Skitse til en fornyelse af den lokale kirke i Danmark

Intro

Skitsen viser, at enhver fornyelse af Den katolske Kirke i Danmark må begynde med Bibelens egen forståelse af, hvad en kirke er: en konkret forsamling af troende på et bestemt sted og ikke et stort geografisk område. I Det Nye Testamente eksisterer kirken kun lokalt – som i Efesus, Antiokia og Jerusalem – og disse lokale kirker udgør tilsammen den universelle kirke. Urkirken i Jerusalem er modellen: hele menigheden deltager, ledelsen er et kollegium af ældste, og fællesskabet bæres af undervisning, brødets brydelse, bøn og daglig omgang.

Historisk blev disse lokale kirker forbundet i et organisk fællesskab, hvor Rom efter Jerusalems fald fik rollen som moderkirke – ikke som centraladministration, men som den kirke, der tjener fællesskabet. Skriften er det apostolske fundament, der giver alle kirker samme væsen. Den nuværende kirkeretlige struktur med store bispedømmer, individuel præsteledelse og sjældne synoder afspejler ikke denne bibelske model.

Derfor peger skitsen på behovet for at omstrukturere bispedømmet København til reelle lokale kirker, hver ledet af et ældsteråd med en biskop som overhoved, sådan som den første kristne menighed fungerede. En kommende synode bør afklare den praktiske proces. Målet er en kirke, der lever af sit apostolske grundlag og i højere grad kan være både lokal, synodal og katolsk – i bibelsk forstand.

Skitse til en fornyelse af den lokale kirke i Danmark

Af præst Lars Messerschmidt

1. Indledning: Udgangspunktet for fornyelsen

På baggrund af den afsluttede bispesynode i Rom ønsker forfatteren at skitsere en reform af Den katolske Kirke i Danmark. Den nuværende betegnelse “bispedømmet København” er sprogligt og teologisk misvisende, fordi Bibelen kun kender “kirker i byer”, ikke geografiske områder. En lokal kirke er ifølge Bibelen en konkret forsamling af troende på et bestemt sted.

2. Bibelsk forståelse af ‘kirke’

Kirken er altid lokal: “kirken i Antiokia”, “kirken i Efesus”, osv. Alle lokale kirker deler samme væsen og udgør derfor den universelle kirke, men kirken eksisterer kun konkret i de lokale forsamlinger. Bibelens forståelse må være udgangspunktet for enhver reform.

3. Urkirken som model

Den første lokale kirke – menigheden i Jerusalem – er modellen for alle andre kirker.

3.1 Valget af Matthias og menigheden som aktør

Processen viser idealmodellen:

• Hele menigheden deltager (ca. 120).
• Peter leder, men beslutter ikke alene.
• Jesus udvælger (via lodtrækning).
• De tolv apostle er kollegium og grundlag for kirken.

3.2 Pinsen og urkirkens vækst

Helligånden gives til alle 120, ikke kun til apostlene. Dette understreger menighedens helhed som det første “synodale fællesskab”.

3.3 Den strukturerede menighed

Fire grundelementer definerer en lokal kirke:

1. Apostlenes undervisning
2. Fællesskab (åndelig familie)
3. Brødets brydelse (huskirker)
4. Bøn

Huskirken som struktur er central; ledelsen foregår i huse, hvor apostlene og senere “de ældste” betjener menigheden.

4. De ældste (presbytere) som lokal ledelse

I nye menigheder indsatte Paulus og Barnabas et ældsteråd i hver kirke – et kollektiv af ledere.

• Præst = “ældre”.
• Præsten er ikke en individuel leder, men del af et kollegium.
• Alle ældste er “hyrder” og “tilsynsmænd” (græsk: episkopoi).

Dette står i modsætning til senere tiders praksis, hvor biskop og præst bliver enkeltperson-embeder.

5. Den universelle kirke som kirker-fællesskab

Sammenhængen mellem de lokale kirker er organisk, ikke organisatorisk.
Modermenigheden i Jerusalem havde tidligere en samlende rolle. Efter Jerusalems fald (år 65) overføres denne rolle til kirken i Rom – ikke til paven som monark, men til den lokale kirke i Rom som “bordenden” ved kærlighedsmåltidet.

6. Bibelens rolle

Det apostolske grundlag består i Skriften. Bibelen er fundamentet for alle lokale kirker, sådan som oldkirken vidner om. Verbum Domini understøtter dette syn.

7. Synoder og kirkeret

Historisk har synoder udviklet sig:

• Middelalderen: obligatoriske provinssynoder.
• Tridentinum: faste rytmer.
• Kirkeretten 1917: mindst hvert 10. år.
• Kirkeretten 1983: synoder kun hvis biskoppen ønsker det.

Bispesynoden i Rom er i dag rådgivende, ikke teologisk en “synode”.

Pave Frans’ udsagn om at kirken er “synodal af væsen” er teologisk sandt, men kirkeretligt ikke fulgt.

8. Konklusion: Vejen til en reform i Danmark

Forfatteren konkluderer:

8.1 Bispedømmet København må opdeles i lokale kirker

Sognene er ikke teologisk lokale kirker.
Derfor bør Danmark opdeles i reelle lokale kirker, ledet af et ældsteråd med en biskop som overhoved – ikke en enmandsledet sognestruktur.

8.2 Praktiske spørgsmål for en synode

En synode skal afklare:

1. Hvor mange lokale kirker skal der være?
2. Hvordan skal omstruktureringen gennemføres?
3. Hvordan oprettes ældsteråd ud fra eksisterende præster?
4. Hvordan vælges rådenes overhoveder?
5. Hvordan inddrages Rom i en proces, der kan møde modstand?

8.3 Målet

En bibelsk genopbygning kan:

• genetablere kirken som sandt apostolisk,
• fremme kristen genforening,
• styrke et levende, lokalt kirkeliv.

Synoden må – som i Apostlenes Gerninger – nå frem til en afgørelse, hvor man kan sige:
“Helligånden og vi har besluttet …”