Bededag for Skaberværket

Et ord for alt det, der findes – og for vores plads midt i det

Den 1. september markerer Den Katolske Kirke sammen med ortodokse, anglikanske og protestantiske kristne bededagen for Skaberværket. Dagen indleder den økumeniske skabelsestid og retter blikket mod hele den verden, vi er født ind i: fra det mindste atom til de største galakser. Ordet Skaberværket høres sjældent i dag, selv om intet andet ord omfatter så meget.

Det største af de sjældne ord

Et af sprogets største ord er samtidig et af de mindst brugte: Skaberværket. Vi møder det især i kirken, i salmerne og i ældre tekster. Alligevel findes der næppe et ord med større rækkevidde. Det omfatter atomet og galaksen, stenen på marken, fuglen over huset, menneskets krop og tanken, der gør os i stand til at begribe en lille del af det hele. Bededagen indleder samtidig den økumeniske skabelsestid, hvor katolske, ortodokse, anglikanske og protestantiske kristne samles om bøn og omsorg for jorden. Perioden varer frem til den 4. oktober, festen for den hellige Frans af Assisi, som så hele Skaberværket som en lovsang til Gud. Bededagen omfatter mere end skove, dyr, have og landskaber. Den gælder alt det, der er blevet til: jorden under os, rummet over os og de kræfter, som holder stjerner, planeter, celler og legemer sammen. Også mennesket hører med. Vi betragter ikke Skaberværket udefra. Vi befinder os midt i det og består af det samme stof som resten af verden.

Mere end natur

Når vi taler om naturen, mener vi ofte det, der begynder, hvor byen ender: skoven, stranden, heden og den åbne himmel. Skaberværket kan ikke afgrænses på den måde. Det findes også i byen, huset og den menneskehånd, som lagde stenene. Det omfatter det dyrkede og det vilde, det nære og det ufatteligt fjerne. Det vand, vi drikker, har været hav, sky, regn, flod, plante og blod. Grundstofferne i vores kroppe blev dannet i stjerner, længe før jorden og mennesket fandtes. Luften i vores lunger har passeret gennem træer, dyr og andre mennesker. Grænsen mellem os og verden er mindre fast, end den ser ud. Vi er blevet til af det, vi lever iblandt, og vores liv afhænger af, at de store sammenhænge omkring os består.

Et værk er mere end en vare

Den religiøse betydning ligger allerede i ordets sidste led. Et værk kan betragtes, fortolkes og beundres. Når verden kaldes et skaberværk, siges der samtidig noget om dens værdi. Skoven er mere end tømmer, floden mere end vandforsyning, jorden mere end byggegrund og dyret mere end kød. Også det, vi ikke kan bruge, har sin plads: billen under barken, svampen i skovbunden og en fjern klode, intet menneske nogensinde vil besøge. For den troende peger værket på en Skaber. Samtidig udfordrer ordet forestillingen om, at værdi altid afhænger af nytte. Hvis verden har værdi i sig selv, findes der også en grænse for, hvad vi kan tillade os at gøre ved den. Det modtagne kan ikke behandles, som om det udelukkende var vores ejendom.

De mindre ord

Vi taler oftere om miljø, klima, biodiversitet, råstoffer og ressourcer. Det er nødvendige og præcise ord. De gør det muligt at måle forurening, registrere temperaturstigninger, tælle arter og beregne forbrug. Hvert ord beskriver dog kun et udsnit. Miljøet er det, der omgiver os. Klimaet er vejrets mønstre over tid. Biodiversiteten er mangfoldigheden af levende arter. Ressourcerne er det, vi kan tage i brug. Skaberværket samler det adskilte og placerer mennesket midt i helheden. Ordet fører os fra administration og beregning til vores forhold til alt det, der lever og findes. De mindre ord kan indgå i planer, rapporter og regneark. Det store ord forlanger, at vi tager stilling.

Magtens mål

Mennesket er en lille skabning i et umådeligt univers, men vores magt er blevet stor. Vi kan ændre floders løb, fælde skove, flytte bjerge, udrydde arter og påvirke jordens klima. Vi kan se milliarder af år tilbage i universets historie og gribe ind i livets mindste byggesten. Magtens sande mål viser sig i det, vi vælger at bevare. At være den stærkeste giver også det største ansvar. I den bibelske fortælling får mennesket en særlig plads og opgaven at dyrke og vogte. Vi skal bruge uden at opbruge og give verden videre uden at gøre livet fattigere for dem, der kommer efter os. Skaberværket sætter dermed en grænse for forestillingen om, at alt, hvad vi kan gøre, også bør gøres.

At se verden igen

De fleste møder sjældent verden som en helhed. Vi møder den opdelt i varer, matrikler, kilowatt, transportveje og produktionskæder. Maden ligger indpakket, vandet kommer fra hanen, og lyset tændes ved et tryk. Afstanden mellem vores forbrug og det sted, hvor følgerne viser sig, er blevet stor. Vi ved mere om universet og livet end nogen generation før os. Viden kan forklare, hvordan et frø spirer, en celle deler sig, og en stjerne fødes. Forklaringen fjerner ikke forundringen over, at noget overhovedet findes, at det hænger sammen, og at vi i et kort tidsrum har fået lov til at være her. Bededag for Skaberværket kalder os til at genfinde dette blik. Skaberværket er spurven på taget, barnet ved vores hånd, regnen mod ruden og lyset fra en fjern galakse. Det er det almindelige og det ufattelige samlet i ét ord. Det, vi betragter som vores ejendom, kan vi opbruge. Det, vi erkender som modtaget, møder vi med større varsomhed og taknemmelighed.

-karn