Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige.
Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet — “om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.”
Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde:
“Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”
Så vendte de tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus’ søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre.
(ApG 1,3-5. 9-13).
Refleksion: Jesu Himmelfart
Jesu himmelfart kan for moderne mennesker være vanskelig at forstå og måske endnu vanskeligere at tro på. Forestillingen om, at et menneske løftes op fra jorden og forsvinder bort fra disciplenes øjne, ligger langt fra den måde, vi normalt tænker verden på i dag. Mange vil spontant spørge, hvordan det skulle kunne ske.
Men netop her står kristendommen allerede på et grundlag af begivenheder, som overskrider det almindelige og naturlige. Jesu liv er fra begyndelsen præget af undere: de syge bliver helbredt, blinde ser, stormen stilner, få brød mætter tusinder, og Lazarus kaldes ud af graven. Allerede inkarnationen — at Gud bliver menneske — er i sig selv et mysterium, som ikke kan måles eller forklares naturvidenskabeligt.
Hvis man først accepterer muligheden af, at Gud handler i historien, bliver himmelfarten derfor ikke nødvendigvis det mest usandsynlige i evangelierne. Tværtimod fremstår den som en naturlig afslutning på Jesu jordiske liv og begyndelsen på noget nyt: Kristus er ikke længere kun knyttet til ét sted og én gruppe mennesker, men bliver nærværende for Kirken på en anden måde.
For disciplene var himmelfarten heller ikke blot et spektakulært øjeblik. Den efterlod dem først og fremmest i stilhed, venten og bøn. De stod tilbage mellem tro og tvivl, mellem sorg og håb — præcis som mennesker ofte gør. Derfor taler fortællingen stadig til mennesker i dag.
-karn
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
