Kirken er ikke først og fremmest en organisation, men en levende bygning, hvor Kristus selv er arkitekt og bygmester. Med Bibelen som grundvold og Helligånden som sjæl udfoldes kirkens oprindelige struktur som et fællesskab af lokale kirker, bygget nedefra af troende i konkret liv og fælles ansvar.
Teksten fremstiller kirken som en guddommelig bygning, hvor de kristne er de levende sten, Kristus er arkitekt og bygmester, og Faderen er bygningens ejer. Kirkens fundament er Jesu lære, liv, død og opstandelse, overleveret gennem de tolv apostle som kronvidner og nedfældet i Bibelen. Helligånden er kirkens sjæl og den, der giver liv og sammenhæng.
Med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger beskrives kirkens grundstruktur gennem fire uadskillelige elementer: apostlenes undervisning, fællesskabet (communio), brødets brydelse og bønnerne. Kirken bygges nedefra som konkrete fællesskaber – ofte huskirker og familier – og ledes kollegialt af apostle og ældsteråd, ikke af enkeltpersoner alene.
Lokale kirker grundlægges ud fra modermenighederne i Jerusalem og Antiokia og står i fællesskab med hinanden. Kirken i Rom får senere en samlende rolle som modermenighed, forstået som tjenende fællesskab snarere end central administration. Teksten kritiserer den vestlige kirkes udvikling i det andet årtusinde, hvor kirken blev territorialt og hierarkisk organiseret, hvilket svækkede forståelsen af kirken som et levende fællesskab af lokale kirker.
Konklusionen er, at kirkens fornyelse må tage sit udgangspunkt i Bibelen og den apostolske grundmodel. Reform kan ikke være et rent organisatorisk projekt, men må ske ved, at Kristus selv genopbygger sin kirke gennem Helligånden, med alle troende som medansvarlige.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
