Sankt Klara af Assisi – kvinden der valgte at eje ingenting

Den 11. august mindes Kirken Sankt Klara af Assisi, en af middelalderens store kvindelige helgener. Frans af Assisi viste hende en vej, men Klara gjorde den til sin egen og kæmpede resten af livet for retten til at følge Kristus i radikal fattigdom.

Hun tilbragte størstedelen af sit voksne liv ved San Damiano uden for Assisi og bevægede sig kun lidt uden for klostrets mure. Alligevel fik hendes liv betydning langt ud over det lille fællesskab af kvinder, der voksede frem omkring hende. Klara insisterede på, at hendes søstre skulle kunne leve uden ejendom og økonomisk sikkerhed, og kort før sin død fik hun Kirkens godkendelse af den regel, hun havde kæmpet for gennem årtier. Hendes historie handler om et menneske, der tog evangeliets ord så alvorligt, at de fik konkrete følger for hele hendes liv.

En ung kvinde forlader sit gamle liv

Klara blev født i Assisi omkring 1193-94 og voksede op i en velstående adelig familie. Hendes fremtid syntes at være lagt til rette inden for de rammer, der gjaldt for en kvinde af hendes stand. Et passende ægteskab, familie, ejendom og den sociale position, hun var født ind i, lå foran hende. Men Assisi var samtidig blevet hjemsted for en religiøs bevægelse omkring den unge Frans, købmandssønnen, der havde givet afkald på sin arv og var begyndt at leve blandt de fattige. Han prædikede et evangelium, der skulle leves helt konkret. Kristi ord om at forlade alt og følge ham var for Frans ikke en smuk formulering, der kunne beundres på afstand. Ordene krævede et svar. Klara hørte hans forkyndelse og genkendte i den sit eget kald.

Omkring 1212, sandsynligvis som 18-årig, forlod hun familiens hjem. Traditionen knytter hendes afgørende brud til natten efter Palmesøndag. Hun opsøgte Frans og hans brødre ved Portiuncula neden for Assisi, hvor hendes hår blev klippet, og hendes kostbare klæder blev erstattet af en enkel dragt. Handlingen var både religiøs og socialt dramatisk. En ung adelskvinde havde uden familiens tilladelse forladt den plads, hendes slægt og stand havde bestemt for hende. Familien forsøgte at få hende tilbage, men Klara nægtede. Efter en kort tid i andre religiøse fællesskaber kom hun til San Damiano, den lille kirke uden for Assisi, som Frans tidligere havde været med til at genopbygge. Her sluttede andre kvinder sig efterhånden til hende, blandt dem hendes søster Agnes, og der opstod det fællesskab, der først blev kendt som De Fattige Damer og senere som klarisserne.

Frans viste hende vejen – Klara måtte selv gå den

Forbindelsen mellem Frans og Klara var afgørende, og Klara betragtede selv Frans som den, Gud havde brugt til at vise hende den evangeliske livsform. Men hun var langt mere end en kvindelig udgave af Frans af Assisi. Frans og hans brødre kunne vandre fra by til by, prædike og leve af det, de fik undervejs. Et permanent kvindeligt klosterfællesskab stod over for helt andre praktiske problemer. Kirkelige myndigheder ønskede derfor, at søstrene skulle have jord, ejendom eller faste indtægter, så deres fremtid kunne sikres. Det var en fornuftig løsning efter datidens forhold, men Klara mente, at den ville ændre selve grundlaget for deres liv.

Hun ønskede, at søstrene skulle have retten til at leve uden ejendom. Det blev kendt som Privilegium Paupertatis – fattigdommens privilegium. Udtrykket vender næsten hele den almindelige forestilling om et privilegium på hovedet. Et privilegium giver normalt et menneske noget særligt; Klara bad om retten til at undvære. Hun ville ikke have jord, formue eller faste indtægter som garanti for fællesskabets fremtid. Søstrene skulle arbejde, tage imod det nødvendige og leve i tillid til Gud. Det betød ikke, at Klara betragtede materiel fattigdom som et gode i sig selv. Fattigdommen havde kun mening gennem Kristus. Hun så den fattige Kristus i Betlehem, den omvandrende Kristus uden ejendom og den korsfæstede Kristus, som til sidst blev berøvet alt. Hvis hendes liv skulle tilhøre ham, ønskede hun også at dele hans fattigdom.

Denne overbevisning fastholdt hun gennem mere end fyrre år. Hun gjorde det uden at bryde med Kirken og uden at stille sig uden for dens myndighed. Tværtimod ønskede hun Kirkens godkendelse, men hun ville samtidig bevare det kald, hun mente at have modtaget. Det siger meget om hendes karakter. Klara kunne være lydig uden at være viljeløs. Hun kunne leve bag klostermure og samtidig føre en langvarig kamp med paver og kirkelige myndigheder om den livsform, hun mente var nødvendig for hendes søstre. Kort før hendes død lykkedes det. Pave Innocens IV godkendte hendes regel den 9. august 1253. To dage senere, den 11. august, døde Klara ved San Damiano.

Et liv bag murene – med blikket rettet mod Kristus

Klaras ydre verden blev lille efter ankomsten til San Damiano. Hun rejste ikke rundt som Frans, prædikede ikke på byernes torve og grundlagde ikke klostre ved selv at rejse fra sted til sted. Hendes liv blev bundet til ét sted, til søstrenes fællesskab, tidebønnen, arbejdet, stilheden og eukaristien. Men den geografiske begrænsning betød ikke, at hendes åndelige horisont blev mindre. Hendes breve, især brevene til Agnes af Prag, viser et menneske med et stærkt og meget personligt forhold til Kristus. Et af de billeder, Klara anvender, er spejlet. Hun opfordrer Agnes til at betragte Kristus som i et spejl: se hans fattigdom, hans ydmyghed og hans kærlighed og lade sit eget liv formes af det, hun ser.

Her ligger noget centralt i Klaras spiritualitet. Det kristne liv begynder ikke med et program for selvforbedring. Det begynder med at se på Kristus. Jo længere mennesket betragter ham, desto tydeligere bliver det, hvad der kan undværes, hvad der binder, og hvad der virkelig har værdi. Klaras fattigdom kan derfor ikke skilles fra hendes kontemplative liv. Hun gav ikke afkald på ejendom for at bevise sin åndelige styrke. Hun gjorde det for at skabe plads til det, hun betragtede som sin egentlige rigdom.

Den eukaristiske fromhed blev også et stærkt kendetegn ved hende. Derfor fremstilles Klara ofte med en monstrans eller et ciborium i kirkekunsten. Bag motivet ligger blandt andet traditionen om, at San Damiano blev truet af fjendtlige soldater, mens Klara var syg. Hun lod Det Allerhelligste bringe frem og bad Kristus beskytte søstrene og klostret. Fortællingen fik siden en fremtrædende plads i hendes helgenhistorie. Uanset hvordan de enkelte historiske detaljer vurderes, passer motivet præcist til det liv, hun selv beskrev: Kristus var ikke en idé eller alene en historisk skikkelse. Han var levende og nærværende, og hele hendes tilværelse var bygget op omkring dette nærvær.

En middelalderkvinde med usædvanlig myndighed

Det er værd at standse ved, hvor bemærkelsesværdig Klaras position faktisk var. Hun levede i 1200-tallet, hvor kvinders muligheder for selv at fastlægge rammerne for et religiøst fællesskab var stærkt begrænsede. Alligevel blev hun leder af sit eget fællesskab, korresponderede med kvinder fra Europas fyrstehuse, fastholdt sin teologiske forståelse af fattigdommen over for kirkelige myndigheder og formulerede en regel for sine søstre. Hun regnes som den første kvinde, der skrev en ordensregel for kvinder, som blev godkendt af paven.

Hendes myndighed kom ikke fra et kirkeligt embede og heller ikke fra den adelige position, hun havde forladt. Den voksede frem af et liv, hvor ord og handling var vanskelige at skille ad. Hun krævede ikke af søstrene, at de skulle leve på en måde, hun selv undgik. Hun delte deres fattigdom, deres arbejde og deres bøn. Hun var i lange perioder alvorligt syg, men fortsatte med at lede fællesskabet. Den form for autoritet var vanskelig at overse, også for de mænd, der formelt havde myndigheden til at godkende eller afvise hendes ønsker.

Der findes samtidig noget meget katolsk i den måde, Klara førte sin kamp på. Hun ønskede ikke frihed fra Kirken. Hun ønskede friheden til at leve sit kald i Kirken. Hun kunne have opgivet kampen eller valgt sin egen vej uden om den kirkelige myndighed. I stedet brugte hun årtier på at få den livsform, hun havde modtaget fra den franciskanske bevægelses begyndelse, anerkendt. Hendes stædighed og hendes lydighed stod ikke som modsætninger. De blev holdt sammen af hendes overbevisning om, at kaldet både var personligt og kirkeligt.

Fra San Damiano til fjernsynet

En af de mere overraskende detaljer ved Sankt Klara er, at hun i dag er skytshelgen for fjernsynet. Forbindelsen går tilbage til hendes sidste leveår. Julenat 1252 var hun ifølge traditionen så syg, at hun ikke kunne deltage i liturgien sammen med søstrene. Fra sin sygeseng skulle hun alligevel på mirakuløs vis have hørt og set gudstjenesten, selv om den foregik et andet sted. I 1958 udnævnte pave Pius XII hende derfor til fjernsynets skytshelgen.

Historien kan virke som en pudsig forbindelse mellem middelalderen og moderne teknologi, men der ligger en fin sammenhæng i den. Klara tilbragte det meste af sit voksne liv inden for et meget begrænset geografisk område, mens hendes indflydelse nåede langt ud over San Damiano. I dag findes klarisser over store dele af verden, og hendes skrifter læses næsten otte hundrede år efter hendes død. Kvinden, der valgte det skjulte liv, blev langt mere synlig i Kirkens historie, end mange af hendes samtidige med langt større verdslig magt.

Hvad ejer os?

Klaras konkrete livsform er ikke et almindeligt kristent ideal, som alle forventes at efterligne. Et menneske kan eje et hus, have penge på en konto, forsørge sin familie og planlægge sin økonomiske fremtid uden dermed at stå længere fra Gud. Klara havde et særligt kald, og hun vidste, at hendes søstres livsform var radikal. Men bag hendes valg ligger et spørgsmål, som ikke er begrænset til et kloster i Umbrien i 1200-tallet: Hvad ejer vi, og hvad har efterhånden fået magt til at eje os?

Ejendom er kun én mulighed. Et menneske kan være bundet til sin position, sit ry, sin indflydelse, sin komfort, andres anerkendelse eller forestillingen om altid at have kontrol over morgendagen. Klara fjernede med stor konsekvens de sikkerhedsnet, som hun mente kunne stille sig mellem hende og Kristus. Hun begyndte som en ung kvinde, der forlod familiens hus om natten, og endte som leder af et fællesskab, hvis livsform paven til sidst stadfæstede. Hun havde ingen formue, ingen børn, ingen politisk magt og ingen officiel position i Kirkens hierarki. Alligevel satte hun et aftryk, der stadig kan ses.

Den 11. august mindes Kirken derfor en kvinde, hvis fattigdom ikke gjorde hendes liv mindre, men gav det en retning, hun aldrig forlod. Sankt Klara havde valgt sin rigdom tidligt. Den bestod ikke af det, hun kunne samle omkring sig, men af den Kristus, hun ønskede at følge uden forbehold. Hendes liv ved San Damiano blev svaret på dette valg – stille, krævende og med en styrke, der stadig gør hende interessant næsten otte århundreder efter hendes død.

-karn