Det ægteskab, Kirken ikke kan opløse

En katolik kan blive separeret og borgerligt skilt, men et gyldigt sakramentalt ægteskab består som udgangspunkt, så længe begge ægtefæller lever.

En separation eller borgerlig skilsmisse kan være både nødvendig og moralsk forsvarlig, når et samliv er blevet ødelæggende eller farligt. Men hvis ægteskabet blev gyldigt indgået og efter vielsen fuldbyrdet gennem ægteskabeligt samleje, består ægteskabsbåndet, selv om ægtefællerne ikke længere lever sammen. Kirken mener ikke at have myndighed til at opløse det, som Gud har sammenføjet.

Et løfte, som ikke kan trækkes tilbage

Når et ægteskab bryder sammen, taler vi normalt om skilsmisse, som om ordet dækkede hele virkeligheden. I den katolske ægteskabsordning er det nødvendigt at skelne mellem samlivet, den borgerlige ægteskabsordning og det ægteskabsbånd, som opstår ved et gyldigt kirkeligt ægteskab. Staten kan bringe ægteskabets borgerlige retsvirkninger til ophør. Den kan fastlægge forældremyndighed, samvær, boligforhold, underholdsbidrag, formue og gæld. Kirken anerkender, at en borgerlig skilsmisse kan være nødvendig for at beskytte den ene ægtefælle, børnene eller familiens juridiske og økonomiske forhold. Men staten kan efter katolsk opfattelse ikke opløse det sakramentale ægteskabsbånd. Dette bånd beror ikke alene på statens lovgivning eller på ægtefællernes fortsatte ønske om at leve sammen. Det afgørende er, om der fra begyndelsen blev indgået et gyldigt ægteskab.

Når en døbt mand og en døbt kvinde gyldigt har givet hinanden deres samtykke, og ægteskabet efter vielsen er blevet fuldbyrdet gennem ægteskabeligt samleje, er de bundet til hinanden, indtil døden skiller dem. At ægteskabet er fuldbyrdet, betyder i kirkeretten, at ægtefællerne efter vielsen har haft et ægteskabeligt samleje, som efter sin natur er egnet til at få børn. På kirkerettens latin kaldes det matrimonium ratum et consummatum – et gyldigt indgået og fuldbyrdet ægteskab. Kirkerettens canon 1141 fastslår, at et sådant ægteskab mellem døbte ikke kan opløses af nogen menneskelig magt eller af nogen anden grund end døden.

Det kan forekomme hårdt, når kærligheden er borte, eller når den ene ægtefælle er blevet svigtet og forladt. Kirkens lære begynder imidlertid ikke med kirkeretten. Den begynder med Jesu ord. Da farisæerne spørger Jesus, om en mand har lov til at skille sig fra sin hustru, fører han dem tilbage til skabelsen: »Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.« Derefter tilføjer han: »Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«

Ordene findes i Matthæusevangeliet 19 og tilsvarende i Markusevangeliet 10. Jesus afviser forestillingen om, at Moses’ tilladelse til skilsmisse udtrykker Guds oprindelige vilje. Tilladelsen blev givet på grund af menneskenes hårdhjertethed, siger han. Fra begyndelsen var manden og kvinden kaldet til at blive ét kød. Markusevangeliet gengiver Jesu konklusion uden omsvøb: Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende. Det samme gælder en kvinde, der forlader sin mand og gifter sig med en anden. I Første Korintherbrev viderefører Paulus denne lære: Hvis ægtefæller går fra hinanden, skal de forblive ugifte eller søge forsoning.

Matthæusevangeliet indeholder den såkaldte undtagelsesklausul, »bortset fra utugt«. I flere protestantiske traditioner er ordene blevet fortolket som en adgang til skilsmisse og nyt ægteskab efter utroskab. Det græske ord porneia er blevet fortolket på forskellige måder og kan blandt andet betegne et ulovligt ægteskabeligt forhold. Den katolske tradition har ikke forstået Matthæusevangeliets formulering som en tilladelse til at opløse et gyldigt ægteskab og indgå et nyt. Utroskab kan give grundlag for separation, men opløser ikke i sig selv ægteskabsbåndet.

Kirken opfatter uopløseligheden som en lære, den har modtaget fra Kristus, og ikke som en regel, den selv har indført og siden kan ændre. Hverken en pave, en biskop eller en kirkelig domstol kan tilsidesætte Jesu ord og opløse et gyldigt sakramentalt ægteskab, der er blevet fuldbyrdet gennem ægteskabeligt samleje.

Ægteskabet er en pagt

I det moderne samfund opfattes ægteskabet ofte som en juridisk og følelsesmæssig aftale mellem to mennesker. Når kærligheden eller samlivet ophører, kan aftalen opsiges. Den katolske forståelse går længere. Ægteskabet er en pagt, hvor manden og kvinden uden forbehold giver sig selv til hinanden. Kirkerettens canon 1055 beskriver ægteskabet som et livsfællesskab, der af sin natur er rettet mod ægtefællernes bedste og mod at få og opdrage børn. Mellem døbte er denne pagt samtidig et sakramente. Ægteskabets væsentlige egenskaber er enhed og uopløselighed, fastslår canon 1056.

Det Andet Vatikankoncil beskriver i Gaudium et spes ægteskabet som et inderligt fællesskab af liv og kærlighed, der opstår gennem en uigenkaldelig personlig samtykkehandling. Ægtefællerne overgiver og modtager hinanden, og der opstår en forbindelse, som ikke alene afhænger af deres skiftende følelser eller vilje. Ægtefællernes ja er således ikke et løfte om at forsøge, så længe forholdet fungerer. Det er et løfte om troskab i medgang og modgang, i sygdom og sundhed, alle livets dage.

Ægteskabet er samtidig et synligt tegn på Kristi troskab mod Kirken. Paulus sammenligner i Efeserbrevet forholdet mellem mand og hustru med forholdet mellem Kristus og Kirken. Kristus forlader ikke sin Kirke, når den svigter ham. Ægteskabets troskab skal afspejle denne kærlighed, som ikke trækkes tilbage, når den møder modstand. Katekismen lærer derfor, at ægteskabsbåndet er oprettet af Gud selv. Et gyldigt sakramentalt ægteskab, der er blevet fuldbyrdet gennem ægteskabeligt samleje, kan ikke opløses.

Det betyder ikke, at ethvert menneske, hvis ægteskab ender med en skilsmisse, har den samme moralske skyld. Der er forskel på den, der svigter og forlader sin familie, og den, der bliver forladt eller må flygte fra vold og overgreb. Den uskyldige ægtefælle har ikke nødvendigvis nogen moralsk skyld for skilsmissen, og den borgerlige skilsmisse kan være det eneste middel til at sikre nødvendige rettigheder og beskytte børnene.

Når samlivet bliver umuligt

Uopløselighed betyder ikke, at en ægtefælle skal blive boende sammen med et menneske, der udøver vold, begår overgreb, udsætter familien for alvorlig psykisk nedbrydning eller bringer børnene i fare. Kirken kræver ikke, at man bliver i et truende eller ødelæggende samliv for at bevise sin troskab mod ægteskabets sakramente. I sådanne tilfælde kan en separation være både nødvendig og moralsk forsvarlig.

Kirkeretten giver mulighed for separation, når en ægtefælle alvorligt bringer den anden eller børnene i fysisk eller psykisk fare eller på anden måde gør samlivet urimeligt vanskeligt. I en akut situation kan den truede ægtefælle forlade hjemmet med det samme. Ved utroskab kan den uskyldige part have ret til at afbryde samlivet, selv om Kirken opfordrer til tilgivelse og forsoning, når det er muligt og forsvarligt. Retten til separation efter utroskab afhænger af de konkrete forhold og kan blandt andet være berørt, hvis utroskaben allerede er blevet tilgivet eller accepteret.

En borgerlig skilsmisse kan være nødvendig for at få fastlagt forældremyndighed, samvær, underholdsbidrag, boligforhold og økonomiske forpligtelser eller for at opnå beskyttelse mod en voldelig ægtefælle. Den fraskilte katolik er ikke ekskommunikeret og bliver ikke i sig selv udelukket fra sakramenterne, fordi ægteskabet er endt med separation og borgerlig skilsmisse.

Johannes Paul II fremhævede i Familiaris consortio den særlige troskab hos mennesker, der uretfærdigt er blevet forladt, men som af hensyn til det bestående ægteskabsbånd undlader at indgå en ny forbindelse. De skal ikke betragtes som mennesker i udkanten af Kirken. De skal støttes af menigheden og har adgang til sakramenterne. Den borgerlige skilsmisse kan altså bringe samlivet til ophør, men den gør ikke i sig selv den fraskilte fri til at indgå et nyt ægteskab. Hvis det første ægteskab var gyldigt, består båndet, selv om ægtefællerne ikke længere kan leve sammen.

En ugyldighedserklæring opløser ikke ægteskabet

Når et ægteskab bryder sammen, kan der opstå tvivl om, hvorvidt det overhovedet blev gyldigt indgået. En kirkelig domstol kan da undersøge forholdene på det tidspunkt, hvor ægtefællerne gav hinanden deres samtykke. Domstolen opløser ikke et ægteskab, som engang var gyldigt. Den afgør, om en nødvendig forudsætning manglede fra begyndelsen.

Det, der ofte kaldes en kirkelig annullation, bør mere præcist kaldes en ugyldighedserklæring. Kirken gør ikke et ægteskab ugyldigt med tilbagevirkende kraft. Den fastslår efter en undersøgelse, at der aldrig opstod et gyldigt ægteskabsbånd. Forskellen er afgørende. En kirkelig domstol kan ikke ophæve et gyldigt ægteskab, fordi det senere blev ulykkeligt. Den kan alene undersøge, om ægteskabet var gyldigt fra begyndelsen.

Et ægteskab kan være ugyldigt, hvis en af parterne ikke havde den nødvendige dømmekraft til at forstå ægteskabets væsentlige rettigheder og forpligtelser, eller hvis personen på grund af alvorlige psykiske forhold ikke var i stand til at påtage sig dem. Det kan også være ugyldigt, hvis samtykket blev fremtvunget ved alvorlig frygt, hvis en af parterne bevidst udelukkede troskab, børn eller ægteskabets livsvarige karakter, eller hvis samtykket blev opnået gennem alvorligt bedrag. Der kan desuden have eksisteret en kirkeretlig hindring. Den ene kan allerede have været bundet af et tidligere ægteskab, eller et ægteskab med en katolik kan være blevet indgået uden den foreskrevne kirkelige form og uden den nødvendige dispensation.

Hverken barnløshed eller sterilitet gør i sig selv et ægteskab ugyldigt. Kirkeretten fastslår udtrykkeligt, at sterilitet hverken forbyder eller ugyldiggør et ægteskab. Det samme gælder, hvis en ægtefælle lader sig sterilisere efter vielsen: Sterilisationen opløser ikke ægteskabsbåndet og giver ikke automatisk den anden ægtefælle ret til en kirkelig skilsmisse eller til at indgå et nyt ægteskab.

En direkte sterilisation, der vælges for at forhindre børn, strider mod Kirkens lære og kan være et alvorligt svigt af den anden ægtefælle, især hvis beslutningen træffes uden dennes viden. Dette skal skelnes fra en nødvendig behandling af en alvorlig sygdom, hvor tabet af frugtbarheden ikke er formålet, men en uønsket følge af behandlingen. En sterilisation foretaget efter vielsen gør ikke med tilbagevirkende kraft ægteskabet ugyldigt, men den kan indgå i vurderingen af, hvad personen allerede ville, da samtykket blev givet.

Hvis en sterilisation blev skjult før vielsen, kan en kirkelig domstol undersøge, om den anden part blev udsat for et alvorligt bedrag om et forhold, der efter sin natur kunne forstyrre ægteskabet alvorligt. Sagen kan også være relevant, hvis personen allerede ved vielsen havde besluttet aldrig at få børn og bevidst udelukkede ægteskabets åbenhed for børn. Det er ikke selve steriliteten, der i så fald gør ægteskabet ugyldigt. Det mulige problem ligger i bedraget eller i det mangelfulde samtykke. En sterilisation foretaget efter vielsen kan være et tegn på, at beslutningen om at udelukke børn fandtes fra begyndelsen, men den er ikke i sig selv et tilstrækkeligt bevis.

Det er heller ikke tilstrækkeligt, at ægteskabet blev ulykkeligt, at ægtefællerne voksede fra hinanden, eller at den ene senere var utro. Senere handlinger kan være tegn på, hvad en person ville eller var i stand til, da ægteskabet blev indgået, men det afgørende er samtykket og forudsætningerne på vielsestidspunktet.

En ugyldighedserklæring betyder ikke, at forholdet, børnene eller de fælles år var uden betydning. Børn født i et ægteskab, der senere erklæres ugyldigt, er fuldt ud legitime. Afgørelsen angår alene, om det bindende ægteskabelige samtykke var til stede fra begyndelsen.

Pave Frans forenklede i 2015 behandlingen af ugyldighedssager med dokumentet Mitis Iudex Dominus Iesus. Formålet var at gøre processen mere tilgængelig og mindre langvarig uden at ændre læren om ægteskabets uopløselighed. Der findes både en almindelig proces og, i særligt klare sager, en kortere proces under biskoppens ansvar. Udgangspunktet er fortsat, at et indgået ægteskab anses for gyldigt, indtil det modsatte er bevist.

De særlige tilfælde

Det er vigtigt at formulere Kirkens lære præcist. Det er ikke ethvert ægteskab, som under alle omstændigheder kun kan opløses ved døden. Det absolut uopløselige er et gyldigt sakramentalt ægteskab mellem to døbte, som efter vielsen er blevet fuldbyrdet gennem ægteskabeligt samleje.

Et gyldigt sakramentalt ægteskab, som aldrig er blevet fuldbyrdet gennem ægteskabeligt samleje, kan i ganske særlige tilfælde opløses af paven efter en kirkelig undersøgelse. Det kræver en retfærdig grund og kan ske efter anmodning fra begge ægtefæller eller fra den ene, selv om den anden ikke ønsker opløsningen.

Et ægteskab, hvor mindst den ene af parterne ikke var døbt, kan være gyldigt, men er ikke sakramentalt. Et sådant ægteskab kan under bestemte betingelser opløses til fordel for troen. Her findes blandt andet det paulinske privilegium, som bygger på Første Korintherbrev 7,12-15. Hvis to udøbte har været gift, og den ene senere bliver døbt, kan ægteskabet i visse tilfælde opløses, hvis den udøbte part forlader den døbte eller nægter at leve fredeligt sammen uden at krænke dennes tro. Det forudsætter samtidig, at den døbte ikke efter sin dåb selv har givet den anden en retfærdig grund til at forlade samlivet.

Der findes også en beslægtet kirkelig ordning, der almindeligvis kaldes opløsning til fordel for troen eller det petrinske privilegium. Her kan paven i bestemte tilfælde opløse et ikke-sakramentalt ægteskab. Disse muligheder er ikke skilsmisser fra gyldige og fuldbyrdede sakramentale ægteskaber. De gælder ægteskaber, som ikke både er sakramentale og fuldbyrdede. Når en ægtefælle dør, ophører ægteskabsbåndet, og den efterlevende er fri til at gifte sig igen, hvis der ikke findes andre hindringer.

Den fraskilte i et nyt forhold

Det vanskeligste pastorale spørgsmål opstår, når en borgerligt fraskilt katolik har indgået et nyt borgerligt ægteskab uden først at have fået en kirkelig ugyldighedserklæring. Personen er ikke udstødt af Kirken. Han eller hun er fortsat døbt og skal opfordres til at deltage i messen, høre Guds ord, bede, tage del i menighedens liv, udøve næstekærlighed og lade børnene vokse op i troen. Det nye forhold kan dog ikke anerkendes som et sakramentalt ægteskab, hvis det første ægteskabsbånd stadig består.

Johannes Paul II fastholdt i Familiaris consortio, at borgerligt gengifte som udgangspunkt ikke kan modtage kommunion, så længe de lever sammen som mand og hustru. Deres livssituation står objektivt i modsætning til den uopløselige forbindelse mellem Kristus og Kirken, som eukaristien er tegn på. Hvis alvorlige hensyn, eksempelvis omsorgen for børn, gør det umuligt at gå fra hinanden, kan de modtage sakramenterne, hvis de angrer og forpligter sig til at leve i seksuel afholdenhed.

Pave Frans ændrede ikke læren om ægteskabets uopløselighed i Amoris laetitia. Han understregede, at menneskers situationer og grader af personligt ansvar kan være forskellige. Den, der lever i et nyt forhold, skal derfor ikke mødes med en automatisk dom, men ledsages gennem en samvittighedsfuld og kirkeligt forankret skelnen sammen med en præst. Ansvar for børn, frygt, afhængighed, manglende frihed og risikoen for at påføre andre alvorlig skade kan have betydning for den enkeltes moralske ansvar og mulighed for at handle anderledes.

Troslæredikasteriet bekræftede i 2023, at retningslinjerne fra biskopperne i Buenos Aires, som pave Frans godkendte som en autentisk fortolkning af Amoris laetitia, i visse konkrete tilfælde kan åbne mulighed for adgang til forsoningens sakramente og eukaristien, også når fuldstændig afholdenhed ikke umiddelbart kan gennemføres. Det er ikke en almindelig tilladelse til kommunion for alle borgerligt gengifte. Det er heller ikke en kirkelig anerkendelse af det andet forhold som et nyt sakramentalt ægteskab. Der er tale om en personlig og pastoral skelnen, hvor Kirkens lære, den konkrete livssituation, samvittigheden og graden af personligt ansvar må tages alvorligt. En sådan afgørelse kan ikke reduceres til den enkeltes private vurdering løsrevet fra Kirken.

Kirkelig ledsagelse betyder ikke, at alle valg erklæres rigtige. Den skal hjælpe det enkelte menneske til omvendelse, ansvar og størst mulig troskab mod Gud. Kirken skal på samme tid fastholde ægteskabets sandhed og sørge for, at mennesker i brudte og komplicerede familier ikke oplever sig forladt.

Når Kirken holder fast i løftet

Læren om ægteskabets uopløselighed kan opleves hård, især af den, der er blevet forladt og siden har mødt et menneske, som viser omsorg og kærlighed. Det ville være lettere at betragte det første ægteskab som afsluttet, når samlivet ikke længere kan genoprettes. Men så ville ægteskabsløftet i sidste ende være afhængigt af, om begge fortsat ønskede at holde det.

Kirken fastholder, at et menneske kan give et løfte, som virkelig binder. Hvis ægteskabet kun bestod, mens følelserne var stærke, økonomien fungerede og begge parter opførte sig godt, ville ordene »alle mit livs dage« miste deres betydning. Uopløseligheden beskytter den ægtefælle, som stadig tror på løftet, børnene, som har brug for varige relationer, og selve muligheden for at give sig uigenkaldeligt til et andet menneske.

Det fritager ikke Kirken for at møde brudte familier med omsorg. Den skal hjælpe mennesker ud af voldelige og nedbrydende forhold, støtte dem, der er blevet forladt, undersøge et ægteskabs mulige ugyldighed samvittighedsfuldt og ledsage dem, der lever i nye familier. Barmhjertigheden består ikke i at lade, som om det første løfte aldrig blev givet. Den består i at møde mennesket med sandheden uden at forlade det i dets smerte.

En katolik kan altså blive separeret og borgerligt skilt. Der kan være både moralske og juridiske grunde til det. Men hvis det første ægteskab var gyldigt og efter vielsen blev fuldbyrdet gennem ægteskabeligt samleje, består båndet, indtil den anden ægtefælle dør. Kirken nægter ikke at vie den fraskilte igen for at straffe et menneske, hvis ægteskab er brudt sammen. Den gør det, fordi den mener, at den ikke har myndighed til at kalde et bestående ægteskab for ophørt:

»Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«

Centrale kirkelige tekster

• Matthæusevangeliet 5,31-32 og 19,3-9; Markusevangeliet 10,2-12; Lukasevangeliet 16,18; Første Korintherbrev 7,10-16; Efeserbrevet 5,21-33.
• Det Andet Vatikankoncil: Gaudium et spes, nr. 47-52.
• Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 1601-1666, 2370, 2382-2386 og 2399.
• Den katolske kirkeret, canon 1055-1165.
• Paul VI: Humanae vitae, især nr. 14.
• Johannes Paul II: Familiaris consortio, især nr. 83-84.
• Benedikt XVI: Sacramentum caritatis, nr. 29.
• Pave Frans: Amoris laetitia, især kapitel 8.
• Pave Frans: Mitis Iudex Dominus Iesus om behandlingen af ægteskabssager.
• Troslæredikasteriets svar om Amoris laetitia fra 2023.