Hvem er du, Gud?

Sammendrag

Lillian Kristensen er født i 1957, voksede op i Indre Mission, hvor troen var naturlig, men Gud blev fjern og udtryksløs. På lærerseminariet og senere som teologistuderende begyndte hun at opdage, at der fandtes andre måder at forstå Gud på. Mødet med Taizé og den katolske spiritualitet udvidede hendes tro og gav hende en fornemmelse af Guds nærvær som noget større end de snævre rammer, hun kendte. Som præst i folkekirken oplevede hun efterhånden den lutherske teologi som begrænsende og fandt ny åndelig dybde i katolsk liturgi og fællesskab. Efter en lang indre kamp og erkendelsen af, at hun ikke længere kunne være folkekirkelig præst, blev hun den 23. januar 2005 optaget i Den katolske Kirke — med følelsen af endelig at være kommet hjem.

Læs hele teksten og se videoen med Lillian Kristensen nederst.

Hvem er du Gud?

Af Lillian Kristensen fra bogen “Hjem – 20 beretninger om at blive katolik” – se mere nederst.

Jeg slog for første gang øjnene op i 1957, og knap 3 måneder gammel blev jeg døbt i folkekirken. Selv husker jeg det selvfølgelig ikke, og jeg husker heller ikke de mange gange, jeg og min dukke var med mine forældre i kirke. Men så flyttede vi til et helt andet og fremmed sted. Jeg var 7 år gammel, og missionshuset kom ind i mit liv. Det var forunderligt med det hus, der lå lige over for kirken i den landsby, vi var flyttet til. Der skete alverdens ting i det hus. Gud og Jesus var så selvfølgelige i missionshuset, at jeg er vokset op med, at Gud er en del af familien, som min far og mor og søskende. Men i missionshuset skete der også det for mig, at Gud blev udtryksløs. En dag fik vi at vide, at vi endelig ikke måtte tro, at Gud var en gammel rar mand med langt hvidt skæg, for det var han ikke! Det ramte mig lige i hjertet. For det var præcist sådan, Gud så ud for mit indre øje, når jeg tænkte på ham. Om aftenen da jeg var kommet i seng og lå og tænkte på Gud, tonede han som sædvanlig frem i min tanke som den trygge gamle mand med det forunderlige hvide skæg. Jeg blev skrækslagen, for jeg kunne jo godt se fornuften i det, jeg havde hørt i søndagsskolen, og her lå jeg og fornærmede Gud ved at se ham som en gammel mand. Men hvad var han så?

Jeg er meget billeddannende, og derfor prøvede jeg at lave billedet om. Nu lignede Gud en middelalderridder i fuld rustning. ‘Trygheden var byttet ud med styrken, Men billedet holdt ikke. Gud blev udtryksløs.

Over for missionshuset lå kirken. Dér kom jeg med jævne mellemrum. Kirken havde to ting, som missionshuset ikke havde. Den havde orgelet og liturgien. En gudstjeneste har en helt speciel rytme. Det er altid det samme, og alligevel er det nyt hver gang. Orgelet løftede salmesangen så forunderligt op — ja helt op til himlen.

Så kom dagen, hvor jeg for alvor forlod mit barndoms missionshus og den kendte kirke.

Jeg flyttede hjemmefra og startede på lærerseminariet. Der havde vi kristendomskundskab som et af grundfagene på første år. Det blev lidt svært, for på mange måder er det nemt at vokse op i Indre Mission. I mit missionshus var man i hvert fald ikke i tvivl om, at Indre Mission havde sandheden om Gud og alene kendte vejen til ham. Men på seminariet underviste Herluf Eriksen, som senere blev biskop i Aarhus. Han var grundtvigsk, og hvad enten jeg havde lyst til det eller ej, måtte jeg overfor mig selv erkende, at han var kristen, selv om han tydeligvis ikke sympatiserede med de indremissionske synspunkter. Den erkendelse væltede næsten alting i mig. Selvfølgelig valgte jeg kristendomskundskab som det ene af mine linjefag, for jeg måtte jo finde ud af, hvad Gud er.

Det var et godt valg. Vi fik en god undervisning. Der var nogle perspektiver og dybder, der åbnede sig for mig, og jeg begyndte at fornemme, at mit barndoms missionshus nok ikke havde formidlet hele sandheden om Gud, og at der kunne være andre veje til Gud end gennem et missionshus. Det var en svær erkendelse. Ikke så meget på grund af missionshuset, men på grund af Gud. For tænk, om de havde ret i missionshuset, Tænk, om Gud for altid forsvandt væk fra mig. Tænk om døren mellem ham og mig for altid ville være lukket. Det ville være ganske ubærligt for mig. Efter seminariet besluttede jeg at læse teologi, for jeg havde egentlig ikke lyst til at blive lærer.

Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv som i den tid, jeg læste teologi. Det var en forunderlig verden, der åbnede sig for mig. Alt det, jeg lærte om Gud! Tænk, at man kan vide så meget om, hvem han er. Når man læser teologi, så sker det vel for mange, at de begynder at finde sig selv og deres teologi og mere eller mindre kommer ud pakket ind i fine æsker, hvorpå der for eksempel kan stå “grundtvigsk”, “tidehvervsk” eller så mange andre ting. Men sådan gik det ikke for mig. Jeg syntes ikke, der var noget, der helt slog til. Det betød ikke, at jeg ikke forholdt mig til tingene, mens jeg gik på universitetet, men måske stillede jeg for mange spørgsmål, som jeg ikke kunne få svar på. Måske syntes jeg, det var derfor, de forskellige teologier ikke slog til. Det var nu heller ikke et problem for mig, at jeg ikke havde en etiket på min teologi — det vigtigste var jo sådan set Gud og ikke en teologisk betegnelse.

Mens jeg gik på universitetet, lærte jeg Taizé at kende, som er et økumenisk kloster i Frankrig.

Taizé blev på mange måder et forunderligt fristed for mig. Dagene i Taizé var enkle og overskuelige, og det var rekreativt både for krop og sjæl, og samtidig var det givende at være sammen med så mange mennesker fra alverdens forskellige lande og tale med dem om Gud og tro. I Taizé fik jeg blik for, at vejene til Gud er mangfoldige, forstået på den måde, at Jesus Kristus er vejen, men den vej, som han er, er helt individuel, er helt forskellig fra menneske til menneske. Men at Jesus Kristus er vejen, betyder også, at vejen ikke er privat — at jeg ikke kan konstruere min egen vej, som det nu engang passer mig bedst. For gør jeg det, går jeg mine egne veje. Og det er nu engang Jesus Kristus, der er vejen og ikke mig.

Så blev jeg præst. Tre små landsbysogne og 100 km til de nærmeste mennesker, jeg kendte. Dér stod lille bitte jeg og tænkte: “De tror, de har fået en præst, og så er det bare mig”, Det var lidt svært og overvældende i begyndelsen. Det bedste var gudstjenesterne og prædikenerne. Der skulle skrives en prædiken til hver søndag. Det var ikke så nemt i begyndelsen, men da jeg havde vænnet mig lidt til det, så blev prædikenskrivningen noget af det, jeg holdt allermest af ved præstearbejdet — bortset fra gudstjenesterne. Når jeg skrev prædikener, så lærte jeg Gud at kende, og man bliver jo aldrig færdig med at lære Gud at kende. Men det var også i prædikenskrivningen, at båndene begyndte at snære. Det var, når jeg skrev prædikener, at jeg ind imellem kunne synes, at den lutherske dogmatik og teologi blev lidt for snæver, lidt for lille, lidt for begrænset. Det var et problem for mig til tider, for Gud er Gud, uanset hvad vi mennesker kan finde på at tænke og synes om ham. Og jeg ville gerne kende Gud, som han er, og ikke som jeg måske kunne synes, han så ud til at være, Ind imellem måtte jeg spørge mig selv: “Hvad er sandheden i det her: Det, jeg synes at se, eller det, Luther og hans efterfølgende teologer siger?” Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor Luther egentlig, efter at Kirken havde bestået i ca. 1500 år, skulle have fundet sten, der var så vise, at en stor del af det andet skulle smides væk. Selvfølgelig trængte der til at blive ryddet op, og ja, man kan da rydde op ved at smide det meste ud, men der bliver også så underligt tomt. Jeg syntes, der var for lidt, men jeg endte altid med at spørge mig selv, om jeg troede, at jeg var klogere end Luther. Og det troede jeg ikke, jeg var. Og jeg følte mig spærret inde i det, der ikke var nok for mig. Jeg begyndte at spørge: Hvem er du, Gud?

På et tidspunkt var jeg meget træt. Jeg trængte til en pause, et åndehul. Jeg overvejede at tage til Taizé, men orkede ikke rigtig den lange rejse. Jeg gik på nettet og surfede lidt rundt, og en fredag eftermiddag befandt jeg mig så i et katolsk nonnekloster på Sjælland. Jeg skulle være der en weekend — i stilhed. Hvis der er noget, nonner ved noget om, så er det Gud. Og de ved også, at alle har deres egen vej til Gud. Eller som disse Sct. Joseph søstre nok vil formulere det: At Gud taler til mennesker på lige så mange forskellige måder, som der er mennesker. I klosteret var der messe hver morgen. Det syntes jeg var ren luksus. Messen lignede gudstjenesten, og forskellen, syntes jeg, var spændende. Der var ting ved messerne, som jeg faldt over. Der var noget, der ikke var i folkekirken. Nogle ting, oplevede jeg som lidt underlige, men andre ting gik lige ind i hjertet på mig, så meget, at jeg ind imellem kunne synes, at Himlen stod åben. En ting, der berørte mig dybt, var en sætning fra liturgien: “Se ikke på vore synder, men på din Kirkes tro”. Jeg tænkte meget over denne sætning, for syndserkendelsen og bekendelsen lå jo allerførst i liturgien, så dette var jo ikke et forsøg på at se bort fra eller løbe væk fra ens synd. Efterhånden gik det op for mig, at vægten lå på fællesskabet. At det måske dybest set var familieskab, der var tale om. Både med levende og døde.

På et tidspunkt faldt jeg over Biskop Martensens bog Dåb og Gudstro. Det var imponerende læsning! I den bog fandt jeg mange af mine egne skjulte — og i luthersk forstand “forbudte” — tanker. Det havde jeg bestemt ikke regnet med, og jeg havde den følelse: “Tænk, at der er én mere, der har tænkt som mig og oven i købet tænkt det så meget, at han ville skrive det i en bog”. Det var utrolig befriende. Det betød ikke, at jeg overvejede at blive katolik, men jeg kunne vel nok lære noget af katolikkerne! Vigtigt var det, at der klart blev taget udgangspunkt i Gud og hans relation til mennesket og ikke omvendt, som det ofte sker i folkekirkelig teologi.

Men så er der samvittigheden. Samvittighed kan være sådan noget underligt noget. Jeg havde nogle overvejelser omkring dette at læse katolsk litteratur og blive beriget af det, samtidig med at jeg arbejdede i folkekirken. Det var folkekirken, der betalte min løn, og solidaritet med teologien og dogmatikken dér, syntes jeg egentlig, var en rimelig ting. Jeg syntes ikke, at jeg for eksempel i prædikerne kunne stå og sige hvad som helst, jeg havde lyst til. Jeg blev meget opmærksom på, hvad jeg sagde i mine prædikener. Det blev de ikke dårligere af. Gud er Gud, uanset hvad, og hvad jeg opdagede var, at jeg havde fået et andet sprog at tale om Gud i.

Jeg vil tro, at det var i januar 2004, at der en dag løb en tanke gennem mit hoved, som gjorde mig meget forfærdet. Det var tanken: “Jeg tror, jeg kunne tænke mig at blive katolik”. Jeg blev virkelig rystet over mig selv. Jeg havde haft mange tanker om forskellene på folkekirken og den katolske Kirke, men ingen af disse tanker havde på noget tidspunkt fået mig til at tænke, at det var en mulighed at blive katolik. For det syntes jeg ikke var en mulighed! Det er så lysende klart for en folkekirkelig teolog, at man ikke kan blive katolik. Så klart, at da jeg på et tidspunkt efter min konversion blev inviteret til at fortælle mine tidligere præstekollegaer om dette, så kaldte jeg foredraget “Man kan da ikke blive katolik!”, for jeg vidste, at det var, hvad alle tænkte. Jeg tror, de fleste synes, det er et forræderi. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med tanken om at blive katolik, Men hvad enten jeg syntes om det eller ej, så var jeg sikker på, at det var sådan, det ville gå. Jeg syntes ikke om det. Det blev en hård tid. En svær tid. Jeg tror, Abraham fra Det Gamle Testamente blev min redning. En dag siger Gud til Abraham: “Du skal rejse fra dit land til et land, jeg vil give dig”. Og det gør Abraham så, men så let og ligetil var det vel ikke for ham. Men han gør det. Abraham kom til at fylde en hel del i mig. Jeg syntes, det var for mig, som med Abraham. At jeg skulle rejse fra et land, som jeg kendte og elskede. Et land, der var mit. Til et fremmed land, som jeg ikke kendte. Abraham blev min trøst. Det var rart at have én at lide sammen med, for jeg kunne sagtens forestille mig, hvordan Abraham måtte have haft det. Alt det elskede, der skulle tages afsked med. Alt det, der ikke længere skulle være hans. Gud sagde til Abraham, at han skulle rejse, og Abraham rejste, og jeg vidste, at det gjorde jeg også.

Efter meget lang tids overvejelse, og efter at jeg havde sat mig lidt bedre ind i nogle ting, tog jeg mod til mig og henvendte mig til den lokale katolske sognepræst. Jeg var lidt bekymret for den undervisning, jeg skulle have. Jeg kunne lige se for mig, at jeg blev sat på en stol og fik en masse ting hældt i hovedet. Det ville aldrig gå, Men jeg fik min drømmeundervisning. Der var plads til undren og tvivl og spørgsmål i massevis. En tåbe kan spørge om mere, end ti professorer kan svare på. Sådan en tåbe var jeg — og fik lov til at være, Jeg begyndte at gå til messe om søndagen.

Før havde messen lignet gudstjenesten, men nu, hvor messer skulle være mine “gudstjenester” resten af livet, så de helt fremmedartede ud. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i, hvad der foregik — vel sagtens fordi jeg prøvede at rumme det hele på én gang. Men efterhånden åbnede messerne sig med en rigdom, større end jeg i min vildeste fantasi kunne forstille mig det. Jeg glemmer for eksempel aldrig den første skærtorsdagsmesse. I hele fastetiden havde jeg savnet Gloria, og jeg havde ikke forventet, at det ville blive sunget igen før påskenat. Men så pludselig stemte orgel og klokker i med Gloria, og Himlen åbnede sig, og tårerne trillede ned af mine kinder. Det vigtigste er dog nok tidspunktet for forvandlingen af brød og vin. Det er stort. Det er nærvær. Det er alt det, som ord ikke kan udtrykke.

Stadig havde jeg nogle vikargudstjenester i folkekirken, for provsten mente ikke, det var noget problem, så længe, jeg ikke var optaget i den katolske Kirke, men det begyndte at blive lidt forvirrende indeni mig. Så jeg måtte beslutte, at det nu var slut med at holde gudstjenester. Det var blevet anderledes for mig. Ved den næste undervisningstime, jeg havde hos den katolske præst, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg græd en hel time over, at jeg aldrig, aldrig skulle holde en gudstjeneste igen. Der var ingen trøst — bortset fra at jeg fik lov til at græde.

Min veninde er præst, og hun havde fået et nyt embede og mente ikke, at hun kunne blive indsat i det, uden jeg var til stede i min præstekjole. Jeg vidste, det ville blive sidste gang, jeg trak i kjolen. Det var underligt, og jeg forærede hende min sølvnål til præstekraven. Jeg ville jo aldrig få brug for den. Ikke i folkekirken, heller ikke i den katolske Kirke, for jeg måtte jo sluge den kamel, der hedder, at kvinder ikke kan være præster i den katolske Kirke. Det var hårdt, men en af de priser, der måtte betales. Den største måske. Men på vejen hjem faldt der en forunderlig ro over mig. Jeg vidste, at nu kunne jeg godt blive katolik. Det var sådan, det var. Det var sådan, det skulle være. Det var det, der var det rigtige for mig.

Sådan en ro er en stor gave. Præsten, som jeg gik til undervisning hos, fornemmede uden tvivl den nye ro i mig, og vi begyndte at tale om, hvornår jeg skulle optages i Kirken.

Så kom dagen. Den 23. januar 2005. Jeg var nervøs samtidig med, at jeg havde glædet mig til dagen. I optagelsesritualet står der bl.a.: “Gud, som har ført dig hertil, tager selv imod dig i den katolske Kirke”. De ord tog mig om hjertet. Jeg syntes, det var Gud, som havde ført mig hertil, og da jeg blev optaget, ja, da syntes jeg også, at det var Gud, som tog imod mig. Det er ikke blot et andet land, jeg er kommet til. Jeg er kommet hjem!

Offentliggjort efter aftale med Katolsk Forlag, Lillian Kristensen og bogens redaktør Marguerita Olga Hvid Spangnsberg.

VIDEO – En samtale med Lillian Kristensen

Lillian Kristensen er født i 1957, voksede op i Indre Mission, hvor troen var naturlig, men Gud blev fjern og udtryksløs. På lærerseminariet og senere som teologistuderende begyndte hun at opdage, at der fandtes andre måder at forstå Gud på. Mødet med Taizé og den katolske spiritualitet udvidede hendes tro og gav hende en fornemmelse af Guds nærvær som noget større end de snævre rammer, hun kendte. Som præst i folkekirken oplevede hun efterhånden den lutherske teologi som begrænsende og fandt ny åndelig dybde i katolsk liturgi og fællesskab. Efter en lang indre kamp og erkendelsen af, at hun ikke længere kunne være folkekirkelig præst, blev hun den 23. januar 2005 optaget i Den katolske Kirke — med følelsen af endelig at være kommet hjem.

Køb bogen på Katolsk Forlag

Vi har religionsfrihed i Danmark, og hvert år er der mennesker, der vælger at skifte tro. Nogle af dem tilslutter sig den katolske Kirke, der på verdensplan omfatter mere end en milliard mennesker, men i Danmark er et mindretal, som de fleste ikke ved så meget om ud over den dårlige omtale! For mange konvertitter er det et stort skridt og en omvæltning, for andre en naturlig vækst, og alle vil møde spørgsmålet: Hvorfor blev du egentlig katolik? Denne bog samler tyve beretninger, skrevet af meget forskellige mennesker, om den eksistentielle rejse, der endte med at føre dem hjem til den katolske Kirke.

Marguerita Olga Hvid Spangsberg er født i 1984 og cand.mag. i nordisk sprog & litteratur ved Aarhus Universitet. Hun har arbejdet som skribent samt med kommunikation og undervisning i forskellige organisationer. Hun er selv konvertit, gift og bor i Randers.

“De enkelte beretninger er alle velskrevne og vil være af interesse for både dem, der står i en lignende situation og for dem der, ligegyldigt fra hvilken baggrund, overvejer at træde fuldt ind på katolicismens vej.”

(Lektørudtalelse, DBC)

Køb bogen her