Kardinal: Kirken må ikke føre krig mod troende ved den latinske messe

Den tidligere liturgipræfekt kritiserer begrænsningerne for den traditionelle latinske messe

Kardinal Robert Sarah advarer mod at betragte katolikker med tilknytning til den traditionelle latinske messe som et problem for Kirken. Liturgisk enhed skabes ikke ved at mistænkeliggøre troende, som finder åndelig næring i den ældre form af den romerske liturgi, siger han.

Kardinal Robert Sarah, tidligere præfekt for Vatikanets kongregation for gudstjeneste og sakramenter, retter en skarp kritik mod behandlingen af de katolikker, der foretrækker den traditionelle latinske messe. I et interview med den italienske avis Il Giornale siger han, at Kirken ikke bør møde disse troende med mistro eller betragte deres liturgiske tilknytning som et ideologisk oprør.

”Kirken kan ikke erklære krig mod dem, der fromt deltager i messen,” siger kardinalen med henvisning til de troende, som søger den romerske liturgi efter messebogen fra 1962. At bekæmpe mennesker, blot fordi de foretrækker én anerkendt liturgisk form frem for en anden, betegner han som både kortsynet og skadeligt for Kirken. Hans kritik er rettet mod en kirkelig holdning, hvor ønsket om ensartethed risikerer at overskygge omsorgen for de mennesker, der gennem den ældre liturgi er blevet ført ind i et levende tros- og bønsliv.

Benedikt XVI søgte forsoning

Sarah fremhæver pave Benedikt XVI’s beslutning fra 2007 om at give præster og troende lettere adgang til den ældre liturgi. Med det apostoliske brev Summorum Pontificum fastslog Benedikt, at messebogen fra 1962 ikke var blevet juridisk ophævet. Han beskrev den som den ekstraordinære form af den romerske ritus, mens messebogen, der blev indført under pave Paul VI efter Det Andet Vatikankoncil, var den almindelige form.

Benedikt ønskede ikke at skabe to konkurrerende kirker eller sætte den ene messeform op imod den anden. Han ønskede at hele en splittelse, som var vokset frem efter den liturgiske reform. I brevet til verdens biskopper, der ledsagede Summorum Pontificum, understregede han, at mange troende med kærlighed til den ældre liturgi anerkendte Det Andet Vatikankoncils myndighed og var trofaste mod paven og biskopperne. Tilknytningen til den traditionelle messe kunne derfor ikke i sig selv betragtes som en afvisning af koncilet eller som et brud med Kirken.

Benedikt pegede også på de liturgiske misbrug, der flere steder var fulgt i kølvandet på reformen. Det var ikke den nye messebog, han kritiserede, men fejringer præget af vilkårlighed og en overdreven trang til at forandre liturgien. Han håbede, at de to former kunne berige hinanden, så den ældre liturgis sans for stilhed og det hellige også kunne styrke fejringen efter den almindelige messebog. Benedikt XVI forklarede selv hensigten med beslutningen.

Kardinal Sarah mener, at denne gensidige påvirkning faktisk fandt sted. Flere præster har ifølge ham erfaret, at kendskabet til den traditionelle liturgis præcision og bønner har hjulpet dem til at fejre den almindelige messeform med større ro og omhu. Han understreger samtidig, at liturgiske misbrug aldrig må forveksles med selve den almindelige form, som er en gyldig og legitim fejring af Kirkens eukaristi.

Frans ændrede reglerne

Pave Frans ændrede i 2021 den kirkeretlige ramme med det apostoliske brev Traditionis custodes. Her blev det fastslået, at de liturgiske bøger, som blev udgivet efter Det Andet Vatikankoncil, er det eneste udtryk for den romerske ritus’ bønneregel. Ansvaret for at give tilladelse til brugen af messebogen fra 1962 blev lagt hos den lokale biskop, mens præster, der ønskede at fortsætte med den ældre liturgi, skulle søge biskoppens godkendelse.

Frans begrundede indgrebet med hensynet til Kirkens enhed. Han mente, at Benedikts bestemmelser nogle steder var blevet brugt til at afvise den liturgiske reform og sætte spørgsmålstegn ved Det Andet Vatikankoncil. Traditionis custodes kræver derfor, at grupper, som fejrer efter messebogen fra 1962, anerkender koncilets liturgiske reform og dens legitimitet. Bestemmelserne udgør fortsat den gældende ramme, som biskopper og præster er forpligtede til at følge. Reglerne kan læses i Traditionis custodes.

Sarah lægger ikke skjul på sin uenighed med denne kursændring. Han kalder beslutningen hverken fornuftig eller respektfuld og hæfter sig ved, at den blev gennemført, mens Benedikt XVI endnu levede. Ifølge Sarah bar den emeriterede pave tilsidesættelsen i stilhed og bøn. Kritikken ændrer ikke ved, at Traditionis custodes skal overholdes, men den viser, at diskussionen om reglernes pastorale følger fortsætter blandt Kirkens kardinaler, biskopper, præster og lægfolk.

Den latinske messe er ikke det samme som SSPX

Debatten om den ældre liturgi bliver ofte blandet sammen med konflikten mellem Den Hellige Stol og Præstebroderskabet Sankt Pius X, SSPX. Broderskabet blev grundlagt af den franske ærkebiskop Marcel Lefebvre og har gennem mange år stået i en alvorlig konflikt med Rom om blandt andet Det Andet Vatikankoncil, pavens myndighed og bispevielser uden paveligt mandat. Konflikten blev skærpet i 2026, da nye bispevielser uden pavens godkendelse blev gennemført trods en direkte advarsel fra pave Leo XIV. De involverede biskopper blev ramt af ekskommunikation, og Vatikanet advarede præster og lægfolk mod at tilslutte sig skismaet.

Denne konflikt handler om langt mere end latin, messeretning og liturgiske former. Katolikker, som deltager i den traditionelle latinske messe med Kirkens tilladelse, kan ikke af den grund sættes i forbindelse med SSPX eller mistænkes for at afvise paven og koncilet. Der findes præstebroderskaber, ordensfællesskaber og menigheder i fuldt fællesskab med Rom, hvor messebogen fra 1962 har en central plads. Kærlighed til den ældre liturgi er ikke i sig selv ulydighed mod Kirken.

Enhed kan ikke gennemtvinges

Kirkens myndighed har ret og pligt til at værne om liturgiens orden og enheden omkring paven og biskopperne. De troende kan ikke selv vælge, hvilke dele af Kirkens lære og myndighed de vil anerkende. Den forpligtelse gælder også dem, der foretrækker den traditionelle messe. Omvendt bør lydighed mod Kirken ikke gøres til et krav om, at de troende skal opgive enhver kærlighed til den liturgi, som prægede den romerske kirke gennem århundreder.

Sarah mener, at en liturgisk form, som fortsat fører mennesker til bøn, omvendelse og deltagelse i sakramenterne, bør mødes med pastoral omsorg. Den traditionelle latinske messe må ikke bruges som våben mod Det Andet Vatikankoncil eller den almindelige messeform. Den almindelige messeform bør heller ikke bruges som begrundelse for at holde trofaste katolikker på afstand, fordi de søger en ældre liturgisk tradition.

Kardinalens ord er usædvanligt skarpe, men hans anliggende er Kirkens enhed. Den enhed bliver svækket, når liturgien bruges til at opdele katolikker i mistænkelige lejre. Den styrkes, når Kirkens myndighed respekteres, liturgien fejres værdigt, og troende med forskellige liturgiske tilhørsforhold kan genkende hinanden som medlemmer af den samme kirke.

-karn

Kilder: Kardinal Robert Sarahs interview med den italienske avis Il Giornale.