Sankt Johanna Fransiska de Chantal – hellighed midt i et levet liv

Hun kendte både ægteskabet, moderskabet, sorgen og klosterlivet. Den 12. august mindes Kirken en kvinde, hvis vej til Gud ikke gik uden om livets brud, men gennem dem.

Sankt Johanna Fransiska de Chantal hører til de helgener, hvis liv vanskeligt lader sig samle i én enkel fortælling. Hun var hustru og mor, blev enke efter en tragisk ulykke, bar på en dyb sorg og fandt siden en ny vej i Kirken sammen med den hellige Frans af Sales. Hun grundlagde Visitationsordenen og blev åndelig moder for en voksende orden. Hendes liv minder os om, at et menneskes kald ikke nødvendigvis viser sig én gang for alle. Gud kan kalde på ny midt i det liv, der allerede er levet.

Et liv, der begyndte langt fra klostret

Johanna Fransiska Frémyot blev født i Dijon i Frankrig i 1572. Hun voksede op i en velstående og indflydelsesrig familie og blev som ung gift med Christophe de Rabutin, baron de Chantal. Hun blev dermed baronesse og kom til at leve det liv, som hørte til hendes stand. Ægteskabet blev lykkeligt, og parret fik flere børn. Hendes senere hellighed må forstås med dette som udgangspunkt. Hun var ikke en kvinde, der fra barndommen stod med blikket rettet mod klostret. Hun kendte kærligheden mellem mand og kvinde, ansvaret for børn og husholdning, glæden ved familielivet og de mange konkrete forpligtelser, som følger med at høre andre mennesker til.

Hun tog samtidig sin tro alvorligt. På familiens gods sørgede hun for de fattige og syge, og hendes kristendom fik en praktisk form. Troen var ikke en tilbagetrækning fra verden. Den skulle kunne mærkes i den måde, mennesker blev behandlet på. Det træk fulgte hende resten af livet og kom senere til at præge den orden, hun var med til at grundlægge.

I 1601 blev hendes liv revet over. Hendes mand blev under en jagtulykke dødeligt såret af en ven, der ved et uheld affyrede sit våben. Christophe døde få dage senere. Johanna Fransiska stod tilbage som enke med børn og med en sorg, der ikke lod sig ordne gennem fromme forklaringer. Hun havde også svært ved at tilgive den mand, som havde affyret skuddet. Det er værd at standse ved, fordi helgenbiografier let kan få det kristne menneske til at fremstå næsten uberørt af de følelser, som resten af os kæmper med. Sådan var hun ikke. Tilgivelsen blev en vej, hun måtte gå. Den kom ikke som en let følelse. Med tiden formåede hun at forsone sig med manden, og traditionen fortæller endda, at hun senere blev gudmor til et af hans børn.

Mødet med Frans af Sales

Et afgørende vendepunkt kom i 1604, hvor hun i Dijon hørte biskoppen af Genève, Frans af Sales, prædike. Mødet udviklede sig til et af de store åndelige venskaber i Kirkens historie. Frans af Sales blev hendes åndelige vejleder, men forholdet mellem dem var mere end et traditionelt forhold mellem skriftefader og penitent. Der voksede en dyb fortrolighed frem, båret af en fælles forståelse af, at hellighed ikke er forbeholdt mennesker, der kan forlade verden og dens forpligtelser.

Det var en tanke, som Frans af Sales havde gjort til et centralt tema i sin spiritualitet. Gud skal ikke kun findes i klostercellen. Den kristne kan søge Gud i familien, arbejdet, samfundslivet, sorgen, glæden og de almindelige pligter. Johanna Fransiska havde selv levet denne virkelighed. Hun vidste, hvad det betød at være bundet til andre mennesker gennem kærlighed og ansvar. Derfor var hun heller ikke et tomt kar, som Frans af Sales fyldte med sin spiritualitet. De to menneskers erfaringer mødtes og blev begyndelsen på noget nyt.

I 1610 grundlagde de sammen Visitationsordenen, Ordenen af Jomfru Marias Besøgelse, i Annecy. Navnet henviser til Marias besøg hos Elisabeth, som Lukasevangeliet fortæller om. Maria har netop modtaget budskabet om, at hun skal føde Kristus, og hun begiver sig straks af sted til sin slægtning Elisabeth. Det er et smukt billede på en kristendom, der bærer Kristus med sig ud til et andet menneske.

Den nye orden var tænkt med en mildere fysisk livsform end flere af tidens strenge ordener. Også kvinder, hvis helbred eller alder gjorde de hårdeste asketiske krav vanskelige, skulle kunne få adgang til et ordensliv. Det afgørende skulle være kærligheden til Gud, ydmygheden, bønnen og villigheden til at tjene. Ordenen udviklede sig senere i en mere traditionelt klausureret retning, men noget af den oprindelige ånd blev bevaret: hellighed måles ikke i spektakulære præstationer.

En helgen, som kendte mørket

Der findes en særlig grund til, at Johanna Fransiska de Chantal taler stærkt til mennesker, som oplever perioder, hvor troen ikke føles levende. Man kunne tro, at hendes beslutning om at træde ind i ordenslivet førte hende ind i en stadig dybere religiøs trøst. Hendes egne breve og den overleverede beretning om hendes åndelige liv viser noget andet. Hun gennemgik lange perioder med indre tørke, tvivl og en oplevelse af Guds fravær.

Hun fortsatte alligevel.

Det er måske et af de stærkeste træk ved hendes liv. Troen blev efterhånden mindre afhængig af følelsen af tro. Hun bad, selv om bønnen kunne føles tom. Hun holdt fast ved Gud, selv om hun ikke oplevede hans nærhed. Hun udførte sine opgaver og bar ansvar for andre mennesker, selv om hendes eget indre liv kunne være præget af mørke. Her møder vi en kristendom, som ikke kan reduceres til religiøse oplevelser. Trofastheden får lov til at stå, også efter at følelsen har trukket sig tilbage.

Denne erfaring blev endnu stærkere efter Frans af Sales’ død i 1622. Hun mistede den person, som gennem næsten to årtier havde været hendes åndelige ven og vejleder. Endnu en gang måtte hun erfare, at mennesker, som bærer os gennem en del af livet, ikke nødvendigvis følger os hele vejen. Hun måtte selv føre det arbejde videre, som de havde begyndt sammen.

Og det gjorde hun. Visitationsordenen voksede stærkt. Ved hendes død fandtes der omkring 80 klostre. Den enke, der engang havde stået med sin familie og sin sorg, var blevet åndelig moder for et omfattende religiøst fællesskab.

Hun forlod ikke sit første liv

Der er en detalje ved Johanna Fransiska de Chantals historie, som let forsvinder, hvis man kun fortæller om hendes klosterkald. Hun ophørte ikke med at være mor, fordi hun blev ordenskvinde. Hendes tidligere liv blev ikke slettet. Hun måtte tværtimod finde en måde at forene sit nye kald med de bånd, som allerede fandtes.

Det gør hendes historie mere menneskelig og samtidig mere krævende. Et nyt kald fra Gud betyder ikke nødvendigvis, at alt det gamle mister sin betydning. Det kristne liv består ikke af en række liv, som afløser og udsletter hinanden. Det, vi har elsket, det ansvar, vi har båret, de mennesker, vi har mistet, og de fejl, vi har begået, følger med. De kan forvandles, men de kan ikke blot fjernes.

Johanna Fransiska var hustru. Hun blev enke. Hun var mor. Hun blev ordensgrundlægger. Hun var en kvinde fra den franske adel. Hun blev søster blandt andre søstre. Hun kendte et lykkeligt ægteskab og en voldsom sorg. Hun kendte et dybt åndeligt venskab og tabet af det menneske, der havde været hendes vejleder. Alle disse dele tilhørte det samme liv.

Det er måske her, hendes betydning bliver særlig tydelig for mennesker, der først sent i livet opdager, at Gud stadig kan kalde. Kristen kaldelse er ikke begrænset til ungdommens store valg. Et menneske kan være 30, 50 eller 70 år og stadig stå foran noget, som endnu ikke er begyndt. Gud behøver ikke kassere det foregående for at skabe noget nyt. Han kan bruge det.

Hellighed uden store armbevægelser

Johanna Fransiska de Chantal døde i 1641. Hun blev saligkåret i 1751 og helgenkåret i 1767. I dag står hun ofte lidt i skyggen af Frans af Sales, hvis skrifter har fået en enorm betydning langt uden for Visitationsordenen. Men de to hører på en særlig måde sammen. Hans teologi om Guds kærlighed og menneskets vej til hellighed fik gennem hende en konkret og institutionel form. Hun viste med sit liv, at mildhed ikke er det samme som svaghed, og at et menneske kan være stærkt uden at blive hårdt.

Det passer godt til Visitationsordenens ånd. Maria går til Elisabeth uden store armbevægelser. Hun kommer med Kristus skjult i sit moderliv og træder ind i et andet menneskes hus. Besøget bliver helligt, fordi Kristus er til stede midt i det almindelige møde mellem mennesker.

Sådan kan man også læse Johanna Fransiskas liv. Hun blev ikke helgen ved at slippe fri af sin menneskelige historie. Hun blev helgen gennem den. Ægteskabet, børnene, tabet, vreden, tilgivelsen, venskabet med Frans af Sales, klosterlivet, ansvaret og den åndelige tørke blev ikke forhindringer, som først skulle ryddes af vejen. De blev det stof, hendes kristne liv blev formet af.

Derfor giver det mening, at Kirken den 12. august standser ved Sankt Johanna Fransiska de Chantal. Hun minder os om noget, som kan være let at glemme, når vi ser tilbage på vores eget liv og forestiller os, at de store valg allerede er truffet. Gud er ikke kun begyndelsens Gud. Han er også fortsættelsens Gud. Han kalder mennesket midt i det liv, det allerede har fået, med dets historie, forpligtelser, tab og kærlighed.

For Johanna Fransiska begyndte en af hendes vigtigste opgaver efter ægteskabet, efter moderskabet og efter den tragedie, som syntes at have ødelagt den fremtid, hun havde forestillet sig. Det liv, der så ud til at være blevet brudt i stykker, var ikke afsluttet.

Det fik en ny retning.

-karn