Når Kristus kommer for at dømme levende og døde

Hvad mener vi, når vi bekender Kristi genkomst og den yderste dom?

Den Apostolske Trosbekendelse siger, at Kristus »skal komme for at dømme de levende og de døde«. Men hvad betyder dommen, og hvordan skal vi forstå hans genkomst? Er den legemlig eller åndelig – og hvorfor siger vi ikke længere, at Kristus skal komme »igen«?

Kristne katekismer har gennem århundreder ofte taget udgangspunkt i tekster, som de troende allerede kendte udenad: Fadervor, De Ti Bud og trosbekendelsen. Det giver god mening. I trosbekendelsen ligger næsten hele den kristne tros historie sammenpresset i ganske få sætninger. Vi bekender Gud som skaber, Jesus Kristus som Guds Søn, hans menneskevordelse, lidelse, død, opstandelse og himmelfart, Helligånden, Kirken, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Midt i denne bevægelse står en sætning, som let bliver sagt uden større eftertanke: Kristus »sidder ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra Han skal komme for at dømme de levende og de døde«. Her skifter trosbekendelsen retning. Indtil dette punkt har vi bekendt det, der er sket. Nu bekender vi noget, der endnu ligger foran os. Den Kristus, der blev født i Betlehem, korsfæstet under Pontius Pilatus, opstod fra de døde og opfor til Himlen, skal komme.

Hvor blev ordet »igen« af?

Mange vil huske eller forvente formuleringen, at Kristus »skal komme igen for at dømme de levende og de døde«. Derfor kan det virke påfaldende, at ordet igen ikke står i den nuværende formulering af Den Apostolske Trosbekendelse. Det skyldes ikke, at Kirken har opgivet eller nedtonet troen på Kristi genkomst. Forklaringen ligger i trosbekendelsens latinske tekst. Her hedder det: inde venturus est iudicare vivos et mortuos – omtrent: »derfra skal Han komme for at dømme de levende og de døde«. Der står ikke iterum, »igen«. Den danske formulering uden ordet ligger således tættere på den latinske ordlyd. Sammenhængen gør samtidig betydningen klar. Kristus er opfaret til Himlen og sidder ved Faderens højre hånd; når Han derfra skal komme, er der tale om hans komme ved tidernes ende – det, vi kalder Kristi genkomst eller parusien.

Det bliver særlig tydeligt i Den Nikæno-Konstantinopolitanske Trosbekendelse. Her hedder det på latin: Et iterum venturus est cum gloria iudicare vivos et mortuos – »Han skal komme igen med herlighed for at dømme levende og døde«. Her står iterum udtrykkeligt. De to trosbekendelser bekender den samme forventning, men med forskellig ordlyd. Ordet »igen« kan mangle i Den Apostolske Trosbekendelse, uden at genkomsten mangler i den katolske tro. Det er mere end en sproglig detalje. Ordene »Han skal komme« gør trosbekendelsen til en bekendelse af fremtiden. Kristendommen handler ikke alene om det, Gud allerede har gjort. Den siger også, at noget endnu skal ske. Kristus er kommet, Kristus er opstanden og ophøjet – og Kristus skal komme.

Er Kristi genkomst fysisk eller åndelig?

Hvad mener vi egentlig med, at Kristus »skal komme«? Skal det forstås åndeligt, som et billede på Kristi fortsatte nærvær i verden, eller taler Kirken om en virkelig genkomst? Den katolske tro er klar på dette punkt: Kristi genkomst er virkelig og personlig. Det er Kristus selv, der kommer. Den kan ikke reduceres til et symbol på, at hans budskab lever videre, at menneskeheden engang bliver mere bevidst om Gud, eller at Kristus på en særlig måde bliver nærværende i menneskers hjerter. Kristus er allerede nærværende i sin Kirke, i sakramenterne, i Ordet og på en enestående måde i Eukaristien. Genkomsten er noget andet. Man kan også kalde den legemlig, fordi den, der kommer, er den opstandne Jesus Kristus. Men ordet fysisk kræver en vis forsigtighed. Den opstandne Kristus har et virkeligt legeme, men ikke et legeme, der længere er underlagt dødens og den jordiske tilværelses almindelige vilkår. Evangelierne understreger begge sider. Den opstandne Jesus kan ses og berøres; Han viser disciplene sine sår og spiser sammen med dem. Samtidig fremtræder Han på måder, som viser, at hans opstandne legeme er forvandlet og herliggjort. Det er denne Kristus, der skal komme.

Ved himmelfarten siger englene til disciplene: »Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen« (ApG 1,11). Den kristne forventning retter sig derfor ikke mod en idé, en åndelig stemning eller et symbol. Den retter sig mod en person. Samtidig skal vi være varsomme med at forestille os, at vi allerede ved, hvordan genkomsten vil tage sig ud. Bibelen bruger stærke billeder: skyer, engle, basuner, lys, herlighed og Menneskesønnen, der kommer med magt. Johannes’ Åbenbaring er fuld af billeder, som gennem århundreder har inspireret kunsten. Men Kirken giver os ingen fotografisk beskrivelse af verdens sidste dag. Vi ved ikke, om Kristus vil træde gennem en bestemt port i Jerusalem, hvordan hans herlighed vil opleves, eller hvordan tid og rum vil være ved historiens fuldendelse. Genkomsten er virkelig; vores billeder af den er symbolske. Det beskytter den kristne tro mod to modsatte misforståelser. På den ene side må genkomsten ikke opløses til ren metafor. På den anden side skal Bibelens billeder heller ikke læses som en detaljeret reportage fra en begivenhed, der endnu ikke har fundet sted.

En sætning med rødder i Det Nye Testamente

Kristus som den kommende dommer er ikke en senere tilføjelse til kristendommen. Forestillingen findes tydeligt i Det Nye Testamente. Jesus taler selv om Menneskesønnens komme i herlighed. I Matthæusevangeliets store scene om verdensdommen siger Han: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone« (Matt 25,31). Paulus siger på Areopagos, at Gud »har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil« (ApG 17,31). Og i Andet Timotheusbrev omtales »Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde« (2 Tim 4,1). »De levende og de døde« betyder først og fremmest alle mennesker. Ingen generation står uden for Kristi dom. De mennesker, som lever ved hans genkomst, og de mennesker, som allerede er døde, tilhører den samme menneskehed. Den Katolske Kirkes Katekismus forbinder derfor Kristi genkomst med den yderste dom og menneskehedens endelige fuldendelse (jf. KKK 668–682; 1038–1041).

Det er en stærk tanke, for vi er vant til, at tiden udsletter spor. Mennesker dør, grave forsvinder, arkiver går tabt, forbrydelser glemmes, og gode handlinger bliver aldrig kendt uden for en ganske lille kreds. Den kristne tro siger noget andet: Intet menneskeliv bliver i sidste ende væk. Gud kender det. »De levende og de døde« er derfor ikke blot en højtidelig formulering. Ordene siger, at ingen falder ud af Guds erindring. Den, som verden har glemt, er ikke glemt af Gud.

Hvorfor skal der overhovedet være en dom?

Ordet dom kan virke truende. Man kan forestille sig en streng dommer, der leder efter fejl for at kunne straffe. Men den bibelske forståelse af Guds dom er større. At Gud dømmer betyder også, at Gud bringer sandheden frem. Han skelner mellem godt og ondt, kærlighed og ligegyldighed, sandhed og løgn. Hvis der aldrig fandtes en endelig dom, ville meget af historiens uretfærdighed aldrig blive gjort op. Tænk på mennesker, som blev myrdet uden at deres gerningsmænd blev fundet, på dem, der blev tortureret eller forfulgt af regimer, som bagefter skrev deres egen historie, og på børn, der blev udsat for overgreb, som ingen andre kendte til. Men tænk også på de utallige mennesker, der gjorde godt uden nogensinde at få anerkendelse: den mor eller far, der ofrede år af sit liv for et barn, den person, der tilgav en anden uden at fortælle nogen om det, den ukendte, som hjalp et menneske i nød.

Hvis døden satte det sidste punktum, ville meget stå uafgjort. Den kristne lære om dommen siger, at det ikke gør det. Der findes en endelig retfærdighed, fordi der findes en Gud, som kender sandheden fuldstændigt. Derfor rummer dommen også håb. Det onde, som aldrig blev afsløret, forsvinder ikke blot ind i historien. Det gode, som ingen lagde mærke til, forsvinder heller ikke. Ondskaben, magten og døden får ikke det sidste ord. Gud gør.

Dommeren er den korsfæstede

Det afgørende er, hvem der dømmer. Trosbekendelsen siger ikke blot, at der kommer en dom. Den siger, at Kristus kommer for at dømme. Dommeren er den samme Jesus, som spiste sammen med syndere, rørte ved spedalske, tilgav den angrende, græd ved Lazarus’ grav og døde på korset. Det fjerner ikke dommens alvor, men det fortæller os noget afgørende om dens karakter. Vi skal ikke møde en fremmed magt, der intet kender til menneskelivet. Gud er selv blevet menneske. Kristus kender sult, smerte, svigt, frygt, ensomhed og død. Den, der dømmer mennesket, er den samme, som gav sit liv for mennesket.

Her holdes barmhjertighed og retfærdighed sammen. Hvis barmhjertigheden betød, at det onde var ligegyldigt, ville ofrene blive svigtet. Hvis retfærdigheden betød, at synderen aldrig kunne tilgives, ville evangeliet forsvinde. På korset mødes de to. Synden tages alvorligt, og synderen tilbydes tilgivelse. Det er derfor afgørende, at trosbekendelsen ikke blot siger, at menneskeheden skal dømmes, men fortæller os, hvem dommeren er. Den, som en dag dømmer verden, er den samme Kristus, som allerede har givet sit liv for verden.

Den særlige dom og den yderste dom

Den katolske tro skelner mellem den særlige dom, som hvert menneske møder ved sin død, og den yderste dom, som finder sted i forbindelse med Kristi genkomst og de dødes opstandelse. Katekismen lærer, at hvert menneske ved døden modtager sin evige gengældelse i sin udødelige sjæl i en særlig dom, hvor livet stilles i forhold til Kristus (jf. KKK 1021–1022). Den yderste dom er noget andet og mere. Her bliver hele menneskehedens historie åbenbaret i Guds lys. Ingen af os lever isoleret. Det, vi gør, kan fortsætte langt ud over vores egen levetid. Et menneskes kærlighed kan sætte spor gennem generationer. Det samme kan had, løgn og vold. Vi kan dø uden selv at kende alle følgerne af vores handlinger. Ved den yderste dom bliver menneskelivet set som en del af hele menneskehedens historie.

Det er også her, kødets opstandelse bliver afgørende. Kristendommen lærer ikke, at menneskets endelige bestemmelse blot er en udødelig sjæl uden legeme. Mennesket er skabt som en enhed af legeme og sjæl, og derfor bekender Kirken de dødes legemlige opstandelse. Som Kristus opstod, skal også vi opstå. Det er virkelig vores legeme, der opstår, men forvandlet og ikke længere underlagt forgængelighed og død. Kristi legemlige opstandelse, hans genkomst og vores opstandelse hører sammen. Gud frelser ikke kun en åndelig del af mennesket. Han fuldender hele mennesket.

Hvad bliver vi dømt på?

Jesu egen beskrivelse i Matthæusevangeliets 25. kapitel er slående konkret: »Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise; jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke; jeg var fremmed, og I tog imod mig.« Og siden kommer ordene: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.« Troen skal blive til liv. Kærligheden til Gud kan ikke skilles fra kærligheden til næsten. Det menneske, vi overser, har en betydning, som vi først fuldt ud vil forstå i Guds lys. Den kristne tradition har derfor kunnet tale om, at vi til sidst skal dømmes på kærligheden. Ikke på sentimentalitet eller på, hvor sympatiske vi har forekommet, men på den kærlighed, der blev virkelig i vores handlinger, vores valg, vores tilgivelse og vores ansvar. Det gør dommen meget konkret. Det er langt lettere at bekende den rette lære end at elske et besværligt menneske.

Også det skjulte kommer frem

Guds dom betyder, at sandheden om mennesket bliver synlig. Jesus siger, at »intet er skjult, som ikke skal blive åbenbaret« (Luk 12,2). Det kan lyde skræmmende, fordi vi alle bærer på ting, vi helst ikke vil have frem i lyset. Men det betyder også, at det gode, som ingen så, bliver kendt. Menneskelig dom er begrænset. Vi ser handlinger, men sjældent hele mennesket. Vi kender ikke fuldt ud et andet menneskes historie, muligheder, motiver, frygt eller ansvar. Gud gør. Det enkelte menneskes endelige skæbne tilhører derfor Gud. Kirken kan kalde handlinger onde og advare mod synd, men vi kan ikke se et andet menneske med Guds blik. Vi ser et udsnit. Gud ser helheden.

Skal vi frygte dommen?

Det Nye Testamente taler både alvorligt og håbefuldt om dommen. Vores valg betyder noget. Friheden er virkelig, og derfor er muligheden for at afvise Gud også virkelig. Læren om helvede kan ikke skilles fra denne alvor: Gud tvinger ikke mennesket til kærlighed og fællesskab med sig. Men den kristne skal heller ikke leve i konstant rædsel for Gud. Johannes skriver: »Den fuldendte kærlighed fordriver frygten« (1 Joh 4,18). Vores håb hviler ikke på forestillingen om, at vi til sidst kan fremlægge et fejlfrit regnskab. Ingen af os kan det. Håbet hviler på Kristus.

Her bliver skriftemålet og syndernes forladelse forståelige i deres fulde dybde. Gud tilbyder allerede i dette liv tilgivelse til det menneske, som vender sig mod Ham. Det kristne liv består ikke i at skjule sin skyld for den kommende dommer. Vi kan allerede nu komme til Ham med den. Det er en afgørende forskel mellem kristen forventning og ren frygt for en kommende dom: Den dommer, vi skal møde, kan vi allerede nu kende, bede til, modtage i Eukaristien og søge tilgivelse hos. Dommeren er den samme Kristus, som allerede rækker os sin barmhjertighed.

Kirken venter på nogen

Ordene »hvorfra Han skal komme for at dømme de levende og de døde« minder os til sidst om noget, som let kan forsvinde i hverdagens kristendom: Kirken venter på nogen. Den venter på Kristus. Denne forventning ligger dybt i liturgien. I messen ser Kirken tilbage på Kristi død og opstandelse og frem mod hans komme. Advent rummer den samme dobbelte bevægelse. Vi forbereder os på at fejre barnet, der kom til Betlehem, samtidig med at adventens tekster retter blikket mod Herren, der skal komme i herlighed.

Vi ved ikke hvornår, og vi ved heller ikke præcis hvordan. Jesus afviser enhver mulighed for at beregne tidspunktet. Derfor har kristne ingen grund til at lade sig rive med af mennesker, som mener at have fundet datoen eller udarbejdet en detaljeret tidsplan for verdens ende. Vi har fået løftet, ikke køreplanen. Når vi bekender, at Kristus skal komme »for at dømme de levende og de døde«, siger vi derfor langt mere end, at der engang skal finde en kosmisk retssag sted. Vi bekender, at Kristus virkelig kommer, at de døde skal opstå, at sandheden til sidst kommer frem, at ondskaben ikke sejrer, og at vores liv har evig betydning.

Den Apostolske Trosbekendelse behøver ikke ordet »igen« for at sige det. Hele sætningen peger frem mod Kristi genkomst. Og selv om kunsten gennem århundreder har forsøgt at male denne dag, må billederne forblive billeder. Genkomsten er virkelig; vores forestillinger om dens udseende er det ikke nødvendigvis. Han, som kom til os i menneskelig ringhed, skal komme i herlighed. Han, som lod sig dømme af mennesker, skal selv dømme levende og døde. Han, som opstod legemligt fra graven, skal kalde de døde til opstandelse. Og den, vi en dag skal stå over for, er ikke en fremmed.

Det er Jesus Kristus.

-karn