Budskab fra Hans Hellighed pave Leo XIV

Til den 60. verdensdag for social kommunikation

Kort sammendrag:
Pave Leo XIV advarer mod, at digital teknologi og kunstig intelligens kan udviske menneskets ansigt, stemme og relationer. Han understreger, at kommunikation er dybt forbundet med menneskets værdighed og kald, og opfordrer til ansvarlig brug af teknologi, kritisk tænkning og styrket medie- og AI-dannelse, så teknologisk udvikling forbliver i menneskets og fællesskabets tjeneste.

---

Kære brødre og søstre,

Vores ansigter og stemmer er unikke og karakteristiske træk ved hvert menneske; de åbenbarer den enkeltes uerstattelige identitet og er grundelementerne i ethvert møde med andre. Det forstod de gamle godt. For at betegne den menneskelige person brugte de gamle grækere ordet ansigt (prósōpon), fordi det etymologisk udtrykker det, der er foran blikket – nærværelsens og relationens sted. Det latinske ord person (af per-sonare) fremkalder derimod tanken om lyd: ikke hvilken som helst lyd, men den umiskendelige klang af et menneskes stemme.

Ansigter og stemmer er hellige. Gud, som skabte os i sit billede og sin lighed, gav os dem, da han kaldte os til livet gennem det Ord, han rettede til os. Dette Ord lød gennem århundrederne i profeternes stemmer og blev i tidens fylde kød. Også vi har hørt og set dette Ord (jf. 1 Joh 1,1-3) – hvori Gud meddeler os sig selv – fordi det blev åbenbaret for os i Jesu, Guds Søns, stemme og ansigt.

Fra skabelsens øjeblik ønskede Gud, at mand og kvinde skulle være hans samtalepartnere, og som den hellige Gregor af Nyssa forklarede, indprægede han i vores ansigter et genskin af den guddommelige kærlighed, for at vi fuldt ud kan leve vores menneskelighed gennem kærligheden. At bevare menneskelige ansigter og stemmer betyder derfor at bevare dette mærke, dette uudslettelige spejl af Guds kærlighed. Vi er ikke en art bestående af foruddefinerede biokemiske formler. Hver enkelt af os har et uerstatteligt og uefterligneligt kald, som udspringer af vores levede erfaring og bliver synligt i mødet med andre.

Hvis vi svigter denne opgave, risikerer den digitale teknologi radikalt at forandre nogle af de grundlæggende søjler i den menneskelige civilisation, som vi ofte tager for givet. Ved at simulere menneskelige stemmer og ansigter, visdom og viden, bevidsthed og ansvar, empati og venskab griber de systemer, vi kalder kunstig intelligens, ikke blot ind i informationsøkosystemer, men trænger helt ind i kommunikationens dybeste lag: de menneskelige relationer.

Udfordringen er derfor ikke teknologisk, men antropologisk. At beskytte ansigter og stemmer betyder i sidste ende at beskytte os selv. At gribe de muligheder, som digital teknologi og kunstig intelligens tilbyder, med mod, beslutsomhed og dømmekraft betyder ikke at lukke øjnene for kritiske spørgsmål, kompleksitet og risici.

Giv ikke afkald på evnen til at tænke

Det har længe været veldokumenteret, at algoritmer, som er designet til at maksimere engagement på sociale medier – hvilket er økonomisk fordelagtigt for platformene – belønner hurtige følelser og straffer mere tidskrævende menneskelige reaktioner som den indsats, der kræves for at forstå og reflektere. Ved at samle mennesker i bobler af let enighed og let forargelse reducerer disse algoritmer vores evne til at lytte og tænke kritisk og forstærker den sociale polarisering.

Dette forværres yderligere af en naiv og ukritisk tillid til kunstig intelligens som en alvidende ”ven”, en kilde til al viden, et arkiv over enhver erindring, et ”orakel” for alle råd. Alt dette kan yderligere svække vores evne til analytisk og kreativ tænkning, til at forstå mening og skelne mellem syntaks og semantik.

Selv om AI kan yde støtte og hjælp i forbindelse med kommunikationsopgaver, truer valget om på længere sigt at unddrage sig den personlige tankeindsats og nøjes med kunstige statistiske sammenstillinger med at forringe vores kognitive, følelsesmæssige og kommunikative færdigheder.

I de senere år har kunstige intelligenssystemer i stigende grad overtaget produktionen af tekster, musik og video. Dette bringer store dele af den menneskelige kreative industri i fare for at blive demonteret og erstattet af mærkaten ”Powered by AI”, hvor mennesker reduceres til passive forbrugere af utænkte tanker og anonyme produkter uden ejerskab eller kærlighed. Samtidig reduceres menneskelig genialitet inden for musik, kunst og litteratur til blot at være træningsmateriale for maskiner.

Det afgørende spørgsmål er imidlertid ikke, hvad maskiner kan eller vil kunne gøre, men hvad vi kan og vil være i stand til at udrette ved at vokse i menneskelighed og viden gennem en klog brug af de magtfulde redskaber, vi har til rådighed. Mennesker har til alle tider ønsket at tilegne sig kundskabens frugter uden den indsats, som engagement, forskning og personligt ansvar kræver. Men at give afkald på kreativiteten og overdrage vores tankevirksomhed og fantasi til maskiner ville være at begrave de talenter, vi er blevet betroet for at vokse som personer i relation til Gud og andre. Det ville være at skjule vores ansigter og bringe vores stemmer til tavshed.

At være – eller at foregive: simulering af relationer og virkelighed

Når vi scroller gennem vores feeds, bliver det stadig sværere at afgøre, om vi interagerer med andre mennesker eller med ”bots” og ”virtuelle influencere”. De mindre gennemsigtige indgreb fra disse automatiserede aktører påvirker offentlige debatter og menneskers valg. Chatbots baseret på store sprogmodeller (LLM’er) viser sig at være overraskende effektive i skjult påvirkning gennem løbende optimering af personaliseret interaktion. Den dialogiske, adaptive og mimetiske struktur i disse sprogmodeller er i stand til at efterligne menneskelige følelser og dermed simulere relationer. Selvom denne antropomorfisering kan være underholdende, er den også vildledende – især for de mest sårbare. Fordi chatbots er overdreven ”kærlige”, altid tilgængelige og konstant nærværende, kan de blive skjulte arkitekter for vores følelsesmæssige tilstande og trænge ind i og besætte vores intimsfære.

Teknologi, der udnytter vores behov for relationer, kan ikke blot føre til smertefulde konsekvenser i enkeltpersoners liv, men også skade samfundets sociale, kulturelle og politiske væv. Dette sker, når vi erstatter relationer til andre mennesker med AI-systemer, der katalogiserer vores tanker og skaber en verden af spejle omkring os, hvor alt er skabt ”i vores billede og lighed”. Derved fratages vi muligheden for at møde andre, som altid er forskellige fra os selv, og som vi kan og må lære at forholde os til. Uden mødet med den anden kan der ikke være relationer eller venskaber.

En anden stor udfordring ved disse nye systemer er bias, som fører til en forvrænget opfattelse af virkeligheden. AI-modeller formes af verdenssynet hos dem, der udvikler dem, og kan til gengæld påtvinge disse tankemåder ved at reproducere de stereotyper og fordomme, der findes i de data, de er trænet på. Manglende gennemsigtighed i algoritmisk programmering, kombineret med utilstrækkelig social repræsentation i data, risikerer at fange os i netværk, der manipulerer vores tanker og forlænger og forstærker eksisterende sociale uligheder og uretfærdigheder.

Indsatsen er høj. Simulationens kraft er så stor, at AI endda kan bedrage os ved at fabrikere parallelle ”virkeligheder” og tiltuske sig vores ansigter og stemmer. Vi er nedsænket i en verden af multidimensionalitet, hvor det bliver stadig vanskeligere at skelne virkelighed fra fiktion.

Unøjagtighed forværrer kun dette problem. Systemer, der præsenterer statistisk sandsynlighed som viden, tilbyder os i bedste fald tilnærmelser til sandheden – som undertiden er direkte vildfarelser. Manglende kildekritik, sammen med krisen i den opsøgende journalistik, hvor information løbende indsamles og verificeres dér, hvor begivenhederne finder sted, kan yderligere nære desinformation og skabe voksende mistillid, forvirring og utryghed.

En mulig alliance

Bag denne enorme, usynlige kraft, som påvirker os alle, står kun en håndfuld virksomheder, hvis grundlæggere for nylig blev præsenteret som skaberne af ”Årets Person 2025” eller som arkitekterne bag kunstig intelligens. Dette rejser alvorlige bekymringer om den oligopolistiske kontrol over algoritmiske systemer og kunstig intelligens, som i det skjulte kan påvirke adfærd og endda omskrive menneskets historie – også Kirkens historie – ofte uden at vi rigtig er klar over det.

Opgaven, der ligger foran os, er ikke at standse den digitale innovation, men at lede den og være bevidste om dens dobbelte karakter. Det er op til hver enkelt af os at hæve stemmen til forsvar for den menneskelige person, så vi reelt kan tage disse redskaber til os som allierede.

Denne alliance er mulig, men den må hvile på tre søjler: ansvar, samarbejde og uddannelse.

Først og fremmest ansvar. Afhængigt af den rolle, vi har, kan ansvar forstås som ærlighed, gennemsigtighed, mod, fremsynethed, pligten til at dele viden eller retten til at være informeret. Som et grundprincip gælder det dog, at ingen kan unddrage sig det personlige ansvar for den fremtid, vi er ved at skabe.

For dem, der står i spidsen for onlineplatforme, betyder dette at sikre, at deres forretningsstrategier ikke udelukkende styres af kriteriet om profitmaksimering, men også af en fremadskuende vision, der tager hensyn til det fælles bedste – på samme måde som hver af dem værner om deres egne børns trivsel.

Skaberne og udviklerne af AI-modeller opfordres til at udvise gennemsigtighed og social ansvarlighed i forhold til de designprincipper og moderationssystemer, der ligger til grund for deres algoritmer og modeller, for at fremme informeret samtykke hos brugerne.

Det samme ansvar påhviler nationale lovgivere og overnationale regulerende myndigheder, hvis opgave er at sikre respekten for den menneskelige værdighed. En passende regulering kan beskytte mennesker mod at udvikle følelsesmæssige bånd til chatbots og dæmme op for spredningen af falsk, manipulerende eller vildledende indhold og dermed beskytte informationens integritet i modsætning til dens bedrageriske simulering.

Medie- og kommunikationsvirksomheder kan på deres side ikke tillade, at algoritmer, der er designet til for enhver pris at fastholde et par ekstra sekunders opmærksomhed, får forrang frem for deres professionelle værdier, som er rettet mod sandhedssøgen. Offentlig tillid opnås gennem nøjagtighed og gennemsigtighed – ikke ved jagten på enhver form for engagement. Indhold, der er genereret eller manipuleret af AI, skal tydeligt mærkes og adskilles fra indhold skabt af mennesker. Journalisters og andre indholdsskaberes ophavsret og suveræne ejerskab skal beskyttes. Information er et offentligt gode. En konstruktiv og meningsfuld offentlig tjeneste bygger ikke på uigennemsigtighed, men på kildeåbenhed, inddragelse af de berørte og høje kvalitetsstandarder.

Vi er alle kaldet til at samarbejde. Ingen sektor kan alene håndtere udfordringen med at styre digital innovation og AI-governance. Der må derfor etableres værn og garantier. Alle aktører – fra teknologibranchen til lovgivere, fra kreative virksomheder til universiteter, fra kunstnere til journalister og undervisere – må inddrages i opbygningen og gennemførelsen af et oplyst og ansvarligt digitalt medborgerskab.

Uddannelse har netop dette mål: at styrke vores personlige evne til at tænke kritisk; at vurdere om vores kilder er troværdige og hvilke interesser der kan ligge bag udvælgelsen af den information, vi får adgang til; at forstå de psykologiske mekanismer, der er på spil; og at gøre vores familier, fællesskaber og foreninger i stand til at udvikle praktiske kriterier for en sundere og mere ansvarlig kommunikationskultur.

Derfor er det stadig mere presserende at indføre medie-, informations- og AI-dannelse i uddannelsessystemer på alle niveauer, som allerede fremmes af visse civile institutioner. Som katolikker kan og skal vi bidrage til denne indsats, så mennesker – især unge – kan udvikle kritisk tænkning og vokse i åndelig frihed. Denne dannelse bør også indgå i bredere livslang læring og nå ud til ældre og marginaliserede grupper, som ofte føler sig udelukkede og magtesløse over for den hastige teknologiske udvikling.

Medie-, informations- og AI-dannelse vil hjælpe mennesker til ikke ukritisk at tilpasse sig AI-systemers antropomorfiserende tendenser, men til at anvende dem som redskaber og altid foretage ekstern kildeverifikation af de oplysninger, som AI leverer – og som kan være unøjagtige eller forkerte. Denne dannelse vil også styrke beskyttelsen af privatliv og data gennem øget bevidsthed om sikkerhedsindstillinger og klagemuligheder. Det er vigtigt at uddanne os selv og andre i at bruge AI bevidst og i denne sammenhæng at beskytte vores billede (fotos og lyd), vores ansigt og vores stemme, så de ikke misbruges til skadeligt indhold og adfærd såsom digital svindel, cybermobning og deepfakes, der krænker menneskers privatliv og intimsfære uden deres samtykke. Ligesom den industrielle revolution krævede grundlæggende læsefærdigheder, kræver den digitale revolution digital dannelse – sammen med humanistisk og kulturel uddannelse – for at forstå, hvordan algoritmer former vores virkelighedsopfattelse, hvordan AI-bias fungerer, hvilke mekanismer der bestemmer, hvilket indhold vi ser i vores feeds, hvilke økonomiske principper AI-økonomien bygger på, og hvordan disse kan ændre sig.

Vi har brug for ansigter og stemmer, der igen taler på menneskers vegne. Vi må værne om kommunikationens gave som den dybeste sandhed om mennesket, som al teknologisk innovation også bør rette sig imod.

Når jeg fremlægger disse overvejelser, takker jeg alle, der arbejder for de mål, som er skitseret her, og jeg giver min hjertelige velsignelse til alle, der gennem medierne arbejder for det fælles bedste.

Fra Vatikanet, den 24. januar 2026
Sankt Frans af Sales’ mindedag

LEO PP. XIV

60th-World-Communications-Day-2026