Ingen ejer menigheden

Om samvittigheden, uenigheden og retten til at høre til

En menighed kan forandre sig, uden at nogen har besluttet, at den skal forandres. Nye bevægelser kommer til, andre sprog høres ved kirkedøren, en ny præst foretrækker en anden liturgisk stil, og mennesker, som lever på afstand af dele af Kirkens lære, bliver siddende på kirkebænken. Nogle oplever forandringen som et tegn på liv. Andre føler, at noget velkendt glider dem af hænde. Midt i det hele står samvittigheden og forsøger at skelne mellem omsorg for Kirken og ønsket om selv at bestemme over den.

Når det velkendte forandrer sig

Man kan have været medlem af den samme menighed i mange år og alligevel en søndag opdage, at man ikke længere føler sig helt hjemme. Salmerne er blevet anderledes. Mennesker, man ikke kender, fylder mere i kirken. Meddelelser gives på flere sprog, og menighedssalen bruges af grupper, som har deres egne møder og traditioner. Der er ikke nødvendigvis sket noget forkert. Alligevel kan oplevelsen af tab være virkelig. Det kirkelige hjem, man kendte, er blevet forandret, og ingen har spurgt, om man var parat til det.

Sådan begynder mange konflikter. De begynder sjældent med store teologiske uenigheder. De vokser frem af gudstjenestetider, nøgler til menighedssalen, musik, økonomi og personer, der altid synes at blive hørt. Først senere bliver de praktiske konflikter forklaret med store ord om tradition, lydighed, åbenhed eller Kirkens fremtid. Det kan være svært at afgøre, hvad der egentlig står på spil. Forsvarer man troen, eller forsvarer man det sted, man selv havde i menigheden? Reagerer samvittigheden på en virkelig uret, eller er det sorgen over at miste noget velkendt, der taler?

Det gør ikke sorgen ubetydelig. Kirkelig forandring kan gennemføres så hurtigt og hensynsløst, at mennesker, som har båret et sogn gennem mange år, føler sig sat til side. De kan have gjort rent, samlet penge ind, undervist børn og holdt bygningerne i stand. Når nye grupper eller nye pastorale planer kommer til, kan deres arbejde pludselig synes glemt. En menighed behøver fornyelse, men den lever også af hukommelse. Uden respekt for dem, der var der før, bliver selv gode forandringer en kilde til bitterhed.

En bevægelse i menigheden

Den Neokatekumenale Vandring fremkalder stærke reaktioner. For nogle er bevægelsen blevet vejen tilbage til en levende tro. De har fundet et fællesskab, lært Bibelen at kende og opdaget, at dåben kalder til et helt liv med Kristus. Bevægelsen har også skabt præstekald og sendt familier ud som missionærer. Dens statutter blev endeligt godkendt af Pavestolen i 2008. Den hører hjemme i Den Katolske Kirke.

For andre forbindes Den Neokatekumenale Vandring med lukkede fællesskaber, stor indflydelse og en tydelig opdeling mellem dem, der følger vandringen, og dem, der står udenfor. Det kan være vanskeligt at tale om disse erfaringer. Kritikere risikerer at blive betragtet som modstandere af fornyelse og mission, mens bevægelsens medlemmer kan opleve kritikken som en mistænkeliggørelse af hele deres tro. Samtalen går i stå, fordi begge parter føler, at deres kirkelige hjem og gode navn er truet.

En bevægelses kirkelige godkendelse siger noget væsentligt om dens lære, formål og plads i Kirken. Den siger ikke, at alle lokale beslutninger er rigtige, eller at ethvert medlem handler klogt. Det samme gælder et kloster, et ordenssamfund, en katolsk organisation og en almindelig sogneledelse. Det menneskelige følger med overalt. Nidkærhed kan blive til kontrol, stærkt sammenhold kan lukke sig om sig selv, og glæden ved en bestemt vej kan udvikle sig til den overbevisning, at alle andre burde gå den samme vej.

Samtidig kan kritikken af en bevægelse blive så gennemgribende, at dens medlemmer kun ses som repræsentanter for et system. Deres personlige tro, arbejde og offervilje forsvinder bag betegnelsen »neokatekumenal«. Så har konflikten gjort noget ved blikket. Man ser ikke længere den anden som et menneske, man møder ved det samme alter, men som en del af en fremmed magt i sognet. Bevægelsen kan komme til at fylde for meget i menigheden, og modstanden mod den kan ende med at fylde lige så meget i kritikernes trosliv.

Verdenskirken ved det lokale alter

Den katolske universalitet lyder smuk i trosbekendelsen. Den kan føles mere krævende, når den tager plads på kirkebænken. Katolikker fra Polen, Filippinerne, Vietnam, Indien, Mellemøsten, Afrika og Latinamerika bringer tro, familier, præstekald og kirkelige traditioner med sig. I mange danske sogne er de blevet en afgørende del af menighedslivet. Kirken bliver yngre, kirkebænkene fyldes, og helgenfester, processioner og sange minder os om, at den katolske tro aldrig har tilhørt én nation.

Den samme udvikling kan skabe afstand. Sproggrupper får egne messer, præster og sociale fællesskaber. Det giver mennesker mulighed for at bede, skrifte og modtage undervisning på et sprog, de forstår. Over tid kan sognet dog blive opdelt i parallelle menigheder, som bruger den samme kirke uden at lære hinanden at kende. Man mødes i døren mellem to messer, hilser høfligt og går hver til sit. Der findes én kirkebygning, men flere menighedsliv.

Kirkens omsorg for migranter rummer begge hensyn. Mennesker skal kunne bevare deres sprog og kirkelige traditioner, og de skal have mulighed for at blive en del af den lokale kirke. Vatikanets pastorale retningslinjer opfordrer indvandrede katolikker til at deltage i sogneråd, økonomiske råd og andre fælles opgaver. Det siger noget vigtigt om tilhørsforhold. Den, der får del i kirkens lokaler og sakramentale liv, må også kunne få del i ansvaret, arbejdet og beslutningerne.

Det er rimeligt at tale om økonomi, rengøring, vedligeholdelse og fordelingen af gudstjenestetider. Gæstfrihed bliver skrøbelig, hvis én gruppe oplever, at den altid skal give plads, betale eller rydde op efter andre. Samtidig kan ordet »vores kirke« få en ubehagelig klang, hvis det bruges om katolikker, der gennem deres dåb hører lige så fuldt til i Kirken som alle andre. Den lokale menighed har en historie, som fortjener respekt. De nye katolikker kommer med en historie, som heller ikke kan efterlades ved døren.

Samvittigheden bliver let urolig her. Er bekymringen for sognets økonomi og sammenhæng saglig, eller gemmer der sig en modvilje mod fremmede sprog og skikke? Er ønsket om messer på modersmålet udtryk for et reelt pastoralt behov, eller er sproggruppen blevet så tryg ved sit eget fællesskab, at den ikke længere ønsker at træde ind i sognets fælles liv? Der findes ingen enkel prøve, som kan afsløre motivet. Man må være villig til at se på sig selv med den samme kritiske opmærksomhed, som man retter mod de andre.

Når messen bliver et tilhørsforhold

Striden om den latinske messe handler heller ikke kun om sprog, rubrikker og retningen ved alteret. For mange hænger den ældre messeform sammen med en dyb oplevelse af hellighed, stilhed og forbindelse med tidligere generationer. De finder en åndelig næring i liturgien efter missalet fra 1962, som de har vanskeligt ved at finde andre steder. Det ville være fattigt at reducere denne længsel til nostalgi eller modstand mod Det Andet Vatikankoncil.

Men en liturgisk form kan blive til en identitet, som adskiller de rene fra de mindre rene. Den ældre messe kan bruges som målestok for andre katolikkers troskab, og den almindelige messeform kan omtales, som om den var et beklageligt brud med den katolske tro. Her forandres liturgien fra gudstjeneste til partisymbol. Pave Frans har i Traditionis custodes lagt reguleringen af den ældre messeform hos biskoppen og krævet, at dens tilhængere anerkender liturgireformens gyldighed og legitimitet.

Også den almindelige messe kan gøres til genstand for personlige projekter. En præst kan ændre tekster, indføre egne indslag eller behandle liturgien som en ramme for sin personlighed. De troende kan på deres side gøre deres smag til målestok for, om messen er værdig. Nogle søger latin og gregoriansk sang, andre ønsker et mere enkelt og nutidigt udtryk. Begge ønsker kan udspringe af en oprigtig længsel efter Gud. Begge kan også blive så optagede af formen, at blikket for Eukaristien og de øvrige mennesker i kirken svækkes.

Messen burde være det sted, hvor vores partier mister deres magt. Alligevel tager vi dem med ind i kirken. Vi ser, hvem der knæler, hvem der står, hvem der modtager kommunionen på tungen, og hvem der rækker hænderne frem. De ydre tegn har betydning, men de fortæller ikke hele sandheden om et menneskes tro. Den, der knæler, kan være fuld af hovmod. Den, der står, kan modtage Kristus med en dyb ærefrygt. Ingen af os kan se ind i den andens samvittighed.

Samvittighedens stille rum

»Jeg må følge min samvittighed,« siger vi, når en konflikt bliver alvorlig. Sætningen kan være udtryk for stort mod. Den kan også blive et skjold mod enhver indvending. Den katolske tro giver samvittigheden en høj værdighed. Det Andet Vatikankoncil beskriver den som menneskets inderste rum, hvor det står alene med Gud. Ingen må tvinges til at handle imod sin sikre samvittighed. Men samvittigheden er ikke en privat lovgiver, som gør vores ønsker sande og gode.

Samvittigheden kan tage fejl. Den kan formes af vrede, frygt, loyalitet mod en gruppe og ønsket om at bevare sin egen position. Den kan blive så vant til en bestemt handling, at den til sidst holder op med at protestere. Derfor taler Kirken om samvittighedens dannelse. Katekismen peger på Guds ord, bønnen, Kirkens lære, samvittighedsransagelsen og råd fra andre mennesker. Samvittigheden skal have lys udefra, fordi mennesket har en enestående evne til at retfærdiggøre sig selv.

En katolik kan af samvittighedsgrunde føle sig forpligtet til at protestere mod magtmisbrug, udelukkelse eller liturgiske overtrædelser. En sådan protest kan være nødvendig, også når sognepræsten eller andre helst så, at sagen forsvandt. Men samvittigheden forpligter samtidig den, der protesterer, til at undersøge oplysningerne, tale sandt og høre de mennesker, kritikken angår. En overbevisning bliver ikke mere samvittighedsfuld af at blive udtrykt højere.

Det samme gælder lydigheden. En katolik kan ikke altid stille sig tilfreds med, at en præst, en bevægelsesleder eller en biskop har truffet beslutningen. Der findes situationer, hvor tavshed bliver til medansvar. Omvendt kan enhver uenighed heller ikke ophøjes til en kamp mellem samvittigheden og myndigheden. Det meste af menighedslivet består af beslutninger, hvor flere løsninger er mulige, og hvor ingen får alt, som de ønsker. Her kan samvittigheden også kalde til tålmodighed og til at leve med en afgørelse, man selv ville have truffet anderledes.

De andre, som ikke lever rigtigt

Striden bliver særlig hård, når den handler om katolikker, hvis liv ikke svarer til Kirkens lære. Opmærksomheden samler sig ofte om ægteskab, samliv og seksualitet. Men afstanden mellem lære og liv findes også i forholdet til søndagsmessen, skriftemålet, sandfærdigheden, tilgivelsen, de fattige, pengene og respekten for menneskelivet. Ingen af os står med et liv, der fuldt ud svarer til alt det, Kirken lærer.

Det gør ikke læren mindre sand. Den kristne tro afgøres ikke gennem en meningsmåling, og en handling bliver ikke god, fordi den er almindelig. Samtidig er der forskel på at kæmpe med Kirkens lære, at have vanskeligt ved at forstå den og at erklære den for ligegyldig. Udefra kan disse situationer ligne hinanden. Kun mennesket selv og Gud kender hele historien, friheden, sårene og den indre kamp.

En person kan leve i et forhold, der strider mod Kirkens lære, og samtidig længes oprigtigt efter Gud. En anden kan udadtil følge alle regler og være præget af hårdhed og foragt. Kirken må fortsat undervise om godt og ondt, men ingen af os kan gøre os til dommer over et andet menneskes forhold til Gud. Det er muligt at fastholde læren og samtidig erkende, at vi kun ser en lille del af den andens liv.

Her afslører sproget os. Når vi taler om »de dårlige katolikker«, »cafeteriakatolikkerne« eller dem, der ikke lever rigtigt, placerer vi let os selv blandt de trofaste. Men også den rettroendes samvittighed trænger til undersøgelse. Vrede, åndeligt hovmod, sladder og mangel på tilgivelse bliver ikke mindre alvorlige, fordi de ledsages af korrekte holdninger til liturgi og moral. Den katolske tro giver os ord til at vurdere handlinger, men den giver os ingen ret til at betragte andre mennesker som håbløse.

At blive, når det bliver vanskeligt

Det kan være fristende at søge en menighed, hvor alle tænker ens. En menighed uden strid, fremmede skikke og mennesker, der lever anderledes, findes næppe. Selv hvis vi fandt den, ville vi bringe vores egen uro med ind i den. Kirken består af mennesker, der er på vej, og ingen af os er kommet frem.

At blive i Kirken betyder ikke, at alt skal accepteres. Der findes forhold, som må bringes frem i lyset, og konflikter, som må føres videre til sognepræsten eller biskoppen. Der findes også uenigheder, som aldrig får en løsning, der tilfredsstiller alle. I sådanne situationer viser det sig, om vores tilhørsforhold hviler på, at vi får vores vilje, eller på noget, som er større end os selv.

Den Neokatekumenale Vandring er ikke hele Kirken. Den latinske messe er ikke hele Kirken. De danske, polske, filippinske og vietnamesiske fællesskaber er heller ikke hele Kirken. Heller ikke de mennesker, der opfatter sig selv som de mest trofaste, kan gøre krav på at repræsentere hende alene. Vi deler dåben, trosbekendelsen og alteret med mennesker, som vi ikke selv har valgt.

Ingen ejer menigheden. Sætningen kan opleves som et tab, fordi den betyder, at vi aldrig får fuld kontrol over det kirkelige hjem. Den kan også være en befrielse. Hvis menigheden ikke tilhører en bevægelse, en national gruppe, en liturgisk retning eller de mest højlydte, behøver kampen om ejerskabet heller ikke blive vundet. Menigheden tilhører Kristus. Vi andre har fået lov til at høre til.

-karn