Prisen for efterfølgelse

TEMA · TROENS ORD OG BEGREBER

Hvad mener Jesus, når Han siger, at vi skal “hade” vores familie?

Jesu ord om at “hade” sin far og mor, hustru og børn hører til blandt de mest omdiskuterede udsagn i hele Det Nye Testamente. Ved første læsning virker de næsten uforenelige med evangeliets budskab om kærlighed. Hvordan kan den samme Jesus, som befaler os at elske vore fjender, samtidig kræve, at vi hader vores nærmeste? Spørgsmålet har optaget bibellæsere gennem århundreder. Svaret findes ikke ved at bortforklare ordene, men ved at læse dem i deres sammenhæng. For Jesus taler ikke om had i almindelig forstand. Han taler om prisen for at være discipel og om den kærlighed, der må stå over alle andre.

Evangelium: Lukasevangeliet 14,25-35
Paralleltekst: Matthæusevangeliet 10,37-39

Ord, der standser os

Lukasevangeliet fortæller, at store skarer fulgte Jesus på vejen mod Jerusalem. Mange var grebet af Hans undervisning. Nogle havde oplevet Hans mirakler, andre håbede på en politisk befrier, og mange lod sig rive med af stemningen omkring den omvandrende rabbiner fra Nazaret. Men Jesus var ikke interesseret i begejstrede tilhængere, hvis engagement forsvandt, når modgangen meldte sig. Derfor vender Han sig mod menneskemængden og siger noget, som må have fået stilheden til at sænke sig: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.«

Ordene virker provokerende. De strider tilsyneladende imod det fjerde bud om at ære sin far og mor, og de synes at stå i direkte modsætning til Jesu egen undervisning om næstekærlighed. Men netop fordi udsagnet er så radikalt, tvinger det os til at læse videre. Jesus ønsker ikke at chokere for chokets skyld. Han ønsker at ryste sine tilhørere ud af den forestilling, at efterfølgelse er let, uforpligtende eller blot et spørgsmål om sympati. Discipelskab handler om hele mennesket.

Hvad betyder “at hade”?

Forklaringen findes i det sprog og den kultur, Jesus talte ind i. Han underviste på aramæisk og tænkte i den jødiske bibels billedrige udtryksform. I den semitiske sprogverden bruges ordene “elske” og “hade” ofte som modsætninger, der udtrykker prioritet snarere end følelser. At “hade” betyder derfor ikke nødvendigvis at nære afsky eller fjendtlighed. Det kan betyde at sætte noget i anden række.

Det ser man allerede i Det Gamle Testamente. Patriarken Jakob elskede både Lea og Rakel, men Rakel havde førstepladsen i hans hjerte. Derfor beskrives Lea som den “hadede”. Ingen forstår teksten sådan, at Jakob hadede Lea. Han levede med hende, tog sig af hende og fik børn med hende. Udtrykket betyder ganske enkelt, at hun blev elsket mindre end Rakel.

Den samme nøgle giver Matthæusevangeliet os. Her gengiver Jesus den samme undervisning med ordene: »Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd.« Matthæus forklarer dermed, hvad Lukas udtrykker med den semitiske talemåde om at hade. Jesu krav er ikke, at familien skal forkastes, men at ingen jordisk relation – heller ikke den mest dyrebare – må indtage den plads i menneskets hjerte, som alene tilkommer Gud.

Det bliver også bekræftet af Jesu eget liv. Han helbreder familier, velsigner børnene, viser omsorg for Peters svigermor og betror fra korset sin mor til disciplen Johannes. Hele Hans liv vidner om kærlighed, ikke om had. Derfor kan udsagnet i Lukasevangeliet ikke læses løsrevet fra resten af evangeliet. Det er et stærkt billede, der skal understrege, at efterfølgelsen kræver ubetinget loyalitet mod Kristus.

At beregne prisen

Det mest interessante er, at Jesus ikke standser ved de provokerende ord. Umiddelbart efter fortæller Han to lignelser, som er nøglen til hele teksten. Først møder vi manden, der vil bygge et tårn. Han sætter sig ned og beregner udgifterne, før arbejdet begynder. Gør han ikke det, risikerer han at stå tilbage med et halvfærdigt byggeri og blive til grin for alle. Dernæst fortæller Jesus om en konge, der står over for en langt stærkere fjende. Også han må først overveje sine muligheder, før han træffer beslutning om at gå i krig.

Ved første øjekast handler lignelserne om almindelig sund fornuft. Men i virkeligheden handler de om discipelskab. Ingen bør begynde på et liv i Kristi efterfølgelse uden at vide, hvad det indebærer. Jesus lover aldrig et bekvemt liv. Han lover heller ikke, at troen gør mennesket fri for lidelse eller konflikter. Tværtimod gør Han det klart, at den, der følger Ham, før eller siden vil opleve, at troen kræver noget. Den kan koste anerkendelse, tryghed eller popularitet. I nogle tider og lande har den kostet friheden eller livet.

Alligevel er Jesu hensigt ikke at skræmme mennesker væk. Han ønsker, at de følger Ham med åbne øjne. Discipelskab er ikke en stemning, men en beslutning.

At bære sit kors

Midt mellem de to lignelser siger Jesus endnu noget, som understreger alvoren: »Den, der ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel.« I dag er korset et kristent symbol på håb og opstandelse, men sådan hørte Jesu samtidige det ikke. For dem var korset Romerrigets mest frygtede henrettelsesredskab. Den, der bar sit kors, var på vej mod døden. Derfor måtte ordene have lydt rystende. Jesus taler ikke om en lille ulejlighed eller en midlertidig modgang. Han siger, at den, der vil følge Ham, må være villig til at sætte trofastheden mod Gud over selv de største jordiske værdier. Det betyder ikke, at alle kristne kaldes til martyriet, men det betyder, at ingen discipel kan forvente, at efterfølgelsen bliver uden omkostninger. Gennem kirkens historie har utallige kristne erfaret dette. Nogle mistede deres liv, andre deres frihed, deres arbejde eller deres sociale anseelse. Fælles for dem var, at de ikke betragtede afsavnet som et mål i sig selv, men som en følge af, at Kristus var blevet deres højeste gode.

Når Gud kommer først

Det er netop her, Jesu ord om familien får deres egentlige betydning. Han ønsker ikke at svække kærligheden mellem mennesker, men at sætte den i den rette orden. Kun når Gud får førstepladsen, bliver mennesket i stand til at elske andre uden at gøre dem til afguder. Ingen ægtefælle kan bære ansvaret for et andet menneskes lykke. Ingen forælder eller intet barn kan give livet dets endelige mening. Lægger vi den byrde på mennesker, kommer vi før eller siden til at skuffe dem eller selv blive skuffede. Kristendommen lærer derfor ikke, at familien er uvigtig, men at familien netop finder sin sande plads, når den bæres af kærligheden til Gud.

Det er også derfor, Jesu eget liv aldrig modsiger Hans ord. Han viser omsorg for sin mor, græder over sine venner, helbreder syge og kalder disciplene til at elske selv deres fjender. Hele evangeliet vidner om, at kærligheden er kristendommens centrum. Men kærligheden har en orden. Gud er kilden til al kærlighed, og derfor må Han også være dens første mål. Alt andet udspringer af dette forhold.

En udfordring til vor tid

Jesu ord udfordrer enhver tid, men måske især vores egen. Vi lever i en kultur, hvor det ofte betragtes som det højeste gode at følge sine egne ønsker og sætte sig selv i centrum. Jesus vender perspektivet om. Han spørger ikke først, hvad vi ønsker af Gud, men om vi er villige til at lade Gud forme vores liv. Det betyder ikke, at personligheden skal undertrykkes. Tværtimod lærer den kristne tro, at mennesket først bliver helt sig selv, når det lever i fællesskab med sin Skaber. Frihed er derfor ikke at være uafhængig af Gud, men at være fri til at leve i den sandhed, Han har skabt os til.

For de fleste kristne vil dette ikke vise sig i dramatiske valg mellem liv og død. Det viser sig i hverdagens beslutninger: om vi lader troen præge vores arbejde, vores familie, vores økonomi, vores omgang med andre mennesker og vores prioriteringer. Hver gang vi vælger sandheden frem for bekvemmeligheden eller kærligheden frem for egoismen, bliver Jesu ord konkrete.

Når Kristus kommer først

Lukasevangeliets ord om at “hade” sin familie er blandt de mest misforståede i hele Bibelen. Læses de isoleret, kan de lyde som en opfordring til at vende sig bort fra dem, vi elsker mest. Læses de i deres sammenhæng, bliver betydningen en helt anden. Jesus kalder ikke til had, men til helhjertet kærlighed. Han kræver ikke, at familien skal forkastes, men at Gud skal have den plads, som ingen andre kan udfylde.

Det er derfor, evangelisten lader de to lignelser følge umiddelbart efter. Tårnbyggeren og kongen minder os om, at discipelskab er en beslutning, som må træffes med åbne øjne. Efterfølgelsen har en pris, men den pris er ikke tabet af kærligheden. Den er villigheden til at lade Kristus være livets centrum. Paradokset er, at netop når Gud kommer først, finder alle andre relationer deres rette plads. Familien bliver ikke mindre værdifuld, men mere. Kærligheden bliver ikke svagere, men friere. Jesu ord er derfor ikke et bud om had, men en invitation til at leve med Gud som det faste punkt, hvorfra al sand kærlighed udspringer.

-karn