Når gæstfrihed bliver eftergivenhed

Kirken skal tage imod de nyankomne og samtidig værne om sin egen arv.

Stor indvandring kan på få år forandre et land og dets katolske kirke. Nye katolikker bringer tro, fromhed og liv til menighederne, men også ønsker om egne messer, præster og lokaler. Hvis et bispedømme af misforstået velvilje opfylder ethvert ønske, kan gæstfriheden ende som eftergivenhed, mens den fælles kirke langsomt opdeles i nationale miljøer.

Den universelle Kirke har lokale rødder

Den Katolske Kirke er verdensomspændende. Ved det samme alter kan mennesker fra forskellige lande og kulturer modtage Kristus og bekende den samme tro. Kirken kender ingen fremmede i dåben. Den, der kommer til et nyt land, skal kunne træde ind i en katolsk kirke og vide, at han eller hun hører til. Kirken findes samtidig altid et bestemt sted. Hvert bispedømme har et sprog, en historie, en arkitektur og en måde at fejre kirkeåret på. Kirker, skoler, klostre og menighedslokaler er skabt gennem generationers arbejde og ofre. Almindelige mennesker har samlet penge ind, udført frivilligt arbejde og betalt for bygningernes vedligeholdelse. Denne arv er ikke biskoppens private ejendom eller en fri ressource, der kan fordeles efter de stærkeste ønsker. Den er betroet bispedømmet, så den kan tjene Kirkens liv i landet.

Katolikker fra andre dele af verden kan forny små og aldrende menigheder. De fylder kirkerne, bringer børn til dåben og viser et sekulariseret samfund, at troen fortsat lever. Med dem følger ønsker om messer på deres eget sprog, præster fra hjemlandet, særlige foreninger og egne lokaler. Hvert ønske kan forekomme rimeligt, når det betragtes for sig. Tilsammen kan de forandre et bispedømme så grundlæggende, at den fælles kirke bliver opdelt efter sprog og nationalitet. Den universelle kirke risikerer at blive en bygning, som flere nationale fællesskaber benytter på forskellige tidspunkter uden at dele et egentligt menighedsliv.

Når omsorgen mister sine grænser

En biskop og hans medarbejdere kan frygte at virke afvisende eller ufølsomme. De ønsker at vise gæstfrihed og undgå konflikter. De stiller måske lokaler til rådighed, finansierer særlige aktiviteter eller opretter pastorale tilbud uden først at undersøge de langsigtede følger. En midlertidig løsning bliver let opfattet som en fast rettighed. Når en gruppe først har fået en bestemt bygning, en fast messe eller økonomisk støtte, kan en senere begrænsning opleves som en krænkelse. Barmhjertighed kræver dog ikke, at enhver forventning bliver opfyldt. Kirkelig ledelse må vurdere, om en beslutning styrker det fælles liv, eller om den fremmer parallelle miljøer, hvor grupper lever ved siden af hinanden uden at lære landets sprog, historie og kirkelige tradition at kende.

Der er også en økonomisk grænse. Opvarmning, vedligeholdelse, forsikring, præstelønninger, transport, undervisning og administration koster penge. Hvis nye pastorale tilbud oprettes uden et varigt økonomisk grundlag, må andre dele af bispedømmet betale. Små menigheder kan opleve, at deres behov tilsidesættes, selv om medlemmerne gennem mange år har båret Kirken økonomisk. Bygninger kan forfalde, stillinger forsvinde og nødvendige aktiviteter blive nedlagt, mens nye ordninger fortsætter, fordi ingen tør ændre dem. Kirkens penge kommer fra mennesker, der har givet dem i tillid til, at de bruges med omtanke. Økonomisk ansvarlighed er mere end administration. Den er en moralsk forpligtelse.

Fra gæst til medansvarlig

Den, der bosætter sig varigt i et nyt land, bliver en del af landets samfund. Det gælder også i Kirken. Et menneske kan bevare sit modersmål, sine salmer, sine fromhedstraditioner og kærligheden til sit hjemland. Samtidig må der være en bevægelse ind i den lokale kirke. Børn og unge skal kunne vokse op som medlemmer af bispedømmet frem for som anden eller tredje generation i en kirkelig afdeling, der fortsat vender sig mod forældrenes oprindelsesland. Messer på andre sprog kan være nødvendige og værdifulde, især for nyankomne, men de bør indgå i en pastoral plan, som fører mennesker ind i det fælles menighedsliv. Ellers kan sproget blive en mur mellem mennesker, som bekender den samme tro.

Kirkelig enhed bliver ikke virkelig alene ved, at alle står under den samme biskop. Den skal kunne ses i gudstjenesten, undervisningen, menighedsrådet, det frivillige arbejde og ansvaret for økonomien. Nye grupper må bidrage efter evne og tage del i vedligeholdelsen af bygningerne og de opgaver, der får en menighed til at fungere. At blive modtaget som fuldgyldigt medlem indebærer også et fuldgyldigt ansvar. Kirkens universelle karakter ophæver ikke det lokale. Troen har altid slået rod i bestemte lande, sprog og traditioner, og et bispedømme har både ret og pligt til at værne om denne arv.

En gæstfri familie fjerner ikke sine billeder, ændrer sit sprog og opgiver sine skikke, hver gang nye mennesker træder ind ad døren. Den åbner døren, gør plads ved bordet og lader de nye blive en del af familiens liv. Med tiden bliver familien selv beriget og forandret. Sådan udvikler en levende kultur sig gennem fælles gudstjeneste, venskab, ægteskaber og dagligt ansvar. At værne om en national kirkelig kultur er ingen afvisning af mennesker fra andre lande. Det gør tydeligt, hvilket fællesskab de bliver en del af.

Biskoppen skal se helheden

Biskoppen skal være hyrde for alle. Han må høre både de nyankomne og de mennesker, der gennem årtier har holdt menighederne levende. Den største, mest højlydte eller bedst organiserede gruppe må ikke få en uforholdsmæssig indflydelse. Der bør være klare principper for brugen af kirker og lokaler, for messer på andre sprog, for præster til bestemte grupper og for økonomisk støtte. Ordningerne skal vurderes med faste mellemrum, og grupper, som benytter bispedømmets faciliteter, bør bidrage til udgifterne efter evne. Beslutningerne skal være gennemsigtige, så ressourcerne ikke fordeles efter pres, personlige forbindelser eller frygt for kritik.

Det kræver mod at sige nej, især når afslaget kan blive udlagt som kulde eller fremmedfjendtlighed. Et velbegrundet nej kan være mere ansvarligt end et ja, der senere skaber gæld, splittelse og bitterhed. Kirken skal tage imod den fremmede, beskytte den udsatte og hjælpe mennesker, som har mistet deres hjem. Den kristne kærlighed må samtidig følges af sandhed, ansvar og retfærdighed. Et bispedømme svigter sin opgave, hvis det bruger flere penge, end det har, opgiver sin historie eller tillader, at den fælles kirke opløses i nationale særfællesskaber.

Målet må være, at de nyankomne ikke vedbliver med at være gæster, men bliver medansvarlige medlemmer af den lokale kirke. De skal kunne bringe deres gaver med sig og samtidig tage imod det land, det sprog og den kirkelige arv, som nu også er deres. De eksisterende menigheder skal åbne deres fællesskaber, give plads til nye stemmer og acceptere, at en levende kultur aldrig står stille. Gæstfriheden mister sin mening, hvis værten udsletter sig selv, og den nationale kirkelige kultur bliver gold, hvis døren lukkes for mennesker udefra. Den ansvarlige vej er en åben kirke med en tydelig identitet, en varm modtagelse med klare grænser og et fællesskab, hvor alle både modtager og bidrager.

-karn