Gud lader sig ikke eje

MANDAGSPRÆDIKEN – EN LÆGMANDS TANKER

Lukasevangeliet 4,16-30

Jesus vender hjem til Nazaret og læser i synagogen profeten Esajas’ ord om frihed, helbredelse og håb. Først lytter byens mennesker med beundring. Kort efter vil de slå ham ihjel. Vreden bryder frem, da Jesus minder dem om, at ingen by, menighed eller nation har eneret på Gud.

I dag er ordene opfyldt

Jesus kommer til Nazaret, hvor han er vokset op, og går på sabbatten ind i synagogen. Han får overrakt profeten Esajas’ bog og læser om den, der er sendt for at bringe godt budskab til fattige, frihed til fanger, syn til blinde og løsladelse til undertrykte. Derefter sætter han sig og siger: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

Ordene må have gjort et stærkt indtryk. Jesus siger, at profetens gamle løfte bliver virkelighed i ham. Gud har set den fattige, den syge, den fangne og den, som andre har trådt ned. Ingen er glemt. Guds rige viser sig dér, hvor et menneske får sin værdighed tilbage og opdager, at mørket ikke har det sidste ord.

Menneskene i synagogen kender Jesus. Han er Josefs søn, drengen fra deres egen by. De har set ham vokse op og kender hans familie. Det bliver en hindring for dem. De hører hans ord, men kan ikke forene dem med den mand, de mener at kende. Gud kommer dem for nær og i en skikkelse, de ikke havde ventet.

De ville have deres del først

Folkene i Nazaret har hørt om Jesu gerninger i Kapernaum. Nu forventer de, at han gør det samme i sin hjemby. Han er en af deres egne, og derfor mener de også at have et særligt krav på ham. Jesus skal vise, hvad han kan, og hans kraft skal blive til ære for Nazaret.

Jesus afviser deres krav ved at minde om profeterne Elias og Elisa. Under hungersnøden blev Elias sendt til en enke i Sarepta, som lå uden for Israel. Senere blev syreren Na’aman helbredt for sin spedalskhed af Elisa. Begge var fremmede. Guds hjælp nåede mennesker uden for det folk, som kendte profeterne og Skriften.

Her ender beundringen. Menneskene bliver rasende, driver Jesus ud af byen og fører ham hen til kanten af bjerget for at styrte ham ned. De kan acceptere en Gud, der viser dem særlig gunst. De kan ikke acceptere, at hans barmhjertighed også gives til fremmede.

Troen giver ingen ejendomsret

Beretningen fra Nazaret rammer tættere på, end vi bryder os om. Også et kristent menneske kan begynde at betragte troen som sin ejendom. Vi kan tro, at Gud først skal tage sig af vores egen menighed, vores eget folk eller mennesker, der tænker og lever som os. Vi kan glæde os over evangeliet, så længe det bekræfter vores plads og vores syn på verden.

Men Gud skylder os intet. Alt, hvad vi modtager fra ham, er en gave. Hans barmhjertighed bliver ikke mindre af, at den også når et menneske, vi ikke forstår eller føler os beslægtet med. Enken i Sarepta og Na’aman havde ingen fortrinsret. De stod udenfor, og alligevel blev de set.

Det gør ikke sandheden ligegyldig. Jesus fortier ikke sandheden for at bevare den gode stemning i synagogen. Han taler så klart, at menneskene vender sig imod ham. Hos Jesus hører sandhed og barmhjertighed sammen. Sandheden afslører vores trang til at sætte grænser for Gud, mens barmhjertigheden åbner døren for den, vi selv havde holdt ude.

Jesus fortsætter sin vej

Menneskene vil standse Jesus, men han går midt gennem flokken og fortsætter sin vej. Nazarets afvisning får ham ikke til at opgive den gerning, han er sendt for at udføre. Han går videre til andre byer, andre syge, andre fattige og andre mennesker, som længes efter at blive set.

Vi kan følge ham eller blive stående i Nazaret med vores krav og vores vrede. Jesus tilhører os aldrig på den måde, vi ejer en tradition, en bygning eller en arv. Det er os, der tilhører ham. Følger vi ham, må vi også gå med, når hans barmhjertighed overskrider de grænser, vi selv har trukket.

-karn