Visdom gennem århundreder

TEMA: VI LÆSER I BIBELEN

Siraks Bog gør troen nærværende i det almindelige liv.

Siraks Bog handler om det liv, de fleste mennesker faktisk lever: om familien, venskabet, arbejdet, pengene, sygdommen, alderdommen og døden. Den gamle visdomslærer fra Jerusalem viser, at forholdet til Gud bliver synligt i vores måde at tale, vælge og behandle andre mennesker på.

En bibelsk bog ved køkkenbordet

Nogle af Bibelens bøger fører os gennem kongers fald, profeters opgør, folkets vandring og Guds indgriben i historiens store bevægelser. Siraks Bog bevæger sig tættere på det almindelige menneskeliv. Den sætter sig ved køkkenbordet og lytter til samtalen mellem generationerne. Den følger mennesket ind i hjemmet, ud blandt vennerne, hen til den fattige og ind i sygeværelset. Den ved, hvor megen skade et uovervejet ord kan gøre, hvor vanskeligt det er at kende en sand ven, og hvor let penge og anseelse kan fordreje dømmekraften. Den taler om opdragelse, ægteskab, gæstebud, arbejde, sygdom, læger, sorg, alderdom og død. Intet er for småt til at høre hjemme i forholdet til Gud, fordi mennesket møder ham gennem det liv, det faktisk har fået.

Her ligger en stor del af bogens værdi. Troen bliver ikke kun alvorlig, når mennesket træder ind i kirken, folder hænderne eller beskæftiger sig med teologiske spørgsmål. Den bliver også prøvet i hjemmet, i samtalen og i omgangen med mennesker, som kræver vores tålmodighed. Et menneske kan bekende den rette tro og samtidig ødelægge andre med sin tunge. Det kan bringe sit offer til Gud og alligevel vende ryggen til den fattige. Det kan kende lovens ord uden at have lært selvbeherskelse, taknemmelighed og barmhjertighed. Hos Sirak bliver troens sandhed synlig i menneskets karakter: i dets måde at tale på, dets evne til at lytte, dets troskab over for familie og venner og dets vilje til at tage ansvar for den, der står svagere.

En lærer i en verden under forandring

Bogen blev skrevet omkring 180 f.Kr. af Jesus ben Sirak, en jødisk skriftlærd og visdomslærer i Jerusalem. Han levede i en tid, hvor den græske kultur satte et stærkt præg på den jødiske verden. Nye tanker, livsformer og idealer trængte sig på, og den nedarvede tro kunne let komme til at fremstå gammel og fremmed for en yngre generation. Sirak forsøgte at vise, at Israels tro rummede en visdom, som kunne bære et helt menneskeliv. Guds lov var for ham ikke et støvet levn fra fortiden. Den var en vej gennem nutiden.

Siraks barnebarn oversatte senere værket fra hebraisk til græsk og skrev det forord, som stadig står i Bibelen. Han ønskede at gøre sin bedstefars undervisning tilgængelig for jøder, der levede uden for hjemlandet og ikke længere havde hebraisk som deres naturlige sprog. Allerede bogens tilblivelse fortæller dermed noget væsentligt om troens overlevering. Den skal modtages, forstås, oversættes og gives videre. Hver generation må lære dens sprog og opdage, hvordan gammel visdom kan tale sandt under nye forhold. Hvis overleveringen standser, bliver troen tavs. Hvis den formes efter enhver ny tids smag, mister den sin egen stemme.

Siraks Bog fik siden det latinske navn Ecclesiasticus, som kan gengives med »kirkebogen«. Navnet vidner om, hvor flittigt den blev brugt i Kirkens undervisning. Den var egnet til at danne mennesker, fordi den forbandt bekendelsen af Gud med livets konkrete pligter. De store trosord skulle sætte sig spor i den måde, mennesket levede på.

Gudsfrygt uden rædsel

Et af de ord, der vender tilbage gennem hele bogen, er gudsfrygt. For moderne mennesker kan udtrykket lyde mørkt, som om det religiøse liv skulle bygge på angst for Gud og frygt for straf. Hos Sirak betyder gudsfrygt først og fremmest ærefrygt, tillid og erkendelsen af, at Gud er Gud, og at mennesket ikke selv er tilværelsens centrum. Ærefrygten befrier mennesket fra forestillingen om, at det kan skabe sandheden efter egne behov. Den lærer os at modtage livet, loven og næsten som virkeligheder, vi skylder et svar.

Den form for gudsfrygt gør ikke mennesket mindre. Den sætter det på dets rette plads og giver tilværelsen retning. Den, der ved, at livet er modtaget, kan lære taknemmelighed. Den, der anerkender en målestok uden for sig selv, kan få øje på sine egne fejl. Den, der bøjer sig for Gud, behøver ikke kræve, at andre bøjer sig for ham. Ydmyghed er hos Sirak ikke selvudslettelse. Den er sandheden om mennesket: stort, fordi det er skabt og elsket af Gud, og begrænset, fordi det er skabt og ikke selv er Gud.

I en tid, hvor mennesket ofte forventes at opfinde sig selv og skabe sin egen betydning, kan denne tale virke krævende. Også Siraks samtid beundrede magt, dannelse, rigdom og anseelse. Han minder læseren om, at evnen til at beherske sig selv er større end evnen til at imponere andre. Visdom måles ikke alene på, hvad et menneske ved. Den viser sig i, hvad det elsker, hvordan det vælger, og hvem der må betale prisen for dets valg.

Ordene, der ikke kan kaldes tilbage

Sirak vender ofte tilbage til menneskets tale. Et ord kan skabe fred, åbne en dør og genoprette et forhold. Det kan også sprede mistanke, røbe en hemmelighed og såre et menneske på en måde, som ingen senere undskyldning helt kan gøre ugjort. Bogen blev skrevet længe før aviser, radio og sociale medier, men dens advarsler har sjældent været mere aktuelle. Aldrig har så mange mennesker kunnet tale så hurtigt til så mange, og aldrig har afstanden mellem den første impuls og den offentlige meddelelse været kortere.

Hos Sirak er beherskelsen af tungen et åndeligt spørgsmål. Ordene afslører noget af det, vi bærer i os, og de former de fællesskaber, vi lever i. Sladder kan forklæde sig som omsorg, hårdhed som ærlighed og foragt som humor. Den vise er ikke nødvendigvis den, der altid har et svar parat. Den vise ved også, hvornår tavsheden beskytter et andet menneskes værdighed.

Denne forsigtighed må ikke forveksles med fejhed. Sandheden skal siges, og uretten skal kunne nævnes ved navn. Sirak lærer os samtidig, at sandheden ikke giver ret til at ydmyge. Et sandt ord kan udtales med det skjulte ønske at skade, triumfere eller hæve sig over et andet menneske. Derfor begynder den ansvarlige tale med en undersøgelse af hjertet: Hvorfor ønsker jeg at sige dette, og hvad vil mine ord gøre ved den, der hører dem?

Vennen viser sig i modgangen

Det samme realistiske blik findes i bogens undervisning om venskabet. Sirak er uden sentimentalitet. Mange samler sig om et menneske, så længe bordet er dækket, anseelsen intakt og livet let. Den sande ven viser sig, når vanskelighederne kommer. Venskabet kræver tid, prøvelse, diskretion og troskab. Fortrolighed kan ikke kræves efter det første møde, og en hemmelighed må ikke gives til enhver, der virker venlig.

Det sande venskab er værdifuldt, fordi mennesket har brug for steder, hvor det ikke behøver at optræde, konkurrere eller forsvare sig. En ven kan sige sandheden uden at ydmyge og blive stående, når andre går. Vennen er ingen erstatning for Gud, men kan blive et af de steder, hvor Guds trofasthed får menneskelig skikkelse. I et samfund med utallige kontakter og megen ensomhed taler Sirak med en særlig tyngde. Antallet af forbindelser fortæller intet sikkert om et menneskes venskaber. Det afgørende er, hvem der bliver, når der ikke længere er noget at hente.

Sirak ved samtidig, at et venskab kan gå tabt gennem sladder, svigt og brudt fortrolighed. Et menneske kan tilgive og alligevel have mistet den tryghed, som gjorde fortroligheden mulig. Derfor skal venskabet beskyttes, mens det findes. Det er en gave, der kræver omhu.

Når forældrene bliver gamle

Blandt bogens stærkeste afsnit står formaningen om at ære sin far og mor. Sirak taler især til det voksne barn, hvis forældre er blevet gamle, svækkede og måske vanskelige at forstå. Selv når farens forstand svigter, skal barnet bære over med ham, hedder det i bogens tredje kapitel. Det fjerde bud føres dermed ind i den fase af livet, hvor kærligheden kan koste tid, tålmodighed og afkald.

Ordene rammer ind i et samfund, som ofte vurderer mennesker efter deres selvstændighed, hastighed og nytte. Det gamle menneske kan langsomt miste alt det, omverdenen belønner, uden at miste sin værdighed. Sirak minder os om, at børn ikke kun skylder deres forældre varme følelser. De skylder dem også troskab, når rollerne vendes, og barnet må tage ansvar for den, som engang bar det.

Familielivet kan være præget af svigt, misbrug og sår, der aldrig helt heler. At ære sine forældre kræver ikke, at ondskab benægtes, eller at nødvendige grænser opgives. Buddet fastholder, at mennesket kommer fra nogen. Ingen har givet sig selv livet. Denne sandhed forpligter generationerne på hinanden og modsiger den forestilling, at afhængighed skulle gøre et menneske mindre værdifuldt. Vi begyndte alle livet i andres hænder, og mange af os vil også slutte det dér.

Den fattiges råb når Gud

Sirak ser en uløselig forbindelse mellem gudsdyrkelsen og behandlingen af det udsatte menneske. Den fattige må ikke ydmyges, den bedrøvede må ikke holdes hen, og den nødlidendes råb må ikke ignoreres. Barmhjertigheden hører ikke til troens pynt. Den viser, om mennesket har forstået, hvem Gud er.

Denne tanke får siden sin fulde styrke i evangeliet, hvor Kristus identificerer sig med den sultne, den fremmede, den syge og den fængslede. Sirak forbereder læseren på denne erkendelse ved at lære, at den andens nød stiller et krav, som ikke kan opløses i fromme ord. Gud kan ikke æres, mens den fattige behandles som en forstyrrelse eller som et mislykket menneske, der selv må bære hele skylden for sin situation.

Hos Sirak hviler hjælpen ikke alene på skiftende følelser. Den hører hjemme i retfærdighedens og lydighedens område. Mennesket hjælper, fordi næsten er skabt af Gud og har en værdighed, som sult, gæld, sygdom eller social deroute ikke kan udslette. Barmhjertigheden bliver dermed mere holdbar end medlidenheden. Den forpligter også på dage, hvor hjertet er trægt, og den nødlidende hverken er sympatisk eller taknemmelig.

Lægen og den Gud, der helbreder

Et af bogens mest bemærkelsesværdige afsnit handler om lægen og lægekunsten. Sirak opfordrer den syge til at ære lægen, fordi også lægens kundskab kommer fra Gud. Bøn og behandling hører sammen. Mennesket skal vende sig mod Gud, gøre op med det, der tynger samvittigheden, og samtidig give lægen plads til at udføre sit arbejde.

Det er en nøgtern forståelse, som stadig har stor værdi. Troen fritager ikke mennesket fra at bruge den viden og de midler, der er til rådighed. Lægekunsten bliver heller ikke gjort til en ny religion, som kan love udfrielse fra al lidelse og død. Den er en gave, båret af menneskelig kunnen og menneskelig begrænsning. Lægen kan behandle, lindre og undertiden helbrede. Livet forbliver i Guds hånd.

Sirak tilbyder ingen let forklaring på lidelsen. Han kender sygdommens angst og kroppens svækkelse. Hans råd er enkelt: Søg hjælp, bed, ryd op i dit liv og tag din dødelighed alvorligt. Troen fjerner ikke enhver smerte. Den giver mennesket et sted at stå, når livet ikke længere kan kontrolleres.

Døden gør livet alvorligt

Det moderne samfund bruger mange kræfter på at holde døden uden for synsfeltet. Vi taler om livets afslutning, som om den var en administrativ fase, og overlader ofte døden til institutioner, fagfolk og lukkede rum. Sirak taler direkte. Mennesket er støv, dets dage er talte, og hverken rigdom, ry eller magt kan redde det fra graven.

Denne tale skal ikke gøre livet mørkt. Bevidstheden om døden afslører tidens værdi. Når mennesket ved, at dagene har en grænse, bliver det muligt at spørge, hvad de bruges til. Bitterhed, forfængelighed og endeløse opgør mister noget af deres magt, når de ses på baggrund af evigheden. At huske døden er hos Sirak en skole i at leve. Den minder mennesket om at søge forsoning, gøre det gode, mens muligheden findes, og undlade at bygge sin identitet på det, som en dag skal mistes.

Den kristne læser møder disse ord i lyset af Kristi død og opstandelse. Sirak kendte ikke påskens fulde åbenbaring, og hans forestillinger om livet efter døden er mindre udfoldede end Det Nye Testamentes. Alligevel lærer han mennesket den alvor, som gør det kristne håb forståeligt. Opstandelsen gør ikke døden uvirkelig. Den forkynder, at døden ikke får det sidste ord.

En del af den katolske Bibel

Siraks Bog hører i Den Katolske Kirke og de ortodokse kirker til Det Gamle Testamente. Den kaldes deuterokanonisk, fordi dens plads blandt de bibelske skrifter blev endeligt afklaret senere end mange andre bøgers. I protestantisk tradition er den som regel placeret blandt Apokryferne, og i nogle bibeludgaver er den helt udeladt. Forskellen hænger sammen med, hvilke gammeltestamentlige skriftsamlinger de kristne traditioner har lagt til grund.

For katolikker er Siraks Bog hellig Skrift og læses i Kirkens liturgi. Enkelte udsagn bærer tydeligt præg af oldtidens samfund, kønsroller og opdragelsesformer. Derfor skal bogen som hele Det Gamle Testamente læses i sin historiske sammenhæng, i Kirkens levende tradition og i lyset af Kristus. Dens historiske præg gør ikke stemmen værdiløs. Det minder os om, at Gud har talt gennem virkelige mennesker, som levede på bestemte steder og under bestemte forhold.

Sirak er en tydelig og genkendelig stemme: erfaren, formanende, undertiden streng og stærkt optaget af at føre den unge læser ind i et ansvarligt liv. Han skriver som et menneske, der har set venskaber briste, familier svigte, rige blive hovmodige og mennesker fortryde ord, der ikke længere kunne kaldes tilbage. Hans visdom er ikke tænkt frem ved et skrivebord. Den er samlet gennem et langt liv blandt mennesker.

Visdommen får et ansigt

Siraks Bog blev skrevet næsten to århundreder før Jesu fødsel og taler derfor ikke direkte om Jesus Kristus. Alligevel møder den kristne mange af de temaer, som senere udfoldes i evangeliet og i apostlenes breve: ydmyghed, barmhjertighed, beherskelse af tungen, omsorg for fattige, troskab i prøvelser og gerninger som troens synlige frugt. Særligt Jakobsbrevet står tæt på den samme jordnære og krævende visdomstradition.

I den kristne læsning når længslen efter visdom sin fylde i Kristus. Det, som Sirak beskriver gennem formaninger og livserfaring, bliver synligt i hans liv. Kristus taler sandt uden at knuse, søger de udstødte, bøjer sig for Faderen, bærer lidelsen og giver sig selv for andre. Visdommen får et ansigt.

Evangeliet gør ikke Siraks Bog overflødig. Det kaster lys over dens dybeste anliggende. Troen på Kristus skal slå rod i det samme konkrete liv, som Sirak skriver om. Den kristne skal stadig vogte sin tunge, ære sine gamle forældre, være trofast mod sine venner, hjælpe den fattige, søge lægen under sygdom og huske, at livet er kort. Nåden ophæver ikke hverdagen. Den gør hverdagen til det sted, hvor mennesket kan svare Gud.

Hellighedens almindelige ansigt

Siraks Bog har overlevet, fordi mennesket trods store historiske forandringer stadig står med de samme grundlæggende opgaver. Vi skal lære at tale uden at ødelægge, eje uden at blive ejet, hjælpe uden at ydmyge og ældes uden at miste håbet. Vi skal skelne mellem venner og tilskuere, leve med følgerne af vores valg og en dag give slip på livet.

Bogen lover ingen hurtig vej til et problemfrit liv. Den tilbyder en visdom, der er samlet gennem generationers tro, fejltagelser og erfaring. Dens Gud findes også i det daglige ansvar, i besøget hos den gamle far, i måltidet med en ven, i hånden der rækkes ud mod den fattige, og i det ord, som holdes tilbage, fordi det ville have såret.

Her ligger Siraks Bogs varige betydning. Den gør helligheden jordnær uden at gøre den lille. Den fortæller, at menneskets forhold til Gud også formes gennem de stille handlinger, som sjældent bliver set og aldrig kommer i historiebøgerne. Det er ved køkkenbordet, i sygeværelset og på vejen hen til det menneske, der behøver os, at den bibelske visdom bliver til levet liv.

-karn

TEMASIDE:

TEMA: Vi læser i Bibelen