Onsdag vedtog den franske Nationalforsamling et lovforslag om aktiv dødshjælp. Samtidig viser erfaringerne fra blandt andet Holland og Belgien, at lovgivningen flere steder siden er blevet udvidet – også til at omfatte børn.
Frankrig er på vej til at blive det seneste europæiske land, der legaliserer aktiv dødshjælp. Tilhængerne fremhæver retten til selvbestemmelse ved livets afslutning, mens modstanderne advarer mod et ændret menneskesyn og et stigende pres på samfundets mest sårbare. I denne artikel ser arnkilde.dk også nærmere på de erfaringer, som lande med aktiv dødshjælp har gjort gennem de seneste to årtier – og på, hvilke etiske og samfundsmæssige følger udviklingen har haft.
Frankrigs Nationalforsamling vedtog onsdag med 291 stemmer mod 241 et lovforslag, der giver mulighed for aktiv dødshjælp under en række nøje fastsatte betingelser. Hvis loven også godkendes af Senatet og efterfølgende erklæres forfatningsmæssig, vil voksne personer med fransk statsborgerskab eller fast bopæl i Frankrig kunne få adgang til et dødeligt præparat, når de lider af en alvorlig, uhelbredelig og terminal sygdom.
Loven stiller en række krav. Patienten skal opleve vedvarende lidelse som følge af sygdommen og være i stand til frit og informeret at træffe beslutningen. Udgangspunktet er, at personen selv indtager det dødelige stof. Kun hvis sygdommen gør dette umuligt, kan en læge eller sygeplejerske administrere det.
En af de mest omstridte reformer
Debatten om aktiv dødshjælp har gennem flere år delt Frankrig. For tilhængerne handler loven om respekt for menneskets selvbestemmelse og muligheden for at afslutte livet værdigt, når sygdom og lidelse ikke længere kan helbredes. De mener, at staten bør give mennesker mulighed for selv at træffe den sidste beslutning om deres liv.
Modstanderne ser sagen helt anderledes. De frygter, at loven med tiden vil ændre samfundets syn på sygdom, alderdom og handicap, og at nogle mennesker kan komme til at føle sig som en byrde for deres familie eller samfundet. Flere læger har udtrykt bekymring for, at lægerollen dermed forandres fra alene at helbrede og lindre til også at kunne afslutte et menneskes liv.
Den katolske kirke har været blandt lovforslagets mest markante kritikere. Frankrig har gennem historien været kendt som “Kirkens ældste datter”, og flere biskopper har understreget, at samfundets opgave er at udvikle hospice, palliativ behandling og omsorg for de døende – ikke at gøre døden til en medicinsk løsning.
Erfaringerne fra Europa
Frankrig bliver ikke det første europæiske land med aktiv dødshjælp. Holland legaliserede ordningen i 2002, samme år fulgte Belgien, og senere kom Luxembourg, Spanien og Østrig til. Schweiz har gennem mange år tilladt assisteret selvmord under særlige betingelser.
Ser man på erfaringerne fra disse lande, tegner der sig nogle fælles mønstre.
For det første er antallet af tilfælde steget betydeligt over tid. I Holland og Belgien udgør aktiv dødshjælp i dag en væsentligt større andel af alle dødsfald end ved lovgivningens indførelse. Udviklingen skyldes blandt andet, at patienter og sundhedsvæsen gradvist bliver mere fortrolige med ordningen, og at flere mennesker vælger den mulighed, som loven giver.
En anden erfaring er, at lovgivningen sjældent forbliver uændret. I flere lande er kriterierne blevet udvidet efter de første år. Holland har ændret reglerne, så de også omfatter børn under særlige betingelser, Belgien har åbnet mulighed for aktiv dødshjælp til mindreårige, og Canada har udvidet ordningen til patientgrupper, som ikke var omfattet af den oprindelige lov. Modstandere beskriver dette som en glidebane, mens tilhængere ser det som en naturlig tilpasning af lovgivningen på baggrund af praktiske erfaringer og demokratiske beslutninger.
Samtidig viser erfaringerne, at legalisering ikke nødvendigvis har ført til en svækkelse af hospicebevægelsen eller den palliative behandling. Flere lande har tværtimod investeret betydeligt i lindrende behandling, og mange patienter, der vælger aktiv dødshjælp, har allerede modtaget omfattende palliativ pleje. Debatten handler derfor ikke alene om kvaliteten af behandlingen, men om det grundlæggende spørgsmål, hvorvidt samfundet bør acceptere, at sundhedsvæsenet aktivt medvirker til at afslutte et menneskes liv.
Måske den vigtigste erfaring er, at diskussionen ikke ophører, når loven er vedtaget. Tværtimod opstår der løbende nye spørgsmål om demens, psykiske lidelser, kroniske sygdomme, samvittighedsfrihed for sundhedspersonale og beskyttelsen af mennesker, der kan føle sig presset af deres situation. I ingen af de lande, hvor aktiv dødshjælp er blevet lovlig, har lovgivningen sat punktum for debatten.
Et spørgsmål om menneskesyn
For den katolske kirke handler spørgsmålet i sidste ende ikke først og fremmest om jura eller medicin, men om menneskesyn. Kirken fastholder, at ethvert menneske har en ukrænkelig værdighed fra undfangelsen til den naturlige død, og at lidelse aldrig må gøre et menneskeliv mindre værdifuldt.
Kirken støtter en fortsat udbygning af hospice og palliativ behandling, så ingen skal frygte unødig smerte eller ensomhed ved livets afslutning. Samtidig afviser den aktiv dødshjælp, fordi den bevidst gør afslutningen på et menneskeliv til en del af sundhedsvæsenets opgave.
Frankrigs beslutning vil derfor blive fulgt tæt – ikke blot i Europa, men også i Danmark, hvor spørgsmålet om aktiv dødshjælp fortsat diskuteres politisk. Erfaringerne fra udlandet viser, at når et samfund først har taget det første skridt, fortsætter den etiske debat i mange år. Det er ikke blot en diskussion om lovgivning, men om hvilket menneskesyn der skal præge fremtidens sundhedsvæsen og samfund.
-karn
Faktaboks: Erfaringer fra lande med aktiv dødshjælp
Holland (2002)
Holland var det første land i verden til at legalisere aktiv dødshjælp og lægeassisteret selvmord. Ordningen gjaldt oprindeligt voksne med uudholdelig og håbløs lidelse. Siden er reglerne blevet udvidet. Unge mellem 12 og 16 år kan under særlige betingelser få adgang med forældres samtykke, og i 2023 besluttede regeringen, at ordningen også kan omfatte børn mellem 1 og 12 år med uhelbredelige lidelser og uudholdelige smerter i helt ekstraordinære tilfælde.
Belgien (2002)
Belgien legaliserede aktiv dødshjælp samme år som Holland. I 2014 blev loven udvidet, så også mindreårige uden aldersgrænse kan komme i betragtning, hvis de lider af en terminal sygdom med uudholdelige lidelser, vurderes at have beslutningskompetence, og forældrene giver samtykke. Belgien er det eneste land i verden med en sådan lovgivning.
Luxembourg (2009)
Luxembourg tillader aktiv dødshjælp og assisteret selvmord for myndige personer med alvorlig og uhelbredelig sygdom. Ordningen er fortsat begrænset til voksne.
Schweiz
Aktiv dødshjælp er fortsat ulovlig, men assisteret selvmord har været tilladt i årtier, hvis hjælpen ydes uden egeninteresse. Derfor har landet organisationer som Dignitas, hvortil også udlændinge har kunnet henvende sig.
Spanien (2021)
Spanien indførte aktiv dødshjælp for voksne med alvorlig, kronisk eller uhelbredelig sygdom. Loven omfatter ikke børn.
Østrig (2022)
Østrig tillader assisteret selvmord under strenge betingelser for voksne med alvorlig eller uhelbredelig sygdom. Aktiv dødshjælp, hvor en læge administrerer det dødelige stof, er fortsat forbudt.
Fælles erfaringer
- Antallet af tilfælde er steget år for år i de fleste lande med legaliseret aktiv dødshjælp.
- Flere lande har med tiden udvidet de oprindelige kriterier og patientgrupper.
- Holland og Belgien har åbnet mulighed for, at også mindreårige under særlige betingelser kan omfattes.
- Debatten er ikke ophørt efter legaliseringen, men fortsætter om blandt andet psykisk sygdom, demens, handicap, børn og samvittighedsfrihed for sundhedspersonale.
- Samtidig har flere lande udbygget hospice og palliativ behandling, så udviklingen ikke entydigt har ført til færre tilbud om lindrende pleje.
Forskellen på eutanasi og assisteret selvmord – og undet ét kaldt aktiv dødshjælp i Danmark
Assisteret selvmord
Ved assisteret selvmord udskriver eller fremskaffer en læge et dødeligt lægemiddel, men det er patienten selv, der indtager eller administrerer stoffet. Den afgørende handling udføres altså af patienten.
Eksempel:
- En læge udskriver en dødelig medicin.
- Patienten vælger selv at drikke eller tage medicinen.
- Eutanasi (aktiv dødshjælp)
Eutanasi
Ved eutanasi giver en læge eller anden sundhedsperson den dødelige medicin, typisk ved en indsprøjtning. Her er det sundhedspersonen, der udfører den handling, som direkte medfører døden.
Eksempel: Lægen giver en dødelig indsprøjtning efter patientens ønske.
Den katolske kirkes vurdering
Den katolske kirke peger på udviklingen i blandt andet Holland og Belgien som et eksempel på, at en lovgivning, der begynder med meget snævre kriterier, over tid kan blive udvidet til nye patientgrupper. Kirken fastholder derfor, at menneskelivets ukrænkelighed bedst beskyttes gennem styrket hospice, palliativ behandling og omsorg – ikke ved at gøre aktiv dødshjælp til en del af sundhedsvæsenet.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
