Rosenkransen – en vej gennem evangeliet

En gammel bøn, hvor Jesu liv betragtes sammen med Maria

Rosenkransen er en af Den Katolske Kirkes mest kendte bønner. Perlerne hjælper den bedende med at holde rytmen, mens tankerne følger Kristus fra bebudelsen i Nazaret gennem hans offentlige virke, lidelse, død og opstandelse. Maria har en fremtrædende plads, fordi hun er Jesu mor og den første, der tog imod ham i tro.

Maria tilbedes ikke. Tilbedelsen tilkommer alene Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Maria æres som Guds Moder, og hun anmodes om at gå i forbøn for mennesker. Forskellen høres i selve bønnen. Gud anråbes som den, der giver nåden og frelsen. Til Maria siger den bedende: »Bed for os syndere, nu og i vor dødstime.«

Kirkens Katekismus understreger, at den særlige ære, som vises Maria, er væsensforskellig fra tilbedelsen af Gud. Hendes betydning kommer fra Kristus og fører tilbage til ham. Hun fødte ham, fulgte ham, stod ved korset og var samlet med apostlene i tiden før Helligåndens komme. Kirkens Katekismus om Maria

Pave Johannes Paul II beskrev rosenkransen som en betragtning af Kristus med Marias blik. Hun kendte hans ansigt, stemme og væsen og gemte begivenhederne omkring ham i sit hjerte. Ved brylluppet i Kana sammenfatter hun sin opgave i de få ord til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Hil dig, Maria er en bibelsk bøn

En stor del af rosenkransen består af Hil dig, Maria. Bønnens første ord kommer fra Lukasevangeliet. Englen Gabriel hilser Maria med ordene: »Hil dig, fuld af nåde, Herren er med dig.« Da Maria senere besøger sin slægtning Elisabeth, bliver hun mødt med ordene: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt.«

Kirken har samlet disse to bibelske hilsener og føjet navnet Jesus til. Dermed står Kristus bogstaveligt talt midt i bønnen. Den anden del er en anmodning om forbøn: »Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere, nu og i vor dødstime.«

Ordene rummer både livets begyndelse og afslutning. Den bedende husker Jesu menneskevordelse og ser samtidig frem mod sin egen død. Bønnen bliver en overgivelse af hele livet til Gud med Maria som forbeder.

Gentagelsen skaber ro

For et menneske, der møder rosenkransen første gang, kan de mange gentagelser virke fremmede. Hil dig, Maria bedes mere end halvtreds gange under en almindelig rosenkrans. Gentagelsen har en praktisk og åndelig funktion. Den giver bønnen en rolig rytme, hvor den enkelte begivenhed i Jesu liv kan træde frem.

Mens ordene gentages, kan man forestille sig stalden i Betlehem, Jesus ved Jordanfloden, disciplene omkring bordet skærtorsdag, stilheden i Getsemane Have, korsets mørke på Golgata eller kvinderne foran den tomme grav. Ordene holder bønnen i gang, mens sindet betragter mysteriet.

Jesu advarsel mod tomme ordstrømme gælder en bøn, hvor mennesket forsøger at overtale Gud gennem mængden af ord. Bibelen rummer selv gentagelser. Salmernes lovprisninger vender tilbage igen og igen, og Jesus gentog sin bøn i Getsemane. Rosenkransens værdi afhænger af den tro og opmærksomhed, hvormed den bedes.

Bønnen kan også bæres af ordene, når koncentrationen svigter. Et sygt, sørgende eller udmattet menneske har ikke altid kræfter til at formulere lange personlige bønner. Her stiller Kirken velkendte ord til rådighed. Perlerne viser vejen videre, én bøn ad gangen.

Fra Salmernes Bog til rosenkransen

Kristne har gennem århundreder brugt små sten, knuder og perler til at tælle deres bønner. I middelalderens klostre bad munke og gejstlige Salmernes Bogs 150 salmer. Mange lægfolk kunne hverken læse eller få adgang til en salmebog. De bad i stedet 150 Fadervor eller senere 150 Hil dig, Maria. Bønnen blev på den måde kendt som Marias Psalter.

Den form, vi kender i dag, voksede gradvist frem gennem middelalderen. De mange Mariabønner blev samlet i grupper på ti, og grupperne blev forbundet med betragtninger over Jesu liv. Den dominikanske tradition knytter rosenkransen til den hellige Dominikus, som levede fra omkring 1170 til 1221. Han og hans orden fik stor betydning for udbredelsen af marian bønspraksis, selv om den færdige rosenkrans udviklede sig over flere århundreder.

I 1500-tallet havde bønnen fået sin kendte grundform med femten mysterier fordelt på de glædesfulde, de smertefulde og de herlighedsfulde mysterier. Pave Pius V fastlagde og fremmede denne form i 1569. De femten led rummede tilsammen 150 Hil dig, Maria og bevarede dermed forbindelsen til Salmernes 150 salmer.

Pave Johannes Paul II føjede i 2002 lysets fem mysterier til rosenkransens betragtninger. De handler om Jesu dåb, brylluppet i Kana, forkyndelsen af Guds rige, forklarelsen på bjerget og indstiftelsen af Eukaristien. Udvidelsen lod Jesu offentlige virke få en tydeligere plads mellem barndommen og lidelseshistorien. Johannes Paul II: Rosarium Virginis Mariae

Sådan beder man rosenkransen

En almindelig katolsk rosenkrans består af et krucifiks, en kort indledende række perler, en medaljon og en kreds med fem grupper på hver ti små perler. Hver gruppe kaldes et led eller en dekade og er adskilt fra den næste af en større perle. Den traditionelle femleddede rosenkrans har normalt 59 perler: 53 mindre perler til Hil dig, Maria og seks større perler til Fadervor.

Bønnen begynder ved krucifikset:

1. Man gør korsets tegn og beder Den apostolske Trosbekendelse.
2. På den første store perle bedes Fadervor.
3. På de næste tre små perler bedes tre Hil dig, Maria, traditionelt for tro, håb og kærlighed.
4. Derefter bedes Ære være Faderen.
5. Dagens første mysterium nævnes.
6. På den store perle bedes Fadervor.
7. På de næste ti små perler bedes Hil dig, Maria.
8. Ledet afsluttes med Ære være Faderen.
9. Det samme gentages ved de fire følgende mysterier.

Mange føjer Fatimabønnen til efter hvert led: »O, min Jesus, tilgiv os vore synder, frels os fra Helvedes ild, før alle sjæle til Himlen, især dem, der trænger mest til din barmhjertighed.« Den hører til en udbredt fromhedstradition og er ingen nødvendig del af rosenkransens grundform.

Efter det femte mysterium afsluttes almindeligvis med Hil dig, Dronning – Salve Regina – og en afsluttende bøn. Der findes lokale variationer, og en rosenkrans kan også indledes med et bibelvers eller en særlig intention. Vejledning til rosenkransbønnen

Rosenkransens tyve mysterier

Den almindelige rosenkransbøn består af fem mysterier ad gangen. De vælges fra fire grupper med tilsammen tyve mysterier:

De glædesfulde mysterier bedes traditionelt mandag og lørdag. De følger Jesus fra englens budskab til Maria gennem fødslen og barndommen frem til genfindelsen af den tolvårige Jesus i templet.

Lysets mysterier bedes torsdag. De følger Jesu offentlige virke fra dåben i Jordan til indstiftelsen af Eukaristien under den sidste nadver.

De smertefulde mysterier bedes tirsdag og fredag. De fører fra Jesu dødsangst i Getsemane gennem piskningen, tornekroningen og korsvejen til hans død på Golgata.

De herlighedsfulde mysterier bedes onsdag og søndag. De begynder med Jesu opstandelse og himmelfart, fortsætter med Helligåndens komme og afsluttes med Marias optagelse i Himlen og kroning som Himlens dronning.

Ugedagene er en hjælp til at fordele mysterierne. De udgør ingen streng forpligtelse. En person kan vælge de smertefulde mysterier under sygdom eller sorg og de glædesfulde ved en fødsel eller familiefest. Man kan også bede et enkelt led, hvis tiden eller kræfterne ikke rækker til fem.

Vatikanets officielle oversigt regner med tyve mysterier fordelt på de fire grupper. Rosenkransens mysterier

Hvor mange rosenkranse findes der?

Den hellige Rosenkrans er én grundlæggende katolsk bøn. Den omfatter i dag fire grupper med tyve mysterier. Ved en almindelig rosenkransbøn vælger man fem mysterier og går én gang rundt på den femleddede perlekæde. Ønsker man at bede alle tyve mysterier, går man kredsen igennem fire gange.

Den traditionelle form med femten mysterier lever fortsat og kan bedes uden lysets mysterier. Johannes Paul II fremlagde lysets mysterier som en udvidelse, der kunne give Jesu offentlige liv en tydeligere plads. De oprindelige tre grupper har således ikke mistet deres betydning.

Ved siden af Den hellige Rosenkrans findes mange andre katolske perlebønner. De kaldes ofte små rosenkranse eller chaplets. Blandt de mest kendte er Barmhjertighedens Rosenkrans, De syv Sorgers Rosenkrans, Sankt Mikaels Rosenkrans, Den hellige Birgittas Rosenkrans og bønnen til Jesu hellige sår.

Der findes ingen afsluttet liste over samtlige små rosenkranse. Nogle er udbredt i hele Kirken, mens andre hører til bestemte ordener, valfartssteder eller lokale fromhedstraditioner. Betegnelsen »rosenkrans« bruges altså både om Den hellige Rosenkrans og om en større familie af katolske perlebønner.

Rosenkransen er en andagt og ikke et sakramente. En katolik er ikke forpligtet til at bede den. Kirken anbefaler den som en bibelsk og kontemplativ bøn, der kan føre dybere ind i Skriften, liturgien og sakramenterne. Messen har altid den centrale plads i Kirkens gudstjenesteliv.

Andre kristne bruger også bønneperler

Brugen af perler og knuder til bøn findes i flere kristne traditioner. I de østlige ortodokse kirker anvendes en bedesnor, som kaldes komboskini på græsk og tjotki på slaviske sprog. Den kan have 33, 50 eller 100 knuder. Ved hver knude bedes Jesusbønnen: »Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, en synder.«

Nogle anglikanere bruger en krans med 33 perler til korte bibelske bønner eller påkaldelser. Der findes også lutherske bedekranse, blandt andet den såkaldte Kristuskrans. Disse bønneformer har ikke samme fælles og historiske placering i deres kirkesamfund, som rosenkransen har i Den Katolske Kirke. De bygger på den samme praktiske erfaring: Hænderne kan hjælpe mennesket med at fastholde opmærksomheden i bønnen.

Bønneperler i andre religioner

Bønneperler findes også uden for kristendommen. Muslimer kan bruge en misbaha, subha eller tasbih med 33 eller 99 perler til dhikr, ihukommelse og lovprisning af Gud. Perlerne kan bruges til at gentage korte lovprisninger og til at mindes Guds 99 navne. British Museum har blandt andet en islamisk bedekrans med 99 perler fordelt i tre grupper. British Museum

I hinduismen og buddhismen anvendes en mala, ofte med 108 perler, til gentagelse af mantraer og til meditation. Malaen føres gennem fingrene én perle ad gangen. Også dele af sikhismen og bahá’í-troen kender til bønneperler.

Redskabet ligner hinanden på tværs af religionerne, fordi perlerne hjælper med at tælle gentagelserne. Bønnernes indhold, trosforestillinger og formål er forskellige. Den katolske rosenkrans er bygget op omkring bestemte begivenheder i Jesu liv og Kirkens tro på hans død og opstandelse. Perlerne har ingen magisk kraft. De er et håndgribeligt hjælpemiddel til bøn.

En bøn for hele livet

Rosenkransen kan bedes i en kirke, hjemme ved køkkenbordet, i toget, på en gåtur eller ved et sygeleje. Den kan bedes højt i et fællesskab eller stille af et enkelt menneske. Nogle beder den hver dag. Andre griber efter den i perioder med sorg, sygdom eller usikkerhed. En familie kan samles om den, og et enkelt led kan være nok til at bringe dagens bekymringer frem for Gud.

Perlerne er ingen amulet, og rosenkransen er ingen garanti for, at alle ønsker bliver opfyldt. Bønnen lærer mennesket at blive hos Kristus gennem glæden, lyset, lidelsen og herligheden. De fire grupper svarer på den måde til erfaringer, som ethvert menneskeliv rummer.

Når den sidste perle er nået, har den bedende fulgt en vej gennem evangeliet. Vejen begyndte ved Marias ja i Nazaret, gik gennem Betlehem, Jordanfloden, nadversalen og Golgata og endte i opstandelsens håb. Maria har fulgt med som mor, discipel og forbeder. Målet har hele tiden været hendes søn.

00-karn