I skyggen af korset

Jean-Léon Gérômes Golgotha, Consummatum Est viser ikke korsfæstelsen, men dens skygge. I stedet for at fastholde øjeblikket lader han fraværet tale og vender blikket mod mennesket, der går bort. Midt i mørket opstår en dobbelt læsning: som tab – og som nærvær, der ikke forsvinder.

En maler og hans tid

Jean-Léon Gérôme (1824–1904) hører til de franske malere, som eftertiden med en vis foragt har kaldt “salonkunstnere”. Betegnelsen knytter sig til hans tilknytning til Salonen i Paris og den etablerede akademiske tradition, som impressionisterne i 1870’erne gjorde op med. Hvor impressionisterne skabte deres eget modspil i Salon des Refusés, blev afvisningen fra Salonen et adelsmærke.

Gérôme var imidlertid en anerkendt kunstner i sin samtid. Han var elev af Paul Delaroche og arbejdede i en klar, fortællende stil, som også kendes fra Jacques-Louis David og Jean-Auguste-Dominique Ingres. Efter studierejser til Italien og senere til Egypten, Palæstina og Mellemøsten udviklede han en række motiver fra den islamiske verden, ofte med eksotiske og erotiske undertoner. Hans værker blev eftertragtede samlerobjekter, og han opnåede både status og indflydelse.

Senere blev han stemplet som reaktionær, men i det 20. og 21. århundrede er interessen for hans værker vendt tilbage – ikke mindst på grund af deres visuelle styrke.

Et billede, der foruroliger

I 1867 skabte Gérôme et af sine mest markante værker: Golgotha, Consummatum Est. Allerede i samtiden virkede det foruroligende, og det gør det stadig. Titlen henviser til Jesu ord på korset: “Det er fuldbragt.”

Det usædvanlige ved billedet er, at korsfæstelsen ikke vises direkte. Den er kun til stede indirekte – som skygge. Som i et moderne filmsprog foregår det afgørende “off camera”: Det, der burde være i centrum, er fraværende, og netop derfor trænger det sig stærkere på.

Skyggen som vidnesbyrd

Scenen er lagt i et svindende lys. Jorden mørknes, himlen skraveres, og billedet synes at lukke sig. Jesu liv fremstår som en skygge, der snart opsluges af mørket. Griber mennesket ud efter ham, glider han bort som en illusion.

Men midt i mørket bryder et andet lys frem. Bag Jesus og de to røvere ses et stærkt, næsten fosforescerende lys, som får de korsfæstede til at kaste lange skygger. Lyset kommer fra et sted uden for billedet – og peger dermed på en virkelighed, der rækker ud over det synlige.

Hos salmisten hedder det: “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.” Det samme synes billedet at sige: selv i det inderste mørke er Gud nær.

Mennesket, der går bort

I billedets dybde bevæger menneskemængden sig væk fra Golgata. Vidnerne går bort: soldaterne, rådsmedlemmerne, fornægterne – selv de nærmeste. De bevæger sig ned mod byen, mod hverdagen, mod det, der skal fortsætte.

Gérôme vender dermed beskuerens blik. Vi er ikke vidner til selve begivenheden, men til det, der følger efter. Vi står blandt dem, der går bort.

Skyggerne fra korsene strækker sig hen over klipperne og rammer menneskene, der forlader stedet. De følger dem – ud i verden. På den måde bliver skyggen ikke kun et spor af det, der er sket, men en del af det liv, der fortsætter.

En dobbelt tolkning

Skyggen kan læses på to måder.

På den ene side som et billede på død og fravær: en afsvækkelse, en rest af noget, der er forsvundet. Som om Jesu liv blot var et glimt, der nu svinder.

På den anden side som beskyttelse: en skygge, man kan træde ind i. En “kærlighedsvinge”, som B.S. Ingemann skriver. Ikke som mørke, der kvæler, men som et skjul, hvor mennesket kan finde ro.

Gérômes billede rummer begge læsninger. Det viser mørket – men lader det ikke stå alene.

Skyggen, der bliver

I sidste ende er det ikke mørket, der får det sidste ord. Skyggen bliver liggende i landskabet, som et vidnesbyrd, der ikke kan viskes bort.

Evangeliet forsvinder ikke med mørket. Det bliver stående – som en skygge i verden.

Og netop derfor er mennesket ikke alene.

Kilde:
Henrik Wivel: Skyggeliv
– en lille bog om det underfulde