Den katolske Kirke har aldrig været større

På trods af to årtusinder med forfølgelser, splittelser og kriser – udefra såvel som indefra

Gennem historien har Kirken stået over for forfølgelser, splittelser, revolutioner og ideologiske angreb. I de senere årtier også skandaler, der har rystet den indefra. Alligevel eksisterer den stadig – og globalt er den større end nogensinde.

Når man betragter kirkens historie i det lange perspektiv, er det slående, hvor ofte dens fremtid har set usikker ud. Den kristne kirke – og i særlig grad den latinske, katolske gren – har gennem to årtusinder været udsat for forfølgelser, indre splittelser, politiske angreb og dybe kulturelle omvæltninger. Flere gange har samtidige observatører været overbevist om, at den stod foran sit sammenbrud. Alligevel eksisterer kirken stadig, og globalt er den i dag større og mere udbredt end på noget tidligere tidspunkt i historien.

Forfølgelserne i Romerriget

Kristendommen begyndte som en lille religiøs bevægelse i udkanten af Romerriget. I de første tre århundreder havde de kristne ingen politisk beskyttelse, og religionen blev flere gange erklæret ulovlig.

Under kejsere som Nero, Decius og Diocletian blev kristne fængslet, tortureret og henrettet. Biskopper og præster blev mål for myndighedernes angreb, og menighederne måtte i perioder samles i hemmelighed. Set udefra kunne det have været afslutningen på den unge kirke.

I stedet fortsatte den med at vokse, og i år 313 kom et afgørende vendepunkt med Edict of Milan, hvor kejser Constantine the Great gav kristendommen lovlig status i imperiet.

Den teologiske kamp i oldkirken

Efter at forfølgelserne ophørte, opstod en ny type krise. Den kom ikke udefra, men indefra.

I det fjerde århundrede blev kirken rystet af den arianske strid, hvor præsten Arius hævdede, at Kristus ikke var sand Gud, men et skabt væsen. I en periode syntes store dele af kirken – og flere romerske kejsere – at støtte denne lære.

Konflikten blev først gradvis afgjort gennem kirkemøderne i Council of Nicaea og senere First Council of Constantinople, hvor den kristne tros klassiske formulering blev fastlagt. Krisen viste, hvor dybt teologiske uenigheder kunne ryste kirken, men også hvordan den gennem diskussion og kirkemøder fandt frem til en fælles forståelse af sin tro.

Da imperiet faldt

I år 476 ophørte Vestromerriget med at eksistere, og Europas politiske struktur brød sammen. Administration, handel og byliv svækkedes mange steder, og store dele af kontinentet blev præget af invasioner og ustabilitet.

Midt i dette sammenbrud fortsatte kirken med at fungere. Klostre og biskopper blev bærere af lærdom, skriftkultur og social organisation, og missionærer bragte kristendommen til nye folk i Europa. Det romerske imperium forsvandt, men kirken bestod og blev i mange områder en af de få institutioner, der bevarede kontinuiteten.

Splittelser i kristenheden

Middelalderen rummer også de første store brud i kristenhedens enhed.

I 1054 gled den latinske kirke i vest og den græske kirke i øst fra hinanden i det, der siden er blevet kendt som East–West Schism. Splittelsen eksisterer stadig og markerer en af de dybeste kløfter i kristendommens historie.

Senere oplevede kirken endnu en dramatisk krise, da der i slutningen af 1300-tallet i en periode fandtes to – og til sidst tre – rivaliserende paver. Denne konflikt, kendt som Western Schism, rystede kirkens autoritet i store dele af Europa, indtil enheden igen blev genoprettet.

Reformationen

Den største krise for den latinske kirke kom i det 16. århundrede.

Da Martin Luther i 1517 offentliggjorde sine teser, udviklede kritikken af kirken sig hurtigt til en omfattende religiøs og politisk bevægelse. Store dele af Nordeuropa brød med Rom, og kristenheden blev permanent delt mellem katolske og protestantiske kirker.

For den katolske kirke betød dette et enormt tab af territorium og indflydelse. Samtidig førte krisen til en omfattende intern reform, hvor kirkemødet i Council of Trent styrkede både lære, disciplin og præsteuddannelse.

Revolutioner og ideologier

I de følgende århundreder blev kirken udfordret af nye ideologiske og politiske strømninger.

Under French Revolution blev klostre opløst, præster forfulgt og kirkens ejendom beslaglagt. Senere kom konfrontationer med nationalisme, liberalisme og sekularisme, som gradvis ændrede kirkens rolle i samfundet.

I det 20. århundrede stod kirken også over for totalitære ideologier. Kommunistiske regimer forsøgte systematisk at undertrykke religion, og nazismen søgte at begrænse kirkens indflydelse. Millioner af kristne oplevede i disse systemer forfølgelse, fængsling eller diskrimination.

En krise indefra

I de seneste årtier har kirken været ramt af en krise af en anden karakter – en krise, der ikke primært kom udefra, men indefra.

Fra slutningen af 1990’erne og især efter afsløringerne i USA i begyndelsen af 2000’erne kom en lang række sager frem om seksuelle overgreb begået af præster. Samtidig blev det klart, at nogle kirkelige ledere tidligere havde håndteret sagerne utilstrækkeligt eller forsøgt at skjule dem.

For mange troende blev dette en dybt rystende erfaring, fordi krisen berørte selve tilliden til kirkens ledelse og til de mennesker, der skulle repræsentere dens budskab.

Under Benedict XVI blev reglerne for håndtering af overgrebssager skærpet, og han mødtes flere gange personligt med ofre. Senere har Francis gennemført yderligere reformer, blandt andet gennem dokumentet Vos estis lux mundi, som styrker procedurerne for at undersøge anklager mod biskopper. Skandalerne har haft store konsekvenser i mange lande og har tvunget kirken til en dyb selvransagelse.

En global kirke

Samtidig må kirkens situation ses i et bredere globalt perspektiv.

I store dele af Vesteuropa er religiøs praksis faldet markant, og sekulariseringen præger samfundets kultur. Andre steder i verden vokser kristendommen imidlertid hurtigt. I Afrika, Asien og Latinamerika er kirken i fremgang, og den katolske kirke er i dag en global institution med over en milliard medlemmer.

En historie med kriser – og fortsættelse

Når man betragter kirkens historie over to årtusinder, fremstår den som en institution, der igen og igen har været sat under pres af forfølgelser, teologiske konflikter, splittelser, revolutioner, ideologiske angreb og – i nyere tid – smertefulde skandaler inden for dens egne rækker.

Mange af de imperier, bevægelser og ideologier, der har udfordret kirken, er i dag forsvundet.

Kirken eksisterer stadig og fortsætter sit liv i stadig nye kulturelle og historiske sammenhænge. Dens historie er derfor ikke blot en fortælling om styrke, men også om kriser, fejl og fornyelse – og om en institution, der gennem to årtusinder igen og igen har været tvunget til at konfrontere sine egne svagheder og finde en vej videre.

– karn