At lægge sin dag i Guds hænder er en gammel kristen øvelse. En morgenbøn, der tillægges Frans Xavier, viser, hvordan dagen kan begynde i tillid til Gud.
Bønnen begynder med korsets tegn og ender med et enkelt amen. Mellem begyndelsen og afslutningen står en række ord, som kræver en forklaring: forløsning, tilbedelse, helliggørelse, indvielse og forsyn. Bag dem findes erfaringer, som de fleste kender: skyld og tilgivelse, frygt og håb, behovet for at blive set og ønsket om ikke at stå alene med det, dagen bringer.
Morgenbøn af den hellige Frans Xavier
Når du vågner, gør korsets tegn og sig:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Jeg står op i min korsfæstede frelsers, Jesu Kristi navn, han som har forløst mig med sit dyrebare blod.
Jeg tilbeder dig, Gud Fader, som har skabt mig.
Jeg tilbeder dig, Gud Søn, som har forløst mig.
Jeg tilbeder dig, Hellige Ånd, som så mange gange har helliget mig og endnu gør det.
Jeg vier hele min dag til dig,
for din rene kærligheds skyld
og for din større æres skyld.
Jeg ved ikke, hvad der vil hænde mig i dag,
om det bliver noget godt eller dårligt,
om jeg bliver glad eller ked af det,
trøstet eller bedrøvet.
Alt som du vil det.
Jeg hengiver mig til dit forsyn.
Jeg underkaster mig alt, hvad du vil.
Amen.
At stå op i Kristi navn
»Jeg står op i min korsfæstede frelsers, Jesu Kristi navn, han som har forløst mig med sit dyrebare blod.« Sådan begynder bønnen. At stå op i Jesu navn vil sige at begynde dagen i tilknytning til ham. Den bedende ønsker, at Jesu måde at møde mennesker på skal sætte retningen for dagens handlinger, samtaler og beslutninger. Hans navn bliver et ståsted, før dagens krav melder sig.
Jesus kaldes »frelser«, et ord der sjældent bruges uden for kirken. Det betyder den, der fører mennesket ud af det, som binder og ødelægger: skyld, ondskab, selvoptagethed, fortvivlelse og frygten for døden. Kristus kommer mennesket i møde dér, hvor det ikke selv kan gøre fortiden ugjort eller ophæve følgerne af sine handlinger. Han åbner muligheden for tilgivelse og en ny begyndelse.
Det samme ligger i ordet »forløsning«. At forløse betyder at løse eller købe fri. I den kristne tro er mennesket forløst, når det ikke længere er overladt til sin skyld og afmagt. Det betyder ikke, at den troende bliver fejlfri, eller at alle følger af dårlige handlinger forsvinder. Et menneske må fortsat erkende sin skyld, bede om tilgivelse og forsøge at genoprette det, der blev ødelagt. Forløsningen betyder, at fejlen ikke behøver at være hele sandheden om mennesket. Der kan åbnes en vej videre.
Ordene om Kristi »dyrebare blod« kan virke voldsomme. I Bibelen står blodet for livet. Bønnen siger dermed, at Jesus ikke alene kom med en lære eller en samling gode råd. Han gav sit liv. Korset skal heller ikke forstås som en vred Guds krav om blod, før han kunne tilgive. I Jesus træder Gud selv ind i lidelsen, uretten og døden. Kristus svarer ikke på volden med mere vold, men med en kærlighed, der består, selv da han bliver afvist og dræbt. Blodet er dyrebart, fordi det er udtryk for et liv, der gives helt.
Skabt, forløst og stadig undervejs
Bønnens næste del henvender sig til Gud som Fader, Søn og Helligånd: »Jeg tilbeder dig, Gud Fader, som har skabt mig. Jeg tilbeder dig, Gud Søn, som har forløst mig. Jeg tilbeder dig, Hellige Ånd, som så mange gange har helliget mig og endnu gør det.« Det er ikke tre guder, men den ene Gud, som giver livet, kommer mennesket i møde i Jesus Kristus og fortsat virker i dets indre.
At være skabt betyder mere end at være blevet til på et bestemt tidspunkt. Det betyder, at livet er modtaget. Ingen har besluttet at blive født, skabt sin egen krop eller frembragt sin evne til at tænke og elske. Troen på Gud som skaber fortæller, at mennesket er ønsket og har værdi, før det har præsteret noget. Værdien afhænger hverken af helbred, arbejde, anseelse eller evnen til at klare sig selv.
At tilbede Gud er at anerkende dette. Gud har ikke brug for menneskets ros for at blive større. Tilbedelsen hjælper derimod mennesket til at se sig selv i det rette forhold til tilværelsen. Jeg har ansvar, men jeg har ikke kontrol over alt. Jeg har betydning, men verden afhænger ikke alene af mig. Tilbedelsen kan befri mennesket fra kravet om at skulle beherske livet og sikre sig mod enhver usikkerhed.
Helligånden siges at have »helliget« den bedende og stadig gøre det. At blive helliget er ikke at blive fejlfri eller hævet over andre mennesker. Det er at lade Guds kærlighed forme ens liv. Denne forandring viser sig i ærlighed, tålmodighed, mod, tilgivelse og omsorg. Den kan også vise sig som en indre uro, når man er på vej til at gøre noget, man ved er forkert, eller som en tilskyndelse til at sige undskyld, hjælpe et andet menneske eller tale imod uret. Ordene »endnu gør det« er væsentlige. Mennesket bliver aldrig færdigt med at lære at elske. Det er stadig undervejs.
En dag uden garantier
»Jeg vier hele min dag til dig«, fortsætter bønnen. At vie noget betyder at overdrage det til et bestemt formål. Når dagen vies til Gud, bliver den ikke fyldt med særlige religiøse handlinger. Arbejde, indkøb, måltider, samtaler, opvask og hvile forbliver almindelige dele af livet. De kan dog udføres i bevidstheden om, at også det hverdagslige har betydning. Et venligt svar, omhyggeligt arbejde, en opringning til en ensom eller tålmodighed med et besværligt menneske kan være en måde at give dagen til Gud på.
Dagen vies »for din rene kærligheds skyld og for din større æres skyld«. Guds ære handler ikke om berømmelse. Gud æres, når noget af hans godhed bliver synligt i et menneskes liv: når den svage beskyttes, sandheden bliver sagt, skyld tilgives, og et menneske nægter at behandle andre som midler for sine egne formål.
Bønnen bevæger sig derfra ind i den usikkerhed, som følger enhver ny dag: »Jeg ved ikke, hvad der vil hænde mig i dag, om det bliver noget godt eller dårligt, om jeg bliver glad eller ked af det, trøstet eller bedrøvet.« Ingen ved om morgenen, hvordan dagen ender. En besked kan bringe glæde eller sorg. En samtale kan ændre et forhold. Sygdom, uheld og tab kan ramme uden varsel. Bønnen lover ikke, at troen beskytter mod det smertefulde, og den giver heller ikke en forklaring på enhver lidelse. Den siger, at ingen del af dagen behøver at blive levet uden Gud.
Tillid er ikke opgivenhed
Ordene »Alt som du vil det« kan lyde, som om alt, hvad der sker, er besluttet af Gud. Sådan skal de ikke forstås. Ulykker, sygdom og menneskers onde handlinger skal ikke uden videre kaldes Guds vilje. Jesus helbredte syge, trøstede sørgende og gjorde modstand mod uret. Den, der lægger sin dag i Guds hænder, må fortsat søge læge, beskytte den udsatte, modsige uret og tage ansvar for sine valg.
Sætningen er en bøn om, at Guds kærlige vilje må få plads, uanset hvad dagen bringer. Hvis noget godt sker, vil den bedende tage imod det med taknemmelighed. Hvis noget smertefuldt sker, beder han om styrke til ikke at blive knust eller forbitret. Han kender ikke dagens forløb, men ønsker at møde det sammen med Gud.
»Jeg hengiver mig til dit forsyn«, lyder den næste linje. Guds forsyn betyder, at Gud ikke har glemt eller forladt sin skabning. Det er ikke en påstand om, at livet følger en skjult drejebog, hvor hver eneste ulykke er planlagt. Det er tilliden til, at intet menneske befinder sig uden for Guds omsorg, heller ikke når livet bryder sammen. Gud ophæver ikke altid lidelsen, men han forlader ikke mennesket i den. Hans omsorg kan komme gennem andre mennesker, gennem samvittigheden, gennem et uventet håb eller gennem den styrke, der gør det muligt at tage endnu et skridt.
Bønnen slutter med ordene: »Jeg underkaster mig alt, hvad du vil.« I vores sprog kan underkastelse forbindes med tvang og tab af værdighed. Her er der tale om en frivillig overgivelse. Den bedende opgiver hverken sin fornuft, sin frihed eller sit ansvar. Han erkender, at hans egen vilje ikke er den højeste målestok for alt.
Der er forskel på overgivelse og opgivenhed. Opgivenhed siger, at intet nytter. Overgivelse siger: Jeg vil gøre det, jeg kan, men jeg råder ikke over resultatet. Jeg tager ansvar for mine handlinger og lægger det, jeg ikke kan kontrollere, i Guds hænder.
Det afsluttende »Amen« betyder: Det står jeg ved. Jeg vil modtage livet som en gave, lade mig løse fra det, der binder mig, og lade Guds kærlighed forme den dag, der begynder. Morgenbønnen lover ingen dag uden smerte og usikkerhed. Den giver mennesket et sted at stå, når dagens hændelser endnu er ukendte. Før nyheder, telefoner og pligter kræver opmærksomheden, får den bedende lov til at huske, at han ikke skal gå ind i dagen alene.
-karn
FAKTA · BØNNENS ORD
Forløsning
At blive løst fra det, der binder mennesket: skyld, ondskab, fortvivlelse og frygten for døden. Forløsning betyder også, at et menneskes fejl ikke behøver at være hele sandheden om dets liv.
Frelser
En, der befrier og åbner en vej videre. I den kristne tro bruges ordet om Jesus Kristus, som fører mennesket tilbage til Gud og giver mulighed for tilgivelse og en ny begyndelse.
Kristi blod
I Bibelen står blodet for livet. Ordene om Kristi dyrebare blod betyder, at Jesus gav sit liv helt og holdent.
Tilbedelse
At anerkende Gud som Gud og samtidig erkende, at mennesket ikke selv er centrum for alt eller har kontrol over hele tilværelsen.
Helliggørelse
Den gradvise forandring, hvor Guds kærlighed får større plads i menneskets tanker, valg og handlinger. At blive helliget er ikke det samme som at blive fejlfri.
At vie dagen til Gud
At overdrage dagens arbejde, møder, glæder og vanskeligheder til Gud og forsøge at leve dem i kærlighed og ansvar.
Guds forsyn
Tilliden til, at Gud ikke har glemt eller forladt mennesket. Det betyder ikke, at enhver ulykke er planlagt af Gud, men at heller ikke lidelsen befinder sig uden for hans omsorg.
Amen
Et hebraisk ord, der kan gengives med: »Det står fast«, »det er sandt« eller »det står jeg ved«.
Korsets tegn
Korsets tegn udføres med højre hånd. Først føres hånden til panden, derefter til brystet, så til venstre skulder og til sidst til højre skulder. Samtidig siger man:
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Bevægelsen fra panden til brystet og fra skulder til skulder tegner et kors over kroppen. Ordene udtrykker troen på den ene Gud som Fader, Søn og Helligånd. Tegnet minder også om Jesu død på korset og viser, at den bedende lægger sine tanker, sit hjerte og sine handlinger i Guds hænder.
Bevægelsen kan også forstås som en lille fortælling om Gud. Hånden føres først til panden: Faderen, som er altings ophav. Derefter bevæges den ned til brystet eller hjertet: Sønnen, som kom fra himlen og blev menneske iblandt os. Til sidst føres hånden fra skulder til skulder: Helligånden, som forbinder Faderen og Sønnen i kærlighed og skaber fællesskab mellem mennesker. Korsets tegn bliver dermed både en bekendelse til Gud som Fader, Søn og Helligånd og en påmindelse om, at Guds kærlighed skal bevæge sig videre fra menneske til menneske.
Korsets tegn bruges blandt andet ved begyndelsen og afslutningen af en bøn, ved indgangen til en kirke, under messen og som en kort bøn i løbet af dagen. Det kan udføres både offentligt og helt stille. I de østlige katolske kirker føres hånden normalt fra højre til venstre skulder.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
