En generation, der søger i stilhed – uden sprog for det, der trænger sig på.
Intro til videosamtalen
Han er ikke alene. Selvom det kan se sådan ud. For mange unge i dag foregår søgen i stilhed. Ikke fordi den ikke er der – men fordi den ikke har et rum. Troen passer ikke naturligt ind i samtalerne, i fællesskaberne eller i den måde, man ellers taler om livet på. Derfor bliver den noget, man bærer for sig selv. Noget, man undersøger i det skjulte. Det gælder også for Victor, hvor livet udadtil ligner det, mange stræber efter – med venner, mål og udvikling – men hvor der indadtil er spørgsmål, som ikke forsvinder.
Og netop dér begynder bevægelsen. Ikke som et klart valg eller en pludselig overbevisning, men som en uro, der ikke vil gå væk. En fornemmelse af, at der må være noget mere. At livet ikke kan reduceres til det, man kan opnå eller måle. Når han træder ind i kirken, er det derfor ikke som en, der allerede tror, men som en, der leder. Og det, han møder, er ikke først og fremmest svar, men en virkelighed, der ikke skal opfindes – en retning, der allerede er der, og mennesker, der tror, ikke som en idé, men som noget levet.
Det gør indtryk. Ikke fordi det er spektakulært, men fordi det er ægte. Og måske er det netop det, mange unge længes efter, uden at sige det højt: ikke endnu en mulighed eller endnu et valg, men noget, der står fast. Noget, man kan træde ind i, uden selv at skulle bære det hele.
Derfor fortsætter han. Og derfor er han ikke alene.
-karn
Læs også:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
