Det herlige ved at være katolik

At høre hjemme i en historie, der begyndte længe før os

At være katolik er at tilhøre noget, der rækker langt ud over det enkelte menneskes liv og den lokale menighed. Kirken forbinder generationer, lande og kulturer, de levende og de døde, helgener og ganske almindelige mennesker. Den har næsten 2.000 års historie bag sig og rækker samtidig frem mod mennesker, der endnu ikke er født. Midt i denne enorme historie står det samme centrum, som stod ved begyndelsen: Kristus.

Søndag efter søndag sker der noget bemærkelsesværdigt i katolske kirker over hele verden. Mennesker samles omkring et alter. De lytter til evangeliet, bekender troen, beder Fadervor og går frem for at modtage Kristus i eukaristien. Det sker i store katedraler og små sognekirker, i klostre og missionsstationer, i millionbyer og landsbyer. Sådan har kristne samlet sig gennem århundreder. Sprogene har ændret sig, lande er opstået og forsvundet, grænser er blevet flyttet, og hele kulturer har forandret sig. Alligevel fortsætter messen. Den enkelte katolik træder dermed ind i noget, der allerede var i gang længe før hans eller hendes eget liv begyndte.

Der er noget befriende ved en tro, som ikke skal opfindes på ny af hvert menneske. Den katolske tro begynder ikke med den enkeltes religiøse følelser, erfaringer eller evne til at formulere sig om Gud. Den er modtaget. Evangeliet er blevet forkyndt fra generation til generation, mennesker er blevet døbt, eukaristien er blevet fejret, børn er blevet oplært, døende er blevet salvet, og Fadervor er blevet bedt på sprog, som for længst er forsvundet. Den, der træder ind i Den Katolske Kirke, træder derfor ind i en historie, som allerede er i gang. Man bliver en del af den Kirke, der fører sin historie tilbage gennem biskopperne og apostlene til de mennesker, der fulgte Kristus på vejene i Galilæa og Judæa. Det er en stor påstand, men også en af de store glæder ved at være katolik: Troen begynder ikke med os, og dens fortsættelse afhænger heller ikke alene af os. Vi har modtaget noget, som andre bar før os, og som det er vores opgave at bære videre.

En tro med hukommelse

Kristendommen begyndte ikke i vores generation, og troens store spørgsmål begyndte heller ikke med os. Kirken har hukommelse. Den husker apostlene og martyrerne i Rom, ørkenfædrene og kirkefædrene, klostrene, missionærerne og de store kirkemøder. Den husker Benedikt af Nursia, Frans og Klara af Assisi, Dominicus og Thomas Aquinas, Teresa af Ávila og Johannes af Korset, Thérèse af Lisieux, Maximilian Kolbe og Edith Stein. Deres liv tilhører forskellige århundreder, kulturer og livsvilkår, men de befinder sig inden for den samme kirkelige historie. Det giver den katolske tro en usædvanlig dybde. Man behøver ikke begynde forfra med spørgsmålene om Gud, mennesket, synden, nåden, lidelsen, døden eller kærligheden. Andre mennesker har kæmpet med de samme spørgsmål længe før os. De har skrevet, bedt, tvivlet, søgt, fejlet og fundet vej, og deres erfaringer er blevet en del af Kirkens hukommelse.

Men Kirkens historie består ikke først og fremmest af de navne, der kom i bøgerne. Gennem århundreder har almindelige mennesker båret troen videre uden at efterlade sig andet end spor i deres familier og lokalsamfund. Forældre har lært deres børn at gøre korsets tegn. Mennesker har gået til messe før dagens arbejde begyndte. Rosenkransen er blevet bedt i køkkener og klostre, på hospitaler, under rejser og på slagmarker. Der er blevet tændt lys for levende og døde, hvis navne ingen længere kender. Mennesker har stået i kø til skriftemålet, knælet foran alteret, giftet sig, fået børn, mistet mennesker, de elskede, og til sidst selv modtaget de syges salvelse. Katedralerne fortæller kun en del af denne historie. Paverne, biskopperne, koncilerne og teologerne fortæller en anden. Den største del blev aldrig skrevet ned. Den findes i millioner af menneskeliv, hvor troen ganske enkelt blev modtaget, levet og givet videre. At være katolik er at træde ind i denne kæde.

Helgenerne tilhører den samme Kirke

Her får helgenerne en særlig betydning. De er mere end religiøse berømtheder fra fortiden eller moralske forbilleder, der betragtes på historisk afstand. De hører til de helliges samfund. Kirkens fællesskab ophører ikke ved døden, og derfor er Frans af Assisi mere end en middelalderlig skikkelse, Klara mere end grundlæggeren af en orden, Edith Stein mere end en filosof, der blev myrdet i Auschwitz, og Maximilian Kolbe mere end endnu et navn blandt nazismens ofre. De tilhører den samme Kirke, som katolikker tilhører i dag. Når Kirken fejrer deres mindedage, læser deres liv og beder om deres forbøn, udspringer det af troen på, at livet i Kristus ikke ophører ved graven.

Det giver historien en særlig nærhed. Der kan ligge otte hundrede eller femten hundrede år mellem to menneskers jordiske liv, uden at de derfor er fremmede for hinanden i Kirken. Den katolik, der i dag læser Frans af Assisi, beder sammen med Teresa af Ávila eller tager en rosenkrans i hånden, befinder sig i et fællesskab, der overskrider kalenderen. De helliges samfund betyder, at Kirken er større end den gruppe mennesker, der tilfældigvis lever på jorden på samme tidspunkt. De døde er ikke blevet slettet af fællesskabet. Derfor findes der også noget dybt menneskeligt i den katolske tros forhold til de døde: Man beder for dem, mindes dem ved messen, besøger deres grave og betragter døden som en virkelig adskillelse, men aldrig som det sidste ord.

En Kirke større end landet

Det katolske bliver særligt tydeligt, når man rejser. En dansker kan træde ind i en kirke i Rom, München, Kraków, Manila, Nairobi, New York, Seoul eller en lille landsby i Mexico. Sproget kan være uforståeligt, sangene ukendte og kulturen meget forskellig fra den danske. Alligevel genkendes messen. Man ved, hvor man befinder sig i liturgien. Man genkender korsets tegn, læsningerne, evangeliet, trosbekendelsen, Fadervor, fredshilsenen og alteret, og til sidst går mennesker frem mod den samme eukaristi. Her bliver ordet katolsk meget konkret. Det betyder universel. Kirken kan slå dybe rødder i et land og få lokale udtryk, men den tilhører aldrig én nation, ét folk eller én kultur.

Det er en erfaring, der rækker længere end det eksotiske ved at besøge en kirke i et fremmed land. Ved alteret kan den veluddannede europæer stå ved siden af migranten, den velhavende ved siden af den fattige, den unge ved siden af den gamle. De kan være uenige om politik, økonomi, kultur og samfund. De kan have næsten intet tilfælles efter verdens almindelige målestok og alligevel stå ved siden af hinanden og sige: Fader vor. Den katolske Kirke er større end nationen, sproget og den kultur, man selv er vokset op i. Derfor findes der også en ganske særlig erfaring af at kunne være langt hjemmefra og alligevel komme hjem ved at åbne en kirkedør.

Tabernaklet står der. Alteret står der. Korset, Maria, lysene og mennesker i bøn er genkendelige. Kirken kan være en overdådig basilika med århundreders kunst eller et enkelt kapel med slidte stole. Det afgørende ligger et andet sted. Her læses det samme evangelium. Her bedes den samme bøn. Her fejres den samme eukaristi. Den katolik, der ikke forstår et eneste ord af prædikenen, kan alligevel vide, hvad der foregår. Man åbner en dør langt hjemmefra – og genkender sit hjem.

En tro, der kan berøres

Det fører videre til noget meget karakteristisk ved den katolske tro: sakramenterne. Kristendommen er mere end tanker om Gud eller et sæt moralske principper. Gud blev menneske. Kristus spiste, sov, græd, gik på vejene, rørte ved syge mennesker, vaskede disciplenes fødder, led og døde. Den kristne tro er derfor også kropslig. I dåben bruges vand. Ved firmelsen bruges olie. I skriftemålet udtales synden og tilgivelsen med menneskelige ord. Ved ægteskabet giver to mennesker hinanden deres ja. Ved ordinationen lægges hænder på et menneskes hoved. Den syge salves med olie. I eukaristien bæres brød og vin frem, og Kirken bekender, at Kristus virkelig giver sig selv til sit folk.

Troen får dermed en fysisk virkelighed. Mennesket lever gennem kroppen. Vi ser, hører, smager, rører, græder og elsker som kropslige mennesker, og Kirken møder derfor mennesket gennem det synlige og konkrete: vand, olie, brød, vin, ord og hænder. Det almindelige bliver båret ind i det hellige. Derfor har den katolske tro heller aldrig haft behov for at gøre troen vægtløs. Kirkerummet, billederne, lysene, røgelsen, knæfaldet, processionen og korsets tegn taler til kroppen såvel som til tanken. Et menneske gør korsets tegn med hånden, knæler med kroppen, hører evangeliet med ørerne og modtager eukaristien. Troen er ikke kun noget, der tænkes. Den leves.

Maria, apostlene og den levende forbindelse

Maria har en særlig plads i dette store fællesskab. For mennesker, der ser den katolske tro udefra, kan hengivenheden til hende være vanskelig at forstå. Hvorfor alle billederne, bønnerne, valfartsstederne og rosenkransene? Svaret begynder med hendes forhold til Kristus. Hun er hans mor. Hendes plads i Kirken udspringer af hendes plads i frelseshistorien. Hun står ved begyndelsen af Jesu jordiske liv, ved korset og blandt disciplene, og hendes ja til Gud er blevet bedt, malet, sunget og betragtet gennem hele Kirkens historie. Rosenkransen fører gennem Maria ind i betragtningen af Kristi liv: hans fødsel, forkyndelse, lidelse, død og opstandelse. Maria står aldrig som målet. Hun peger på sin søn.

Den historiske sammenhæng bliver samtidig synlig gennem apostlene, biskopperne og pavedømmet. Katolsk tro kræver ingen forestilling om, at enhver pave har været et moralsk forbillede eller altid har truffet kloge beslutninger. Kirkens historie ville hurtigt modsige en sådan forestilling. Pavedømmets betydning ligger i den synlige forbindelse til Peter, ligesom biskoppernes embede forstås i sammenhæng med apostlene. Troen blev overleveret gennem levende mennesker og levende menigheder. Generation modtog den fra generation. Liturgiske former har udviklet sig, ordener er opstået, teologien har fået et rigere sprog, og missionsområder er blevet gamle katolske lande, mens gamle katolske områder igen er blevet missionsområder. Midt i alle disse forandringer består forbindelsen tilbage til apostlene og dermed til Kristus.

Kirken består af mennesker

Det kan være fristende at forestille sig et kristent fællesskab som et sted, hvor alle tænker nogenlunde ens og naturligt kan lide hinanden. Den Katolske Kirke er alt for stor til det. Her findes mennesker fra enhver tænkelig social og kulturel baggrund, med vidt forskellige politiske opfattelser, temperamenter og interesser. Nogle elsker gregoriansk sang, andre moderne kirkemusik. Nogle søger klostrenes stilhed, andre lever deres kald midt i en stor familie. Nogle læser Thomas Aquinas, andre har aldrig åbnet en teologisk bog. Alligevel er de døbt ind i den samme Kirke. En kirke, hvor man selv kunne udvælge medlemmerne, ville hurtigt komme til at ligne én selv. I Den Katolske Kirke kaldes mennesker brødre og søstre, som aldrig selv ville have fundet på at vælge hinanden, og søndag morgen går de frem mod det samme alter.

Kirkens menneskelige historie kan heller ikke romantiseres. Den rummer synd, magtkampe, skandaler, overgreb, svigt og perioder, hvor mennesker i Kirken har handlet i direkte modstrid med det evangelium, de skulle forkynde. Det kan ikke bortforklares. Glæden ved at være katolik bygger ikke på forestillingen om en historisk fejlfri institution. Kirken består af syndere. Det gælder mennesket på den sidste kirkebænk såvel som dem, der bærer de højeste embeder. Allerede evangelierne fortæller om apostle, der misforstår Kristus, strides om rang, falder i søvn, da han beder dem våge, flygter ved arrestationen og i Peters tilfælde fornægter, at de kender ham. Alligevel betror Kristus evangeliet til disse mennesker. Kirkens hellighed hviler derfor ikke på menneskelig fejlfrihed. Dens hellighed har sin kilde i Kristus.

Vi står kun et øjeblik i historien

Der ligger en særlig ydmyghed i at være en del af en næsten 2.000 år gammel Kirke. Vores generation fylder meget i vores egne øjne, sådan som enhver generation sikkert har gjort. Men vi står her kun et øjeblik. Kirken eksisterede før vores oldeforældre blev født, før Danmark blev kristent, før de europæiske nationalstater, før middelalderen og før Romerrigets sammenbrud. Hvis historien fortsætter, vil mennesker gå til messe længe efter, at vores navne er glemt. De vil have problemer, vi ikke kender, leve med teknologi, vi ikke kan forestille os, og diskutere spørgsmål, som endnu ikke er opstået. Alligevel vil de åbne evangeliet, døbe deres børn, bede Fadervor og gøre korsets tegn. De vil begrave deres døde med håbet om opstandelsen, og de vil samles omkring alteret.

Det sætter vores egen tid i perspektiv. Vi er hverken begyndelsen eller afslutningen. Vi er endnu en generation, der har fået troen betroet. Andre bar den gennem krige, epidemier, forfølgelser, velstand, fattigdom, kulturelle omvæltninger og politiske sammenbrud. Nu er den hos os. En dag ligger ansvaret hos andre. Kirkens lange hukommelse gør ikke fortiden til et museum. Den giver nutiden en opgave. Det, der er modtaget, skal gives videre. Måske er det en af de smukkeste måder at forstå sin egen plads i Kirkens historie på: Vi ejer ikke troen. Vi har fået lov til at bære den et stykke af vejen.

Midt i det hele står Kristus

Historien kan fascinere. Katedralerne kan tage vejret fra et menneske. Gregoriansk sang kan bevæge. Helgenernes liv kan inspirere, og den verdensomspændende Kirke kan give en stærk oplevelse af at høre til noget langt større end sig selv. Maria, apostlene, pavedømmet, klostrene, kunsten, teologien og de næsten 2.000 års historie giver den katolske tro en rigdom, som et menneske kan bruge et helt liv på at udforske. Alt dette får imidlertid sin betydning fra Kristus. Uden ham bliver den katolske arv et imponerende museum. Kirken eksisterer for at forkynde ham. Apostlene blev sendt ud af ham. Helgenerne fulgte ham. Martyrerne gav deres liv for troen på ham. Sakramenterne fører mennesket ind i livet med ham.

Derfor mødes alle trådene til sidst ved alteret. Apostlene, Maria, helgenerne, sakramenterne, pavedømmet, klostrene, katedralerne, skriftemålet, rosenkransen og messen hører til en historie, hvis centrum er Kristus. Det herlige ved at være katolik er derfor langt mere end glæden ved at tilhøre en gammel kirke. Det er at høre hjemme i en levende Kirke, hvor mennesker gennem næsten 2.000 år har hørt Kristi ord, samlet sig omkring hans alter og forsøgt at følge ham. En dag er også vores generation blevet historie. Andre vil sidde på kirkebænkene, tænde lysene, bære deres børn til dåben og deres døde til graven. Andre vil knæle og bede de bønner, som generationer før dem har bedt. Og ved alteret vil de høre de ord, som apostlene hørte, og som utallige mennesker siden har hørt:

Dette er mit legeme.

Så længe de ord lyder, fortsætter historien.

-karn