Pave Frans har understreget, at Kirken er synodal af sit væsen. Men hvordan kan denne vision få konkret betydning i Den katolske Kirke i Danmark? Historien viser, at lokale synoder gennem århundreder var en naturlig del af Kirkens liv. Derfor kan tiden være kommet til at genopdage en gammel katolsk tradition.
Synodalitet handler ikke først om nye strukturer eller flere møder. Den handler om en kirke, hvor biskop, præster, ordensfolk og lægfolk sammen lytter til Helligånden og tager ansvar for Kirkens liv. Den katolske Kirke i Danmark er lille, men netop derfor kan den have særlige muligheder for at omsætte pave Frans’ vision til levende praksis.
En kirke, der går sammen
Ordet synode lyder for mange som noget teknisk. Noget, der foregår i Rom eller blandt biskopper bag lukkede døre. Men ordets oprindelige betydning er langt enklere. Det betyder ganske enkelt at vandre sammen. Det er egentlig et smukt billede på Kirken. Ingen kristen går alene. Ingen præst bærer Kirken alene. Selv biskoppen er ikke kaldet til at vandre foran et tavst folk, men sammen med det folk, Gud har betroet ham. Derfor har pave Frans igen og igen understreget, at Kirken ikke blot holder synoder – Kirken er synodal. Det handler ikke først om møder, kommissioner eller afstemninger, men om en måde at være kirke på, hvor man lytter, beder, taler åbent og søger Helligåndens vejledning sammen. Det er en vision, som både er enkel og krævende, fordi den udfordrer enhver kirke til at spørge, hvordan den faktisk lever denne virkelighed. Også i Danmark.
En glemt tradition
Mange forestiller sig, at synodalitet er en ny tanke, som er opstået under pave Frans. Virkeligheden er næsten den modsatte. Gennem store dele af Kirkens historie var lokale synoder en selvfølge. Det Fjerde Laterankoncil bestemte allerede i 1215, at der regelmæssigt skulle afholdes synoder både i kirkeprovinserne og i de enkelte bispedømmer. Tridentinerkoncilet fastholdt denne praksis og betragtede synoderne som en nødvendig del af Kirkens fornyelse. Først med den nuværende kirkeret fra 1983 blev det overladt til den enkelte biskops vurdering, om der overhovedet skulle afholdes en bispedømmesynode. Historien viser derfor noget bemærkelsesværdigt: Det mest traditionelle ville i virkeligheden være igen at gøre synoder til en naturlig del af Kirkens liv.
Et lille bispedømme med store muligheder
Den katolske kirke i Danmark beskrives ofte som lille, og det bliver let opfattet som en svaghed. Men størrelsen kan også være en styrke. I et bispedømme med relativt få præster, ordensfolk og lægfolk er afstanden mellem mennesker kort. Mange kender allerede hinanden, og det gør det lettere at skabe ægte samtaler end i de store kirker i Europa og Amerika. Derfor kunne Danmark være et af de steder, hvor den synodale tanke får konkret form. En bispedømmesynode behøvede ikke at være en ekstraordinær begivenhed, der kun finder sted én gang i en generation. Den kunne blive en naturlig rytme i kirkens liv, måske hvert femte eller tiende år, hvor hele bispedømmet samles om bøn, samtale og fælles ansvar for Kirkens fremtid.
Helligåndens forum
En synode er derfor ikke et parlament, hvor flertal og mindretal kæmper om indflydelse, men Helligåndens forum, hvor biskop, præster, ordensfolk og lægfolk sammen søger at skelne Guds vilje for Kirken. Den bliver til, når hele Guds folk inviteres til at lytte, tale og bede sammen. En synode er derfor ikke et parlament, hvor flertal og mindretal kæmper om indflydelse, men Helligåndens forum, hvor biskop, præster, ordensfolk og lægfolk sammen søger at skelne Guds vilje for Kirken. Her handler det ikke om at få ret, men om sammen at søge den vej, Kristus kalder sin Kirke til at gå.
Den katolske Kirke i Danmark er lille nok til, at denne vision kan blive mere end en tanke. Afstandene mellem mennesker er korte, og mange kender allerede hinanden på tværs af sogne og nationaliteter. Netop derfor kunne Danmark blive et eksempel på, hvordan synodalitet ikke blot bliver et tema i Rom, men en naturlig del af det lokale kirkeliv. Historien viser, at synoder gennem århundreder var en selvfølge i Kirken.
Hvis Kirken igen tør gøre synoden til Helligåndens forum, hvor hele Guds folk lytter, beder og søger Guds vilje sammen, kan en gammel katolsk tradition blive en ny begyndelse
-karn
Faktaboks: Hvad er en synode?
Ordet synode kommer fra græsk og betyder at vandre sammen. I kirkelig sammenhæng er en synode en forsamling, hvor biskopper, præster, ordensfolk og lægfolk samles for i fællesskab at drøfte Kirkens liv og søge Helligåndens vejledning.
Synoder har en lang tradition. Allerede Det Fjerde Laterankoncil bestemte, at der regelmæssigt skulle afholdes synoder i både kirkeprovinser og bispedømmer. Tridentinerkoncilet fastholdt denne praksis og betragtede synoder som en vigtig del af Kirkens fornyelse.
Kirkeretten blev ændret. Den gældende kirkeret fra 1983 fastslår, at en bispedømmesynode afholdes, når biskoppen vurderer, at omstændighederne taler for det. Synoder er derfor ikke længere obligatoriske.
Pave Frans’ vision. Pave Frans har gentagne gange understreget, at Kirken er synodal af sit væsen. Synodalitet handler derfor ikke blot om enkelte møder, men om en kirke, hvor hele Guds folk lytter til hinanden og sammen søger Helligåndens vejledning.
I Danmark. Den Katolske Kirke i Danmark har ikke afholdt en bispedømmesynode i nyere tid. Artiklen rejser spørgsmålet, om tiden er kommet til at genoptage denne gamle katolske tradition som en naturlig del af kirkens liv.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
