Maria Magdalene – apostlenes apostel

TEMA · HELGENER

Den første, der mødte den opstandne Kristus

22. JULI · Denne dag fejrer Den Katolske Kirke festen for den hellige Maria Magdalene. Hun er den første, der møder den opstandne Kristus, og den første, der sendes ud med påskens budskab. Derfor kalder Kirken hende med en ærestitel, som kun få har fået: apostlenes apostel. Hendes liv fortæller ikke blot historien om en trofast discipel, men om den kristne tros første vidne.

En kvinde, der blev forvandlet

Når Maria Magdalene nævnes i Det Nye Testamente, er det aldrig som en tilfældig biperson. Hun træder frem på nogle af frelseshistoriens mest afgørende tidspunkter, og hver gang står hun tæt på Kristus. Evangelierne fortæller, at hun kom fra byen Magdala ved Genesaret Sø, og at Jesus havde befriet hende fra “syv dæmoner”. Bibelen forklarer ikke nærmere, hvad dette indebærer, men tallet syv er i den bibelske verden ofte et symbol på noget fuldstændigt. Det peger derfor ikke nødvendigvis på syv konkrete dæmoner, men på et menneske, hvis liv var præget af en dyb og altomfattende nød. Mødet med Jesus blev begyndelsen på en ny tilværelse, hvor hendes identitet ikke længere blev bestemt af fortiden, men af Ham, der havde sat hende fri.

Denne erfaring kom til at præge hele hendes liv. Hun blev ikke blot helbredt og sendt hjem igen. Hun sluttede sig til kredsen omkring Jesus og fulgte Ham gennem Galilæa og Judæa sammen med andre kvinder, der støttede Hans tjeneste med deres egne midler. Det var bemærkelsesværdigt i en kultur, hvor rabbier normalt ikke havde kvinder blandt deres disciple. Jesus overskred tidens sociale grænser og gav kvinder en plads blandt sine nærmeste efterfølgere. Maria Magdalene blev derfor ikke en tilfældig tilskuer til Jesu liv, men en discipel, som fulgte Ham gennem undervisning, vandringer, modstand og voksende konflikter med de religiøse ledere.

Trofast ved korset

Maria Magdalene træder for alvor frem, da mørket sænker sig over Jerusalem. Da Jesus bliver arresteret, flygter næsten alle disciplene. Frygten for også selv at blive fængslet eller henrettet bliver for stor. Peter fornægter Ham tre gange, og de øvrige skjuler sig bag lukkede døre. Midt i denne opløsning står Maria Magdalene tilbage som et billede på den trofasthed, der bliver, når alt andet synes at bryde sammen.

Hun er til stede ved Golgata, hvor hun ser Jesus blive korsfæstet. Hun bliver stående, mens Hans lidelser udfolder sig, og hun overværer Hans død. Derefter følger hun Josef fra Arimatæa til graven og ser nøje, hvor Jesu legeme bliver lagt. Evangelierne lader bevidst disse detaljer stå, fordi de viser, at hun senere ved præcis, hvilken grav hun vender tilbage til. Hun er ikke et tilfældigt vidne, men et øjenvidne til både korsfæstelsen, begravelsen og den tomme grav.

Netop her viser hendes discipelskab sin dybeste karakter. Hun følger ikke Jesus, fordi Han udfører mirakler eller samler store menneskemængder. Hun følger Ham også, da alle menneskelige håb synes knust. Den kærlighed, der havde fået hende til at forlade sit gamle liv, holder hende fast, selv da Mesteren hænger død på korset. Derfor bliver hendes trofasthed belønnet på en måde, ingen kunne have forestillet sig.

Den første påskemorgen

Tidligt om morgenen den første dag efter sabbatten går Maria Magdalene tilbage til graven. Hun forventer ikke opstandelsen. Hun kommer med salver for at fuldende den sidste kærlighedsgerning over for Jesu døde legeme. Hendes handling udspringer af sorg, ikke af håb. Netop derfor bliver hendes møde med den tomme grav så stærkt. Hun tror først, at nogen har fjernet legemet, og hendes gråd viser, hvor dybt hendes tab er.

Johannesevangeliet beskriver derefter et af hele Bibelens mest bevægende øjeblikke. Den opstandne Kristus står foran hende, men hun genkender Ham ikke. Først da Han udtaler hendes navn – “Maria” – åbnes hendes øjne. I ét eneste ord forvandles sorgen til glæde, fortvivlelsen til tro og døden til liv. Hun svarer: “Rabbuni”, min Mester.

Det er et øjeblik med en dyb åndelig betydning. Kristendommen begynder ikke med en teori eller en idé, men med et personligt møde. Den opstandne Kristus kalder et menneske ved navn, og mennesket svarer. Det er et mønster, som siden har gentaget sig gennem hele Kirkens historie. Troen opstår ikke først og fremmest ved menneskets søgen efter Gud, men ved at Gud tager initiativet og kalder mennesket til sig.

Apostlenes apostel

Umiddelbart efter dette møde giver Jesus Maria Magdalene en opgave, som ingen før hende havde fået. Han sender hende til apostlene med budskabet om, at Han er opstået fra de døde. Hun bliver dermed det første menneske, der får til opgave at forkynde den kristne tros vigtigste begivenhed. Før Peter holder sin første prædiken. Før Paulus begiver sig ud på sine missionsrejser. Før evangelierne bliver skrevet. Påskemorgenen begynder med Maria Magdalenes vidnesbyrd.

Det er baggrunden for, at Kirken gennem århundreder har kaldt hende apostlenes apostel. Allerede i det tredje århundrede brugte kirkefaderen Hippolyt denne titel, og senere blev den gentaget af flere af Kirkens store lærere. Ordet apostel betyder “en udsendt”. Maria Magdalene blev ganske vist ikke én af De Tolv og havde ikke det apostolske embede, men hun blev udsendt direkte af den opstandne Kristus til dem, der senere selv skulle udsendes til hele verden. Hun blev budbringeren til budbringerne. Derfor er hendes titel ikke poetisk overdrivelse, men en præcis beskrivelse af hendes unikke plads i frelseshistorien.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at Gud vælger en kvinde som det første vidne til opstandelsen. I datidens jødiske samfund havde kvinders vidneudsagn langt mindre juridisk vægt end mænds. Havde evangelisterne ønsket at opfinde en overbevisende historie, ville de næppe have valgt en kvinde som det første vidne. Netop derfor har mange historikere peget på denne detalje som et indirekte argument for evangeliernes troværdighed. De fortæller ikke den historie, mennesker ville have fundet mest overbevisende, men den historie, der faktisk blev overleveret.

Derfor fejrer Kirken hendes fest

At Maria Magdalene fejres med en festdag og ikke blot en mindedag, understreger hendes enestående betydning for hele Kirken. I den katolske liturgi er en festdag forbeholdt personer, der har haft afgørende betydning for frelseshistorien, og blandt helgenerne er det især apostlene og evangelisterne, der hædres på denne måde. Da pave Frans i 2016 ophøjede hendes mindedag til en festdag, ønskede han netop at understrege, at Maria Magdalene ikke blot er et eksempel på personlig omvendelse, men et forbillede for hele Kirkens mission.

Hendes liv viser, at evangeliet begynder med mødet med Kristus og fortsætter i vidnesbyrdet om Ham. Ingen bliver sendt ud, før de selv har mødt den opstandne Herre. Derfor bliver Maria Magdalene et billede på enhver kristen. Kirken lever ikke af organisation, strategier eller kommunikation alene. Den lever af mennesker, som først har hørt Kristus kalde dem ved navn og derefter går ud for at fortælle andre, hvad de har set og hørt.

Derfor fejrer Kirken Maria Magdalene med en festdag. Ikke fordi hun indtog et kirkeligt embede eller efterlod sig teologiske skrifter, men fordi hun stod ved korset, da næsten alle andre flygtede, fordi hun var den første ved den tomme grav, og fordi den opstandne Kristus selv betroede hende det budskab, som siden har lydt gennem to årtusinder: Kristus er opstået. I dette ene budskab ligger hele den kristne tros håb, og derfor står Maria Magdalene for altid som den første, der bar det videre til verden.

-karn