Troen som nyt udgangspunkt i livet

Alexander Søndergård voksede op i et ikke-religiøst hjem med et kritisk syn på tro. I dag, efter sin konversion til katolicismen i 2018, beskriver han mødet med Kirken som at komme hjem – til sandhed, skønhed og et liv båret af fællesskabet med Kristus.

Samtalen er en genudsendelse fra 2019

Alexander Søndergård, 29 år, officer og embedsmand, fortæller om sin vej fra et ikke-religiøst hjem til sin konversion til katolicismen i 2018. Han voksede op med den opfattelse, at religion var en “sutteklud”, og han overtog familiens negative syn på troende mennesker, hvilket senere gav ham dårlig samvittighed. I dag ønsker han, at hans egne børn skal opleve troen som en måde at se livet på – en støtte både i glæde og sorg – og som en naturlig del af hverdagen.

Han beskriver, hvordan hans målestok i livet tidligere var præget af materielle succesparametre, men at den nu er fællesskabet med Kristus og ønsket om at føre sin familie tættere på Gud. Mavefornemmelsen alene var ikke nok til at forstå livets dybe spørgsmål, og han søgte noget mere holdbart, noget han kunne prøve af mod tradition, erfaring og andre menneskers visdom.

Folkekirken oplevede han som en kulturel ramme, men den katolske kirke gav ham en dybere erfaring af sandhed, skønhed og åndelighed, især gennem sanserne i liturgien. Messen blev et centralt omdrejningspunkt for hans trosliv, og relationen til Kristus opleves som en kærlighedsfuld tryghed, hvor man ikke behøver frygte noget, fordi Gud er en kærlig far.

Han sætter stor pris på den tridentinske messeform, som han oplever som særlig smuk og åndeligt dyb, men bemærker, at der i nogle katolske kredse findes modstand mod den. En afgørende inspiration på hans vej mod troen var den amerikanske politolog Russell Kirk, hvis refleksioner om religion som nøgle til livets mening satte en dyb tankeproces i gang.

Hans konversion mødte skepsis i omgivelserne, der ofte forsøgte at forklare hans tro psykologisk. Det skabte afstand til nogle relationer, og han ser dette som et tegn på, at mange moderne mennesker mangler forståelse for religiøsitet. Misbrugsskandalerne i kirken fyldte i spørgsmålene fra andre, men var ikke afgørende for hans egen trosproces, selvom problemet naturligvis ikke skal negligeres.

Det at blive katolik beskriver han som at komme hjem – en følelse af ro, rigtighed og tryghed. Et tilfældigt møde med en tidligere kollega, selv konvertit, hjalp ham til at tage skridtet og begynde på et konvertitkursus. Under en retræte på Magleås oplevede han i sit første skriftemål en stærk fysisk og følelsesmæssig erfaring af Guds kærlighed, som fjernede den sidste tvivl.

Skriftemålet og hele kirkens morallære er for ham et redskab til at leve som Gud ønsker. Han oplever morallæren som uvurderlig, selvom den kan være vanskelig for mange. At Gud er kærlighed viser sig for ham gennem relationer i familien og i hverdagen. Den personlige relation til Gud dyrkes gennem bøn, sakramenter og kirkens fællesskab.

Han betragter sin konversion som en gave og ønsker at give den videre. Derfor interesserer han sig for andre konvertitters historier og skriver om dem. Han ønsker også at vidne om troen gennem sit personlige eksempel i hverdagen – blandt venner, familie og kolleger.

-karn