Cuba – et katolsk land der kæmper for at overleve

Den katolske tro blev trængt tilbage af revolutionen. Mere end seks årtier senere er Kirken stadig på øen

Cuba forbindes med revolutionen, Fidel Castro og mere end seks årtiers kommunistisk styre. Men Cuba er også et land med dybe katolske rødder. I dag står Kirken midt i en alvorlig social og økonomisk krise, hvor fattigdom, mangel på mad og medicin og et nedslidt samfund præger millioner af menneskers hverdag.

Når man siger Cuba, ser mange først revolutionen for sig. Fidel Castro, Che Guevara, de gamle amerikanske biler i Havanas gader, kommunismen og den langvarige konflikt med USA er blevet en del af verdens billede af øen. Men under den politiske historie ligger en langt ældre historie. Cuba blev kristnet gennem den spanske kolonisering, og katolsk tro, kirker, helgener, Mariafester og religiøse traditioner har gennem århundreder været en del af cubansk kultur. Revolutionen i 1959 kunne trænge Kirken tilbage fra store dele af det offentlige liv, men den kunne ikke udslette dens tilstedeværelse i det cubanske folk. Det bliver tydeligt i disse år, hvor det cubanske samfund befinder sig i en dyb krise. En undersøgelse offentliggjort i august 2026 viser, at 94 procent af de adspurgte cubanere lever i ekstrem fattigdom, otte ud af ti har måttet springe et måltid over på grund af mangel på penge eller mad, og 95 procent vurderer regeringens økonomiske og sociale indsats negativt. Bag tallene findes mennesker, der ikke ved, hvad de skal spise næste dag, syge, der ikke kan skaffe deres medicin, og familier, som er afhængige af hjælp fra slægtninge i udlandet.

Et katolsk land under kommunismen

At kalde Cuba et katolsk land betyder ikke, at flertallet af cubanerne nødvendigvis går regelmæssigt til messe. Årtiers kommunistisk styre har sat dybe spor, afro-cubanske religiøse traditioner spiller en betydelig rolle, protestantiske kirker er vokset, og mange cubanere har ingen fast kirkelig tilknytning. Betegnelsen handler først og fremmest om historie og kultur. Cubas nationale historie kan vanskeligt forstås uden den katolske tro, og et af de stærkeste udtryk for forbindelsen mellem tro og nation er Nuestra Señora de la Caridad del Cobre – Vor Frue af Barmhjertigheden fra El Cobre – Cubas skytshelgen. Hendes billede findes ikke alene i kirkerne. Hun har gennem generationer været en del af cubanernes nationale og religiøse bevidsthed, også blandt mennesker, hvis forhold til Kirken er løst. Efter revolutionen blev denne katolske arv udsat for et voldsomt politisk pres. Katolske skoler blev nationaliseret, kirkelige institutioner mistede deres handlefrihed, præster forlod eller blev tvunget ud af landet, og åbent troende kunne møde begrænsninger i uddannelse og arbejdsliv. Den marxistiske stat betragtede religionen som noget, der tilhørte en tidligere samfundsorden. Det nye socialistiske Cuba skulle bygges uden Kirkens gamle plads i samfundet.

Kirken forsvandt imidlertid ikke. Den mistede institutionel magt og blev langt mindre synlig, men fortsatte i sognene, familierne, dåben, messen, Mariafromheden og det personlige bønsliv. Forholdet mellem staten og Kirken blev senere mindre konfrontatorisk, og Johannes Paul II’s historiske besøg på Cuba i 1998 blev et vendepunkt. Benedikt XVI fulgte efter i 2012 og pave Frans i 2015. De pavelige besøg viste både omverdenen og cubanerne selv, at Kirken fortsat var en del af landet. Den fik efterhånden større plads, men aldrig den frihed til at drive skoler, hospitaler, plejehjem og omfattende sociale institutioner, som den har i mange andre lande. Det får en særlig betydning nu, fordi behovet for sådanne institutioner vokser samtidig med, at staten har stadig vanskeligere ved at opretholde de mest grundlæggende funktioner.

Når køleskabet er tomt

Den aktuelle krise kan let forsvinde i statistikken, fordi næsten alle tallene er voldsomme. Undersøgelsen bygger på 1.318 interviews fra alle landets 15 provinser samt Isla de la Juventud. 68 procent af de adspurgte husstande har en månedlig indkomst på under 20.000 cubanske pesos, og 80 procent fortæller, at de har måttet undvære morgenmad, frokost eller aftensmad på grund af pengemangel eller mangel på fødevarer. Det betyder i praksis en hverdag, hvor familien må bruge store kræfter på at skaffe ris, olie, æg, sæbe og medicin, hvor ældre mennesker kan stå uden den behandling, de behøver, og hvor penge eller pakker fra slægtninge i USA og andre lande kan være afgørende for, om familien klarer sig. Strømafbrydelser er blevet en del af dagligdagen, boliger forfalder, og vandforsyning, affaldsindsamling og sundhedsvæsen er hårdt belastet. 47 procent af boligerne har behov for reparationer, 25 procent for akutte reparationer, og syv procent vurderes at være i fare for sammenstyrtning. Samtidig vurderer 95 procent af de adspurgte elektricitetssystemets tilstand som dårlig.

Det gør situationen særlig alvorlig for et styre, der gennem årtier har begrundet sin eksistens med blandt andet sundhedsvæsen, uddannelse og social sikkerhed. Den cubanske befolkning har levet med meget begrænset politisk frihed, mens staten har fremstillet den sociale tryghed som revolutionens store resultat. Når elektriciteten forsvinder i timevis, apotekerne mangler medicin, hospitalerne er pressede og familier må springe måltider over, rammes noget centralt i denne fortælling. Cubas problemer skyldes ikke én enkelt faktor. Den amerikanske embargo har haft økonomiske konsekvenser, Sovjetunionens sammenbrud fjernede en afgørende støtte, og senere forbindelser til blandt andet Venezuela har heller ikke kunnet sikre landet mod nye kriser. Men det cubanske politiske og økonomiske system har samtidig haft mere end seks årtier til at indfri revolutionens løfter, og den nuværende nød kan ikke forstås uden også at se på statens styring af økonomien og dens begrænsning af privat initiativ og politisk frihed.

Kirken kan ikke erstatte staten

Midt i denne virkelighed findes den katolske Kirke. Ikke som en velstående institution, der kan overtage de funktioner, staten ikke længere magter, men som sogne, præster, ordensfolk og lægfolk, der forsøger at hjælpe mennesker omkring sig. Den cubanske katolske lægmand og forfatter Osvaldo Gallardo, som i dag lever i USA og fortsat har tæt kontakt med familie og venner på øen, fortæller, at Kirken og andre kristne samfund fordeler hjælp, blandt andet forsyninger sendt fra udlandet. For nogle cubanere kan et ordentligt måltid eller nødvendig medicin være kommet gennem Kirken. Men Kirken er selv fattig og afhængig af hjælp udefra. Den har heller ikke frihed til uden videre at opbygge det sociale netværk, som situationen kalder på. Gallardo peger på, at Kirken ikke frit kan oprette folkekøkkener eller drive plejehjem i det omfang, behovet kræver, og at de institutioner, der eksisterer, arbejder under tæt statslig kontrol.

Alligevel er Kirkens betydning større end antallet af madpakker eller medicinforsendelser. Gallardo beskriver kirken som et sted, hvor mennesker kan finde trøst, en hjælpende hånd og nogen, der lytter. Det kan forekomme beskedent over for en national økonomisk krise, hvor millioner mangler helt grundlæggende fornødenheder. For den enkelte er det anderledes konkret. Et menneske, der ikke ved, hvad familien skal spise næste dag, møder ikke først fattigdommen som et økonomisk begreb. Den mærkes ved køkkenbordet, på apoteket og i mørket under endnu en strømafbrydelse. Her kan et måltid, den nødvendige medicin, en præst, der kommer på besøg, eller et andet menneske, der bliver siddende og lytter, være forskellen mellem fuldstændig ensomhed og oplevelsen af stadig at høre til blandt andre.

Troen overlevede revolutionen

Revolutionen ville skabe et nyt samfund og et nyt menneske. Religionen skulle efter den marxistiske forståelse efterhånden miste sin betydning, når den gamle samfundsorden forsvandt, og socialismen skabte uddannelse, lighed og materiel sikkerhed. Mere end seks årtier senere befinder den cubanske stat sig i en alvorlig økonomisk og social krise, mens den Kirke, der blev betragtet som et levn fra fortiden, stadig findes på øen. Det er ikke en fortælling om Kirkens politiske sejr. Den katolske Kirke på Cuba er svag sammenlignet med staten, har begrænsede økonomiske ressourcer og arbejder fortsat inden for rammer, den ikke selv bestemmer. Men den blev ikke væk. Skoler kunne nationaliseres, kirkelige institutioner kunne begrænses, præster kunne fordrives, og troende kunne holdes ude fra bestemte dele af samfundslivet. Troen fortsatte alligevel i familierne, i sognene, foran billederne af Maria, ved døbefonten, omkring alteret og i den personlige bøn.

Samtidig viser den aktuelle undersøgelse, hvor lidt tillid der er tilbage til den politiske ledelse. 95 procent af de adspurgte vurderer regeringens økonomiske og sociale ledelse negativt, mens 76 procent ønsker både politiske og økonomiske forandringer. Kun syv procent peger på ophævelsen af den amerikanske embargo som den vigtigste nødvendige ændring. Det er bemærkelsesværdige tal i et land, hvor staten gennem generationer har haft kontrol over store dele af det offentlige rum. De fortæller ikke, hvad der kommer efter det nuværende system, eller hvornår en forandring kan finde sted. De fortæller, at den gamle revolutionære fortælling har mistet sin overbevisningskraft hos en meget stor del af befolkningen. Kirken står ikke med et politisk program, der kan erstatte kommunismen. Dens opgave er en anden: at fastholde menneskets værdighed, hjælpe hvor det er muligt og bevare et rum, hvor mennesket ikke alene forstås som borger, arbejdskraft eller modtager af statens ydelser.

Håbet, der ikke kan rationeres

Den kristne tro lover ikke Cuba, at fattigdommen forsvinder, at et politisk system bryder sammen, eller at næste generation får et lettere liv. Den lover heller ikke den enkelte beskyttelse mod sult, sygdom og lidelse. Det kristne håb er ikke en prognose for Cubas politiske fremtid. Hos Gallardo får denne forskel en næsten brutal enkelhed. Efter beskrivelserne af sult, sygdom, desperation og politisk afmagt siger han, at han stadig har håb, men at dette håb ikke ligger i nogen menneskelig begivenhed, han i øjeblikket kan se for sig. Han håber på, at Gud, historiens Herre, vil se på Cuba med barmhjertighed.

Her mødes Cubas nutid og landets katolske historie. Staten kunne ændre institutionerne, lukke skolerne, begrænse Kirken og kontrollere det offentlige rum, men troen levede videre steder, som staten vanskeligere kunne nå: i familiernes erindring, i bønnen, i Mariafromheden, i messen og i mennesker, der fortsatte med at betragte sig som del af Kirken. I dag viser Cubas katolske arv sig ikke først og fremmest gennem magt, rigdom eller store institutioner. Den viser sig i en fattig Kirke, der bliver stående blandt mennesker, som ofte er endnu fattigere. Det er en beskeden position sammenlignet med den plads, Kirken engang havde i landet, men det er også en position, kristendommen kender fra sin egen historie.

Mad kan rationeres. Medicinen kan slippe op, og elektriciteten kan forsvinde.

Det kristne håb er vanskeligere at rationere.

-karn