At være og være og være

En rig og symbolsk tekst — en meditativ refleksion over tre slags kærlighed: den kødelige, den forenede (ånd og kød), og den rent åndelige kærlighed, som til sidst forløses i evigheden. Her er et samlet sammendrag og tolkning:

Sammendrag

1. Den kødelige kærlighed

Den første kærlighedsform er rent fysisk — “en kærlighed, som er kød, som ikke vil andet end kød”.
Den blomstrer i ungdommen, hvor begæret og følelsen er stærk, men visner, når kroppen ældes.
Når kødet forgår, bliver denne kærlighed tom, træt, led og fortvivlet. Den forsøger måske at genoplive sig selv gennem stadig nye sanseoplevelser, endda i perversion, men ender i desperation og selvdestruktion.
Billedet med sukkerbjergene viser dens selvforgæveshed: det, man har elsket, bliver til sin egen straf, fordi alt reduceres til nydelse – man drukner i sin egen lyst.

Helvedet er altså ikke en ydre straf, men konsekvensen af en kærlighed, der nægter at række ud over sig selv.

2. Den forenede kærlighed (ånd og kød)

Den anden kærlighedsform er den menneskelige kærlighed i dens sande form – en forening af ånd og kød.
Her bliver kroppen ikke forkastet, men et redskab for ånden.
Denne kærlighed vokser gennem livets faser: først som lidenskab og skabelse, siden som troskab og omsorg.
Da kødet ældes, bliver kærligheden stille og moden, og begynder at spørge efter værenens dybde: “Moder, sig mig, hvad det er at være.”
Den bliver altså en moden, offervillig og åndeliggjort kærlighed, der overlever det kropslige forfald, fordi den har fået rødder i det evige.

3. Den rene åndelige kærlighed

Den tredje form er en fuldkommen kærlighed, hvor ånden hersker over kødet, men stadig er “iklædt kød og blod”.
Her bliver kroppen en trosfast tjener for åndens vilje.
Denne kærlighed er ikke længere bundet til sansning, men til længsel, tjeneste og selvhengivelse.
Den bærer, lider, dør – og genopstår i ånden.
Til sidst bliver den et bål, et billede på den kærlighed, der forenes med Gud: “en verden at bære — en evighed til at være.”

Tolkning

Teksten er i sin helhed en spirituel antropologi — et forsøg på at beskrive mennesket gennem kærlighedens udvikling fra det jordiske til det guddommelige.
Den trækker på kristen mystik, måske inspireret af Augustin, Bernhard af Clairvaux eller Johannes af Korset, hvor kærligheden forstås som vejen til Gud, men hvor kødet både er gave og fristelse.

Man kan se de tre kærligheder som tre stadier i menneskets liv og sjælelige modning:

Kernen er: kærligheden forløses kun, når den bliver skabende og offervillig, når den overskrider sig selv.
Den rene sansekærlighed er en lukket cirkel – en “helvedesmaskine”.
Men når kærligheden åbner sig for ånden, bliver den livgivende og bærer frugt.

Afsluttende refleksion

Sætningen “Moder, sig mig, hvad det er at være” er et nøglepunkt: den viser overgangen fra det sanselige til det eksistentielle, hvor mennesket begynder at spørge efter værenens mening — ikke blot nydelsen af livet, men dets grund.

Så tekstens bevægelse går fra begær → hengivelse → væren.
Fra sukkerets overflod til åndens ild.
Fra helvedesmaskine til evighedsflamme.

Om at være og være og være

Af Elsebet Kieler
(1918 – 2006)

Der er en kærlighed, som er kød, som ikke vil andet end kød, som vokser i kraft af kødet, blomstrer med kødet, bærer frugt af kødet, afblomstrer med kødet. I kødets unge år, ør af sin nyopdagelse, beruset af sit følelseshav, giver den måske sig selv evighed. Når kødet forfalder, ældes, sniger trætheden, mætheden, leden sig ind, og denne udslidte kærlighed, som ville tage patent på livet, ser livet glide fra sig. Den kan protestere mod undergangen; den kan rastløst, skønt næsten udslukt, vandre fra kød til kød — den kan, som Sodomas mænd, drukne sin afmægtige desperation i perversitet.. Så bliver denne »kærlighed« som »edder i benene«, siger Skriften (Ordsprogenes bog 14,39) som en helvedesmaskine, hvor hjulene, een gang sat i gang, ikke mere kan holde op. Den er — undskyld billedet — ligesom barnet, der kunne lide sukker, som trodsede alt for at få sukker, trampede ned for fode for at få sukker — det blev af de engle, som har med den slags at gøre, begravet til halsen i et bjerg af sukker, og tvunget til at spise sukker og intet uden sukker i al evighed. Sukker — det lyder harmløst, ja — sagen selv er heller ikke betydelig — og dog er det en helvedesmaskine, hvis alting nemlig skal reduceres til sukker, hvis alt ofres for sukker, hvis livet lægges øde i sukker, hvis mennesket får lov til at rådne op i sukker — i intet uden sukkker.

— … 0, moder, sig mig, hvad det er at være?

Så er der en kærlighed, som er ånd, ren ånd, men ikke kun ånd, for den er iklædt kød og blod. Den vokser med ånden og kødet, blomstrer med ånden og kødet, bærer frugt med ånden og kødet; den afblomstrer med kødet, men lever videre med ånden… I kødets unge år, besluttet i sin nyopdagelse, begejstret af sin offervilje, sin skabertrang, sin længsel, finder den i kødet grobund for sin kraft. Da erklærer den også kødet sin kærlighed, sin vilje til sandhed og omsorg, sin troskab… den hengiver sig i kødet, betages og styrkes af gengældelsens sødme ved kødet, den får byrder at bære, men den er en lykkelig kærlighed, der har kræfter for to. Den får mere at bære — og nu ældes kødet. Den lykkelige kærlighed, den livsduelige, lidt overmodige kærlighed bliver stille og tavs — den spørger den moderlige ånd, som er dens ophav: hvad det er at være. .

Og så er der et ønske, som er ånd, ren ånd, men ikke kun ånd, for det er iklædt kød og blod. Det forvandles med ånden i kødet, blomstrer med ånden i kødet, bærer frugt med ånden i kødet, forvandles med ånden i kødet, bærer frugt med ånden i kødet, lever evig med ånden, som må vente på kødet… I kødets unge dage, hvor nogle kaldes, eller i kødets forfaldsår, hvor alle kaldes, finder det i ånden alene grobund for sin længsel, mens kødet gøres til en trofast tjener, der trods lidelse trives endog ved smulerne fra sim Herres bord. Da erklærer det ånden, iklædt kødet, sin vilje til sandhed og omsorg, sin troskab — sin længsel. Det hengiver sig i ånden, betages og styrkes af gengældelsens lys i ånden. Det springer ud i kærlighed — som bliver rodfæstet og stærk. Den bliver frugtbar ved ånden; den får byrder at bære, men den er en tillidsfuld kærlighed, der får kræfter for flere. Den får mere at bære — den lider i ånden, segner og dør i ånden — genopstår i ånden, hengiver sig til ånden, betages og styrkes af gengældelsens kraft i ånden. Den springer ud i ånden, som flammer af asken.

Den bliver til et bål — får en verden at bære — en evighed til at være. ,

Kilde: Troens vandring
Sankt Ansgar Forlag 1955