Den store smerte

Indledning

Bemærk samtalen er fra 2020

Miriam, 41 år, sekretær og teologistuderende, fortæller om sine oplevelser med to provokerede aborter som ung. Hun deler både sin baggrund, årsagerne til aborterne og de langvarige psykiske eftervirkninger.

Baggrund og tro

Miriam voksede op i et halvt katolsk miljø og har siden ungdommen haft en stærk interesse for tro og teologi. Hendes forældre blev skilt tidligt, og troen blev ikke konsekvent formidlet hjemme.

De to aborter som 18–19-årig

Som teenager levede Miriam i et voldeligt og usundt forhold. Da hun blev gravid to gange, følte hun, at hun stod uden reelle muligheder for at gennemføre graviditeterne. Hun frygtede at måtte droppe uddannelsen, stå alene, og for altid være bundet til en kæreste, som skadede hende. Hun talte ikke med familie eller andre voksne om situationen på grund af skam og isolation.

Manglende støtte og manglende rådgivning

Miriam fortæller, at hun ikke modtog nogen form for samtale, vejledning eller refleksionstid hos lægen, som blot satte abortforløbet i gang. Dette ser hun i dag som et stort systemisk svigt.

Depression og åndeligt vendepunkt

Efter aborterne udviklede hun en ti år lang depression. Først flere år senere, gennem katolske videoer og undervisning, forstod hun forbindelsen. Et stærkt religiøst øjeblik – hvor hun “overgav alt til Jesus” – blev et vendepunkt, og depressionen forsvandt.

Livets bog og heling

Hun indskrev navnene på sine ufødte børn i en kirke i USA, der mindes aborterede børn i en “Livets bog”. Dette blev for hende en vej til forsoning og indre fred.

Hvad hun ville have gjort anderledes

I dag ville hun have søgt hjælp hos voksne, familie og kirken. Hun understreger vigtigheden af kommunikation, støtte og et åbent rum for samtale – både i hjemmet og i kirken.

Kritik af sundhedssystemet

Miriam mener, at det burde være lovpligtigt med mindst én samtale og betænkningstid før abort. Hun kritiserer, at så alvorlig en beslutning kan gennemføres uden rådgivning, og at samfundet undgår dybere refleksion af hensyn til politisk korrekthed.

Abortdebat, berøringsangst og tolerance

Hun peger på, at debatten om abort præges af frygt for udskamning og politisk ukorrekthed. Mange vigtige etiske spørgsmål bliver derfor aldrig behandlet åbent. Hun kalder dette “tolerancens intolerance”.

Kirkens rolle og ansvar

Miriam efterlyser modige præster, der tør formidle Kirkens morallære klart og pædagogisk. Hun mener, at mange præster mangler redskaber til at kommunikere med moderne mennesker og derfor undgår svære temaer.

Faderens rolle

Hun kritiserer, at fædre ofte marginaliseres i abortspørgsmål, selvom barnet biologisk tilhører begge forældre. Hun ser dette som et tab for både fædre, mødre og børn.

Livet der aldrig blev

Som voksen mærker Miriam et stigende savn over de børn, hun aldrig fik. Hun ser det som et tab af unikke individer, der aldrig vil kunne erstattes. Sorgen er dyb, og hun sætter sin lid til Guds barmhjertighed.

Miriam efterlyser

• mere mod fra præster til at tale om moral og seksualitet,
• bedre kommunikation i kirken,
• støtte til unge kvinder i krise,
• større anerkendelse af fædres rolle,
• og en bredere samfundsdebat, hvor alle synspunkter kan høres uden udskamning.

Samtalen er fra 2020