Når katten er ude, danser musene på bordet

Sognepræst Samuele Lando er bortrejst i 14 dage, og når katten er ude, danser musene som bekendt på bordet. Sådan kunne det i hvert fald se ud efter søndagens messe i Sankt Knud Lavard Kirke i Kongens Lyngby.

Efter messen tog den tilknyttede diakon Lorenzo ordet sammen med en præstestuderende. De tilbød at besøge familier i sognet. Ikke til et møde i menighedssalen og heller ikke til endnu et arrangement i kalenderen. De vil ganske enkelt gerne komme på besøg hjemme hos familierne og tale om Kristi kærlighed.

Herligt.

For der er noget både enkelt og gammelkendt over tanken. Præster og andre med tjeneste i sognet har gennem generationer besøgt mennesker i deres hjem, og mødet omkring spisebordet kan noget andet end mødet efter messen eller ved et arrangement. Her er familien på hjemmebane, kaffen kan komme på bordet, børnene kan gå til og fra, og samtalen får den tid og retning, den nu får. At diakonen og en kommende præst tilbyder sig på den måde, er en tradition, der fortjener at blive genoplivet.

Der var i det hele taget liv i Sankt Knud Lavard Kirke denne søndag. Messen var godt besøgt, som den plejer at være, og der var mange børn. Nogle sad hos deres forældre, andre bevægede sig omkring, og nogle legede. Stilhed var der ikke hele tiden.

Herligt.

For sådan lyder en kirke også. Børn fylder, børn taber ting, børn hvisker lidt for højt, og børn har endnu ikke lært, at en hel messe helst skal opleves siddende på samme kvadratmeter. Det giver liv i kirken, og det liv må gerne kunne høres.

Messen blev fejret af pater Claudio, og dagens evangelium var Matthæus’ beretning om Jesus, der går på vandet. Disciplene er ude på søen. Vinden er imod dem. De bliver bange, da de ser Jesus komme imod dem på vandet, og Peter vover sig ud af båden. Så mærker han vinden, bliver grebet af frygt og begynder at synke.

Prædikenen handlede om apostlenes frygt og om den tro, der begynder at vakle, når den bliver udfordret. Det er én ting at tro, mens livet bevæger sig nogenlunde ad de veje, vi kender. Noget andet er at holde fast, når det faste underlag forsvinder, og vinden tager til. Peters råb – „Herre, frels mig!“ – ligger ikke langt fra det råb, et menneske selv kan komme med, når livet pludselig bliver svært.

Herligt.

Ikke Peters frygt, naturligvis. Heller ikke stormen. Men evangeliets usminkede fortælling om, at selv Peter kunne miste fodfæstet, og at Kristus rakte hånden ud og greb ham.

Gud var ikke i stormen

Søndagens første læsning gav evangeliet en særlig klang. I 1 Kong 19,9a.11-13a møder vi Elias på Horeb.

Elias går ind i hulen og overnatter dér. Herren befaler ham at gå ud og stille sig på bjerget for Herrens ansigt. Så kommer en voldsom storm, der sønderriver bjergene og knuser klipperne. Men Herren er ikke i stormen. Efter stormen kommer et jordskælv. Herren er heller ikke i jordskælvet. Så kommer ilden. Heller ikke i ilden er Herren.

Og efter ilden kommer „lyden af en sagte susen“.

Den hebraiske formulering qol demamah daqqah er vanskelig at oversætte. Den kan gengives som noget i retning af „lyden af en fin stilhed“ eller „en sagte, fin lyd“. Elias skjuler ansigtet i sin kappe og går frem til hulens åbning.

På Horeb er der storm, jordskælv og ild. På Genesaret er der vind og bølger. Elias må lytte. Peter må holde blikket rettet mod Kristus. Begge tekster handler om mennesker, der står over for kræfter, som er større end dem selv, og om Guds nærvær midt i det, de ikke behersker.

Det var den tredje herlighed denne søndag.

Først invitationen til familierne. Så børnene og livet i kirken. Og endelig evangeliet og prædikenen om troen, der bliver prøvet, når vinden tager til.

Tre gange herligt på en søndag, hvor vi beder herlighedens rosenkrans og dens fem mysterier: Kristi opstandelse, hans himmelfart, Helligåndens komme, Marias optagelse i Himlen og hendes kroning.

En ganske almindelig søndag i Sankt Knud Lavard Kirke.

Også når sognepræsten er bortrejst, og musene danser på bordet.

Søndagens læsninger:
1 Kong 19,9a.11-13a
Rom 9,1-5
Matt 14,22-33

-karn

Søndagens lynportræt: Jette Thomsen

Jette Thomsen har præget dansk katolsk kirkemusik gennem årtier

Organist, kantor, komponist og foredragsholder Jette Thomsen hører til blandt de mest markante skikkelser i dansk katolsk kirkemusik. Gennem mere end et halvt århundrede har hun været med til at forme den liturgiske musik i Den Katolske Kirke i Danmark, både som kirkemusiker, underviser og formidler.

Jette Thomsen er uddannet cand.mag. i musik og fransk fra Københavns Universitet og har desuden studeret gregoriansk sang ved det berømte benediktinerkloster Saint-Pierre de Solesmes i Frankrig. Gennem mange år har hun virket som organist og kantor ved Sankt Andreas Kirke i Ordrup, hvor hun har sat et markant præg på sognets musikliv.

Hun er især kendt som stifter og leder af Det Danske Hildegard Ensemble, der siden 1990’erne har arbejdet for at udbrede den gregorianske sang og Hildegard af Bingens musik gennem koncerter, foredrag, kurser og indspilninger – et arbejde, som fortsat er aktivt.

Som komponist har Jette Thomsen skrevet melodier til dansk katolsk liturgi, og hendes indsats har været med til at styrke interessen for Kirkens musikalske arv. Sammen med sin afdøde mand, Jacob Thomsen, var hun desuden medstifter af det katolske nettidsskrift Tidemand, der i en årrække bidrog til den katolske debat i Danmark.