Hvad kan vi bruge Paulus til i dag?

Paulus’ breve taler ind i en tid præget af selvfremstilling, splittelse og længsel efter frihed

Paulus skrev til kristne, der levede med sociale skel, moralske konflikter, politisk magt og strid i menighederne. Hans breve er næsten to tusind år gamle, men hans blik for menneskets selvbedrag, længsel og indre splittelse gør ham til en påtrængende stemme i samtiden.

Paulus bliver let gjort til en streng mand fra en fjern verden. Han forbindes med vanskelige sætninger, formaninger om seksualitet og en teologi, som gennem århundreder har sat præster, teologer og kirkesamfund op imod hinanden. Læser man ham sådan, ender han som et historisk problem, vi overlader til eksperterne. Bag de tætte formuleringer står imidlertid et menneske med et sjældent klart blik for det, der foregår i os. Paulus ved, at vi kan ønske det gode og alligevel gøre det onde. Han ved, at friheden kan ende som trældom, at fromhed kan bruges til at hæve sig over andre, og at et kristent fællesskab kan fejre Herrens måltid, mens de fattige ydmyges. Han kendte hverken sociale medier, moderne partipolitik eller forbrugersamfundet. Han kendte de menneskelige kræfter, som virker gennem dem.

Mennesket skal ikke skabe sin egen værdi

Et af samtidens stærkeste løfter er, at mennesket kan forme sig selv. Vi skal vælge vores identitet, fortælle vores egen historie og frigøre os fra de rammer, vi har modtaget. Løftet rummer en sandhed, for ethvert menneske har ansvar for sit liv og må kunne bryde med det, som ødelægger det. Samtidig følger en tung byrde med. Når mennesket selv skal skabe sin værdi, bliver livet en vedvarende prøve. Udseendet, arbejdet, hjemmet, holdningerne og de personlige valg skal vise, at vi er lykkedes. Anerkendelsen bliver et spejl, vi hele tiden må opsøge, og andres kritik kan opleves som en trussel mod hele vores person.

Paulus begynder et andet sted. Mennesket er skabt og kaldet. Dets værdi kommer før dets præstationer, og livet er modtaget, før det bliver udformet. Hos Paulus er mennesket heller ikke en ensom bevidsthed, som tilfældigvis har en krop og nogle relationer. Vi tilhører Gud og er forbundet med hinanden. For en kultur, der sætter selvbestemmelsen højt, kan det lyde begrænsende. Hos Paulus bliver tilhørsforholdet en befrielse. Jeg behøver ikke opfinde min værdi, når Gud allerede har givet mig den. Jeg behøver heller ikke gøre ethvert valg til en bekendelse af, hvem jeg er. Livet kan modtages som en gave og besvares med ansvar.

Friheden har brug for en retning

Vi taler ofte om frihed som muligheden for at vælge uden indblanding. Paulus spørger, hvad valgene gør ved os. Han har set mennesker være formelt frie og samtidig bundet af begær, vrede, misundelse og behovet for anerkendelse. I Romerbrevet beskriver han synden som en magt, der har fået greb om mennesket. Erfaringen er genkendelig: Vi kan vide, hvad der er rigtigt, beslutte os for at gøre det og alligevel vende tilbage til den handling, vane eller tanke, som gør os mindre frie.

Friheden får hos Paulus sin retning gennem kærligheden. »Alt er tilladt, men ikke alt gavner,« skriver han til korintherne. Sætningen rammer en tid, hvor muligheden let bliver sit eget argument. At noget kan gøres, fortæller endnu ikke, om det bør gøres, eller hvem der kommer til at betale prisen. Den kristne må spørge, om en handling bygger mennesker op, styrker fællesskabet og kan bæres med god samvittighed over for Gud. En frihed uden ansvar overlader ofte regningen til de svageste.

Vi dømmer for at frikende os selv

Paulus er skarpest over for det menneske, der er sikkert på sin egen retfærdighed. I begyndelsen af Romerbrevet beskriver han en verden, som har vendt sig bort fra Gud. Læseren kan nikke genkendende og glæde sig over, at dommen rammer de andre. Så vender Paulus sig mod den, der dømmer: Du gør selv det, du fordømmer. Et menneske kan kende loven, forsvare moralen og tale sandt om andres handlinger, mens stoltheden vokser i dets eget indre.

Denne bevægelse er genkendelig i den offentlige samtale. Politiske og kulturelle lejre finder sammen ved at udpege skyldige uden for deres egne rækker. Modstanderen reduceres til sin dårligste holdning, sin værste formulering eller den mest ekstreme person på sin side. Også kristne kan blive så optaget af at afsløre tidens vildfarelser, at de mister blikket for deres egen hårdhed. Paulus ophæver ikke skellet mellem sandt og falsk eller godt og ondt. Han fratager os retten til at bruge sandheden som et middel til selvophøjelse. Den, der selv har modtaget barmhjertighed, kan ikke møde sin næste, som om han aldrig har haft brug for den.

Kirken har aldrig været fri for strid

De første kristne menigheder var langt fra fredelige idealfællesskaber. Der var strid om mad, helligdage, religiøse skikke, åndelige gaver og apostlenes autoritet. Rige og fattige levede side om side, jøder og hedninger bar forskellige historier med sig, og stærke personligheder samlede tilhængere omkring sig. Paulus’ breve viser en Kirke, der allerede fra begyndelsen måtte lære at leve med forskelle uden at gå i stykker.

I Romerbrevet giver Paulus plads til forskellig praksis i spørgsmål, hvor troens centrum ikke står på spil. Den ene spiser, den anden afholder sig; den ene regner en bestemt dag for hellig, den anden gør ikke. Begge skal handle for Herren og undlade at foragte hinanden. Samtidig findes der grænser. Paulus taler tydeligt, når evangeliet forvanskes, mennesker udnyttes, eller menighedens liv modsiger Kristus. Enheden opstår hverken gennem tavshed eller gennem krav om ensartethed. Den vokser, når mennesker med forskellige forudsætninger tager imod den samme Herre og lærer at bære hinandens byrder.

Det har betydning i en katolsk kirke, hvor uenighed hurtigt får faste etiketter. Traditionelle og progressive, indfødte og indvandrede, præster og lægfolk kan begynde at omtale hinanden som problemer, der skal håndteres. Paulus ville spørge, om vi i den anden stadig ser et menneske, som Kristus er død for. Han ville samtidig minde os om, at samvittigheden både skal dannes og respekteres. Den stærke må ikke gøre sin frihed til et overgreb, og den samvittighedsfulde må ikke bruge sin overbevisning til at dømme alle andre.

Kroppen tilhører hele mennesket

Paulus’ ord om kroppen og seksualiteten støder mange nutidige læsere. Han skrev i en anden kultur, og flere af hans formuleringer kræver omhyggelig fortolkning. Grundtanken er alligevel værd at standse ved: Kroppen har en værdighed, som sætter grænser for vores brug af den. »Jeres legeme er et tempel for Helligånden,« skriver han. Kroppen er ikke et hylster omkring det egentlige menneske. Den hører med til personen og til menneskets forhold til Gud og næsten.

Det er et nødvendigt korrektiv i et samfund, der både dyrker kroppen og gør den til en vare. Den trænes, udstilles, vurderes, ændres og sælges. Seksualiteten omtales som et privat område, selv om dens følger rækker langt ind i andre menneskers liv. Tillid, troskab, børns opvækst, familiers sammenhæng og vores egen evne til at knytte os står på spil. Paulus minder os om, at et stærkt begær ikke i sig selv fortæller sandheden om, hvad der er godt. Selvbeherskelsen udtrykker hos ham ingen foragt for kroppen. Den værner om kroppens værdighed og hjælper kærligheden fri af trangen til at eje eller bruge et andet menneske.

Et bord, der afslører menigheden

I Første Korintherbrev kritiserer Paulus den måde, menigheden fejrer Herrens måltid på. De velstående spiser og drikker, mens de fattige bliver ladt tilbage og ydmyget. Paulus siger ligefrem, at det, de samles om, ikke længere kan kaldes Herrens måltid. Gudstjenesten kan ikke skilles fra den måde, vi behandler hinanden på.

Eukaristien forkynder, at de mange bliver ét legeme i Kristus. Hvis menigheden ved alteret bekender denne enhed og bagefter accepterer foragt, ensomhed og ligegyldighed, bliver modsigelsen synlig. Paulus fremlægger intet bestemt økonomisk program, men han gør den fattiges plads til et kirkeligt anliggende. Den kristne kan ikke nøjes med at tale sandt om Kristi legeme på alteret. Kristi legeme møder os også i menigheden, især i det menneske, der let bliver overset.

Magten er aldrig det højeste

Paulus’ ord om øvrigheden er blevet brugt til at kræve lydighed mod staten. Han skriver, at myndighederne skal respekteres, fordi samfundet har brug for orden og ret. Samtidig blev Paulus fængslet og pisket af den romerske magt, og ifølge den gamle kirkelige tradition led han martyrdøden i Rom. Hans bekendelse lød, at Jesus Kristus er Herre. I Romerriget satte de ord en grænse for kejserens krav.

Staten har hos Paulus en virkelig opgave, men den er ikke Gud. Intet parti, folk eller nogen leder kan bære menneskets endelige håb. Når politik bliver en tro, får modstanderen let rollen som vantro eller fjende. Paulus befrier politikken fra denne byrde. Kristne må tage del i samfundet, søge retfærdigheden og respektere myndigheden, mens deres dybeste troskab ligger hos Kristus. Den troskab kan føre til lydighed, kritik eller modstand alt efter, hvad sandheden og samvittigheden kræver.

Et håb, der kan rumme lidelsen

Paulus skrev ikke om lidelse fra et beskyttet sted. Han kendte fængslet, volden, angsten og sin egen skrøbelighed. Hans håb er derfor fri for sentimentalitet. I Romerbrevets ottende kapitel sukker både skabningen og mennesket efter befrielse. Selv bønnen kan bryde sammen, så kun et ordløst suk er tilbage. Her går Ånden i forbøn, skriver Paulus. Gud kræver ikke, at den lidende først skal finde de fromme ord.

Det er en stor trøst i en kultur, hvor lidelsen ofte skal skjules eller hurtigt overvindes. Paulus giver sorgen tid og kroppen plads til at sukke. Samtidig nægter han at lade døden få det sidste ord. Det kristne håb hviler på Kristi opstandelse og lover, at mennesket og skabningen ikke er bestemt til udslettelse. Håbet gør ikke smerten mindre virkelig. Det betyder, at smerten heller ikke står alene.

Paulus lader sig ikke bruge af én lejr

Paulus passer dårligt ind i samtidens politiske og kirkelige lejre. Han forsvarer kroppens værdighed og sætter grænser for begæret, samtidig med at han kræver en vidtgående omsorg for den svage. Han taler om lydighed og orden, men bøjer sig ikke for magtens krav på det hele menneske. Han værner om samvittigheden uden at gøre den enkeltes følelse til sandhedens mål. Han forkynder en frihed fra lovens fordømmelse og knytter straks friheden til tjeneste og ansvar.

Vi kan bruge Paulus, hvis vi tør lade ham modsige os. Han bliver mindre værdifuld, når hans ord blot skal levere bibelske argumenter til en sag, vi allerede har valgt. Hans breve kalder til omvendelse, også når vi selv mener at stå på den rigtige side. De afslører vores trang til at skabe vores egen værdi, frikende vores egen lejr og gøre friheden til retten til aldrig at blive modsagt.

Paulus stiller os til sidst over for Kristus. Her får mennesket ingen bekræftelse på, at alt allerede er godt, og heller ingen besked om, at det skal redde sig selv. Mennesket bliver set i sin storhed og sin elendighed: skabt, såret, elsket og kaldet. Det kan modtage en barmhjertighed, som ikke er fortjent, og et nyt liv, som ikke er dets egen præstation. Det er, hvad vi kan bruge Paulus til i dag. Han river vores selvbedrag bort, uden at han tager håbet fra os.

-karn