Der er ikke ikke noget højre og venstre i Kirken – der er Kirkens Lære

Politiske kategorier som højre og venstre bruges ofte om katolikker. Men passer de egentlig på Kirken? Og hvorfor er spændingerne mellem såkaldt konservative og progressive blevet så synlige i de seneste årtier?

Den Katolske Kirke er ældre end både moderne demokrati, socialisme og liberalisme. Alligevel beskrives den ofte som delt mellem højre- og venstrefløje. Skellet siger imidlertid ofte mere om samtidens politiske kultur end om Kirkens egen selvforståelse. Samtidig rejser det spørgsmålet, hvorfor disse modsætninger er blevet så fremtrædende siden Det Andet Vatikankoncil.

En politisk skelnen i en ikke-politisk institution

I den politiske verden giver det mening at tale om højre og venstre. Begreberne opstod under den franske revolution og har siden været knyttet til forskellige syn på økonomi, samfund og stat. Men Den Katolske Kirke blev ikke grundlagt som et politisk parti. Dens opgave er ikke at repræsentere en bestemt ideologi, men at forkynde evangeliet og bevare den tro, som den mener er overleveret fra Kristus gennem apostlene.

Derfor vil mange katolikker hævde, at der egentlig ikke findes noget højre og venstre i Kirken. Der findes Kirkens lære, dens sakramenter og dens tradition. En katolik kan naturligvis have forskellige politiske holdninger, men troslæren er ikke genstand for flertalsafgørelser eller ideologiske forhandlinger. Alligevel hører man ofte betegnelser som konservativ, progressiv, liberal eller traditionel. Hvordan er det sket?

En gammel spænding i ny forklædning

På en måde er spændingen ikke ny. Allerede i Det Nye Testamente møder vi konflikter om, hvordan Kristi budskab skal forstås og leves. Gennem Kirkens historie har der været diskussioner om liturgi, disciplin, teologi og forholdet til den omgivende kultur. Men disse diskussioner blev normalt ikke beskrevet som højre og venstre. Oftere handlede de om forholdet mellem ortodoksi og vranglære, mellem tradition og fornyelse eller mellem forskellige teologiske skoler.

Der har altid været katolikker, som ønskede at tilpasse sig tidens strømninger mere end andre. Og der har altid været katolikker, som lagde vægt på kontinuitet og forsigtighed over for forandringer. På den måde er spændingen gammel. Men sproget er nyt.

Cafeteria-katolikker og beton-katolikker

I nyere tid er der opstået en række etiketter, som ofte bruges polemisk. “Cafeteria-katolik” bruges om mennesker, der accepterer nogle dele af Kirkens lære, men afviser andre. Som i en selvbetjeningsrestaurant vælger man det, man kan lide, og lader resten stå. I den anden ende findes betegnelser som “beton-katolik” eller “fundamentalist”. Her er kritikken, at nogle katolikker forsvarer traditionen så hårdt, at de bliver ufølsomme over for menneskelige og pastorale hensyn.

Begge etiketter er karikaturer. Virkeligheden er som regel mere nuanceret. De fleste katolikker befinder sig et sted mellem disse yderpunkter og forsøger ærligt at leve troen i en kompliceret verden.

Koncil og kulturrevolution

Mange af nutidens spændinger kan spores tilbage til Det Andet Vatikankoncil. Koncilet ønskede ikke at ændre Kirkens tro, men at præsentere den på en måde, som kunne tale til den moderne verden. Liturgien blev reformeret, dialogen med andre kristne og religioner blev styrket, og Kirken begyndte at bruge et mere pastoralt sprog. For nogle katolikker var dette en nødvendig og frugtbar fornyelse. For andre blev koncilet begyndelsen på en periode med forvirring, hvor grænserne mellem trofast udvikling og egentlige brud med traditionen blev uklare.

Hvis man vil forstå de moderne konflikter i Kirken, er det samtidig svært at komme uden om 1968. Studenteroprør, seksuel frigørelse, autoritetskritik og kulturel revolution forandrede hele den vestlige verden. Også mange præster, teologer og ordensfolk blev påvirket af tidens idéer. Pludselig blev spørgsmål om seksualitet, præsteembedet, autoritet, moral og familie centrale konfliktfelter. For nogle katolikker blev Kirkens traditionelle lære et værn mod en kultur i hastig opløsning. For andre blev den samme lære opfattet som en hindring for nødvendige reformer. På den måde begyndte samtidens politiske kategorier gradvist at trænge ind i kirkelige debatter.

Problemet med højre og venstre

Der er imidlertid et grundlæggende problem ved at anvende politiske etiketter på Kirken. En katolik kan være konservativ i spørgsmål om ægteskab og abort, men samtidig være stærkt engageret i social retfærdighed, fattigdomsbekæmpelse og omsorg for migranter. En anden kan være progressiv i liturgiske spørgsmål, men samtidig fastholde klassisk katolsk moral.

Kirkens sociale lære passer sjældent ind i moderne partipolitiske kategorier. Når paver forsvarer livet fra undfangelse til naturlig død, bliver de ofte kaldt konservative. Når de taler om de fattige, gældseftergivelse eller miljøansvar, bliver de kaldt progressive. Men de gør i virkeligheden blot det samme: De anvender Kirkens lære på forskellige områder af menneskelivet.

Mere katolsk end ideologisk

Den dybeste udfordring for Kirken er derfor ikke kampen mellem højre og venstre. Den er snarere fristelsen til at gøre evangeliet til en ideologi. Når katolikker begynder at identificere sig mere med politiske lejre end med Kirkens tro, risikerer de at læse evangeliet gennem samtidens briller i stedet for at lade evangeliet udfordre samtidens ideologier.

Den katolske tradition har altid insisteret på, at Kirken hverken er højre- eller venstreorienteret. Den står i stedet under Kristus og hans lære. Det betyder ikke, at alle spørgsmål er enkle, eller at der ikke findes legitime uenigheder. Men det betyder, at målet ikke er at vinde en ideologisk kamp. Målet er at være tro mod den tro, Kirken mener at have modtaget.

Og netop derfor vil mange katolikker fortsat hævde, at der i sidste ende ikke findes noget højre og venstre i Kirken. Der findes kun den vedvarende opgave at forstå, leve og videregive Kirkens lære i hver ny generation.

-karn