Hvorfor tror de ikke?

Kristentroen er blevet fremmed for mange

Det er let at forklare de tomme kirkebænke med ligegyldighed eller modstand mod Gud. Virkeligheden er mere sammensat. Mange har aldrig lært kristentroen at kende, mens andre holder afstand på grund af Kirkens svigt, moralske uenigheder, personlige sår eller en hverdag, hvor Gud sjældent savnes.

De har aldrig forladt Kirken

Det siges ofte, at nutidens mennesker har vendt Gud ryggen. Det gælder nogle, men langt fra alle, for mange har aldrig stået med ansigtet vendt mod ham. De er vokset op i hjem uden bøn, bibellæsning, kirkegang eller samtaler om tro, og kristendommen har kun vist sig i skolen som kulturhistorie og ved jul som stemning, sjældent som en levende forklaring på menneskets liv. De har hverken mistet troen eller forladt Kirken i egentlig forstand; de har aldrig lært den at kende og har derfor heller ikke haft noget nært forhold til den, som de siden kunne bryde med.

Når troen ikke længere overleveres i familien, forsvinder efterhånden også det sprog, der gør det muligt at tale om Gud. Ord som synd, nåde, frelse, barmhjertighed, offer og evigt liv lyder gamle eller fremmede, og den, der aldrig har bedt, ved ikke nødvendigvis, hvad bøn er, ligesom den, der aldrig har deltaget i en messe, kun ser mennesker rejse sig, knæle og svare med ord, hvis betydning forbliver skjult. Udefra kan det ligne et lukket system af regler og ritualer; indefra er det et møde med Kristus. Afstanden mellem de to erfaringer er betydelig. Kirken står ofte over for mennesker, som aldrig har hørt evangeliet fortalt på en måde, der angår deres eget liv, snarere end mennesker, der bevidst har sagt nej til det.

Hverdagen fungerer tilsyneladende uden Gud

Samfundet giver let mennesket en oplevelse af, at næsten alt kan ordnes uden religion. Sygdom behandles på hospitalet, sorg bearbejdes hos en psykolog, sociale problemer overlades til myndighederne, og livets store valg træffes ud fra egne ønsker og muligheder. Videnskaben forklarer meget af det, som tidligere vakte ærefrygt, mens teknologien løser problemer, der engang syntes uovervindelige, og i den sammenhæng kan Gud komme til at fremstå som en overflødig forklaring fra en tid, hvor mennesket vidste mindre.

Troen konkurrerer imidlertid ikke med lægevidenskab, fysik eller biologi, for dens anliggende er et andet: hvorfor noget overhovedet eksisterer, hvad et menneske er, hvorfor sandhed og kærlighed forpligter, og hvad døden betyder. Den slags spørgsmål kan skubbes til side, så længe livet fungerer nogenlunde, og arbejde, forbrug, rejser, underholdning og sociale medier kan fylde næsten alle vågne timer. Dermed bliver den stilhed sjælden, hvor mennesket mærker sin længsel, sin skyld og sin dødelighed. Gud er ikke altid blevet afvist; han er ofte blevet overdøvet, og en stor del af samtidens vantro består mindre i vrede mod Gud end i en livsform, hvor man sjældent standser længe nok til at savne ham.

Friheden må ikke have en herre

En af de stærkeste hindringer for den kristne tro er ønsket om selv at bestemme, hvad der er sandt og godt. Kristendommen lærer, at mennesket har fået sin frihed af Gud, og at denne frihed har et mål, fordi den skal tjene sandheden, kærligheden og det gode. I samtiden forstås frihed derimod ofte som retten til selv at fastlægge målet, og det enkelte menneske forventes at kunne definere sin identitet, sin seksualitet, sine relationer og sine moralske grænser uden at stå til ansvar over for nogen højere myndighed.

Den katolske kirke bliver på den baggrund let opfattet som en begrænsning, allerede før dens lære er blevet undersøgt. Dens syn på ægteskab, abort, seksualitet, køn og menneskelivets ukrænkelighed opleves som et indgreb i det personlige råderum, fordi Kirken fastholder, at kroppen har en betydning, vi ikke selv har opfundet, og at vores ønsker ikke alene afgør, hvad der er godt. I en kultur, hvor det sande liv ofte forbindes med at følge sine inderste følelser, kan selvbeherskelse lyde som undertrykkelse og lydighed som tab af værdighed, selv om begge dele i kristen forstand handler om at lade friheden finde sin rette retning.

Modstanden ligger også på et dybere plan, for hvis Gud eksisterer, kan mennesket ikke betragte sig selv som livets øverste myndighed. Troen indebærer, at noget er sandt, selv når vi ikke bryder os om det, og at noget kan være forkert, selv om vi ønsker det. Mange længes efter Guds trøst, men tøver over for hans myndighed; de vil gerne høre, at de er elskede, mens kaldet til omvendelse er vanskeligere at tage imod. Samtidig kan mennesket blive udmattet af hele tiden at skulle opfinde sig selv, for friheden bliver en byrde, når den mangler retning, og de mange valgmuligheder kan ende i uro. Den katolske tro tilbyder her et menneskesyn, hvor livet er modtaget, kroppen har værdighed, og kærligheden indebærer troskab og ansvar. Det budskab bliver dog først forståeligt, når Kirken formår at fremstille sin lære som en vej til et sandere liv og ikke som en ophobning af forbud.

Tro betragtes som manglende forstand

I mange miljøer lever forestillingen om, at religion hører barndommen eller en mindre oplyst fortid til. Det intelligente menneske forventes at være skeptisk, mens den troende mistænkes for at have brug for en trøstende fortælling; Gud fremstilles som en gammel mand over skyerne og troen som blind accept af påstande uden beviser. Når dette billede først har fæstnet sig, kan et menneske mene, at kristendommen er tilbagevist, selv om det aldrig har mødt dens filosofi, teologi eller intellektuelle tradition.

Den katolske tro rummer næsten to årtusinders samtale med filosofi, naturvidenskab, kunst, politik og menneskelig erfaring, og tænkere som Augustin, Thomas Aquinas, John Henry Newman, Edith Stein og Joseph Ratzinger passer dårligt ind i fortællingen om troen som tankeløshed. Alligevel fylder de mindre i offentlighedens billede end en vred prædikant, en skandale eller en løsrevet udtalelse om seksualmoral. Fordommen er heller ikke kun opstået uden for Kirken, for kristne har undertiden talt, som om tvivl var en moralsk fejl og oprigtige indvendinger et tegn på ulydighed. Mennesker, der søger redeligt, må kunne møde troende, som tager deres tanker alvorligt og ikke forsøger at presse et hurtigt svar igennem. Den kristne tro har intet at frygte fra sandheden og svækkes kun, når dens forsvarere opfører sig, som om den har.

Kirken ses gennem sine værste handlinger

Seksuelle overgreb, fortielser og kirkelige lederes misbrug af magt har gjort ubodelig skade på konkrete mennesker og dyb skade på Kirkens troværdighed. Det er forbrydelser og svigt begået af mennesker, som skulle have beskyttet de sårbare og repræsenteret Kristus, og når præster eller biskopper har dækket over overgreb, har de både svigtet ofrene og givet omverdenen tungtvejende grunde til mistillid.

Mange kender først og fremmest den katolske kirke gennem disse sager, mens Kirkens skoler, hospitaler, klostre, nødhjælp, åndelige liv og daglige omsorg sjældent har samme nyhedsværdi. Det mindsker ikke overgrebenes alvor, men forklarer, hvorfor Kirken for nogle bliver summen af dens værste repræsentanter. Den genvinder ingen troværdighed ved at beklage pressens interesse eller fremhæve, at overgreb også finder sted andre steder; den må handle sandt, åbent og retfærdigt og altid lade ofrene komme før institutionens omdømme. Enhver bortforklaring bekræfter mistanken om, at Kirken først og fremmest beskytter sig selv. Hellighed kan forkyndes med ord, men troværdighed opstår gennem handling.

Fordommene lever videre

Andre forestillinger om den katolske tro overlever næsten uforandret fra generation til generation: Katolikker tilbeder Maria, paven bestemmer alt, præster lever uden kontakt med virkeligheden, Kirken er imod kvinder, videnskab, frihed og glæde, og Vatikanet er først og fremmest en rig politisk magt. Et menneske kan bære rundt på disse billeder gennem hele livet uden nogensinde at have talt med en katolik eller læst, hvad Kirken faktisk lærer.

Fordomme skaber en bekvem afstand, for hvis de troende på forhånd kan afskrives som dumme, hykleriske eller fanatiske, bliver det unødvendigt at undersøge deres tro. Hvis Kirken alene er en magtinstitution, behøver man heller ikke at forholde sig til dens påstand om, at Kristus lever, at mennesket behøver tilgivelse, og at døden ikke har det sidste ord. Karikaturen beskytter mennesket mod selv at blive udfordret, men katolikker kan desværre være med til at bekræfte den. En hård tone, en glæde ved fordømmelse og en næsten politisk optagethed af modstandere gør kristendommen mindre genkendelig, og når katolikker på sociale medier virker mere vrede over verden, end de er bedrøvede over menneskers lidelse, bliver troen let opfattet som kulturkamp. Sandheden skal forsvares, men den kristne kendes også på måden, det sker på.

Lidelsen står i vejen

For nogle begynder afstanden til Gud ved en grav, en sygdom, en ulykke eller en bøn, der syntes ubesvaret. Spørgsmålet om, hvordan en god og almægtig Gud kan tillade lidelse, er ikke altid en filosofisk indvending, der kan imødegås med et velordnet argument; det kan være et åbent sår. Den, der har mistet et barn, levet med vold eller set et familiemedlem blive nedbrudt af sygdom, har sjældent brug for en hurtig forklaring og kan opleve selv velmente svar som endnu en byrde.

Kristendommen fremlægger ingen enkel teori, som gør lidelsen rimelig, men viser en Gud, der selv træder ind i den. Korset betyder, at Gud ikke betragter menneskets smerte på afstand, men bærer den, og opstandelsen forkynder, at lidelsen og døden ikke får det sidste ord. For den, der står midt i sorgen, kan også dette svar forekomme utilstrækkeligt, hvis det blot gives som en sætning. Det må ledsages af tavshed, nærvær og omsorg, før ordene kan høres, for Kirken mister mennesker, når den møder deres smerte med fromme standardsvar, mens den kan føre dem nærmere Kristus ved at blive hos dem i mørket.

En tro uden Kirke virker lettere

Menneskets religiøse længsel forsvinder ikke nødvendigvis, selv om kirkebænkene bliver tommere; den skifter ofte blot form. Nogle søger identitet i politik, mening i selvudvikling, håb i teknologien eller en åndelighed uden lære og forpligtelse. Astrologi, meditation, energier og forestillingen om en ubestemt kraft kan opleves lettere end kristentroen, for en kraft stiller ingen moralske krav, og et selvvalgt åndeligt system kan tilpasses ens ønsker. Kristendommens Gud er anderledes: Han taler, kalder og dømmer, samtidig med at han tilgiver og elsker.

Når mennesker siger, at de tror på noget, men ikke på Kirken, kan det udtrykke både en ægte længsel og en forståelig skepsis over for institutioner. Det kan også være en måde at bevare åndeligheden uden at lade sig korrigere af noget uden for én selv. Den katolske tro fastholder, at mennesket ikke finder hele sandheden alene, og at vi modtager troen gennem et fællesskab, ligesom vi modtager sprog, historie og liv. Kirken er besværlig, fordi andre mennesker er besværlige; den består af hellige og syndere, stærke og svage, trofaste og vaklende. Alligevel er den også stedet, hvor troen bliver større end vores private forestillinger, fordi mennesket her møder en overleveret tro, som ikke kan omskrives efter skiftende ønsker.

Tro kræver mere end interesse

Troen er ikke blot en opfattelse, som kan føjes til vores øvrige synspunkter, for den gør krav på menneskets liv. Hvis Gud findes, er han ikke en fritidsinteresse, og hvis Kristus er opstået, ændrer det vores forhold til skyld, penge, seksualitet, magt, fjender, lidelse og død. Troen kalder på omvendelse, og omvendelse betyder, at noget i vores liv må ændres eller opgives; den kan derfor ikke reduceres til en behagelig stemning eller en åndelig interesse, der kun får plads, når den passer ind i det liv, vi allerede har valgt.

Den, der nærmer sig Kirken, opdager desuden, at troen ikke altid giver en umiddelbar følelsesmæssig belønning. Messen kræver opmærksomhed, bønnen kan opleves tør, og det kirkelige fællesskab består af almindelige, besværlige og ufuldkomne mennesker. En kultur, der har vænnet sig til hurtig tilfredsstillelse og let adgang til underholdning, kan have svært ved at forstå værdien af troskab, gentagelse og åndelig disciplin, for troen forudsætter tålmodighed: Man må blive stående, også når man ikke føler noget, lade sig undervise, selv om man endnu ikke forstår alt, og acceptere, at Gud ikke er et produkt, der skal levere en bestemt oplevelse på bestilling. En sådan livsholdning ligger langt fra forbrugerkulturens løfte om, at alt bør være let, hurtigt og tilpasset den enkeltes ønsker.

De kristne bliver selv et argument

Et af de stærkeste argumenter mod kristendommen er kristne, hvis liv modsiger deres ord. Når en troende taler om barmhjertighed og behandler andre hårdt, taler om sandhed og spreder usandheder eller fremhæver ydmyghed og samtidig søger magt, bliver evangeliet vanskeligt at få øje på. Hykleri vækker med rette modvilje, især når det hellige bruges til at dække over egoisme, forfængelighed eller frygt, og ingen nok så korrekt lære kan i længden opveje et liv, der bestandig fornægter den.

Det modsatte gælder også, for et menneske kan blive nysgerrigt på troen, når det møder en kristen, der bærer sygdom uden bitterhed, tilgiver en uret, tager sig af et ensomt menneske eller lever med en fred, som ikke afhænger af succes. De færreste føres til tro gennem et overlegent argument alene; de må se, at troen kan leves, og at den gør et menneske friere, sandere og mere kærligt. Kirken skal forklare sin lære og korrigere falske forestillinger, men den vigtigste forklaring vil altid være et menneskeliv, hvor Kristus kan anes. Helgenerne har haft større gennemslagskraft end nok så vellykkede kampagner, fordi deres liv viste, at evangeliet var virkeligt.

Kirken må selv vise, hvem Kristus er

Den ikke-kirkelige befolkning er ingen ensartet gruppe, som kan mødes med ét svar. Nogle er overbeviste ateister, andre er sårede, ligeglade, søgende eller blot uvante med religiøst sprog; nogle reagerer mod Kirkens moral, mens andre aldrig har mødt den, og atter andre bærer på en længsel, som de endnu ikke forbinder med Gud. Hvis Kirken overser disse forskelle, kommer den let til at tale forbi de mennesker, den ønsker at nå.

Den må kunne svare den intellektuelt tvivlende uden at overse den sårede og møde moralsk uenighed uden at reducere et menneske til dets holdninger. Forkyndelsen bliver utroværdig, hvis den bygger på en forestilling om, at alle uden for Kirken er fjendtlige, for ligegyldighed, uvidenhed og dårlige erfaringer er langt mere udbredte end et bevidst had til kristendommen. Vejen til tro begynder sjældent med, at Kirken vinder en diskussion; den begynder snarere, når et menneske opdager, at kristentroen taler sandt om dets liv, om længslen efter kærlighed, erfaringen af skyld, frygten for døden, behovet for tilgivelse og håbet om, at livet rummer mere end de år, vi får her.

Nogle holder sig borte fra Kirken på grund af tidsånden, fordomme eller moralsk modstand, mens andre endnu ikke har mødt et kristent fællesskab, hvor troen fremstår sand, troværdig og levende. Den udfordring kan Kirken ikke lægge over på samfundet. Den må selv vise, hvem Kristus er.

-karn