En fransk kvindes personlige historie har udviklet sig til en appel til Europa-Parlamentet. Hun mener, at alt for mange gravide kvinder står alene, når de ønsker at gennemføre deres graviditet, mens omgivelserne presser dem til abort.
Charlène Bernard fortæller, at hun blev presset af både sin partner og sundhedspersonale til at gennemføre en abort, hun aldrig ønskede. Nu opfordrer hun EU til at sikre, at kvinder, som ønsker at føde deres barn, får reel hjælp og beskyttelse – ikke blot valget om abort.
Da den franske aktivist Charlène Bernard den 23. juni talte for Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, var det ikke en politisk tale, men et personligt vidnesbyrd. Hun fortalte om et graviditetsforløb, hvor hun oplevede, at både hendes partner og de professionelle, hun søgte hjælp hos, pressede hende mod en beslutning, hun aldrig ønskede at træffe. Hendes andragende spørger derfor, om EU og medlemslandene gør nok for at beskytte kvinder, der ønsker at gennemføre deres graviditet, men som møder pres fra familie, partner, sundhedsvæsen eller vanskelige sociale forhold. Bag initiativet står flere europæiske pro-life-organisationer, blandt andet European Centre for Law and Justice, og det har opnået støtte fra flere politiske grupper i Europa-Parlamentet.
En debat med en overset side
Abortdebatten i Europa handler som regel om adgangen til abort. Bernard ønsker at rette opmærksomheden mod en anden gruppe kvinder: dem, der gerne vil være mødre, men som oplever, at deres ønske bliver mødt med modstand frem for støtte. Sagen har fået ekstra aktualitet i Frankrig. En meningsmåling fra analyseinstituttet IFOP viste i 2024, at 29 procent af de kvinder, der havde fået foretaget en abort, oplevede et pres fra den sundhedsperson, de havde henvendt sig til. Hvis tallene afspejler virkeligheden, svarer det til titusinder af kvinder hvert år. Tallene siger ikke noget om, hvorvidt presset var afgørende for beslutningen, men de peger på, at oplevelsen af påvirkning ikke er et marginalt fænomen.
“Jeg ville beholde mit barn”
Charlène Bernard fortæller, at hun som 27-årig uventet blev gravid. For hende var beslutningen klar fra begyndelsen.
“Jeg var glad for at være gravid. Jeg elskede allerede mit barn. Jeg ønskede ikke en abort.”
Ifølge Bernard reagerede hendes partner med gentagne opfordringer til abort. Da parret søgte hjælp hos en læge og senere hos en rådgivningstjeneste med tilknytning til International Planned Parenthood Federation, oplevede hun ikke støtte til ønsket om at fortsætte graviditeten. Hun fortæller, at hendes ufødte barn flere gange blev omtalt som “blot en samling celler”, og at en psykolog bestilte en aborttid “for en sikkerheds skyld”, hvis hun skulle ændre mening. Bernard beskriver forløbet som en situation, hvor hun gradvist mistede oplevelsen af frit at kunne træffe sit eget valg.
Hun fortæller desuden, at hendes partner til sidst tvang abortmedicin ind i hendes mund. Hvis denne beskrivelse er korrekt, vil der være tale om et alvorligt overgreb og en handling uden kvindens frie og informerede samtykke. Ifølge Bernard førte oplevelsen efterfølgende til en alvorlig depression, forholdets sammenbrud og langvarige psykiske følger.
Ønsker en ret til moderskab
Bernards appel handler ikke om at ændre Europas abortlovgivning, men om at sikre, at kvinder også har mulighed for reelt at vælge moderskabet. Hun mener, at mange gravide kvinder presses til abort, fordi de er unge, økonomisk udsatte eller frygter at miste deres arbejde. I stedet for støtte oplever de, siger hun, at abort ofte præsenteres som den eneste realistiske løsning.
Derfor opfordrer hun EU til at styrke rådgivning, psykologhjælp, boligstøtte og sociale tilbud til gravide kvinder, der ønsker at gennemføre deres graviditet. Hun ønsker også, at Europa-Kommissionen undersøger, om eksisterende EU-programmer i praksis giver lige så gode muligheder for at støtte kvinder, der vælger at føde, som kvinder, der søger abort.
En principiel diskussion i EU
Andragendet kommer kort efter debatten om borgerinitiativet My Voice, My Choice, som ønskede større økonomisk støtte til grænseoverskridende adgang til abort i EU. Europa-Kommissionen afviste tidligere i år at fremsætte ny lovgivning, men pegede samtidig på, at medlemslandene allerede kan anvende eksisterende EU-fonde til abortrelaterede sundhedsydelser. Netop dette argument griber Bernard og hendes støtter fat i. Hvis EU-midler kan bruges til at hjælpe kvinder med adgang til abort, spørger de, hvorfor de samme midler ikke i tilsvarende grad kan anvendes til at hjælpe kvinder, som ønsker at føde deres barn.
arnkilde.dk’s perspektiv
Charlène Bernards historie kan ikke i sig selv sige noget om, hvor udbredt tvang eller pres til abort er i Europa. Men hendes vidnesbyrd rejser et principielt spørgsmål, som fortjener opmærksomhed: Er kvinders frie valg reelt frit, hvis den hjælp, de møder, næsten udelukkende peger i én retning?
Den Katolske Kirke har gennem årtier fastholdt, at både mor og barn har krav på beskyttelse. Derfor handler abortdebatten ikke alene om lovgivning, men også om samfundets vilje til at støtte kvinder, der ønsker at gennemføre en vanskelig graviditet. Bernards appel til Europa-Parlamentet minder om, at et samfund, der ønsker at værne om menneskets værdighed, også må spørge, om kvinder, der siger ja til moderskabet, oplever den støtte, de har brug for.
-karn
Faktaboks: Provokerede aborter i Europa
Der gennemføres hvert år omkring 1,2-1,4 millioner registrerede provokerede aborter i Europa, afhængigt af hvilke lande og statistikker der medregnes. Tallene varierer fra år til år, og ikke alle lande indberetter efter samme metode.
EU’s 27 medlemslande registrerer tilsammen omkring 900.000-1.000.000 provokerede aborter om året, hvor Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien står for en stor del af det samlede antal.
Rusland registrerede senest omkring 400.000 provokerede aborter årligt. Antallet er faldet markant siden 1990’erne, hvor der blev foretaget flere millioner aborter om året, men landet hører fortsat til blandt de europæiske lande med det højeste absolutte antal.
På verdensplan anslår internationale forskere og Verdenssundhedsorganisationen, at der foretages omkring 73 millioner provokerede aborter om året. Europa tegner sig dermed for knap to procent af verdens samlede antal.
Lovgivningen varierer betydeligt mellem de europæiske lande. Mens de fleste lande tillader abort efter kvindens eget ønske i graviditetens første uger, har blandt andre Polen og Malta fortsat væsentligt mere restriktive regler end flertallet af Europa.
Læs også:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
