Kirken må altid være i reformproces

Hvad betyder det egentlig, at kirken altid må forny sig – uden at miste sig selv? I en samtale om sakramenter, Bibelens rolle og kristen enhed insisterer pastor Lars Messerschmidt på, at kirkens krise ikke først og fremmest er strukturel, men åndelig: Kirken har glemt at forklare, hvad den tror på – og hvorfor.

Samtalen med præst Lars Messerschmidt kredser om kirkens behov for vedvarende fornyelse – teologisk, liturgisk og åndeligt – med særligt fokus på sakramenterne, Bibelens rolle og forholdet mellem katolikker og protestanter.

Et hovedtema er rækkefølgen af dåb, firmelse og første kommunion. Messerschmidt argumenterer for, at firmelsen teologisk hører sammen med dåben og bør gives umiddelbart efter – som i Østkirken og i den tidlige kirke. Dåben forstås som påskens sakramente, hvor mennesket bliver Guds barn, mens firmelsen er pinsens sakramente, hvor den døbte salves med Helligånden og sendes ud som Kristi medarbejder i verden. Den nuværende vestlige praksis, hvor firmelsen ofte udskydes i mange år, har ifølge ham reduceret sakramentet til en kulturel begivenhed uden klar religiøs betydning.

Dette leder til en bredere kritik af, at kirken i praksis svigter sin egen undervisning. Mange kristne ved ikke, hvad dåb og firmelse egentlig indebærer, fordi fokus er flyttet fra troens indhold til ritualets form. Løsningen er ifølge Messerschmidt en fornyet fordybelse i Bibelen og i kirkens teologiske tradition.

Et andet centralt tema er Bibellæsningens plads i kirkens liv. Med henvisning til pave Benedikt XVI understreges det, at Bibelen ikke blot er et historisk dokument, men Guds levende tale i dag. Messerschmidt beskriver den katolske måde at læse Bibelen på i tre trin: først at forstå, hvad den bibelske forfatter vil sige; dernæst at give plads for Helligånden til at tale gennem teksten; og til sidst at omsætte det læste i konkret livspraksis. Denne tilgang ses som et middel mod splittelse og misforståelser mellem kristne.

Samtalen berører også Grundtvig, Kierkegaard og de danske fordomme mod katolicismen. Messerschmidt afviser, at disse tænkere nødvendigvis ville være blevet katolikker, men hævder, at mange af deres tekster udtrykker klassisk katolsk tro. Fordomme – både protestantiske og katolske – har ifølge ham forhindret en ærlig gensidig forståelse.

Afslutningsvis diskuteres økumenik og paveembedet. Messerschmidt fremhæver, at kristen enhed bedst fremmes gennem fælles bibellæsning frem for historiske stridsspørgsmål. Han henviser til Johannes Paul II’s erkendelse af, at paveembedets udformning kan være en hindring for enhed – og at det derfor må gentænkes i hver historisk epoke.

Samtalen samles i det klassiske princip: Ecclesia semper reformanda est – kirken må altid være i en reformationsproces. Ikke som et brud med traditionen, men som en kritisk, åndelig fornyelse, hvor kirken igen spørger, om den lever trofast mod sit kald i verden i dag.