Palæstinensiske kristne lever under voksende pres

Kristne palæstinensere på Vestbredden frygter et voksende pres fra israelske bosættere.

I Taybeh på Vestbredden lever et af Det Hellige Lands gamle palæstinensiske kristne samfund. Efter en række angreb fra israelske bosættere vokser frygten for landsbyens fremtid. Søndag den 16. august krævede pave Leo XIV volden mod den palæstinensiske civilbefolkning standset og opfordrede det internationale samfund til at arbejde for en retfærdig og varig fred.

»Jeg fornyer min appel om en ende på den igangværende vold mod den palæstinensiske civilbefolkning på Vestbredden,« sagde paven til pilgrimme og besøgende, der var samlet uden for paveboligen. Leo XIV opfordrede samtidig det internationale samfund til at øge den diplomatiske og mæglende indsats og arbejde hen imod en politisk løsning. Han fremhævede igen tostatsløsningen som vejen til »en retfærdig og varig fred«. Pavens appel gjaldt den palæstinensiske civilbefolkning som helhed og ikke de kristne særskilt, men ordene falder på et tidspunkt, hvor situationen for de kristne i Taybeh har fået stigende international og kirkelig opmærksomhed.

En kristen landsby under pres

Taybeh ligger i Ramallah-højlandet på den palæstinensiske Vestbred og regnes for den sidste palæstinensiske landsby med en helt kristen befolkning. Indbyggerne tilhører især den græsk-ortodokse kirke, den latinske katolske kirke og den melkitiske græsk-katolske kirke. I mange år var landsbyen kendt som et forholdsvis roligt centrum med kirker, lokale virksomheder og arkæologiske levn, der vidner om områdets lange historie. I den kristne tradition forbindes Taybeh med det bibelske Efraim, hvor Johannesevangeliet fortæller, at Jesus trak sig tilbage sammen med disciplene kort før sin lidelse og død: »Derfor færdedes Jesus ikke mere offentligt blandt jøderne, men drog bort derfra til egnen nær ørkenen, til en by, som hedder Efraim« (Joh 11,54).

I de seneste måneder er situationen blevet mere urolig. Indbyggerne har berettet om stadig hyppigere indtrængen og voldelige episoder med israelske bosættere, og i sidste uge erklærede det israelske militær Taybeh for en lukket militærzone. Ifølge en talsmand for militæret gælder restriktionen israelere og blev indført for at beskytte områdets beboere efter flere voldelige angreb begået af israelere. Den forklaring har dog ikke fjernet bekymringen blandt kirkelige ledere. Hjælpebiskop James Curry af Westminster, der har et særligt ansvar for Det Hellige Land på vegne af den katolske bispekonference i England og Wales, har erklæret sig dybt bekymret og påpeget, at det langt fra er klart, om lukningen reelt vil give landsbyens befolkning den nødvendige beskyttelse.

»Vi føler os glemt«

For de kristne i Taybeh handler situationen om mere end enkelte voldsepisoder. Den latinske sognepræst, fader Bashar Fawadleh, har over for Vatican News beskrevet et vedvarende pres, der efter hans opfattelse har til formål at gøre livet så usikkert, at palæstinensiske familier til sidst forlader deres jord. Han fortæller om intimidering, problemer omkring ejendomme og jord samt forsøg på at udvide bosættelser i området. »Det er en bevidst chikanestrategi, der har til formål at skabe et klima af frygt og presse palæstinensiske familier til at forlade deres jord,« siger præsten. Hans beskrivelse er alvorlig: »Vi føler os glemt, og vi føler os helt alene.«

Fader Bashar peger samtidig på, at de juridiske muligheder for at beskytte lokalbefolkningen efter hans vurdering er begrænsede og sjældent effektive. Derfor efterlyser han international tilstedeværelse og politisk pres samt konkret beskyttelse af civile. Bekymringen er heller ikke opstået i løbet af de seneste uger. Allerede i juli 2025 udsendte den græsk-ortodokse patriark og den latinske patriark en fælles appel efter angreb omkring Taybeh. Her krævede de, at bosætterangreb mod landsbyen og andre palæstinensiske samfund på Vestbredden blev standset. Kirkelederne advarede samtidig mod en udvikling, hvor fortsat vold og usikkerhed gør det stadig vanskeligere for den kristne befolkning at blive boende.

Palæstinensere kan også være kristne

Betegnelserne palæstinenser og muslim bliver undertiden brugt, som om de betyder det samme, men palæstinensisk identitet er ikke knyttet til én religion. Der findes palæstinensiske muslimer og palæstinensiske kristne, ligesom der findes kristne arabere andre steder i Mellemøsten. De palæstinensiske kristne tilhører forskellige kirker og har gennem århundreder været en del af befolkningen i Jerusalem, Betlehem, Ramallah og andre dele af Det Hellige Land. De udgør i dag en lille minoritet, men deres historiske betydning er langt større, end deres antal antyder. Nogle af verdens ældste kristne menigheder findes i dette område, og gudstjenesteliv, klostre, skoler og kristne familier har været en del af Det Hellige Lands historie gennem generationer.

Det betyder også, at konflikten mellem israelere og palæstinensere ikke kan beskrives som en konflikt mellem jøder og muslimer. De palæstinensiske kristne lever med mange af de samme politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer som den øvrige palæstinensiske befolkning. Samtidig bærer de på en særlig bekymring: at den kristne tilstedeværelse i kristendommens eget historiske hjemland langsomt svinder ind. Udvandringen har gennem årtier reduceret antallet af kristne i området, og kirkelige ledere har gentagne gange advaret om, at usikkerhed, økonomiske vanskeligheder, begrænset bevægelsesfrihed og manglende fremtidsmuligheder får især yngre kristne til at søge et liv andre steder.

Mere end en lokal konflikt

Det er denne større historie, der gør Taybeh til noget andet end endnu et brændpunkt på Vestbredden. Hvis kristne familier til sidst opgiver landsbyen, er det ikke alene nogle hundrede eller tusinde mennesker, der skifter adresse. Endnu et gammelt kristent samfund i Det Hellige Land vil være blevet svækket. Kirkerne kan blive stående som historiske bygninger, men kristendommens tilstedeværelse i landet bæres først og fremmest af mennesker: familier, børn, præster og menigheder, der lever deres almindelige liv dér. Det er forskellen mellem et kristent mindesmærke og et levende kristent samfund.

Leo XIV’s appel søndag rakte ud over Taybeh. Han talte om volden mod hele den palæstinensiske civilbefolkning på Vestbredden og fastholdt samtidig nødvendigheden af diplomati, mægling og en politisk løsning, hvor israelere og palæstinensere kan leve i sikkerhed. For de kristne i Taybeh har de store diplomatiske ord imidlertid en meget konkret betydning. Det handler om, hvorvidt de fortsat kan dyrke deres jord, opdrage deres børn, fejre messen og begrave deres døde i den landsby, hvor kristne har levet gennem generationer. Derfor rammer fader Bashar Fawadlehs ord så præcist situationens alvor: De kristne i Taybeh ønsker ikke at blive husket, efter at de er forsvundet. De ønsker mulighed for at blive.

-karn