Frankrig tager imod paven med hele sin historie

Kirkens ældste datter fejrer pave Leo XIV’s besøg.

Fredag den 25. september begynder pave Leo XIV sit besøg i Frankrig. Han kommer til et land, hvor den katolske tro har præget århundreder, men hvor Kirken også må se tabet af sin gamle plads i samfundet og sine egne alvorlige svigt i øjnene.

Kort fortalt: Frankrig har længe været kendt som Kirkens ældste datter. Landet har huset paver, fostret helgener og haft en stor katolsk befolkning. I dag er færre knyttet til Kirken, og overgrebssagerne har efterladt dybe sår. Alligevel bliver pavens besøg en fest for de mange, der lever deres tro i Frankrig i dag.

Fredag formiddag lander pave Leo XIV i Paris. Senere på dagen skal han bede vesper i Notre-Dame og møde unge til en bøns­vigilie på Stade de France. Det er begyndelsen på fire dage, hvor store menneskemængder vil samles om paven. For franske katolikker bliver det en glædelig begivenhed, men besøget kalder også på eftertanke. Paven kommer til et land med en usædvanlig tæt historie med Kirken, og netop derfor er der meget at glæde sig over og meget, som ikke kan forties.

Kirkens ældste datter

Frankrig er gennem århundreder blevet kaldt Kirkens ældste datter. Betegnelsen forbindes med frankerkongen Klodevigs dåb omkring år 500 og det forhold til pavedømmet, som siden voksede frem. Den siger noget om Frankrigs betydning i Kirkens historie, men den fortæller ikke, at landet altid har været trofast, eller at alle franskmænd på noget tidspunkt har delt den samme tro. Kirken havde været til stede i landet før Klodevig, og senere blev dens historie vævet tæt sammen med kongemagt, krige og politiske interesser. Alligevel giver tilnavnet mening. Få lande har i så lang tid sat så tydelige spor i den katolske kirkes liv.

Det ses også i Avignon. Fra 1309 til 1377 boede paverne dér i stedet for i Rom. Det store pavepalads står endnu, imponerende og svært at komme uden om. Det vidner om Kirkens magt, om det liv, der samlede sig omkring pavedømmet, og om et forhold mellem paver og fyrster, der kunne blive så tæt, at det skabte uro langt ud over Frankrigs grænser. Avignon hører med til fortællingen om Kirkens ældste datter. Det gør både dens storhed og dens vanskelige spørgsmål.

Krigens samvittighedsprøve

Under Anden Verdenskrig blev den franske kirke stillet over for en prøve, hvor dens lange historie ikke gav noget enkelt svar. Nogle kirkelige ledere stod i begyndelsen tæt på Vichy-regimet eller tav, mens jøder blev forfulgt og deporteret. Andre katolikker protesterede, skjulte forfulgte mennesker og satte deres egen sikkerhed på spil. I august 1942 lod ærkebiskoppen af Toulouse, Jules-Géraud Saliège, et hyrdebrev læse op i sit stifts kirker. Han fordømte behandlingen af jøderne på et tidspunkt, hvor det krævede mod at sige det offentligt. Den franske kirkes krigshistorie rummer mennesker, som svigtede, og mennesker, som nægtede at gøre det. Begge dele hører til, når historien fortælles.

Fra folkekirke til personligt valg

Ved begyndelsen af det 20. århundrede var langt de fleste franskmænd døbt katolsk. Kirken var nærværende ved livets store begivenheder, og dens fester og skikke var en del af dagligdagen, også i familier hvor man sjældent gik til messe. Der findes ikke et enkelt medlemstal, som kan beskrive denne tilknytning. En dåb, en kirkelig vielse og en personlig tro fortæller forskellige ting. Gennem årtier gled de længere fra hinanden. Flere børn voksede op uden undervisning i troen, færre kom regelmæssigt i kirke, og det at være katolik blev stadig mindre selvfølgeligt. Forandringen kom gradvist, familie for familie og generation for generation.

I en undersøgelse fra 2019–2020 betegnede 29 procent af de adspurgte franskmænd mellem 18 og 59 år sig som katolikker. Blandt dem besøgte otte procent regelmæssigt et gudstjenestested. Tallene kan ikke fortælle, hvad der foregår i et menneskes tro, men de viser, hvor meget Frankrig har ændret sig. Paven besøger et land, hvor Kirken ikke længere kan regne med, at størstedelen af befolkningen betragter den som sit naturlige hjem. Til gengæld møder han mennesker, som selv har valgt at træde ind ad kirkedøren, og familier og menigheder, som giver troen videre i en anden tid end deres bedsteforældres.

Dem, Kirken svigtede

Overgrebssagerne har påført Kirken sår, som ikke kan forklares med sekularisering. Den uafhængige franske kommission CIASE anslog i 2021, at omkring 216.000 mennesker som mindreårige havde været udsat for seksuelle overgreb begået af præster eller ordensfolk mellem 1950 og 2020. Når overgreb begået af lægfolk med opgaver i kirkeligt regi blev medregnet, lød skønnet på omkring 330.000. Det er vanskelige tal at tage ind. Bag dem står mennesker, der blev svigtet dér, hvor de skulle have været trygge, og som alt for ofte måtte vente længe på at blive hørt.

Under besøget ventes pave Leo XIV at mødes privat i Lourdes med syv mennesker, som har været udsat for overgreb i kirkeligt regi. Mødet står ikke med tidspunkt i det offentliggjorte program, men er omtalt forud for rejsen. At lytte til dem er nødvendigt. Hvad mødet kommer til at betyde, afhænger også af, hvad der sker bagefter: om ofre bliver hørt, om ansvar bliver placeret, og om Kirken beskytter dem, der betros dens omsorg.

Glæden ved at tage imod

Når franske katolikker tager imod paven, gør de det med alt dette som en del af deres historie. Glæden over besøget er virkelig. Børn og unge vil få deres eget minde om dagene i Paris og Lourdes. Mennesker vil bede sammen, høre pavens ord og fejre messe i et fællesskab, der rækker langt ud over deres egen menighed. For nogle vil det være første gang, de mærker, hvor mange der deler deres tro. Den glæde behøver ingen undskyldning.

Kirkens ældste datter er i dag et andet Frankrig end for hundrede år siden. Katedralerne står der endnu, men de kan ikke alene bære troen videre. Det kan mennesker: dem, der åbner kirken, underviser børnene, tager imod de ny­døbte, besøger syge og møder op til messen. Når Leo XIV kommer til Frankrig, bliver han modtaget af dem. Festen tilhører dem – og den bliver stærkere af, at de kender både det smukke og det smertelige i den historie, de fører videre.

-karn