengelser for at udrydde Kirken, og mange præster og lægfolk led martyrdøden.

Også under borgerkrigen i Spanien faldt tusinder af præster, ordensfolk og lægfolk som ofre for de kommunistiske massakrer, og hundredvis af kirker og klostre blev stukket i brand af terrorbander. Katolikkerne havde intet andet valg end at håbe på general Francos sejr, som også endte med at bringe landet fred og orden. Trods det måtte ledende katolikker, deriblandt flere biskopper, tage afstand fra den fascistiske »Falanks« styre. I Meksiko holdt forfølgelserne efterhånden op, da de ikke nåede deres mål, og forholdene bedredes noget for Kirken.

Nationalsocialismen

I Tyskland havde kommunismen opnået en stærk stilling i tiden efter verdenskrigen og truede med revolution. Men en ny bevægelse voksede frem, som i begyndelsen kunne se ud, som om den ville være Kirkens forbundsfælle i kampen mod kommunismen; men den skulle snart vise sig at være en mindst lige så farlig fjende. Det var det nationalsocialistiske parti, kaldet »nazismen«. Det bestod af folk, der ville have hævn for Versaillesfredens ydmygelser og genrejse Tyskland af dets forfald. Det blev hurtigt klart for de tyske katolikker, at de ikke kunne have noget med nazismen at gøre. Den havde ligefrem skabt en ny religion, en dyrkelse af det tyske blod og af føreren, Adolf Hitler. Alt, hvad der ikke tjente til Tysklands forherligelse, skulle brutalt slås ned. Folket var til for statens skyld. Det enkelte menneske betød intet. De berygtede koncentrationslejre blev oprettet for jøder og kommunister, men snart skulle også modige katolikker og protestanter blive sendt derhen. Med enestående kynisme sluttede den tyske regering et konkordat med Pavestolen, som efter sin ordlyd var ret fordelagtigt for Kirken; men det var ikke et eneste øjeblik hensigten, at det skulle overholdes. Snart blev da også de katolske skoler overtaget af staten, og klostre omdannedes til kaserner eller opdragelsesanstalter for den nazistiske ungdom. Et af nazismens vigtigste mål var at knuse den katolske Kirke; men netop i de katolske egne var modstanden mod nazismen stærkest og blev aldrig helt brudt. Biskopperne lagde i deres hyrdebreve, som hemmeligt blev omdelt, ikke skjul på Kirkens mening, og snart kom der en rundskrivelse fra Pius XI til de tyske katolikker, hvori nazismen blev forkastet på lige fod med kommunismen.

Lateranpagten

Da Pius XI efter sit valg gik ud på Peterskirkens balkon og gav velsignelsen, betragtede hele verden dette som et tegn på pavens forsonlige holdning overfor den italienske stat. Siden Roms besættelse og Kirkestatens ophævelse i 1870 havde ingen pave vist sig på balkonen. Efterhånden som de gamle kirkefjendtlige politikere var døde, og det nye Italien var ved at falde til ro, blev det et almindeligt ønske i den næsten helt katolske befolkning at få ordnet det såkaldte »romerske spørgsmål«. Efter verdenskrigen var Mussolini og hans fascistparti kommet til magten ved en revolution, og for at styrke deres stilling var de villige til at indgå forlig med Pavestolen. Hemmelige forhandlinger blev indledt, og den 11. februar 1929 blev »Lateranpagten« underskrevet, hvorved Vatikanstaten blev oprettet. Den nye Kirkestat kom kun til at omfatte selve Vatikanet, som til gengæld blev en fuldstændig uafhængig stat med egne love, eget postvæsen, eget politi og militær; det sidste dog kun som en ren æresgarde.

Katolsk aktion

Pius XI så klart, at Kirken i det moderne samfund ikke kunne udfylde sin mission, hvis ikke også lægfolk indså deres pligt til i samarbejde med præsterne og under biskoppernes ledelse at være med til at udbrede Guds rige. De kunne endnu bedre end præsterne gennemsyre verden med en kristen ånd i det daglige liv; de kunne lettere få tag i sløje katolikker og begejstre dem for deres tro; de kunne også bedre komme på talefod med ikke-katolikker og drage dem til Kirken.

Det katolske lægfolk, navnlig i Italien, kom til at danne en stærk organisation »katolsk aktion«, der stadig udøver et omfattende apostolat. Naturligvis kunne »katolsk aktion« ikke passe sammen med de fascistiske organisationer, og det kom til et alvorligt modsætningsforhold mellem Mussolini og Kirken. Navnlig så Pius XI med uro på Hitlers stigende indflydelse på Mussolini og var klar over, at Tyskland ville drage Italien med ind i en fremtidig krig.

Kirken og arbejderne

Den store sociale nød, som industrialiseringen havde skabt i forrige århundrede, havde fået arbejderne til at lytte til marxismens »evangelium« og til at forlade Kirken i store skarer. Grundene var mange: rige katolikkers uretfærdige udnyttelse af arbejderne, at Kirken måtte forsvare ejendomsretten, at Kirken ikke kunne tillade anvendelse af vold og uretfærdige metoder til at bekæmpe uretfærdigheden. Endelig var mange gejstlige bange for alt nyt og for alt, hvad der kunne bringe uro i det bestående samfund.

Men paverne var ikke bange. Allerede Leo XIII havde forskrækket mange katolikker med sine rundskrivelser, hvor han tog arbejderne i forsvar og gik ind for en mere retfærdig fordeling af verdens goder. Han forkastede kapitalismens system, at arbejderne måtte være tilfreds med den løn, han kunne opnå på arbejdsmarkedet. »Nej«, sagde Leo XIII, »arbejderen har moralsk ret til en løn, som han og hans familie kan leve menneskeligt af.« Desuden var han gået ind for så moderne idéer som arbejdernes ret til andel i det overskud, de selv havde været med til at frembringe, og til indflydelse på fabrikkernes ledelse. Mange katolikker havde forfærdet sagt, at paven måtte være blevet kommunist eller vanvittig.

Men for at verden ikke skulle tro, at disse idéer var døde med Leo XIII, skrev Pius XI en ny rundskrivelse i anledning af 40-års jubilæet for Leo XIII’s rundskrivelse og understregede, at det stadig var Kirkens mening om arbejder-spørgsmålet. Mange katolske arbejdsgivere lagde da også deres virksomheder om efter Kirkens anvisninger. I Frankrig og navnlig i Belgien skabte den katolske aktion en virkelig slagkraftig katolsk arbejderbevægelse.

Fremtiden

»Fredens pave er død«, skrev aviserne den 10. februar 1939. Da Pius XI overtog Kirkens styre, lå verden i ruiner efter den første verdenskrig. Hele hans regeringstid gik med at dæmme op mod de ødelæggende kræfter i verden. Med angst så han, hvordan de voksede i magt og ondskab, og det var hans sorg, at verden ikke lyttede mere til hans advarsler. Da fredens pave lukkede sine øjne, døde freden med ham, og verden styrtedes ud i en endnu grusommere, endnu mere omfattende og endnu mere langvarig krig end den første verdenskrig. Og efter krigen har hans efterfølger, Pius XII, måttet kæmpe mod endnu større vanskeligheder. Store dele af Kirken kunne efter krigen ånde lettet op, men andre dele sukker under forfølgelserne bag »jerntæppet«. Hvad fremtiden vil bringe, ved ingen uden Gud. Men Kirken ser tillidsfuldt fremtiden i møde; for selv om der altid vil være kampe, forfølgelser, modgang, ja, selv indre forfald og splid, har Kirken Kristi løfte: »Helvedes porte skal ikke overvælde den.« Kirken er Guds rige og kan aldrig forgå.

Kilde: Store skikkelser – i den katolske kirkes historie
Sankt Ansgars Forlag
København 1956