Når de andre ikke forstår, at man er blevet katolik

At finde hjem i den katolske tro betyder ikke nødvendigvis, at familie, venner og kolleger forstår, hvad man har fundet.

Man kan selv opleve konversionen som noget dybt naturligt: En lang søgen har fundet sit mål, og troen har fået en plads i livet, som føles rigtig. For mennesker omkring én kan det se helt anderledes ud. De ser en forandring, de ikke forstår, og møder den måske med undren, skepsis eller bekymring. At blive katolik kan derfor også blive en øvelse i at stå ved sin tro uden at kræve, at alle andre forstår den.

Der kan være noget mærkeligt ved at opdage, at det, som efterhånden er blevet helt naturligt for én selv, virker fremmed for mennesker, man har kendt hele sit liv. Man går til messe om søndagen, gør korsets tegn, beder og går til skrifte. Man begynder at indrette året efter advent, jul, fastetid, påske og Kirkens øvrige fester, og ord som eukaristi, sakramente, rosenkrans og helgen bliver en del af ens almindelige sprog. Indefra opleves det ikke nødvendigvis dramatisk. Troen er ganske enkelt blevet en del af livet. Omgivelserne kan se noget helt andet. For dem er der sket noget stort: Et menneske, de troede, de kendte, er blevet katolik. Ikke blot kristen i en løs kulturel betydning, men medlem af Den Katolske Kirke. Med ét følger forestillinger om paven, Maria, skriftemålet, præsterne, Kirkens moral og hele den lange historie med. Noget af det, de forbinder med katolicismen, er rigtigt. Noget er karikeret. Andet stammer fra gamle fordomme, medier, film eller en historieundervisning, hvor Den Katolske Kirke først og fremmest optrådte i forbindelse med middelalder, korstog og reformation. Midt i det hele står den nye katolik og kan have svært ved at forstå, hvorfor det er så vanskeligt for andre at begribe noget, som for én selv er blevet så enkelt.

De kendte jo den, man var

Familien har en særlig position, fordi den kendte én før konversionen. Den husker måske perioder, hvor religion fyldte meget lidt eller slet ingenting, og den kender ens svagheder, dårlige vaner, fejltagelser og temperament. Derfor kan det næsten virke komisk for de nærmeste, hvis man pludselig taler alvorligt om Gud, går til messe hver søndag eller fortæller, at man har været til skrifte. Men der kan også ligge reel bekymring bag reaktionen. Er han blevet meget religiøs? Er hun kommet ind i noget, som nu skal bestemme hele livet? Skal vi fremover diskutere religion ved hvert familiebord? Er der ting, vi ikke længere kan gøre sammen? Er han stadig den samme? Sådanne reaktioner kan gøre ondt, især hvis man selv har oplevet konversionen som at komme hjem. Man har fundet noget, man opfatter som sandt og dyrebart, og derfor får man naturligt lyst til at fortælle om det. Begejstringen kan imidlertid blive mødt med tavshed, et skævt smil eller et hurtigt emneskifte. Her gør konvertitten en vigtig erfaring: Det, der er blevet indlysende for mig, er ikke nødvendigvis indlysende for dig. Tro kan ikke overføres fra menneske til menneske som en oplysning. Man kan fortælle, argumentere, forklare og invitere, men man kan ikke fremkalde troen i et andet menneske. Det gælder også dem, man elsker mest.

Den nye tro kan hurtigt føre til en mærkelig situation, hvor man føler sig sat til eksamen. Hvorfor tror du på Gud? Hvorfor lige Den Katolske Kirke? Hvorfor paven? Hvorfor Maria? Hvorfor skriftemål? Hvorfor helgener? Hvorfor kan du ikke bare tro på din egen måde? Spørgsmålene kan være oprigtigt interesserede, og så fortjener de et ordentligt svar. Men de kan også udvikle sig til en stadig prøve, hvor katolicismen skal forsvares fra alle sider, før ens personlige valg kan accepteres. Det er en prøve, man ikke behøver stille op til hver gang. At være katolik betyder ikke, at man ved ethvert middagsbord skal kunne redegøre for to tusind års kirkehistorie. Man behøver ikke forklare enhver pavelig udtalelse, enhver kirkelig skandale eller enhver teologisk strid, og man er heller ikke personligt ansvarlig for alt, hvad en præst, biskop eller katolik et eller andet sted i verden har sagt eller gjort. Man kan ganske enkelt sige: Jeg er katolik, fordi jeg tror på Kristus, og fordi jeg har fundet mit åndelige hjem i Kirken. Jeg fortæller gerne om det, men jeg kan ikke forklare hele den katolske tro på ti minutter over middagsbordet. Der ligger en frihed i den erkendelse. Man må gerne lade nogle spørgsmål stå åbne, man må gerne indrømme, at man ikke kender svaret, og man må også sige, at man ikke ønsker at diskutere sin tro, hver eneste gang man møder familien eller vennerne.

Begejstringen skal have tid til at slå rødder

Den nyomvendte kan samtidig selv gøre situationen vanskeligere. Der findes en særlig begejstring ved at opdage den katolske tro. Pludselig åbner der sig en verden af liturgi, kirkefædre, helgener, klostre, rosenkrans, kirkeår, teologi, kunst, historie og åndelige traditioner. Man opdager sammenhænge, man aldrig før har set, og får lyst til at fortælle om dem. Familien skal høre om søndagens prædiken, vennerne skal høre om den helgen, man lige har læst om, og en tilfældig bemærkning om samfundet bliver anledning til en redegørelse for katolsk moralteologi. Ved frokostbordet på arbejdet kan en almindelig samtale pludselig ende som en diskussion om Kirken. Begejstringen er forståelig, men konversion giver ikke et menneske til opgave at konvertere hele sin omgangskreds inden jul. Troen må have tid til at slå rødder. Der er forskel på at vidne om sin tro og på at gøre ethvert møde til en anledning for mission. Kristendommen bæres også af stilhed, tålmodighed og ganske almindelig menneskelig omgang.

Nogle gange er det bedste katolske vidnesbyrd at hjælpe med opvasken.

Det lyder banalt, men der ligger noget afgørende i det. Familien opdager næppe først og fremmest troens betydning gennem vores forklaringer om transsubstantiation eller apostolsk succession. Den opdager den gennem det menneske, den lever sammen med. Det stærkeste svar på omgivelsernes skepsis bliver derfor sjældent de perfekte argumenter. Det bliver det liv, man lever. Hvis man efter sin konversion bliver mere fordømmende, mere selvretfærdig og mere optaget af andres synder, kan familien med god grund spørge, hvad denne tro egentlig har gjort ved én. Hvis man derimod bliver mere tålmodig, mere trofast, bedre til at tilgive og mere opmærksom på mennesker omkring sig, sker der noget andet. Så bliver troen synlig uden hele tiden at blive forklaret. Det betyder ikke, at en katolik skal fremstå som et moralsk udstillingsvindue. Konversion gør ikke et menneske fejlfrit. Tværtimod kan mødet med skriftemålet blive en stadig påmindelse om, hvor meget der endnu mangler. Man opdager Guds barmhjertighed, fordi man samtidig opdager sit eget behov for den.

Den erfaring kan ændre måden, man møder andre på. Det bliver vanskeligere at placere sig over dem, hvis man selv jævnligt knæler og bekender sine fejl. Det bliver vanskeligere at betragte sig selv som den færdige kristne, hvis man hver søndag begynder messen med at bekende, at man har syndet i tanke, ord og gerning. Troens troværdighed viser sig derfor også i de små ting: at man stadig kommer til familiefødselsdagen, at man lytter, før man svarer, at man hjælper, hvor der er brug for det, og at man kan være sammen med mennesker uden hele tiden at skulle korrigere deres livsanskuelse. Det viser sig også ved, at man kan tåle en kritisk bemærkning uden straks at begynde et forsvarsskrift for Kirken.

De kan være bange for at miste den, de kender

Bag modstanden kan der ligge noget andet end religionskritik. Der kan ligge kærlighed. Et menneske, som står én nær, kan frygte, at konversionen betyder afstand. Hvis søndagen begynder med messen, hvis bestemte værdier får større betydning, og hvis Gud får en plads i livet, som han ikke havde tidligere, kan omgivelserne spørge sig selv, om de stadig har den samme plads. Det er værd at tage alvorligt. Troen skal ikke blive en undskyldning for at vende ryggen til mennesker. Kristus kalder ikke et menneske til at blive koldere over for sin familie. Evangeliet gør tværtimod kærligheden mere forpligtende. Den ægtefælle, som ikke deler troen, skal ikke behandles som et missionsprojekt. Den voksne søn eller datter, som ikke tror, skal ikke mødes med stadige formaninger. Den gamle ven, som synes, at katolicismen er mærkelig, skal stadig kunne være en gammel ven. Man kan gå til messe søndag morgen og spise frokost med familien bagefter. Man kan bede rosenkransen uden at forlange, at resten af huset gør det samme. Man kan have fundet noget, der har forandret ens eget liv, uden at kræve, at alle mennesker omkring én straks skal forandres med.

Der er samtidig noget befriende i at erkende, at de andre ikke behøver forstå det hele. Et ægteskab kan rumme forskellig tro. Et venskab kan rumme forskellige livsanskuelser. En familie kan bestå af katolikker, protestanter, ateister, agnostikere og mennesker, der aldrig bruger fem minutter på religiøse spørgsmål. Kærligheden kræver ikke fuldstændig enighed. Det rimelige håb er respekt. Man kan ønske, at familien forstår, hvorfor søndagsmessen betyder noget. Man kan håbe, at vennerne en dag bliver nysgerrige. Man kan glæde sig, hvis en kollega oprigtigt spørger til fasten eller til det kors, man bærer. Men deres forståelse behøver ikke være betingelsen for ens egen fred med det valg, man har truffet. Der findes en stor frihed i at kunne sige: Du behøver ikke forstå, hvorfor jeg er katolik. Jeg vil gerne fortælle dig om det, hvis du ønsker det. Men jeg kræver ikke, at du ser verden, som jeg gør.

Den samme respekt må gå den anden vej. Man skal ikke acceptere vedvarende hån eller nedgørelse af det, man tror på. Troen behøver ikke forsvares aggressivt, men den behøver heller ikke undskyldes. Man kan roligt sige fra, hvis vittighederne bliver ondskabsfulde, eller hvis ens tro konsekvent behandles som noget tåbeligt. At vende den anden kind til betyder ikke, at man skal lade som om foragt er respekt.

Noget af troen forstås først indefra

Evangeliet lover ikke den kristne almindelig anerkendelse. Kristus blev selv misforstået, modsagt og afvist. Selv hans nærmeste havde vanskeligt ved at forstå, hvem han var, og hvor hans vej førte hen. Det giver et vigtigt perspektiv på den uforståenhed, man selv kan møde. Den er ikke nødvendigvis et tegn på, at man har forklaret sig dårligt. Der findes sider af troen, som først bliver forståelige indefra. Hvordan forklarer man et menneske, som ikke tror på Kristi virkelige nærvær, hvorfor man længes efter eukaristien? Hvordan beskriver man skriftemålets betydning for den, der kun ser et menneske fortælle sine synder til en præst? Hvordan forklarer man rosenkransen til den, der kun hører gentagelser? Man kan forklare teologien, fortælle om sin erfaring og invitere et menneske med til messe, men noget vil stadig stå tilbage. Det må det gerne. Den kristne tro har aldrig været afhængig af, at alle mennesker omkring den troende forstod den.

Efter en konversion kan man let begynde at tænke på sig selv som katolikken i familien. Det er man også, men man er stadig meget mere. Man er ægtefælle, far eller mor, bedsteforælder, søskende, ven, nabo og kollega. Man er stadig den, der laver kaffe, fortæller dårlige vittigheder, hjælper med flytningen, husker fødselsdagen og ringer, hvis nogen er syge. Den katolske tro ophæver ikke alt dette. Den skal trænge ind i det. Her kan omgivelserne langsomt begynde at forstå noget. Ikke nødvendigvis katolicismen, paven, sakramenterne, Maria eller Kirkens lære, men de kan begynde at forstå, at dette ikke var en pludselig grille. At messen virkelig betyder noget. At bønnen ikke er et skuespil. At troen har fået en varig plads i et menneskes liv.

Og en dag kan spørgsmålet komme uden ironi og uden skepsis: Hvorfor blev du egentlig katolik? Så behøver man ikke holde et foredrag. Man kan fortælle sin historie. For det er i sidste ende den fortælling, ingen andre kan fortælle på ens vegne: Jeg søgte. Jeg fandt noget, som blev ved med at kalde på mig. Jeg begyndte at gå til messe. Jeg lærte Kirken at kende indefra. Og et sted undervejs opdagede jeg, at jeg ikke længere stod udenfor og kiggede ind.

Jeg var kommet hjem.

-karn