Sankt Xystus II og Sankt Cajetan

To vidt forskellige helgener – forenet i troskab mod Kristus

Den 7. august mindes Den Katolske Kirke to helgener, som umiddelbart har meget lidt til fælles. Sankt Xystus II døde som pave og martyr under Romerrigets forfølgelser i det tredje århundrede. Sankt Cajetan levede næsten tretten hundrede år senere og blev en af de store skikkelser i Kirkens indre fornyelse under renæssancen. Deres liv var vidt forskellige, men begge vidner om, at hellighed altid begynder med en ubetinget troskab mod Kristus.

Trofast indtil døden

Det tredje århundrede var en urolig tid for Kirken. Kristendommen voksede hastigt, men de romerske myndigheder betragtede stadig de kristne som en trussel mod rigets sammenhængskraft. De nægtede at ofre til kejseren og de romerske guder, og derfor blev de med jævne mellemrum udsat for brutale forfølgelser. Midt i denne virkelighed blev Xystus II valgt til biskop af Rom i år 257. Hans pontifikat kom kun til at vare omkring ét år, men det blev et år, hvor han både arbejdede for at skabe fred i Kirken og måtte lede de troende under stadig større pres.

Den 6. august år 258 samledes han med de kristne på kirkegården ved Sankt Callistus på Via Appia for at fejre den hellige messe. Gudstjenesten blev afbrudt af romerske soldater, som arresterede paven og flere af hans diakoner. Kort efter blev de henrettet. Kirken mindes ham dagen efter, den 7. august, og ser i hans martyrium et af de mange vidnesbyrd om, at evangeliet aldrig er blevet båret frem af politisk magt eller militær styrke, men af mennesker, som satte Kristus højere end deres eget liv.

Martyrernes historie kan let komme til at virke fjern. De fleste kristne i Europa lever i samfund, hvor trosfriheden er beskyttet ved lov. Alligevel udfordrer deres liv stadig. De minder os om, at troen aldrig kun er en personlig overbevisning eller en kulturel tradition. For Xystus II var Kristus den levende Herre, og derfor fandtes der ingen pris, som var for høj at betale. Hans liv viser, at Kirkens største styrke aldrig har været dens bygninger, dens rigdom eller dens indflydelse, men dens villighed til at forblive trofast, selv når det koster.

Traditionen fortæller, at diakonen Laurentius løb efter den tilfangetagne pave og råbte: »Fader, hvor går du hen uden din diakon?« Xystus svarede, at de snart ville blive genforenet. Tre dage senere blev Laurentius selv henrettet. Fortællingen viser den stærke enhed, som prægede den tidlige Kirke. Ingen stod alene. Biskopper, præster, diakoner og lægfolk delte den samme tro og var rede til at bære de samme lidelser. Det var netop denne enhed, som gjorde Kirken stærkere, end nogen kejser havde forestillet sig.

Et liv båret af Guds forsyn

Sankt Cajetan levede i en helt anden verden. Han blev født i Vicenza i 1480, hvor Europa var præget af renæssancens kulturelle blomstring, men også af alvorlige problemer i Kirken. Mange gejstlige levede et liv langt fra evangeliets idealer, og få årtier senere skulle reformationen splitte den vestlige kristenhed. Midt i denne uro kaldte Gud mænd og kvinder til en stille, men dybtgående fornyelse indefra.

Cajetan kom fra en velhavende familie og havde alle muligheder for at gøre karriere. Han var højt uddannet og havde forbindelser ved pavehoffet, men han valgte en anden vej. Efter sin præstevielse begyndte han at arbejde blandt syge, fattige og mennesker, som samfundet havde glemt. Samtidig blev han en af grundlæggerne af teatinerordenen, hvis mål var at genoplive præstelivet gennem bøn, enkelhed og trofast forkyndelse. For Cajetan begyndte enhver reform med den enkelte præsts eget liv. Kun en præst, der selv levede tæt på Kristus, kunne hjælpe andre til at gøre det samme.

Noget af det mest karakteristiske ved Cajetan var hans usædvanlige tillid til Guds forsyn. Han ønskede ikke, at ordenen skulle samle store formuer eller skabe økonomisk sikkerhed for fremtiden. Brødrene skulle arbejde flittigt, tjene mennesker og stole på, at Gud ville sørge for det nødvendige. Det var ikke udtryk for ansvarsløshed, men for en dyb åndelig overbevisning om, at Kirken altid risikerer at sætte sin lid til penge og menneskelige planer i stedet for til Gud. Hans liv blev derfor en stadig påmindelse om Jesu ord om først at søge Guds rige og stole på, at alt det andet vil blive givet i tilgift.

Hellighed har mange ansigter

Ved første øjekast kunne forskellen mellem Xystus II og Cajetan næsten ikke være større. Den ene døde som martyr under Romerrigets forfølgelser. Den anden døde efter et langt liv i fredelig tjeneste. Den ene ledte Kirken fra katakomberne, den anden virkede i renæssancens Italien. Alligevel er deres liv udtryk for den samme virkelighed. Begge satte Kristus over alt andet.

Kirken har aldrig lært, at alle kristne skal leve på samme måde. Gud kalder mennesker ad forskellige veje. Nogle bliver kaldet til at aflægge det højeste vidnesbyrd gennem martyriet. Andre bliver kaldet til et langt liv med stille trofasthed, bøn og tjeneste. Begge veje er lige krævende, for begge kræver, at mennesket giver sig selv helt til Gud.

Derfor taler de to helgener også til os i dag. De fleste af os vil aldrig blive stillet over for valget mellem tro og henrettelse. Til gengæld møder vi hver eneste dag situationer, hvor vi må afgøre, om Kristus virkelig har førstepladsen i vores liv. Det kan være i vores måde at tale på, i vores ærlighed, i vores villighed til at tilgive eller i vores omsorg for mennesker, som ingen andre ser. Hellighed vokser sjældent frem gennem store dramatiske begivenheder. Langt oftere vokser den frem gennem tusind små handlinger, hvor et menneske igen og igen vælger at være tro mod Gud.

Den 7. august minder Sankt Xystus II og Sankt Cajetan os derfor om, at Kristus kalder sine disciple ad forskellige veje. Nogle vidner om evangeliet med deres blod. Andre med et helt liv i kærlig tjeneste. Begge former for vidnesbyrd bygger Kirken, og begge peger frem mod det samme mål: at hele livet bliver et svar på Guds kald.

-karn