En patriark kan fremover afsættes med to tredjedeles flertal, hvis forholdet til kirkens biskopper er brudt sammen. Afgørelsen skal godkendes af paven.
Pave Leo XIV har ændret kirkeretten for de østkatolske kirker. En bispesynode får nu mulighed for at afsætte sin patriark, hvis en alvorlig konflikt har gjort samarbejdet umuligt. Patriarken har ret til at forsvare sig, og afsættelsen får først virkning, når paven har godkendt den.
Et hul i kirkeretten bliver lukket
Den nye bestemmelse findes i pave Leo XIV’s apostoliske skrivelse Mutua concordia, der blev offentliggjort den 29. august. Dokumentet er udstedt som et motu proprio, hvilket betyder, at paven har udstedt det på eget initiativ og med sin myndighed som Kirkens øverste lovgiver. Skrivelsen ændrer to bestemmelser i den kirkeret, der gælder for de østkatolske kirker. Hidtil fandtes ingen klar procedure, hvis forholdet mellem en patriark og hans bispesynode brød fuldstændigt sammen. Det kunne efterlade en kirke i en alvorlig og langvarig ledelseskrise.
Patriarken står i spidsen for sin kirke og leder normalt synodens møder. Hvis konflikten drejer sig om patriarken selv, kan han imidlertid undlade at indkalde synoden. Den nye lov fastlægger derfor, hvem der kan gøre det i hans sted. Opgaven går først til den stemmeberettigede biskop, der har været bispeviet længst. Hvis han ikke handler, overgår beføjelsen til den næste biskop efter samme anciennitetsprincip. Patriarken kan dermed ikke alene blokere behandlingen af sin egen stilling.
De østkatolske kirker
Den katolske Kirke består af den latinske kirke, som de fleste danske katolikker tilhører, og 23 østkatolske kirker. De østkatolske kirker er fuldt ud katolske og lever i fuldt kirkeligt fællesskab med paven, men har deres egne liturgiske traditioner, kirkeretlige ordninger og ledelsesformer. Blandt dem findes den maronitiske kirke, den melkitiske græsk-katolske kirke, den kaldæisk-katolske kirke og den ukrainske græsk-katolske kirke.
Gudstjenesterne kan ligne dem, man møder i de ortodokse kirker, med ikoner, røgelse, sungne liturgier og østlige liturgiske dragter. De østkatolske kirker adskiller sig fra de ortodokse ved at anerkende paven som den universelle Kirkes overhoved. De betegnes som kirker sui iuris, der betyder »med egen ret«. Det indebærer, at hver kirke har sin egen lovlige struktur og et betydeligt indre selvstyre inden for Den Katolske Kirke. Nogle ledes af en patriark, mens andre ledes af en storærkebiskop, en metropolit eller en anden kirkelig overhyrde. De nye regler gælder også for de storærkebispelige kirker, heriblandt den ukrainske græsk-katolske kirke.
Patriarken leder sammen med biskopperne
En østkatolsk patriark er den øverste biskop i sin kirke. Kirkeretten beskriver ham med ordene pater et caput – far og overhoved. Han repræsenterer kirken udadtil og har en central rolle ved valget af nye biskopper, men hans embede udøves sammen med bispesynoden og inden for fællesskabet med Rom. Synoden består af kirkens biskopper og træffer beslutninger om blandt andet ledelse, kirkelig disciplin, liturgi og pastorale forhold.
Forholdet mellem patriarken og synoden bygger på en gensidig forpligtelse. Patriarken leder sammen med biskopperne, og synoden respekterer hans særlige embede som kirkens far og overhoved. Paven skriver i Mutua concordia, at et uopretteligt brud mellem patriarken og biskopperne påfører kirken et alvorligt sår. Ifølge dokumentet har flere østkatolske prælater efterlyst regler, der kan anvendes, når dette forhold er blevet så beskadiget, at kirken ikke længere kan ledes forsvarligt.
Sådan kan en patriark afsættes
Proceduren begynder med, at synoden vurderer, om der foreligger en alvorlig grund. Dokumentet opstiller ingen liste over bestemte forseelser. Synoden skal beskrive og begrunde, hvorfor forholdet er blevet så alvorligt beskadiget, at patriarken ikke længere kan lede kirken. Den kan derefter opfordre ham til frivilligt at træde tilbage. Nægter han, skal synoden vælge en ny mødeleder og gennemføre en hemmelig afstemning. Mindst to tredjedele af de stemmeberettigede biskopper skal støtte afsættelsen, og patriarkens ret til et fuldt forsvar over for synoden skal respekteres.
Afstemningen afslutter ikke sagen. Resultatet skal forelægges paven, som skal give sin tilslutning. Først da bliver afsættelsen gyldig, og patriarkembedet står ledigt. Pavens rolle er ifølge dokumentet at sikre, at biskopperne har kunnet stemme frit og uden utilbørligt pres. Det kan være pres fra kræfter inden for kirken eller fra politiske magthavere. Denne beskyttelse har særlig betydning for østkatolske kirker i lande præget af krig, politisk uro eller statslig indblanding i kirkernes forhold.
Større lokalt ansvar – Rom som garant
Ændringen styrker de østkatolske synoders myndighed. Biskopperne i den berørte kirke kender de lokale forhold, de involverede personer og konfliktens følger. De får nu et kirkeretligt redskab, som tidligere manglede. Samtidig fastholdes forbindelsen til Rom, fordi en patriark ikke kan afsættes alene ved en lokal beslutning. Synoden undersøger sagen og træffer afgørelsen, mens paven sikrer, at processen er fri og lovlig, og giver afgørelsen endelig kirkeretlig gyldighed.
Mutua concordia ændrer ikke den katolske lære om pavens embede. Dokumentet fordeler ansvaret inden for de østkatolske kirkers eksisterende ordning og viser, hvordan pave Leo XIV ønsker at forene kirkernes selvstyre med pavens ansvar for den universelle Kirkes enhed. Reglerne er beregnet på sjældne og alvorlige situationer, hvor det normale samarbejde mellem patriarken og synoden er brudt sammen.
Også interessant for den latinske kirke
De nye regler gælder ikke for den latinske kirke, som de fleste katolikker i Danmark tilhører. Her er bispeembedet og bispekonferencernes myndighed reguleret af en anden kirkeret, og en bispekonference kan ikke afsætte en biskop. De latinske patriarktitler, der stadig findes, har heller ikke samme ledelsesmæssige betydning som et østkatolsk patriarkembede.
Ændringen er alligevel interessant for hele Den Katolske Kirke. Den viser en ledelsesform, hvor en lokal kirkes biskopper får ansvaret for at undersøge en alvorlig konflikt og træffe afgørelsen i fællesskab, mens paven bevarer den endelige myndighed som garant for retssikkerheden og Kirkens enhed. Dokumentet bliver dermed et konkret eksempel på den synodale ledelse, som fylder stadig mere i samtalen om, hvordan ansvar skal fordeles i Kirken.
-karn
FAKTA: De østkatolske kirker og ordene i artiklen
Hvorfor findes der østlige og vestlige kirker?
Kristendommen udviklede tidligt forskellige traditioner i den østlige og vestlige del af Romerriget. I vest blev Rom det vigtigste kirkelige centrum, og latin blev Kirkens hovedsprog. I øst voksede store kirkelige centre frem i Konstantinopel, Alexandria, Antiokia og Jerusalem. Her blev liturgien fejret på blandt andet græsk, syrisk, koptisk og armensk.
Forskellene omfattede sprog, gudstjeneste, teologiske formuleringer og kirkens ledelse. Uenigheden om biskoppen af Roms myndighed fik efterhånden afgørende betydning. Året 1054 betegnes ofte som tidspunktet for bruddet mellem øst og vest, selv om adskillelsen udviklede sig gennem flere århundreder.
Den ortodokse kirke
Den østlige ortodokse kirke består af en række selvstændige kirker, blandt andre den græske, russiske, serbiske, rumænske og bulgarske ortodokse kirke. De deler tro, sakramenter og liturgisk tradition, men har ingen fælles leder med samme myndighed som paven.
Patriarken af Konstantinopel har en særlig æresplads som den første blandt ligemænd. Han kan ikke træffe bindende beslutninger for alle ortodokse kirker. De ortodokse kirker anerkender heller ikke pavens øverste myndighed over hele Kirken og er derfor ikke i fuldt kirkeligt fællesskab med Rom.
Den katolske Kirke anerkender de ortodokse kirkers biskopper og præster som gyldigt ordinerede og deres sakramenter som gyldige.
Hvordan opstod de østkatolske kirker?
Efter adskillelsen mellem øst og vest genoptog flere østlige kirker eller grupper af kristne gennem århundrederne det fulde fællesskab med Rom. De anerkendte paven og bevarede samtidig deres østlige liturgi, åndelige tradition, kirkelige sprog og egne ledelsesformer.
Nogle østkatolske kirker fastholder, at de aldrig brød fællesskabet med Rom. Det gælder især den maronitiske kirke. Andre blev til, da dele af en ortodoks eller anden østlig kirke sluttede sig til Rom. Den ukrainske græsk-katolske kirke fik eksempelvis sin nuværende form efter unionen i Brest i 1596.
Disse forløb fandt ofte sted under vanskelige politiske og religiøse forhold. De har flere steder skabt konflikter mellem katolikker og ortodokse, som fortsat præger forholdet mellem kirkerne.
23 kirker med egen ret
Der findes 23 østkatolske kirker. De omfatter blandt andre den maronitiske kirke, den kaldæisk-katolske kirke, den melkitiske græsk-katolske kirke og den ukrainske græsk-katolske kirke.
De er fuldt ud katolske og i fuldt fællesskab med paven, men har deres egne liturgier, kirkeretlige ordninger og ledelsesformer. Man bør derfor tale om de østkatolske kirker i flertal og ikke om én samlet østkatolsk kirke.
En østkatolsk gudstjeneste kan ligne en ortodoks gudstjeneste med ikoner, røgelse, sungne bønner og østlige liturgiske dragter. I flere østkatolske kirker kan gifte mænd ordineres til præster, mens biskopper vælges blandt ugifte præster eller munke.
Den afgørende forskel er forholdet til paven. De østkatolske kirker anerkender pavens myndighed og lever i fuldt fællesskab med ham. De ortodokse kirker anerkender ikke, at biskoppen af Rom har øverste myndighed over hele Kirken.
Ordene i artiklen
Patriark: Den øverste biskop og leder af en patriarkalsk østkatolsk kirke. Han leder kirken sammen med dens bispesynode og betegnes i kirkeretten som kirkens far og overhoved.
Bispesynode: Forsamlingen af biskopper i en østkatolsk kirke. Synoden har reel myndighed og træffer beslutninger om blandt andet kirkens ledelse, biskopper, liturgi og kirkelig disciplin.
Sui iuris: Latin for »med egen ret«. Udtrykket betegner en katolsk kirke med sin egen tradition, ledelse og kirkeretlige ordning. Selvstyret udøves inden for fællesskabet med paven og resten af Den Katolske Kirke.
Storærkebiskop: Lederen af en større østkatolsk kirke med mange af de samme opgaver og beføjelser som en patriark. Den ukrainske græsk-katolske kirke ledes eksempelvis af en storærkebiskop. De nye regler gælder også for de storærkebispelige kirker.
Motu proprio: Et paveligt dokument, som paven udsteder på eget initiativ. Et motu proprio kan ændre Kirkens lovgivning. Pave Leo XIV’s nye bestemmelser findes i dokumentet Mutua concordia.
Kanon: En enkelt bestemmelse i Kirkens lovbog. Ordet svarer omtrent til en paragraf i verdslig lovgivning. Mutua concordia ændrer kanon 106 og 126 i de østkatolske kirkers kirkeret.
Den østlige kirkeret: De østkatolske kirker følger Codex Canonum Ecclesiarum Orientalium, forkortet CCEO. Den latinske kirke har sin egen kirkeret, Codex Iuris Canonici, forkortet CIC.
To tredjedeles flertal: Mindst to ud af tre stemmeberettigede biskopper skal støtte en afsættelse. Et almindeligt flertal er dermed ikke tilstrækkeligt.
Retten til forsvar: Patriarken skal have mulighed for at forsvare sig over for synoden, før den træffer beslutning om hans embede.
Pavelig tilslutning: Pavens formelle godkendelse. Synodens beslutning om at afsætte en patriark får først virkning, når paven har givet sin tilslutning. Først derefter bliver patriarkembedet ledigt.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
